Marianne Stidsen Det Danske Akademi

Hvem gavner det, at Marianne Stidsen iscenesættes som ytringsfrihedens martyr?

i Kultur/LIGESTILLING af
DET DANSKE AKADEMI // KOMMENTAR – Litteraten Marianne Stidsen har de seneste år ofte iscenesat sig selv og sine forbundsfæller – fx i Det Svenske Akademi – som ofre. Hun er i egen selvforståelse oppe mod totalitære kræfter med tråde tilbage til nazismen. I Weekendavisens fremstilling af konflikten i Det Danske Akademi bæres der ved til Stidsens selvfortælling.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fire forfattere – Suzanne Brøgger, Jens Smærup Sørensen, Ida Jessen og Astrid Saalback – har forladt Det Danske Akademi i protest mod Stidsens adfærd. Fire andre medlemmer har opfordret Stidsen til at trække sig fra akademiet.

Weekendavisen understøtter Stidsens offerposition i to artikler 17. april om konflikten. Forløbet vinkles i WA som en historie om akademimedlemmer, der ikke respekterer Stidsens ytringsfrihed.

Angrebenes kriminalisering af modparterne kortslutter muligheden for samtale

Poul Pilgaard Johnsens forsideartikel er prydet med en sigende tegning, hvor Stidsen med pennen som kårde kæmper mod den kompakte majoritet.

Det fremhæves i brødteksten, at akademimedlemmet Per Øhrgaard – der sammen med fem andre medlemmer har opfordret Stidsen til at trække sig – er formand for PEN og dermed burde forsvare det fri ord. Pilgaard signalerer utvetydigt, at der er et hyklerisk misforhold mellem Øhrgaards position i PEN og hans kritik af Stidsen.

Samme figur går igen i en kommentar i BØGER af litteraturredaktør Kathrine Tschemerinsky. Her udkrystalliseres vinklen i underrubrikken: ”En række af landets vægtigste forfattere viser, at de ikke kan håndtere den frihed, de selv lever af.”

Og senere konstateres det, ”at det ikke nytter noget at slå ytringsfriheden til eller fra, som det nu engang er belejligt.” Stidsens kritikere transformeres i avisens forvandlingsmaskine fra store, mangefacetterede forfattere til små, snæversynede mennesker.

Andre fortællinger

Konflikten sættes på en enkel formel: ytringsfriheden krænkes af konforme intellektuelle. Den rygmarvsagtige fortælling fungerer som et skema, der presses nedover virkelighedens kompleksitet. Skemaet er todelt: ytringsfrihed/ikke-ytringsfrihed, og ud fra den modsætning kan moralske domme fældes og indviklede konflikter forklares.

Men er det virkelig et så entydigt billede, der tegner sig ud fra de tilgængelige brudstykker?

Da akademimedlemmerne har tavshedspligt er det ikke muligt at kortlægge konflikten i sin helhed, men Weekendavisen fremlægger fragmenter af en lækket fortrolig mailkorrespondance, som giver nogle kighuller ind i konfliktens reaktor.

Hvem gavner det, at Marianne Stidsen iscenesættes som ytringsfrihedens martyr? Det gavner kun én: Marianne Stidsen selv

Ud fra de fragmenter kan der skitseres flere fortællinger, som glider i baggrunden, når ytringsfriheden gøres til den altoverskyggende vinkel:

