KØN & LIGESTILLING // REPORTAGE – Dansk Kvindesamfund kunne forleden fejre sit 150-års jubilæum, men har ikke samme styrke som i årene op til 1970’erne. Rødstrømperne fik under deres relativt kortvarige succes klassificeret Kvindesamfundet som stedet for borgerlige hattedamer, og feminismen tabte igen, da rødstrømperne kollapsede. Der blæser dog oprørske nye vinde, som igen forener kvinder på tværs. Visse grupper føler sig dog udenfor, og feminister kan stille alt for høje krav til hinanden. Det fremgik af Dansk Kvindesamfunds jubilæumsfest, fortæller journalist Dorte Toft.
Dansk Kvindesamfund har eksisteret i 150 år, og fejringen kunne næppe finde sted i et mere passende år, for netop 2021 er præget af kvinders oprør mod uretfærdighed. Sygeplejersker gider ikke finde sig i en lønramme fastlagt, da magtens mænd fandt det o.k. at spise kvinder af med mindre end mænd. Og #Metoo-bølgen brager stadig ind over Danmark, senest med afsløringen af hvad DR’s pigekor har været udsat for.
Fejringen i Dansk Kvindesamfund måtte dog ske forsinket, grundet Covid. Stiftelsen skete den 24. februar 1871, men jubilæumsfesten kunne først holdes i fredags, den 12. november, og for så fuldt hus i Arbejdermuseets festsal i København, at Corona-passene måtte frem ved indgangen.
Men kampen for en bedre voldtægtslov er ikke slut, for der er stadig en kattelem i form af en såkaldt listepik-paragraf
Kvindesamfundet er en organisation, hvis medlemmer har været beskyldt for alt fra at være borgerskabets hattedamer til ræverøde mandehadere. Det har aldrig skortet på angreb, men sådan må det være, når fokus er på at forbedre kvinders vilkår, lige fra at sikre kvinders stemmeret, til den frie abort i 70’erne, til samtykkeloven i 2020.
Dansk Kvindesamfund blev stiftet samtidig med Arbejderbevægelsen, men fik aldrig samme støtte, heller ikke blandt kvinder. Også derfor har arbejdet har krævet tålmodighed og forsigtighed.
Den seje kamp om stemmeretten
Sigende er, at der gik 16 år fra starten i 1871 til foreningen turde kræve stemmeret for kvinder. Selv efter det gik der 22 år med 11 forgæves forsøg, før kvinderne i 1908 fik kommunal valgret. Stemme og opstillingsret til Folketinget kom først 1915.
Voldtægtslovgivningen udgør det seneste eksempel på, hvor lang tid det tager at få rette på en klar urimelighed mod kvinder. Dansk Kvindesamfund har i årevis protesteret mod, at det har været umuligt at få en voldtægtsmand dømt, medmindre han har tævet kvinden eller truet med det. I 2020 vedtog politikerne endeligt, at hvis begge personer ikke aktivt tilkendegiver lyst til samleje, så er der tale om voldtægt af den ene.
Mindre straf til snigeren
Men kampen for en bedre voldtægtslov er ikke slut, for der er stadig en kattelem i form af en såkaldt listepik-paragraf, der skal lukkes til. Den paragraf udløser mildere straf og gælder, hvis manden sniger sig til samleje.
For blot et par uger siden bekræftede landsretten således en listepik-dom. To kammerater havde ønsket partnerbytte, men den ene kvinde havde sagt klart fra, og alligevel sneg hendes kærestes kammerat sig på hende. Han slap for den alvorligere voldtægtsdom.
Så der er nok udsigt til endnu en kamp, der kræver lang tålmodighed. Men Dansk Kvindesamfunds arbejde har udover tålmodighed også været ledsaget af store visioner og drømme.
”Det er vigtigt også at snakke om alle arbejderkvinderne – alle de kvinder, der gør rent blandt andet på byggearbejdspladser. Hvordan skal de beskytte sig mod overgreb fra mænds side?
Begge dele indgik i Dansk Kvindesamfunds nye feministiske fremtidsmanifest, der blev præsenteret af forkvinden, Helena G. Hansen, for de mange jubilæumsgæster.
Flere af de 22 punkter i manifestet er ren utopi, men vel ønsket af alle. Hvem ville ikke gerne tro, at vold mod kvinder og mænds drab på hustruer og ex-hustruer blev noget, der hørte fortiden til?
Hvem ville ikke gerne tro, at udsatte kvinder slipper for, at deres krop ses som en handelsvare, som var det et stykke kød?
