Kære Joy Mogensen: Vi har 10 konkrete forslag til en ny medieaftale

af i Medier

MEDIER // KOMMENTAR – En ny kulturminister, en ny regering og et nyt politisk flertal kan forhåbentlig betyde, at vi får modernisering af mediestøtten og særligt Innovationspuljen. Det er nødvendigt, da de nuværende regler er skrevet sådan, at vi får mere af det samme – og mindre af det nye. Thomas Noppen, formand for Prauda – foreningen for eksperimenterende internetmedier – har 10 konkrete forslag til en ny medieaftale.

Det var et skridt i den rigtige retning, da mediestøttens Innovationspulje blev etableret for en del år siden nu. Der blev tændt et håb hos en række netmedier og mindre trykte medier om, at der her kom et tiltag, der stimulerede og støttede innovation. De publicistiske ambitioner og kreative ideer var der, og innovationsstøtten kunne bidrage til, at medierne kunne vokse sig store nok til at blive bæredygtige.

En mangfoldig mediedebat er baseret på kvalitet, der kan leveres af nichemedier. Omnibus-kravet tilskynder at alle medier skal ligne hinanden og producere det samme, og det giver en fattigere offentlig samtale

I et land hvor vi har en mediestøtte – der har som formål at bidrage til den demokratiske samtale – så er der selvfølgelig en rimelighed i, at støtten er demokratisk og at den ikke skævvrider markedet. Desværre vidste det sig, at det netop var tilfældet. Reglerne er skrevet, så medielandskabet kan få mere af det samme, men mindre af de spændende og kreative publicistiske formater og forretningsideer.

På trods af at det hurtigt skulle vise sig, at innovationspuljen ikke i særlig høj grad bidrager til innovation af medieformater, så er det lykkedes for enkelte selvstændige projekter. Dog er det i mange tilfælde sket på trods af reglerne og ikke på grund af reglerne. For Danmark mangler ikke innovation på mediefronten, og de seneste mange år har endnu flere innovative medier set dagens lys. Desværre konkurrerer de på ulige vilkår, og derfor blev Prauda – foreningen for eksperimenterende internetmedier dannet for snart fem år siden.

Foreningens formål er at bistå medlemmerne og nye netmedier med at udvikle og udforske innovative mediemodeller. Foreningen tæller nu medlemmerne Altinget, Atlas Magasin, Baggrund.com, Føljeton, Globalnyt, Korrespondenterne.dk, RUC Paper, Magasinet F5, Medietrends, Netudgaven Podcast, POV International, Sønderborg Nyt, Techsavyy, Vink København og medlemstallet er voksende.

10 punkter vi gerne vil diskutere med Joy Mogensen

En ny regering er en enestående mulighed for at styrke den demokratiske samtale i Danmark og ændre på de nuværende regler. Reglerne begrænser publicistisk og forretningsmæssig innovation hos danske medier og derfor skal de moderniseres.

Prauda foreslår derfor følgende ti punkter, som vi gerne vil diskutere med den nye kulturminister, Joy Mogensen. Ti punkter, der vil styrke medieinnovation i Danmark og bidrage til lige vilkår:

  1. Udviklingspuljen i mediestøttens innovationsordning skal bestå. Der er eksisterer en række små digitale medier i hele Danmark, der konkurrerer på ulige vilkår med de etablerede. Udviklingspuljen er deres mulighed for at vokse til en bæredygtig størrelse.
  2. En del af innovationspuljen skal øremærkes medier, der ikke i forvejen modtager et stort produktionstilskud.
  3. Der bør indføres et koncernloft, så enkelte mediehuse ikke modtager næsten halvdelen af den offentlige mediestøtte.
  4. Det skal være muligt at indberegne nuværende indtægter som forventede fremtidige indtægter, når der søges mediestøtte. Reglerne, som de er nu, udelukker medier med indtægter og favoriserer medier med store pengetanke.
  5. Der skal slækkes på omnibus-kravet om, at medier skal dække både kultur, samfund og politik, så det er tilstrækkeligt kun at dække to af de tre. En mangfoldig mediedebat er baseret på kvalitet, der kan leveres af nichemedier. Omnibus-kravet tilskynder, at alle medier skal ligne hinanden og producere det samme, og det giver en fattigere offentlig samtale.
  6. Indgangsbarrieren til den redaktionelle produktionsstøtte bør sænkes fra tre til to årsværk.
  7. Når EU’s copyright-direktiv skal implementeres, skal regeringen garantere, at medier ikke skal tvinges til at indgå licensaftaler for at få deres indhold delt på nettet. Erfaringer fra Tyskland, Spanien og samtlige videnskabelige undersøgelser af direktivets konsekvenser viser, at direktivet favoriserer få meget store medier, mens resten rammes negativt økonomisk som en konsekvens af direktivet.
  8. Den digitale momsfritagelse skal dække alle abonnements- og støttemodeller.
  9. En mindre del af Public Service Puljen skal reserveres til podcast-produktioner fra producenter, der ikke modtager mediestøtte. Til denne pulje skal kravet om egenfinansiering slækkes.
  10. Frivilligt arbejde skal i højere grad kunne indgå som egenfinansiering. Alt iværksætteri beror på, at initiativtagerne lægger massiv arbejdstid i projektet. Derfor er det kontraproduktivt for innovationen, at dette ikke respekteres som et aktiv i ansøgningerne.

Foto: Kasper Hellesøe for TechSavvy Media.

Thomas Noppen er formand for Prauda - foreningen for eksperimenterende internetmedier. Han er også Netudgavens stifter og ansvarshavende redaktør.

Seneste artikler om Medier