AKTIV DØDSHJÆLP // DEBAT – Statsministeren deltog på Folkemødet i en paneldebat om aktiv dødshjælp, hvor hun anklagede Lægeforeningen for at stille ”grænseoverskridende” spørgsmål om regeringens prioriteter. Men spørgsmålet er ikke grænseoverskridende. Det er derimod dagsordenen om at legalisere aktiv dødshjælp.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For et år siden proklamerede statsminister Mette Frederiksen (S) i sin tale på Folkemødet på Bornholm i 2023, at hun gerne så aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord indført i Danmark.
Torsdag d. 13. juni kom regeringens alternative udvalg, Udvalget for en mere værdig død, så med sine foreløbige anbefalinger. De blev også omtalt på dette års Folkemøde i Allinge.
Et flertal i udvalget anbefaler forskellige varianter af assisteret selvmord, skriver DR. Tre ud af fire af udvalgets synspunkter er baseret på, at sundhedspersonalet skal udskrive en dødelig dosis medicin, som enten patienten selv, sundhedspersonalet eller pårørende skal give en patient. Flertallet mener, at patienten skal være terminalerklæret, før disse mulige tilbud kan komme i betragtning.
Kun knap 20 procent af de adspurgte kan svare rigtigt på, hvad aktiv dødshjælp er
Kathrine Lilleør, formanden for udvalget, vil dog ikke selv kalde synspunkterne for ”aktiv dødshjælp” eller ”assisteret selvmord”, men insisterer på at nedbryde de traditionelle begreber.
Synlig modstand imod regeringens planer
Forud for dødsudvalgets fremlæggelse af sine anbefalinger havde Lægeforeningen d. 13. juni en markant annonce i Politiken. Den havde et stort foto af formand Camilla Rathcke og en tekst direkte henvendt til statsminister Mette Frederiksen. I tilknytning til annoncen bragte Politiken – også d. 13. juni – et uddybende interview med Camilla Rathcke.
I annoncen siger hun, at Lægeforeningen ikke er enig med statsministeren i, at et flertal i befolkningen støtter legalisering af aktiv dødshjælp.
De har selv foretaget en spørgeundersøgelse, som viser, at kun knap 20 procent af de adspurgte kan svare rigtigt på, hvad aktiv dødshjælp er. “Når du diskuterer så store omfattende ændringer af vores samfund, så skal du godt nok være sikker på, at alle forstår, hvad de siger ja til, og hvilke konsekvenser det kan have,” lyder det i annoncen.
Derudover spørger Lægeforeningen direkte statsministeren, om hun og den øvrige regering ”kan svare oprigtigt ja til”, at de ”har prioriteret de nødvendige ressourcer til lindrende behandlingstilbud og muligheder for at leve værdige liv til det sidste”, eller om de ”negligerer” dette og ”i stedet [tilbyder] aktiv dødshjælp”.
Modstand imod statsassisteret selvmord
Forud for dødsudvalgets præsentation af anbefalinger til aktiv dødshjælp har også 18 fagfolk og enkeltpersoner samlet sig i fælles modstand mod statsministerens og dødsudvalgets agenda. Det er sket med netværket “Nej til statsassisteret selvmord”.
Det tæller blandt andet tre tidligere formænd for Det Etiske Råd: læge Ole Hartling, ph.d. i medicinsk etik Jacob Birkler og overlæge Gorm Greisen, en række andre sundhedsvidenskabelige specialister inden for palliation, to nuværende medlemmer af Det Etiske Råd, digter og forfatter Caspar Eric, cand.mag. og medlem af netværket “Ikke Død Endnu” Sarah Glerup og hospitalspræst Lotte Mørk.
Statsministeren medgav endvidere, ”at der er behov for at se på balancen mellem de penge, man bruger på behandling og pleje
Det nye netværk vil oplyse befolkningen om, hvad der egentlig er på spil med aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord. De formulerer syv hovedargumenter imod legalisering heraf:
1. Dødshjælp er de raskes svar på de syges problem.
2. Ubærlig lidelse kan lindres.
3. Det frie valg er ikke kun frit, men ender som et pres.
4. Statsassisteret selvmord vil presse de syge, sårbare og plejekrævende, alene fordi tilbuddet eksisterer.
5. Statsassisteret selvmord vil gøre os alle mere kyniske og forråede.
6. Statsassisteret selvmord bliver en behandlingsmulighed.
7. Statsassisteret selvmord vil hurtigt blive en glidebane, hvor stadig flere grupper vil få lov til at kræve, at staten slår dem ihjel.