Den ukrænkelige ret til fri abort
Og er retten til fri abort virkelig ukrænkelig, når vi ser, hvor let det går i lande som Polen og stater i USA med at fjerne retten igen?
I jubilæumsfesten blev der på behørig vis også skuet tilbage blandt andet af to kvindelige politikere, der begge har kunnet smykke sig med ministertitler, socialdemokraten Jytte Hilden og den konservative Grethe Fenger-Møller.
De fortalte om den gang, da kvinder i Folketinget valgte at arbejdede sammen på tværs af partier for netop kvinders ve og vel. Blandt fremskridtene, som de to var med til at sikre, var, at kvinder kunne beholde deres navn ved giftemål samt et ophør af sambeskatningen.
Udenfor feminismens fælleskab
Et panel med yngre feminister gav status for nutiden og bød ind med de tiltag, der er nødvendige fremover. Nok har Dansk Kvindesamfund og feminismen mange ting at fejre, men ikke alle føler sig favnet.
”Mette-Murer” med det borgerlige navn Mette Schak Dahlmann, gør ikke. Hun er selv en sand enmandshær, hvad angår at påvise uhensigtsmæssigheder for kvinder i byggefagene.
Hun byggede sin egen skurvogn, hvor hun kunne tage brusebad bag lukket dør, og med den fik hun påvirket Folketinget til at vedtage, at bad bag lukket dør skal være standarden i skurvogne på byggearbejdspladser.
Mette Schak Dahlmann ser det ekstremt kønsopdelte arbejdsmarked inden for håndværkerfagene og det kønnede uddannelsesvalg som et stort problem.
”Politikere hylder diversitet, men gør intet, sagde Mette Schak Dahlmann, der påpegede, at det ikke er nok med lovgivning. Der skal også en kulturændring til.
Vi slår vore egne ihjel, holder hinanden til en meget høj standard, men det skræmmer mange væk
Ifølge hende tænker nutidens feminister for meget på repræsentation på de bonede gulve og på #Metoo blandt mere privilegerede kvinder.
”Det er vigtigt også at snakke om alle arbejderkvinderne – alle de kvinder, der gør rent blandt andet på byggearbejdspladser. Hvordan skal de beskytte sig mod overgreb fra mænds side,” sagde hun.
Også Uzma Ahmed, rådgiver i Dannerstiftelsen, efterlyste bredere engagement fra feministers side, nemlig over for forholdene for de kvinder, der er mørkere i huden.
Fremmedgørelsen af børn
Der er vold, der er social kontrol, og der er bekymringen for børnene, der konstant får at vide, at de ikke er danske, men fremmede. Voksne som børn belastes også af de konstante krav til brune om at tage afstand fra bedsteforældres kultur og religion.
Ifølge hende vil den næste generation af brune kvinder nok springe feminismen over, hvis ikke der bliver gjort noget. Det kan dog næppe ses som en kritik af Dansk Kvindesamfund, da styrelsen har god repræsentation af personer med anden etnisk oprindelse.
Men også i egne kredse sker der dog små fremskridt. Den kvindelige iman, Sherin Khankan, fortalte således i fredags om de ægteskabskontrakter, der, hvis anvendt, sikrer muslimske kvinder ret til også en islamisk skilsmisse. I dag kan kun manden kræve islamisk skilsmisse.
Men der skal være plads til uenighed. Ellers lever vi med fascisme. Selvfølgelig er der ytringsfrihed i feminismen, ikke tankekontrol
Ingen skal dog tro, at hvide veluddannede middelklassekvinder har det som ål i mudder med feminismen.
”Feminister er uenige, og det er fint – det er, hvad der gør, at vi er på vej frem, men vi skal ikke være så hårde mod hinanden,” sagde psykologen Louise Kjølsen, også kendt som TwerkQueen.
”Vi slår vore egne ihjel, holder hinanden til en meget høj standard, men det skræmmer mange væk,” tilføjede Kjølsen.
Emma Holten, konsulent i Dansk Kvinderåd, var enig. Hun blev bredt kendt for sin aktive kamp mod deling af nøgenfotos på nettet, med hævn som motiv eller ej, og det har påvirket lovgiverne.
Meget på spil for den enkelte
”Vi feminister er hårde mod hinanden, fordi hurt people hurt people. Jeg selv kom ind i feminismen såret af megaovergreb på nettet, andre måske fordi de er tæsket. Vi har hver især meget på spil,” sagde Emma Holten.
