EPX & UNGDOMSUDDANNELSE // KRONIK – Mens politikere taler om en balance mellem akademisk læring og praktisk erfaring i den nye reform af ungdomsuddannelserne, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål. Ud fra sin viden og erfaring med læringsprocesser forudser Steen Beck, at implementeringen af reformen kan blive en stor udfordring for lærerne, særligt når det gælder integrationen af nye undervisningsformer.
Det store omdrejningspunkt for den just vedtagne reform af ungdomsuddannelserne er, at flere unge mennesker skal i gymnasiet via den nye epx-uddannelse (jf. mine to kronikker i POV d. 11. og 12. februar).
Reformen består dybest set af spørgsmål, som endnu ikke har fundet deres svar, hvilket man så går ud fra, at en såkaldt ekspertgruppe og en ubestemt fremtid kan give. Det vigtigste spørgsmål lyder: Hvordan kan faglig læring med retning mod praksis og handlekompetence beskrives, uden at det hele ender i forsimplede og naive forestillinger, som får fagligheden til at dale endnu et nøk og eleverne til at blive forvirrede?
Svaret er ikke let og slet ikke så simpelt, som børne- og ungdomsminister Mattias Tesfaye fik det til at lyde, da han under lanceringen af sine ideer definerede det klassiske gymnasium som teoretisk, mens epx så skulle være stedet, hvor man var mere praktisk. I reformudspillet tales der mere moderat om kombinationer af teori og praksis på epx, og det er trods alt en mere fremkommelig retorik.
Hvad betyder teori og praksis egentlig?
Overvejelser omkring forholdet mellem teori og praksis kan passende begynde med en undersøgelse af, hvad ordene egentlig betyder, og ikke mindst, hvordan de fungerer i forhold til hinanden. Indimellem taler vi om vekseluddannelser, hvor begrebet teori henviser til undervisning på en dertil indrettet institution, mens praksis forbindes med praktik på et sted, uddannelsen skal kvalificere de studerende til. Læreruddannelsen, pædagoguddannelsen og diverse erhvervsuddannelser er sådanne vekseluddannelser.
Idealet er klart nok, at teori og praksis skal forbindes, blot i to forskellige organisatoriske sammenhænge, der skal bringes sammen i den studerendes hoved og krop, hvilket i øvrigt har vist sig at være sværere end som så.
Nu er det jo ikke alle uddannelser i denne verden, som er vekseluddannelser. Folkeskolen er ikke en vekseluddannelse, og gymnasiet er ej heller en vekseluddannelse. Selv ikke epx, som skal have fag med tydelig retning mod konkrete uddannelser og måske også en smule praktik uden bindinger vil kunne kaldes en vekseluddannelse, da formålet med den netop er at give elever mulighed for at vente med at tage den endelige beslutning om, hvilken (veksel)uddannelse, de senere vil søge ind på.
Gode læreprocesser må derfor tage udgangspunkt i elevernes oplevelsesmæssige og nærmest intuitive møde med det fænomen, der er på dagsordenen
I den forstand har epx retning mod at blive, hvad jeg vil kalde en liminal uddannelse på grænsefladen mellem skole og vekseluddannelse. Med sit tydelige drys af virksomhedsbesøg, værksteder osv. skal den dels kunne fastholde almendannende og studieforberedende dimensioner og dels åbne for praksiserfaringer gennem en tydelig praksistoning.
Hvis erhvervsuddannelser og professionsuddannelser kan kaldes vekseluddannelser, og epx er en liminal uddannelse – hvad er så fremtiden for stx, hhx og htx, altså de gymnasieuddannelser, vi lige nu kender? Hvis andre uddannelser har det stærke praksiselement, står de gamle gymnasieuddannelser så tilbage som ’teoretiske’?
Hvis man med ordet teori mener, at en uddannelse ikke umiddelbart lægger op til et bestemt erhverv, kan man jo godt kalde den teoretisk: Det er imidlertid en sprogbrug, man ikke kommer langt med, for når vi har at gøre med almendannende og studieforberedende uddannelser, er perspektivet et andet og bredere, om end fag på en sådan uddannelse bestemt også har forbindelse til relationen mellem teori og praksis. Nutidens gymnasiale fag kombinerer, når de er bedst, dialogiske processer, hvor man undersøger verden, teoretiske begreber der kan præcisere ens viden og ideer samt diverse ideer til, hvordan man kan forstå og også agere i virkeligheden uden for skolen.
