MEDIER // ESSAY – Nye medier revolutionerer både mennesket og samfundet, og derfor har skolerne et stort ansvar for at ruste eleverne til at begå sig i det digitaliserede samfund, skriver lektor i medievidenskab Jesper Tække.
Marshall McLuhan udgav i 1964 sin indflydelsesrige bog Understanding Media: The Extensions of Man. Det betyder, at vi nu i 60 år har kunnet tænke over, hvad hans berømte udsagn ”The medium is the message” egentlig betyder. Det var McLuhan, der med sine stærke oneliners gjorde den økologiske medieteori om ikke berømt, så berygtet. I dette korte essay vil jeg reflektere over, hvad de nye medier betyder for det at være menneske og for samfundet, herunder for skolen.
Med hvert nyt medie har mennesket ændret sig, hvilket betyder, at vi med hvert nyt mediesamfund har oplevet en fundamental transformation af, hvad det vil sige at være menneske. Når vi tager et nyt grundlæggende kommunikationsmedie i brug, som formår at blive socialt og kulturelt bærende, ændrer vilkårene sig for, hvad det vil sige at være menneske såvel praktisk som filosofisk.
Dette historiske mønster understreger, at en reaktionær holdning til nye medier, herunder digitale medier i skolen, ville være en fornægtelse af mediernes rolle gennem historien og ignorere de dybtgående strukturelle og kulturelle forandringer, som nye medier medfører.
Siden McLuhan har der været en mediehistorisk opfattelse, inden for hvilken der kan identificeres en række faser, der iagttages som forskellige historiske mediesamfund. Således har man identificeret samfund baseret på talesprog, der siden blev suppleret med skrift, trykketeknologi, analoge elektroniske medier og nu digitale medier.
I hver fase har der været en omfattende udvikling, hvor medierne er opstået gennem en proces. I denne proces er samfundet vokset, har udviklet nye strukturer og opgivet gamle inden for mediernes mulighedsrum. Samtidig er medierne blevet gradvist videreudviklet i interaktion med samfundets kontinuerlige strukturudvikling.
Denne fasetankegang er ikke udtryk for teknologisk determinisme, da det er det sociale, der ud fra egne selektioner udvikler sociale strukturer inden for det nye mulighedsrum, som de nye medier giver. Som Neil Postman har udtrykt det: ”En ny teknologi tilføjer intet og trækker intet fra. Den ændrer alt.”
Dette er den medieøkologiske tanke, hvori medier er en vigtig del af vores miljø, hvorfor fremkomsten af et nyt medie ændrer hele miljøet og forstyrrer samfundet og individerne, der for en tid kommer ud af trit med sig selv og hinanden.
Hvis ikke skolen aktivt går ind i det digitaliserede samfund, så får vi et mindre humant og solidarisk samfund, hvortil den enkelte ikke får den fornødne dannelse til at kunne forholde sig aktivt kritisk
McLuhan iagttog disse overgange som medierevolutioner, inden for hvilke vi i begyndelsen søger at løse nye problemer med gamle løsninger. Remedieringen af kommunikation i analoge elektroniske medier skabte for eksempel sociale ændringer, som kan forstås med Meyrowitz’ begrebet effect loop. Analoge elektroniske medier danner et mulighedsrum for at iagttage det sociale, som man før var geografisk afskåret fra at få informationer om.
Refleksionen af det ændrede informationsmiljø skubber til det sociale, der så ændrer sig, hvilket spiller tilbage på, hvad der medieres, hvilket igen skubber til det sociale. Dette fortsætter i retning af en slags ligevægt eller stabilisering, hvor nye begreber for passende opførsel, et nyt medieindhold og et nyt sæt normer og regler, der harmonerer med det nye mediemiljø, kondenserer sig.
Eksempelvis sad familien i 1960’erne samlet om tv-udsendelsen, der viste, hvordan manden, familiens traditionelle autoritet, kunne opføre sig barnligt i situationer uden for familien. Dette førte til et effect loop, hvor hans autoritet blev reduceret over for kone og barn, hvilket blev portrætteret som nyt medieindhold i nye udsendelser, der igen blev konsumeret af samlede familier, hvorved mandens rolle som ufejlbarlig autoritet langsomt ændredes og gav plads til nye rollemønstre i familierne og samfundet.