”Jeg forsøger selv at arbejde med, hvordan jeg reagerer på feminister, jeg bliver vred på, og omvendt. Jeg ser mig jo som en af de gode, og den kender vi alle.”
”Men der skal være plads til uenighed. Ellers lever vi med fascisme. Selvfølgelig er der ytringsfrihed i feminismen, ikke tankekontrol. Og vi skal ikke hierarkisere, hvad der er vigtigst,” pointerer hun.
For Emma Holten selv er det vigtigste lige nu seksuelle overgreb på handicappede kvinder – et stort, overset problem. For andre er det noget andet, f.eks. racisme og vold.
Mænds vold mod kvinder
Dansk Kvindesamfund driver to krisecentre for voldsramte kvinder, og netop volden er det vigtigste for Anja Radeka, som arbejder der med viden og udvikling. Fokus på mænds vold mod kvinder skal genetableres, for det fokus forsvandt i 2008, hvor der skete en omskrivning til vold i nære relationer.
”Det er miskmask mellem vold mod kvinder, mod børn og mod mænd og har – også i relation til politikerne – skjult, at det største problem er mænds vold mod kvinder.”
”Den øgede vold, der skete under Covid-nedlukningen, synliggjorde det dog, også hos socialminister Astrid Krag, og vi kæmper for, at der igen kommer en national handlingsplan for bekæmpelse af mænds vold mod kvinder,” sagde Anja Radeka.
To Mathildepriser – to store bevægelser
Jubilæumsfesten blev også rammen for at få uddelt Danske Kvindesamfunds Mathildepris, navngivet efter Mathilde Fibiger (1830-1872). Hun var en af sin tids største fortalere for kvinders frigørelse og ret til uddannelse.
Prisen gives som anerkendelse til personer, der fremmer ligestilling, og blev uddelt første gang i 1970, men i år blev der uddelt to priser.
Ifølge forkvinden, Helena G. Hansen, er det relevant netop i år med to priser, fordi der er to store bevægelser, der skal hædres for at have gjort en forskel.
Den ene pris gik til fire politisk interesserede yngre kvinder for deres kampagne #EnBlandtOs, der gælder seksuelle overgreb i Christiansborg-sammenhæng.
322 underskrifter, der vidnede om en rådden kultur på Christiansborg
Den anden pris gik til Dansk Sygeplejeråd for gennem deres kamp mod en lav lønplacering at få øjensynliggjort for hele Danmark, hvordan alt for mange kvinder slås med, at magtens mænd en gang mente, at kvinder i omsorgsfag kunne spises af med mindre end mænd, fordi mænd jo var familiernes brødføder.
Freja Fokdal, Sigrid Friis Proschowsky, Camilla Søe og Maria Gudme startede en underskriftsindsamling blandt nuværende og tidligere kvindelige politikere på Christiansborg, og den endte med at bringe #Metoo-tilkendegivelser så tæt på mandlige politikere, at de måtte æde tidligere udsagn om, at sådanne problemer ikke eksisterede på Christiansborg.
”Kampagnen er ikke kun bemærkelsesværdig, fordi den har medvirket til, at seriekrænkere må forlade nogle af topposterne i politik, men også fordi den har forenet kvinder på tværs af partipolitiske skel om én fælles sag,” lød begrundelsen fra Helena G. Hansen.
De fire kvinder fik på kort tid 322 underskrifter, der vidnede om en rådden kultur på Christiansborg, men også 79 konkrete beretninger om overgreb.
Ansvaret for oprydning
Kampagnen blev dermed startskuddet på en længe tiltrængt selvransagelse i de fleste partier, om end meldingen fra de fire kvinder i fredags var, at det kniber for de politiske ledelser med at gå helhjertet nok til sagen, selv om ansvaret for at rydde op alene ligger hos dem.
”Der er alligevel grund til optimisme og glæde, for vi ser også kvinder rykke sammen op til kommunalvalget og regionsvalget. Der er skabt et ægte fællesskab via #EnBlandtOs,” sagde Maria Gudme, regionsrådsmedlem (A) i Hovedstaden. I gruppen selv var fælleskabet mellem de Radikale, Venstre og Socialdemokratiet.
Den satsning og flere andre i #Metoo-sammenhæng rummer en lære for alle, mener psykolog Louise Kjølsen.
”Hvis nok kvinder står sammen og larmer, så sker der noget,” sagde Kjølsen og opfodrede kvinder til at larme mere. Sammen.
