country

Firstmoverhilsner fra en hillbilly

i Liv & Mennesker/Klumme af
SYDSTATSLIV // KLUMME – “Med en vildkatsdokumentar og et par modehuses hjælp skyllede en uventet chik countrybølge over Danmark. For måske første gang i mit 41-årige liv mærkede jeg – en sydstatsmama og country aficinado extraordinaire – et lille, emsigt stik af at være forrest i et felt. ” Julie Bendtsen er ny klummeskribent i POV og skriver hjem til Danmark fra den amerikanske delstat, North Carolina. Hop ombord – det bliver ikke kedeligt.

RALEIGH N.C. – Da Ganni for et par sæsoner (eller 13, hvem har efterhånden tal på hvor mange sæsoner, der findes i modebranchen) siden lancerede et par spiffy og megalirede cowboystøvler, var der ingen ende på begejstringen hos diverse bloggere og influencere, der med få undtagelser og vanlig stilsikkerhed kastede sig ud i at genoplive westernstilen.

Og jeg smilede og rystede let på hovedet på den dér sindssvagt irriterende måde, som folk, der virkelig gerne vil have, at alle ved, at de altså var der først, gør det.

Som de siger i Syden, “the higher the hair, the closer to God”. Hvilket i virkeligheden nok har mindre med guddommelighed at gøre og mere med en nærmest grundlovssikret ret til at bære sit hår stort, stylet og sprayet til rigor mortis-lignende tilstande

På det tidspunkt havde jeg boet i USA’s sydstater i et par år, og hvis der var én ting, jeg virkelig havde taget til mig, var det at være “a little bit country”.

Min garderobe havde beriget sig med talrige frynser på toppe og tasker, jeg var blevet rimelig ferm til at smide et “y’all” ind hist og her, og føntørreren og krøllejernet i min badeværelsesskuffe havde aldrig set så meget action.

For som de siger i Syden, “the higher the hair, the closer to God”. Hvilket i virkeligheden nok har mindre med guddommelighed at gøre og mere med en nærmest grundlovssikret ret til at bære sit hår stort, stylet og sprayet til rigor mortis-lignende tilstande.

country
The higher the hair, the closer to God… På dametoiletterne i Nashville går man ikke ned på hårspray. Foto: Julie Bendtsen.

Sideløbende med min henrykkelse over frynser og westernsnuder voksede også en snigende, men sikker kærlighed til countrymusik.

Den begyndte i det diskrete og med en klassisk dansk ironisk distance, hvor jeg halvhånligt fnes over de violinakkompagnerede sange om ulykkelig kærlighed på neonrørsbelyste barer og trucks, der ikke ville starte, men i virkeligheden fandt en sær tilfredsstillelse i at sætte countryradioen på i bilen.

Øjeblikket var kommet til at mixe en margarita og se i øjnene, at der absolut ingen ironisk distance var tilbage.  Jeg var blevet en country girl, som pludselig så mig selv vælge Nashville over New York

Og da jeg et par måneder inde i min lumre musikalske affære måtte sande, at jeg både kendte og sang med på moderne klassikere som “She Thinks my Tractor’s Sexy”, “Tequila Makes her Clothes Fall Off” og “Beer Never Broke My Heart”, var øjeblikket kommet til at at mixe en margarita og se i øjnene, at der absolut ingen ironisk distance var tilbage.

Jeg var blevet en country girl, som pludselig så mig selv vælge Nashville over New York, når chancen for en weekendtur bød sig. 

country
Lucchese boots, afklippet denim og et Jon Pardi-citat. It’s Five o’clock somewhere. Jimmy Buffet leverer anledningen, Margaritaville leverer varen.  Foto: privat.

Som hjemmegående husmor har jeg utrolig meget tid til at pille i egen navle, så jeg har i sagens natur brugt uforholdsmæssig lang tid og mange tanker på at komme frem til, hvordan countrymusikken fik høtyven under mig.

Jeg er hverken vokset op i en trailerpark eller har nævneværdige erfaringer med trucks og teenagegraviditeter – så hvad er det, der rammer sådan plet? Ud over, naturligvis, det fuldstændig oplagte, at countrymusik svinger som ind i helvede?

De glitrende smil gemmer i høj grad også på sylespidse tunger, der ikke tøver et sekund med at spidde venner, familie og andre, der krydser deres vej, når de er uden for hørerækkevidde

Det svar, der meldte sig, var ligefremheden. Der er ingen skjulte budskaber, og hvad du hører er, hvad du får.

Når Luke Bryan synger om, at whisky får hans udkårne til at føle sig frisky (rime i verdensklasse kan de altså også, de frækkerter), er det lige præcis dét, han mener. Og når Jake Owen synger “You can’t drink all day if you don’t start in the morning”, er der heller ikke så meget andet at gøre end at hælde op.

Og efter at have tilbragt årevis i et miljø præget af det lige præcis modsatte af gennemsigtighed, har det været en lettelse at skrue ned for fortolkningsevnerne og op for folkemusikken. 

Folk i Syden er nemlig ganske vist blandt de mest smilende, hjælpsomme, venlige og gæstfrie jeg nogensinde har mødt.

Men de glitrende smil gemmer i høj grad også på sylespidse tunger, der ikke tøver et sekund med at spidde venner, familie og andre, der krydser deres vej, når de er uden for hørerækkevidde. Det er en udfordring at navigere i, og det er nemt at træde ved siden af uden nogensinde at opdage det selv.

Folk i Syden hører dig hyggesnakke; de nikker og smiler og siger bless your heart, og først lang tid senere finder du ud af, at lige netop dén vending ikke er en omsorgsfuld hilsen, men en overbærende fornærmelse.

Som med så mange andre kulturforskelle lærer man at manøvrere, og i dag ved jeg godt, hvornår et smil er et smil, og venligheden er oprigtig.

Slå jer bare løs med støvler og simple sangtekster, men glem ikke Hardys visdomsord: You might think that you’re redneck, but I’m rednecker than you

For kort tid siden fik jeg så igen chancen for at føle mig en lille smule firstmoveragtig. Da Netflix-fænomenet “Tiger King” gik sin sejrsgang, var et af de overraskende udfald, at hovedpersonen Joe Exotics forsøg på countrymusik strøg til tops på Spotify – og Danmark var det land i verden, der havde flest downloads.

En udvikling, der kun får mig til at hoppe af henrykkelse i mine afklippede denimshorts, så længe, kære landsmænd, at jeg må huske jer på én ting:

Slå jer bare løs med støvler og simple sangtekster, men glem ikke Hardys visdomsord: You might think that you’re redneck, but I’m rednecker than you

ER DU TIL COUNTRY? LÆS OG LYT TIL MERE I POV HER


Topbillede: Julie Bendtsen. Foto: privat.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Julie Bendtsen, f. 1978
Cand.mag i engelsk og retorik. Et år i Costa Rica, et semester i Amsterdam samt jobs som forlagsredatør, kommunikationskonsulent, journalist og redaktionssekretær.
Siden 2015 bosat i Raleigh, North Carolina, med mand og to børn; bruger helst en del af tiden som SAHM (stay at home mom for de uindviede) på observation og integration, weekendture til Nashville, kunsten at mixe den perfekte margarita og glæden ved en frisktappet IPA indtaget fra tilskuerpladserne ved Carolina Hurricanes’ hjemmekampe (præcovid, naturligvis).

Seneste artikler om Liv & Mennesker