Det er altså ikke det konkrete medieindhold, men den nye informationssituation, der opstår med det nye medie, der gør forskellen: The medium is the message.
Den nye digitale medievirkelighed
Tilkomsten af digitale medier ændrer ikke kun informationssituationerne, så vi kan vide mere om hinanden og verden, men også interaktionssituationerne. Denne ændring giver ikke blot nye muligheder, men også nye vanskeligheder.
De gamle velkendte strukturer underløbes af nye strukturer, der endnu ikke er fuldt forståede, udviklede og regulerede. Ikke mindst i den indledende fase, hvor vi alle prøver at forstå de nye medier og relativt mislykket prøver at forholde os til dem og regulere dem med gårsdagens normer, der er udviklet uden øje for de nye situationer.
At eleverne eksempelvis sidder og interagerer med hinanden og andre uden for klasseværelset, har skolen i mangel af nye, tilpassede normer søgt at regulere gennem utidssvarende normer – typisk ved enten at forbyde interaktionen eller ved at lukke øjnene for den.
Hvis det går som analyseret med de analoge elektroniske medier, vil samfundet i den digitale tidsalder over en periode tilpasse sig de nye sociale muligheder, som de digitale medier giver. I denne proces er skolen den måske vigtigste institution, da eleverne må dannes til demokratiske kritiske samfundsborgere for at kunne indgå i det nye mediemiljø til egen og almenvellets fordel.
Skolen bærer et vigtigt ansvar for gennem didaktiske og pædagogiske udviklinger at generere normer, der er adækvate med det nye mediemiljø. Alternativt står den enkelte alene over for digitale medier, der typisk er udformet ud fra kommercielle logikker og bevæggrunde eller ud fra statslige overvågnings- og kontrollogikker og bevæggrunde.
De tidligere medierevolutioner har vist, at man nok med censur og forbud kan holde nye sociale strukturer tilbage for en tid, men at det er en stakket frist, før mulighederne for nye sociale strukturer aktualiseres
Pointen er, at hvis ikke skolen aktivt går ind i det digitaliserede samfund, så får vi et mindre humant og solidarisk samfund, hvortil den enkelte ikke får den fornødne dannelse til dels at kunne forholde sig aktivt kritisk til partielle inhumane og usolidariske elementer ved digitaliseringen af samfundet og dels ikke har en uddannelse, der matcher det digitaliserede samfund og dets muligheder.
Herunder kan som et blandt mange punkter, men et punkt, som har tiltrukket sig megen opmærksomhed, nævnes, at eleverne med en adækvat dannelse vil kunne lære at styre deres mediebrug hensigtsmæssigt i såvel faglig som social forstand.
Men vil dette ikke ændre, hvad det er at være menneske?
Til dette spørgsmål må der svares utvetydigt ”JO”! Hvad enten skolen kører videre, som om intet er hændt eller ej, vil alt være ændret. En repressiv skole, der søger at køre videre med gårsdagens normer og handlemåder, vil blot forhindre skolen i at medvirke i samfundsudviklingen og i at ruste eleverne til det digitale samfund.
Det mediemiljø, eleverne eksisterer i, vil alligevel være et, hvor informations- og interaktionssituationer er ændret, og over tid, når de repressive elementer er døde og deres magt brudt, vil skolen også komme med, men uden at have været med i den formende proces af det digitaliserede samfund.
De tidligere medierevolutioner har vist, at man nok med censur og forbud kan holde nye sociale strukturer tilbage for en tid, men at det er en stakket frist, før mulighederne for nye sociale strukturer aktualiseres.
Mennesket har for længst udviklet sig til en cyborg, en hybrid af biologi, sprog, teknologi, ild, domesticerede dyr, skrift, briller, ur og nu smartphone. Det litterære menneske med avis og brev adskilte sig afgørende fra forudgående mennesker.
Med trykketeknologien ændredes informationssituationen, så mennesket opnåede et vidensniveau, der førte til oplysningsfilosofi og krav om medindflydelse. Det førte til begrebet om dannelse, da medbestemmelse og demokrati fordrer, at borgerne kan styre sig selv på en hensigtsmæssig måde, og at de kan tage almenvellets perspektiv.