Så inden vi begynder at kaste omkring os med begreber som teori og praksis, vil det tjene os vel at overveje, hvilken mening ordene kan give, når vi skal snakke om fag og faglighed på forskellige niveauer i den nye gymnasiekonstruktion.
John Dewey og erfaringslæringen
Den amerikanske filosof og uddannelsestænker John Dewey giver med sine teorier om refleksiv læring et tankevækkende bud på, hvordan lærere og elever kan arbejde produktivt med forholdet mellem teori og praksis. Kigger vi os omkring i uddannelseslandskabet, er hans ideer nok slået mest igennem på det tekniske gymnasium (htx), og tager vi i betragtning, hvor meget tankerne kan inspirere med til også andre ungdomsuddannelser, er det paradoksalt, at det lige netop er htx’ særlige tilgang til læreprocesser, der er truet af den aktuelle reform.
Ifølge Dewey er vi allerede i verden, før vi begynder at tænke over den. Gode læreprocesser må derfor tage udgangspunkt i elevernes oplevelsesmæssige og nærmest intuitive møde med det fænomen, der er på dagsordenen i den faglige proces. De skal lære at iagttage, fornemme, sanse og undre sig osv. i forhold til en given problemstilling. Eleverne skal lære at udvikle hypoteser, gisne, undre sig og bruge deres eksisterende forforståelse i den indledende livtag med fænomenet. Evnen til at undre sig og med krop, følelser og tænkning at forholde sig til problemstillinger og fænomener skal kultiveres og stimuleres.
Politikere og faglige foreninger har i snart mange år hellere villet diskutere, hvilke forfattere der fortjente at blive kanoniseret end at tage grundlæggende diskussioner om, hvad der egentlig skal til, for at børn og unge kommer til at bryde sig om at læse
Elevernes evne til at åbne sig mod problemstillinger kan ske på mange måder: De kan forholde sig til teknologiske udfordringer, undersøge cases, besøge arbejdspladser, hvor de interviewer og observerer, se dokumentarfilm, læse litteratur osv. Lærerens bidrag til denne åbnende fase af læreprocessen er først og fremmest at stille gode materialer til rådighed for eleverne og derudover at bruge sin funktion som klasserumsleder til at skabe dialogiske rammer for elevernes sonderinger og lyst til at undersøge.
Med dette oplevelsesmæssige udgangspunkt kan der sættes gang i processer, hvor eleverne sammen eller individuelt forsøger at sætte ord og sammenhængende forståelse på deres undren og umiddelbare forståelse. På denne måde suppleres og raffineres læreprocessens første trin med en mere systematisk tilgang, som inddrager systematisk tænkning, teorier med dertil hørende begreber og begrebssammenhænge og dannelsen af hypoteser.
Hos Dewey tilhører teorier ikke et urørligt univers af universel viden, men er praktiske begrebsredskaber til at erkende med. I dansk kan teori være tekstanalytiske begreber, i historie kan det være en systematisk viden om fx forskellige faser i middelalderen, i fysik kan det være beregningsmodeller. Gennem inddragelse af teorier bevæger elever sig ind i området for perspektivudvidelse og udvikler deres evne til abstraktion, systematisk tænkning og begrebsdannelse. Også dette trin i læreprocessen kræver meget af læreren, som skal hjælpe eleverne med at finde materialer og bruge sin faglige merviden til at hjælpe dem på vej mod mere sammenhængende forståelser.
Hermed er det imidlertid ikke slut med erfaringslæringen a la Dewey. Den elev, der skal gøre den faglige viden til sin egen og give den retning mod virkeligheden uden for skolen, skal bruge sine erfaringer, refleksioner og teoretiske forståelser til at danne forestillinger og måske ligefrem erfaringer med, hvordan man kan engagere sig, eksperimentere, bidrage til løsninger.
Det kan ske, når elever skriver i dansk eller engelsk (hvilket jo er skabende handlinger), når de giver ideer til social innovation i samfundsfag eller et professionsfag, når de bygger en hockeybane på baggrund af viden om teknologi, når de laver en avis, hvor de bruger deres viden om journalistik i praksis eller i mediefag laver en lille film.
Også i denne erfaringsprocessens sidste fase er det vigtigt, at der er midler til rådighed og en lærer, der hjælper med at stilladsere det vanskelige arbejde med at omsætte ny viden til handlekompetence. Der skal i skoleregi være værksteder og lokaler, hvor eleverne skaber noget, hvad enten de faglige aktiviteter er rettet mod teknologi, billedkunst, håndværk eller innovative løsninger på sociale problemstillinger.
