FORDOMMENE & FARERNE // TAXAMANDENS KLUMME – Jesper Grunwald, taxichauffør og journalist, kigger indad i sin sidste historie fra Storkøbenhavns gader og stræder inden sommerferien. Det er nattepause, mens hans elektriske Skoda Enyaq lader op til en ny dag. Så rammes han af tidens historier i medierne om krænkende indvandrer-chauffører – og voldtægt. Det sætter eftertankerne i gang.
Jeg føler lige dele kvalme og raseri. Men jeg mærker også en slags sorg – iblandet et gran flovhed. Det er voldsomme følelser blot efter et tjek af de sociale medier, som jævnligt er mit læsestof klokken lort om natten, når den sorte el-taxi lades op for fuld styrke.
For hurtigt til at kunne sove i det ellers perfekt pasformede sæde, som med tryk på enkelte knapper kan forme sig om gamlingens ryg, som var det designet af en omsorgsfuld massør. Men alt for langsom opladning til blot at trække vejret dybt i nogle minutter, inden jeg igen kører ud i storbyen. Ca. 50 minutter tager det fra næsten-tomt batteri, til Skodaen strutter af lyst til de næste 400 kilometer.
Retten på Frederiksberg idømte mandag en 26-årig taxachauffør halvandet års fængsel for voldtægt af en ung kvinde i hendes lejlighed i Valby i februar i år #politidk #anklager
— Københavns Politis anklagere (@AnklagereKbh) June 25, 2024
Jeg kigger på Facebook og på X – det vi kaldte Twitter, inden Tesla-milliardæren kastede noget af sit langfristede guld efter dette globale medie, som netop er designet til at sætte gang i de kortfristede følelser.
Kvalmen
Kvalmen rammer først.
Anklagemyndigheden under Københavns Politi kan fortælle, at en 26-årig taxichauffør er idømt halvandet års fængsel for voldtægt af en kvinde, som var hans kunde til kvindens lejlighed i Valby.
Taxichaufføren nægtede alt. Han fulgte kvinden, som ifølge andre medier var stærkt beruset og hjælpeløs, op i hendes lejlighed, klædte hende af – og havde herefter samleje med hende. Hun anmeldte ham, efter at hun var kommet til hægterne.
Kvalmen, ja, over en af de der reptile mænd, der af en eller anden syg grund forveksler hjælpeløshed og manglende selvforsvar som et udtryk for passiv lyst. Han er kampklar med en seksualitet, som mest ligner hanløvens hurtige bedækning – for hurtigt at vandre videre ud på savannen, som om intet var hændt.
Raseriet
Så følger raseriet.
Det her er den totale tilsvining og intimidering af mit og mine kollegers erhverv – taxibranchen. Vi markedsfører os på individuel persontransport – og fuld sikkerhed. Det sidste ved i alle medier at råbe højt og advarende om pirattaxier, som ikke følger lovgivningen, stjæler folks kreditoplysninger og ikke GPS-registrerer kørslen, som vi er forpligtede til i alle selskaber. Det siger loven.
Og så er det en uddannet chauffør med sit særlige førerkort, der kræver uddannelse for at kunne erhverve. Jeg har været der selv.
Vi lærer om færdselsregler, kundeservice og -pleje, psykologi i forhold til kunderne – og det er et absolut ”no-go” at have erotiske relationer med kunderne på arbejdet. Det er så indlysende, at en kursist burde dumpes permanent, hvis vedkommende ikke kan forstå det.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at det emne gav en diskussion, da jeg selv var på skolebænken. For selvfølgelig oplever chauffører ting og sager, når kunderne er ude af kontrol af druk og diverse rusmidler; flirteri og berøring, som kan mistolkes, hvis ikke chaufføren har slået venstre hjernehalvdel til, mens man er på arbejde.
Og oven i branchens egne regler kommer, at den danske voldtægtslovgivning er blevet skærpet, så man/manden skal sikre sig samtykke, inden han indleder en seksuel akt.
Sorgen
Ja, det er også en slags sorg, der rammer mig nu.
Først og sidst over for den kvinde, som er offer for en mands dyriske forestillinger om sex og er mærket for evigt. Måske ramt af en medskyld, som mange kvinder har fortalt om i forbindelse med voldtægter, hvor de har drukket sig ud af kontrol.
Og ja, jeg har oplevet at stå foran en hoveddør med en så drukken kunde, at hun hang over min skulder som en hjælpeløs fugleunge.
Men jeg mærker også en slags sorg over den majoritet af kolleger her i hovedstadsområdet, som er af såkaldt ”anden etnisk herkomst”. For med den fordeling af ”hvide” danskere og kolleger med baggrund i fremmede kulturer er der statistisk set en stor risiko for, at den omtalte voldtægtsmand fra Valby kommer ude fra den store verden.
Og ganske rigtigt! Efter blot en smule brug af Google på mobilen her i natten læser jeg fakta, som anklagemyndigheden ikke skriver om på X: Gerningsmanden er ”udefra” – end ikke dansk statsborger. Derfor tildeles voldtægtsmanden også en ”tillægsstraf” – en betinget udvisningsdom.