Det danske system er så skammeligt indrettet, at det kører på underbetaling til visse grupper
Begrundelsen for at overrække den anden pris, den til Dansk Sygeplejeråd, lød således:
”De får ikke ligeløn, de får pigeløn. Og de har lært os alle, at der er noget, der hedder tjenestemandsreformen fra 1969,” sagde Helena G. Hansen.
Den 52 år gamle reform fastlagde lavere løn til kvinder i omsorgsfag, en uretfærdighed, det ikke har været muligt at udrydde. De hårde vilkår for sygeplejersker, der står helt i front i de hårde Corona-tider med de farlige konsekvenser, har dog nu bidraget til manges forståelse for deres situation.
Pigeløn og honningkager
”Hvad bliver de bedt om? Mere arbejde. Hvad får de? Honningkager. De skal have ligeløn,” sagde Helena G. Hansen. Hun påpegede, at det danske system er så skammeligt indrettet, at det kører på underbetaling til visse grupper.
Prisen blev modtaget af Anni Pilgaard, første næstformand i Dansk Sygeplejeråd på vegne af landets 78.000 sygeplejersker. Hun fortalte, at sygeplejersker er den gruppe i det offentlige, der har strejket allerflest gange.
Faget har da også en fortid og nutid, der stinker af patriarkalsk holdning. Pilgaard kunne blandt andet fortælle, at sygeplejersker i mange år havde forbud mod at gifte sig og mod at bo og spise uden for hospitalets rammer.
”Nu er tiden inde til at få en løn, der afspejler ansvar, uddannelse og vores kompetencer. Vi kæmper for, at kvinders arbejde ikke anses for at være mindre værd end mænds,” sagde Anni Pilgaard, der påpegede, at flere faggrupper står i samme situation.
Den uskrevne historie
Men også Dansk Kvindesamfunds egen historie maner til eftertanke. Den er nemlig aldrig skrevet trods dens betydning for opbygningen af velfærdssamfundet. Det fortalte forskningsbibliotekar Jytte Nielsen, der på det Kgl. Bibliotek har kønsforskning og feminisme blandt sine primære arbejdsområder.
”Når man kigger tilbage, læser sagsakter og jubilæumsskrifter, så er det meget tydeligt, at Dansk Kvindesamfund har været en hel unik aktør gennem de 150 år, men det er ikke erkendt. Der er stadig ingen, der har skrevet en afhandling om Dansk Kvindesamfund,” sagde Jytte Nielsen.
Hun påpeger, at nok kom der gang i kvindeforskningen i 70’erne, men ikke til fordel for Dansk Kvindesamfund.
Forkvaklet syn
”Man var optaget af revolution af klasse, og man så Kvindesamfundet som borgerskabets organisation, og det har betydet, at Kvindesamfundets eftermæle er blevet noget med hattedamer, der kæmpede for borgerklassens kvinde. Det er et forkvaklet syn. Man slog borgerkvinden sammen med borgerskabets mand, men slaven ville man aldrig koble sammen med slavens herre,” sagde Jytte Nielsen.
Hun nævnte ikke, at rødstrømpernes relativt korte historie fra 1970 til 1990 var emnet for en doktorafhandling. Skribenten, cand.scient.pol. Drude Dahlerup, der senere fik et professorat i Sverige, udgav også to bøger om rødstrømpebevægelsen. Den var imidlertid så solidt forankret i den ydre venstrefløj, at den gik under, da fløjens popularitet ophørte, og det blev endnu et tilbageslag for tilslutningen til kvindesag.
Blandt årsagerne til, at Dansk Kvindesamfund har spillet en væsentlig rolle for samfundsudviklingen, er ifølge Jytte Nielsen, at organisationen forstod at placere sig tæt på magten. Det skete blandt andet ved at sikre, at starten gik med betydningsfulde mænd i bestyrelsen. Og da kvinder omsider fik ret til at sidde i Folketinget, kom der kvindelige politikere i bestyrelsen.
Snuden i sporet
”Rigtig mange af de ting, vi i dag ser som en del af velfærdssystemet, er startet hos Dansk Kvindesamfund. Her opfandt man for eksempel mødregrupper, og her eksperimenterede man med hjemmehjælpere, som det offentlige senere overtog,” sagde Jytte Nielsen og fortsatte:
”Og Dansk Kvindesamfund har formået at holde snuden i sporet. Vi fokuserer på ligestilling mellem mænd og kvinder. Der har ved gud været anledninger til at kaste sig over andet også, men heldigvis har organisationen sagt nej til det.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