På samme måde må skolen nu løfte ansvaret for at danne eleverne til det digitaliserede samfund, der selv bliver til i processen. Eleverne skal lære at prompte AI, udføre kildekritik, slå unødige notifikationer fra og indstille sikkerhedsfunktioner.
Skriften gav en grundlæggende ændring af samfundet, der som ny omverden for mennesket ændrede, hvad det vil sige at være menneske, ligesom trykketeknologien senere på godt og ondt åbnede for reformation, renæssance, oplysningstid og industri med afbrænding af kul
De skal kunne tage almenvellets perspektiv og være demokratiske og sociale. De skal kunne netværke og organisere sig på de nye måder, som de digitale medier muliggør. De skal kunne forstå opbygningen og konsekvenserne af et samfund, der i stigende grad styres af algoritmer og kunstig intelligens. De skal kunne gennemskue og manøvrere i kommercielt designede systemer og producere i de mange nye formater for at danne sig til livet i det digitaliserede samfund.
Vi mister noget, men får noget andet
I en berømt passage fra Platons dialog Faidros, bliver den ægyptisk konge, Thamus, af guden Theuth, som var opfinder af mange ting, forelagt bogstavskriften. Theuth fremfører, at denne opfindelse ”vil fremme både erindring og visdom”. Thamus er dog ikke så nem at overbevise og peger på den modsatte konklusion, nemlig ”at de, som lærer dem, vil ophøre med at øve deres erindring og blive glemsomme”.
Der er ikke nogen tvivl om, at Platon har en pointe, for mennesket blev dårligere til at huske som følge af bogstavskriften. Men da vi forlod de lange rytmiske huskevenlige vers til fordel for den alfabetiske skrift, fik vi langt flere ord at tænke og tale med og opnåede evnen til at lave længere, mere logiske, komplekse og sammenhængende argumenter.
Hertil kan skrift, modsat tale distribueres i tid og rum, så vi i dag for eksempel kan læse Platon. Skriften gav udviklinger som tal, matematik, solur, vandur, kalender, nye administrationssystemer og formede efterhånden et helt nyt samfund, der transformerede, hvad det vil sige at være menneske – også for analfabeterne.
Platon, historiens første medieskeptiker, kunne ikke have udviklet sin filosofi uden bogstavskriften. Så ja, vi mistede noget, da vi aflastede sindet og den mundtlige kommunikation med skriften, men vi fik noget andet, der på tidspunktet for introduktionen var umuligt at forudse.
Skriften gav en grundlæggende ændring af samfundet, der som ny omverden for mennesket ændrede, hvad det vil sige at være menneske, ligesom trykketeknologien senere på godt og ondt åbnede for reformation, renæssance, oplysningstid og industri med afbrænding af kul.
Der er brug for, at skolen som samfundets vigtigste almendannede institution træder i karakter og medvirker til at forme fremtidens samfund
Anskuet ud fra dette ræsonnement er det vigtigt at udvikle skolen og uddannelsestænkningen adækvat med det nye mediemiljø, da resignation ikke bidrager konstruktivt, og da netop faglighed og almendannelse er en afgørende katalysator for udviklingen af demokratiske værdier i det nye mediesamfund.
Skal vi udvikle et bæredygtigt og solidarisk samfund med sorte tal på bundlinjen, fordrer det dannelse til det digitaliserede mediesamfund. Vi må tage skepsis med os og ikke overlade styringen af udviklingen af skolen til teknokratiske effektiviseringsagenter og kommercielle interesser. Men vi må på den anden side heller ikke identificere mediet med de negative eksempler, men søge at præge udviklingen i en mere positiv retning.
Der er brug for, at skolen som samfundets vigtigste almendannede institution træder i karakter og medvirker til at forme fremtidens samfund. Det kræver dog bedre efteruddannelse, forberedelsestid, sparring og normering, hvis skolen skal kunne bære udviklingen frem mod et demokratisk, solidarisk, velhavende, lykkeligt og bæredygtigt Danmark.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her