Vi skal lytte til børn – også når det er besværligt

i Børn & unge/Civilsamfund/Psykologi af

SPONSORERET ARTIKEL // ANBRAGTE BØRN – Mere end ti procent af alle børn er anbragt uden for hjemmet i Tanzania og andre lande i Østafrika. I Danmark er det kun én procent. Selvom der umiddelbart er en verden til forskel, har de anbragte børn meget til fælles. De voksne gør for eksempel ikke altid det, der er bedst for børnene. Det skriver Lotte Ladegaard om i en miniserie i to dele. Den anden del handler om børn i Østafrika.

LÆS OGSÅ: ‘Som at vokse op på en øde ø

Ashas historie er typisk for anbragte børn i Tanzania. Hendes forældre er skilt, og far er flyttet langt væk. Ashas mors nye mand arbejder som daglejer med svingende, lave indtægter. Han er ikke begejstret over at skulle betale for udgifter til børnene fra det tidligere ægteskab. Derfor bliver Asha flyttet over til sin bedstemor.

Myndighederne er ikke inde over, og ingen forholder sig til, at bedstemor skranter og kun har begrænsede indtægter fra salget af grøntsager fra køkkenhaven.

Et af de helt store problemer i Tanzania og flere andre lande i Østafrika er, at myndighederne ikke altid registrerer, når børn fødes, og når de flytter ind i en plejefamilie.

Derfor er der ingen til at holde øje med, om børnene trives, om plejefamilien behandler barnet godt, og om barnet kommer i skole og har adgang til lægehjælp.

Et liv der starter på minuspoint

”Mange anbragte børn vokser op uden de samme muligheder som andre børn i Østafrika,” forklarer Lene Godiksen. Hun er programansvarlig hos SOS Børnebyerne og har arbejdet med anbragte børn i Tanzania og andre østafrikanske lande i en årrække.

Hvis du ikke er registreret, findes du ikke, og så kan du ikke få sygeforsikring. Måske kan du godt få lov at gå i skole, men du kan ikke gå til eksamen, og dermed kan du ikke komme videre i uddannelsessystemet. Det vil sige, at du starter dit liv på minuspoint
– Lene Godiksen

”90 procent af alle anbragte børn i Østafrika bor hos familiemedlemmer, men uden at myndighederne har været involveret i at træffe beslutningen eller registreret det. Registrering af et barn er grundlaget for, at alle andre rettigheder opfyldes.

Hvis du ikke er registreret, findes du ikke, og så kan du ikke få sygeforsikring. Måske kan du godt få lov at gå i skole, men du kan ikke gå til eksamen, og dermed kan du ikke komme videre i uddannelsessystemet. Det vil sige, at du starter dit liv på minuspoint,” forklarer hun.

Pige på skole, der får støtte af SOS Børnebyerne i Tanzania. Foto: Lotte Ladegaard

Ashas bedstemor er sød, men hun er også fattig og gammel. Det bliver ikke til meget skolegang for Asha, da bedstemoren ikke har råd til at købe ny skoleuniform i takt med, at pigen vokser.

Da Asha er ti år, dør bedstemoren af en ubehandlet lungebetændelse. En fjern tante kommer og henter Asha. Tanten forklarer ikke, hvad der skal ske nu, og ingen spørger pigen om, hvad hun selv tænker, eller hvordan hun har det.

”I Tanzania er det vigtigste, at det fungerer for de voksne. Hvis man spørger de voksne, om de ikke skal tale med barnet om det, siger de bare, at ’det skal barnet ikke bestemme,’” forklarer Lene Godiksen.

Ingen steder at gå hen med bekymringerne

Asha er ikke specielt glad for at bo hos tanten, som bruger sine knappe midler til at tage sig af sine biologiske børn. Pigen føler sig udenfor, utryg, rodløs og modløs, men hun har ingen steder at gå hen med sine bekymringer.

”Når en anbringelse ikke fungerer godt, sker der det samme med et barn i Tanzania som i Danmark. Hvis man ikke er tryg, mister man evnen til at være opsøgende og dermed til at lære, og man bliver måske udadreagerende eller indesluttet,” forklarer Lene Godiksen.

På et tidspunkt opgiver Ashas tante at have pigen boende, og Asha skal nu finde sig til rette i endnu en familie. Pigen er nu 12 år og kan slet ikke finde hoved og hale i den nye families uskrevne regler for, hvordan man opfører sig.

”De ældre børn er svære at placere i en ny familie. Her kan institutioner ofte noget, som en plejefamilie ikke kan. Hvis institutionerne har professionelle behandlere og socialfaglige medarbejdere, kan de støtte de børn, som har behov, der ikke kan tilgodeses af en plejefamilie,” forklarer Lene Godiksen.

Men ligesom i Danmark er det også en trend i Tanzania og andre steder i Østafrika, at institutioner skal lukkes.

Små, trygge enheder med tæt, stabil kontakt med få voksne er godt
– Lene Godiksen

”Det er selvfølgelig vigtigt at lukke de institutioner, der ikke har uddannet personale, og som leverer dårlig kvalitet. Men en god institution kan sagtens være den bedste løsning. Små, trygge enheder med tæt, stabil kontakt med få voksne er godt,” siger Lene Godiksen.