Lotte Mørk fremhæver over for Politiken frygten for, hvad dødshjælp vil gøre ved vores menneskesyn: ”Det vil ændre det blik, vi har på hinanden. Min frygt er, at vi ikke kan beholde retten til at være til besvær, hvis vi er syge, gamle eller har et handicap.”
I samme anledning har medstifter af “Ikke Død Endnu” Ditte Guldbrand, formand for UlykkesPatientForeningen Janus Tarp og andre repræsentanter for handicapbevægelsen i Danmark sammen et debatindlæg i Politiken. Her peger de på, at der “er folk, som har ønsket dødshjælp. Ikke fordi de ønskede at dø, men fordi deres basale hjælp blev taget fra dem.”
Statsministeren finder Lægeforeningens spørgsmål ”grænseoverskridende”
På Folkemødet d. 14. juni reagerede statsministeren på de nye udmeldinger i forbindelse med Det Etiske Råds debat om aktiv dødshjælp. Her debatterede hun med blandt andet formand for det nuværende Etiske Råd Leif Vestergaard Pedersen.
Som jeg har kunnet læse mig til ud fra Kristeligt Dagblads, Altingets og Politikens gengivelser heraf, handlede en væsentlig del af den debat om, hvordan man politisk har prioriteret økonomien til sundhedsvæsenet til behandling, omsorg og pleje, ikke mindst af døende patienter.
Den dagsorden kan ikke undgå at spille sammen med de stadige brutale nedskæringer af hjælpen til mennesker med alvorlig sygdom eller handicap
Statsministeren blev meget provokeret af spørgsmålet.
Ud fra de nævnte tre mediers gengivelser af dele af hendes svar på dette spørgsmål kan man sammenstykke dette svar:
”For det første synes jeg faktisk, at det er et rimelig grænseoverskridende spørgsmål at stille fra Lægeforeningens side. Det er jo hævet over enhver tvivl, at det er en fælles opgave i et demokrati at sørge for, at der er ressourcer nok til vores sundhedsvæsen. Det forsøger vi i skiftende regeringer, så godt vi nu kan, med alle de andre opgaver, der også er. Men det ligger jo faktisk lidt i spørgsmålet, at nogen, politikere eller andre, skulle have fået en idé om den her diskussion, fordi man ikke ønsker at prioritere at hjælpe andre. Jeg vil faktisk ikke have det siddende på mig. Jeg synes, at det er under lavpunktet, og det klæder ikke en læge at argumentere på den måde. Vi må kunne have en stille og rolig og civiliseret snak om, om man må få hjælp eller ej, og om man selv må bestemme eller ej.”
Statsministeren medgav endvidere, ”at der er behov for at se på balancen mellem de penge, man bruger på behandling og pleje, og hun ville også gerne være med til at bruge flere penge på sundhedsvæsenet.”
Og så skal hun have sagt: ”Der er masser af dilemmaer. Jeg kommer ikke som en bulldozer og siger, at det her skal vi gøre. Men jeg synes, at det er en god samtale, vi har fået startet.”
Spørgsmål er ikke grænseoverskridende
Jeg synes bestemt ikke, Lægeforeningens spørgsmål er grænseoverskridende. Det er tværtimod helt centralt og relevant.
For mange mennesker med alvorlig sygdom eller handicap inde på livet er det derimod totalt grænseoverskridende, at statsministeren og med hende den øvrige regering og dødsudvalget reelt sætter spørgsmålstegn ved, om alle menneskers liv altid er leveværdige, og at dét spørgsmål stilles samtidig med et tilbud fra staten om, at man kan lade sig dræbe. Hvem er det da, som statsministeren og regeringen finder livsuværdige?
Den dagsorden kan ikke undgå at spille sammen med de stadige brutale nedskæringer af hjælpen til mennesker med alvorlig sygdom eller handicap og den negative retorik om dele af befolkningen, som vi har hørt og set igennem en årrække. Derfor bliver det også til et angreb på retten til at være til besvær.
Dette debatindlæg er en forkortelse af Lisbeth Riisager Henriksens kronik i Sundhedspolitisk Tidsskrift 17. juni 2024, ”Statsministerens dagsorden om aktiv dødshjælp er etisk forkastelig og grænseoverskridende”. Læs den her.
Læs mere om aktiv dødshjælp i POV International
Læs fx også Peter Schjødts kronik “Aktiv dødshjælp uden sikkerhedshjælp”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her