Jeg ser for mig, hvordan diskussionen om de fremmedes tilstedeværelse, deres primitive natur og deres forbryderiske religion og kultur vil blusse op igen. Dansk Folkeparti kørte op til julen sidste år en kampagne, da et folketingsmedlem spurgte transportministeren, hvordan han vil sikre, at danske kvinder kan køre trygt med indvandrerchauffører.
Ministeren afviste. Mit eget selskab kaldte forespørgslen racisme – og jeg var selv ude at blande mig i debatten. Jeg skrev og talte med egen beskedne front mod den fuldautomatiske hverdagsracisme og dens grimme generaliseringer, som holder liv i kulturkrigen mellem ”dem” og ”os”.
Den krig har kørt siden diskussionen om taxikørslen i julen ’23. De højreorienterede politikere tager kampen i deres kamp – ikke mindst for deres pladser i Folketinget.
De indsamler beretninger om dårlige oplevelser med de sorthårede taxichauffører. Og på de sociale medier støttes denne falanks mod de fremmede af nogle af mine ”hvide” taxikolleger, der aggressivt beretter om et erhverv, der er overtaget af arabere og afrikanere.
Det er en del af samtidshistorieskrivningen med løsrevne anekdoter og private historier uden nogen hensyntagen til evidens og dokumentation.
Angsten for og vreden mod de fremmede er reproducerende på en måde, som ikke overgår andre erhverv. Når der modbydeligt nok ses overgreb fra forsorgspersonale, læger, præster og lærere – skaber det ikke en generel utryghed i omgangen med deres erhverv.
Når en ung, seksualforstyrret, vestsjællandsk mand for nylig idømmes livstid for drab, voldtægt og overgreb mod en ung kvinde og to mindreårige piger, kaster det ikke slagskygger af frygt for den kultur eller det folk, han kommer fra. Men forestil dig, hvis han havde været pakistaner.
Flovheden
Jeg vrider mig i sædet i den elektriske Skoda, mens det vælter ind med den nødvendige strøm og myldrer med tanker i mit eget hoved. Sandheden er, at jeg er i tvivl om min egen åbenhed i de her sager. Frygter jeg fordommene, og bekæmper jeg hverdagsracismen så meget, at jeg ekskluderer en reel diskussion om de kulturforskelle, der ER i min verden og i min branche?
For selvfølgelig har jeg stoppet grove kvindefornedrende udtalelser, når de indpakket i humor kom fra en ung, mørkhåret mand med kulturelle rødder i et kvindesyn, som vi forlod for århundreder siden. Det ville jo være løgn, at lømlen fra et af de varme lande ikke er bærer af den kultur, han kommer fra.
Ligesom en bonderøv som jeg selv af og til kan håne storbyens selvoptagede kultur, hvad enten det er de skrigende, hætteklædte fodboldfans eller den småborgerlige dyrkelse af de forkælede ungers eksamenskarakterer i de gyldne forstæder.
Jeg mener i mit inderste, at der kun er én vej. At man må iagttage virkeligheden og beskrive den, som man mener, den er. Man skal tage den fulde mundfuld.
Dialogen.
Diskussionen.
Skænderiet – det ikke voldelige – om nødvendigt.
Men det er netop her, dette gran af flovhed rammer mig.
For jeg fortalte aldrig historien om min pakistansk-afstammede, modne byttemakker fra Københavns Nordvestkvarter i taxien for en lille håndfuld år siden, da jeg kørte for et andet selskab.
Den endte tragisk, men jeg ville ikke svine hans folk ved at genfortælle hans skæbne. Denne høflige, stille mand, der var indvandret med sin familie via Sverige til Danmark. Ja, han virkede som fuldstændig fremmed her, hvis altså ikke han netop boede i en af byens såkaldte ghettoer, der skjuler fremmedgørelsen.
Den sagtmodige mands ydmyge ro blev kun brudt de par gange, hvor jeg talte med ham i telefon, og hans unge knap-teenagedatter råbte til ham i baggrunden på klart ”københavnsk”. Hårde, kolde ord fra pigen, som var hun ikke hans datter, men en sur husbestyrerinde. Nul respekt over for farmand – sådan lød det for selv Taxamanden her, der er far og husker lyden af feminin pubertet.
Vi kunne gensidigt lide hinanden, min mørklødede kollega og jeg – men vores kollegialitet blev revet brutalt fra hinanden få uger efter vores første møde ved taxien.
Han, den stille mand med den kulturelle rodløshed, blev arresteret og dømt for fuldbyrdet voldtægt mod en kunde i taxien – og havde i øvrigt i forvejen to domme for blufærdighedskrænkelse. (Guderne må vide, hvordan han herefter overhovedet kunne få mulighed for at køre taxi). Han blev idømt en flere-årig fængselsstraf – og dømt til udvisning, når straffen var overstået.
Han var ikke en af ”vore egne”
Jeg ville ikke bære brænde til det racistiske bål, så den historie fortalte jeg aldrig i mine klummer.
Må sommeren bringe jer kærlighed. Vi ses i byens gader.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