Kurser for plejefamilier

Uanset hvor et barn anbringes, er en forudsætning for, at det bliver en succes, at omsorgspersonerne er kvalificerede.

”Et barn, der flytter mange gange eller udsættes for gentagne omsorgssvigt, mister evnen til at stole på voksne, og barnet får selv svært ved at give omsorg til andre. Derfor er det vigtigt at bryde den psykologiske arv, men den har man ingen traditioner for at arbejde med i lande i Østafrika,” siger Lene Godiksen.

Derfor hjælper SOS Børnebyerne plejefamilier i Tanzania og Zanzibar, Kenya og Rwanda i at blive bedre til at tage hånd om udsatte børn. Til det får organisationen støtte fra Civilsamfund i Udvikling, CISU.

”Sammen med en anden dansk organisation, Fairstart Foundation, afholder vi kurser for plejefamilier, hvor de voksne indleder med at tænke tilbage på deres egen opvækst og deres egne erfaringer med omsorg og omsorgssvigt. På den måde får de en bevidsthed om sig selv, som gør, at de kan undgå at gentage gamle mønstre,” fortæller Lene Godiksen.

Fattigdom fører til anbringelser

Mange børn i Østafrika anbringes på grund af fattigdom, som gør livet vanskeligere for udsatte familier.

”Ligesom i Danmark kan det være svært at gennemskue, hvad man har ret til, og man kan mangle overskud til at bede om hjælp. Derfor støtter SOS Børnebyerne de mest udsatte familier i at få adgang til sociale ydelser,” siger Lene Godiksen.

I Ashas tilfælde kunne man måske have forebygget, at hun måtte flytte i familiepleje. Hvis Ashas mor havde fået hjælp til at få adgang til sociale ydelser, havde hendes mor måske ikke været tvunget til at opgive hende.

Hvis Ashas mor alligevel havde opgivet sin datter, kunne sociale ydelser have gjort, at bedstemoren havde overlevet sin sygdom og haft råd til at købe skoleudstyr til Asha.

Verden ser ikke altid ud som voksne tror

”I Tanzania og flere andre lande i Østafrika mangler der uddannede socialrådgivere, så vi inddrager også frivillige i at støtte op om de mest udsatte familier. Mange tilflyttere fra landet mangler netværk i de store byer. Her betyder det meget, at der er frivillige, der kan fungere som netværk, og som kan hjælpe med at forstå systemerne,” siger Lene Godiksen.

”Vi samarbejder også med andre organisationer og regeringer om at få registreret flere børn. Vi inviterer unge, som selv har været anbragt, til at tale direkte med politikerne og vores egen organisation.

De unge ved, hvad de taler om, og nogle gange finder vi ud af, at verden ikke ser ud, som vi tror. Derfor skal vi gøre mere for at inddrage børn og unge, for det kommer ikke af sig selv.”

Det sker alt for tit, at voksne laver systemer for inddragelse, men at de voksne alligevel ikke rigtig lytter. Men børn er individer med en mening, som vi skal lytte til – også når det er besværligt
– Lene Godiksen

Hun fortæller om engang, hvor de voksne i SOS Børnebyerne virkelig troede, at de havde gjort det bedste for børnene:

”I alle vores børnebyer har vi en slags postkasser hængende. Her kan børnene aflevere deres forslag og klage anonymt. Da børnene selv fik plads til at tale, forklarede de, at der aldrig kommer noget ud af deres forslag, fordi de voksne aldrig åbner postkassen.

Det sker alt for tit, at voksne laver systemer for inddragelse, men at de voksne alligevel ikke rigtig lytter. Men børn er individer med en mening, som vi skal lytte til – også når det er besværligt,” siger Lene Godiksen.

________________________________________________________________

Ashas historie er sat sammen af en række virkelige historier fra Tanzania og andre lande i Østafrika.

________________________________________________________________

Topfoto: Fra SOS Børnebyernes forebyggende program i Kenya. Af Lotte Ladegaard
________________________________________________________________

Artikel og fotos er kommet til verden med støtte fra SOS Børnebyerne. Skribenten har haft frie hænder til at skrive artiklen, som hun vil. SOS Børnebyerne har godkendt citater og fakta.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Researcher, skribent, fotograf, kursusleder og projektrådgiver med eget firma. Især fokus på rettigheder, børn og unge samt Asien og Afrika.
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1993 og selvstændig konsulent og freelancejournalist siden 1999. Ind i mellem dog med længerevarende kontrakter og enkelte fastansættelser:

- Teknisk rådgiver på deltid i Bangladesh for Red Barnet (2005-2009)
- Teknisk rådgiver for Ulandssekretariatet i Bangladesh (2002-2004)
- Freelancejournalist med base i Sri Lanka (1999-2002 samt 2004-2005)
- Journalist hos Red Barnet (1995-1999)
- Journalist på Ritzau (1993-1995)

Kontakt mig via www.lotteladegaard.dk og honorer min blog via Mobile Pay på 27 30 17 89.

Foto: Kim Dang Trong.

Seneste artikler om Børn & unge