Et eksempel: Læsekrisen som didaktisk udfordring
Efter min mening er det på høje tide, at vi indser, at rigtig meget undervisning har brug for processer, som forholder sig bevidst til treklangen mellem læreprocessernes oplevelsesmæssige, teoretiske og praksisorienterede dimensioner. Koncentrerer vi os om skolens ansvar, kan søgelyset fx rettes mod danskfaget, hvor lærere gennem mange år har undervist ud fra den tese, at elever blev dygtige og engagerede litteraturlæsere ved at lære diverse metoder og ved at fortolke og forstå tekster ud fra rationelle kriterier.
Indimellem glemte man dog, at der er et moment, der går forud for en analytisk forståelse, nemlig lysten til at fordybe sig uden mål og med, fascinationen ved at møde universer og skikkelser, som ikke ligner én selv, den sproglige nysgerrighed og fornemmelse, kort sagt selvforglemmelsen. Politikere og faglige foreninger har i snart mange år hellere villet diskutere, hvilke forfattere der fortjente at blive kanoniseret end at tage grundlæggende diskussioner om, hvad der egentlig skal til, for at børn og unge kommer til at bryde sig om at læse skønlitteratur.
Den rodebutik af faglige niveauer og forskelligartede udgangspunkter for motivation, der ser ud til at komme til at præge epx, bliver en kæmpe udfordring for lærerne
Alle de millioner af kroner, man brugte på pædagogisk tonedøve diskussioner om kanonforfattere kunne være brugt til at indrette hyggelige og rare læserum i skolen, hvor eleverne fik lyst til at læse i en tid, hvor de øjensynlig ikke gjorde det derhjemme. I arbejdet på at stimulere elevers lyst til at læse, som bør være det grundlæggende erfaringsgrundlag for litteraturundervisning, kan overvejelser om tekstanalyse og litteraturhistorie tage deres afsæt, men altså i denne rækkefølge. Det bør i et Dewey-perspektiv alt sammen kulminere med, at eleverne selv prøver kræfter med kreativ skrivning, oplæsning, dramatisering af fortællinger osv.
Lærerrolle og niveauforskelle
Det vil være en stærk overdrivelse at sige, at et erfaringspædagogisk udgangspunkt gør alting lettere, for man skal ikke overdrive forventningen til alt det, elever magter på egen hånd. Det er derfor vigtigt at supplere Deweys ideer med mere substantielle afklaringer i forhold til en autoritativ lærerrolle, end vi indtil videre har set; læreren må i mange tilfælde stilladsere elevernes arbejde og udvikle deres undersøgende, dialogiske og kreative tilgang til fag.
Det er også vigtigt at være opmærksom på, at ikke alle faglige forløb indebærer en ligelig fordeling af erfaringsprocessens faser: Man kan fx sagtens forestille sig, at elever ved begyndelsen af en uddannelse har mest brug for at lære i den oplevende og anvendelsesorienterede fase, mens de længere fremme i faget skal bruge mere tid i den forståelsesorienterede og teoretiske fase. Faserne kan altså fylde mere eller mindre i enkeltforløb, om end den overordnede pointe er, at elever skal lære at navigere i alle faserne for at kunne deltage i en faglig praksis.
Verdensvendt myndighed
Hvad har alt dette så at gøre med den store reform af gymnasiet med dertil hørende epx? Først og fremmest bør forholdet mellem teori og praksis indarbejdes i stærke og veldefinerede fag, der kan sikre, at elevernes læreprocesser bevæger sig op på et acceptabelt refleksivt og teoretisk niveau og også rummer genkendelige og motiverende praksisudfordringer. Det er derfor vigtigt at undgå den kløvning i almendannende fag og praksisfag, som ligger faretruende nær i de aktuelle forestillinger om epx.
Der vil selvfølgelig være forskel på niveauerne på henholdsvis stx/hhx/htx og epx, og praksis vil nok også komme til at betyde noget forskelligt, alt efter om man er på en uddannelse med et drys vekseluddannelse eller på en uddannelse uden dette drys. Man kan en passant tilføje, at den rodebutik af faglige niveauer og forskelligartede udgangspunkter for motivation, der ser ud til at komme til at præge epx, bliver en kæmpe udfordring for lærerne og givetvis vil lægge beslag på mange lærerovervejelser, også i et erfaringspædagogisk perspektiv, når uddannelsen skal implementeres.
Den overordnede problemstilling er dog den samme på både den ene og den anden slags gymnasium: Der skal udvikles fag, som integrerer oplevelse, refleksion, teori og anvendelse – og alt dette skal have retning mod et dannelsesmål, som vi kan kalde verdensvendt myndighed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