  • Marianne Stidsen har i sit korstog mod #metoo og feminisme flere gange fremstillet meningsmodstandere som sammenlignelige med nazister, som samfundsnedbrydende revolutionære og som en ”terrorbevægelse”, der bør retsforfølges. Med sine bredspektrede angreb rammer Stidsen også medlemmer af akademiet; ikke med kritik eller skarp meningsudveksling, men med nazi-paralleller, terror-stempler og diffamation. Det kan være gift for et tæt, dialogisk arbejdsfællesskab som akademiet. Angrebenes kriminalisering af modparterne kortslutter muligheden for samtale. Og bidrager næppe til at ”virke for dansk sprog og ånd”, som akademiets fundats foreskriver.
  • Stidsens radikale forslag om at retsforfølge ikke-voldelige MeToo-aktivister efter terrorparagraffen er, som Malte Frøslee Ibsen påpeger, i direkte modstrid med grundlæggende idealer om ytringsfrihed.
  • Stidsen har flere gange i sin polemik fastslået, at hun er medlem af Det Danske Akademi og stedvis indskudt det forbehold, at hun taler på egne vegne, stedvis udeladt det. Dermed fremhæves hendes fornemme position og forbeholdets figenblad ændrer ikke på, at hun netop får understreget, at hun er medlem af akademiet. En retorisk strategi, der giver hendes ord en særlig etos, og samtidig knytter dem uløseligt til akademiet.
  • Stidsens fokus på politiske og ideologiske kampe siver ind i akademiet og fjerner opmærksomheden fra den litteratur, som ifølge formålsparagraffen er akademiets omdrejningspunkt og raison d’etre.

Forsimplende og forvrængende

Akademimedlemmernes tavshedspligt og kildematerialets begrænsede karakter efterlader et stort spillerum for fortolkninger. Men før man ophøjer Marianne Stidsen til ytringsfrihedens martyr bør man holde fast i de ubestridelige kendsgerninger: Stidsen er ikke blevet ekskluderet, hun er ikke blevet underlagt censur, hun har ikke været offer for sanktioner.

Der er fire forfattere der har forladt akademiet. Det er deres ret. Det er en markant manifestation, men det kan ikke betragtes som en krænkelse eller begrænsning af Marianne Stidsens ytringsfrihed.

Det forekommer plausibelt når Informations litteraturredaktør Peter Nielsen i Deadline fredag d. 17. april udtaler: ”Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det her læk stammer fra… Marianne Stidsen”.

Ikke desto mindre udtaler Poul Pilgaard Johnsen i Kulturen på P1, at det ikke handler om hvad Stidsen har sagt og gjort, “det handler om [hvorvidt] man har ret til at udtale de synspunkter”.

Hermed koges forløbet ned til et abstrakt, substansløst ytringsfrihedsdrama, hvor rollefordelingen mellem heltinder og skurke er entydig.

Men det er sjældent, at konflikter om ytringer og adfærd i et frivilligt arbejdsfællesskab kan reduceres til skemaet ytringsfrihed/ikke-ytringsfrihed. Og meget tyder da også på, at det er forsimplende – for ikke sige forvrængende – at anskue konflikten i akademiet igennem den modsætningsfigur.

Hvem gavner det?

Efter endt læsning af Weekendavisens artikler må man stille Ciceros klassiske spørgsmål: cui bono (hvem gavner det)? Hvem har gavn af lækken af fortrolig korrespondance til Poul Pilgaard Johnsen?

En læk akademiets sekretær Søren Ulrik Thomsen kalder ”helt uhørt”, og som vil føre til eksklusion, hvis den skyldige identificeres.

Hvem har gavn af, at historien plantes i Weekendavisen, en avis, der ofte tager livtag med det, de betragter som venstreorienterede udskejelser, feministisk flokmentalitet og vildskud fra det identitetspolitiske overdrev? En publicistisk profil, der passer som fod i hose til Marianne Stidsens selvforståelse.

Hvem gavner det, at Marianne Stidsen iscenesættes som ytringsfrihedens martyr? Det gavner kun én: Marianne Stidsen selv.

Det forekommer derfor også plausibelt når Informations litteraturredaktør Peter Nielsen i Deadline fredag d. 17. april udtaler: ”Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det her læk stammer fra… Marianne Stidsen”.


Opdateret 19. april kl. 10.30 med en reference til Malte Frøslee Ibsen.

 

Foto: Detdanskeakademi.dk

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Kultur