SOMMERSERIE – Rundt om i verden har POV mange kompetente og vidende skribenter, som rapporterer derudefra om de store og små begivenheder. Men nu er det sommer og tid til at slappe af, og det benytter vi som en god lejlighed til at få en række skildringer og stemningsbilleder fra de byer, som også på det personlige plan er blevet en del af korrespondenternes dagligdag. Charlotte Sylvestersen lærte sit kvarter i Milano at kende gennem baren Vatikanet og de andre barer i kvarteret. Indenfor en radius af 200 meter fra hendes lejlighed er der i dag hele 12 barer.
MILANO – Uden Vatikanet og de andre barer i mit kvarter ville livet i storbyen Milano have set helt anderledes ud.
I dag er jeg dybt forundret over, at jeg som dugfrisk indvandrer for over 30 år siden snusede mig frem til kulturforeningen ”L’Impegno” – Indsatsen – henne om hjørnet i mit kvarter i det nordvestlige Milano.
Manden, jeg havde mødt og tilbragte de næste 25 år med, var lige flyttet til Cagnola-kvarteret fra den modsatte ende af Milano. Jeg begyndte mit italienske liv dejligt fri for at skulle ”passe ind” i hans faste omgivelser. Dermed fik jeg en enestående mulighed for selv at finde storbyens små oaser. Det gav mig et uvurderligt netværk, der den dag i dag er grundsten i min italienske og milanesiske hverdag.
Den kulturelle ”indsats” på Vatikanet er for de fleste medlemmer, at baren er momsfritaget.
Når det årlige medlemskort er betalt, koster et glas rød- eller hvidvin fra Oltrepo distriktet syd for storbyen stadig kun én euro, og en boblende Prosecco kan erhverves for beskedne to euro.
Det er fine priser i en by, der nærmer sig skandinaviske barpriser jo tættere du kommer Milanos centrum et par kilometer fra Via Bodoni 3.
”Circolo ARCI l’Impegno” er det fulde navn, mens det uofficielle er Vatikanet.
Da jeg i begyndelsen af 1990’erne begyndte at frekventere stedet, var langt de fleste medlemmer nemlig midaldrende og ældre herrer ligesom dem dernede i Rom.
Der var langt mellem kvinderne, når man så bort fra barista’en Rita og den gruppe ældre veninder, der to gange om ugen spillede kort om eftermiddagen.
Dét har ændret sig. Langsomt, men det har ændret sig.
Du møder ARCI i hele Italien, og medlemskortet giver dig adgang til alle foreninger. ARCI er faktisk den største italienske non-profit forening, der ikke er tilknyttet den katolske kirke.
Du møder også kulturelle barer med bogstaverne ACLI, der fungerer på samme måde.
Oprindeligt var ARCI de rødes og ACLI kristdemokraternes fritidsklub for børn, voksne og gamle.
Min ARCI boede da også sammen med det italienske kommunistparti PCI, da jeg ankom i 1989, og Partito Democratico har stadig deres kontorer på første sal. Ved siden af musikskolen, for der ér altså også andre kulturelle aktiviteter end det sociale samvær på Vatikanet.
Jeg lærte mit kvarter – Cagnola eller Zone 8 – at kende gennem Vatikanet og de andre barer i kvarteret. En hurtig optælling viser, at indenfor en radius af 200 meter fra min lejlighed er der i dag 12 barer
De historiske medlemmer, og nogle af dem der var med til at grundlægge foreningen for 41 år siden, er stadig ræverøde, og enkelte begræder den dag i dag Kommunistpartiets opløsning i 1991.
– Jeg tror jo inderst inde stadig på revolutionen, siger Paolo på 82 år ofte til mig. Også selv om han er pensioneret bankmand, bor i min ejerforenings eneste penthouselejlighed på 8. sal, og derudover ejer en villa ved Comosøen.
Paolo organiserer i øvrigt filmaftner med diskussioner hver vinter. Jeg deltager ikke, når det er dokumentarfilm fra PCI’s kongresser i 1970’erne og 1980’erne. Der ér grænser.
Jeg lærte mit kvarter – Cagnola eller Zone 8 – at kende gennem Vatikanet og de andre barer i kvarteret. En hurtig optælling viser, at indenfor en radius af 200 meter fra min lejlighed er der i dag 12 barer.
Èn, er min morgenkaffebar ejet af et kinesisk par, en anden er tobaksbaren hvor barista Beppe er en god ven. Så er der BellBar i min ejendom, og henne ad gaden ligger spillestedet Moulinsky, og bar-ristorante Cinema Trieste – og ikke at forglemme, Vatikanet.
Mit Milano er de mange fortællinger, som mændene, børnene, og med tiden også kvinderne på barerne i kvarteret har fortalt mig gennem nu tre årtier. Som høj (167 cm) skandinavisk blondine (kommunefarvet) er det bare et indvandrervilkår, at det tager lang tid at få gode italienske veninder
Min mors veninde, der var menighedsrådsmedlem i Danmark, blev voldsomt forarget da jeg fortalte om mit liv i Milano, der dengang og stadig i dag begynder med espresso, brioche og avislæsning på Dada Illy Bar.
Derefter kan det nemt ende med en frokostsandwich hos Beppe, og så lidt kortspil og et par glas vin på Vatikanet sidst på eftermiddagen.
Da jeg videre berettede, at både små og større børn også er med på bar, rullede hendes øjne i ægte midtjysk forargelse.
Gensynsglæde med Beppe, da Corona-lockdown sluttede i foråret 2020. Beppe fortæller, at han har respekteret karantænen og taget fem kilo på under nedlukningen.
I morges drak jeg for eksempel kaffe med Lucas datter på fire år. Der var dog mest varm mælk i hendes espresso.
Luca har netop overtaget faderen Pinos bar i min ejerforening, og jeg har advaret ham.
Når jeg bliver rigtig gammel, så vil nemlig jeg sidde på en af stolene udenfor hans ”BellBar” dagen lang, og tvinge yngre mennesker til at høre på min fortællinger om gamle dage i kvarteret.
Mit Milano er de mange fortællinger, som mændene, børnene, og med tiden også kvinderne på barerne i kvarteret har fortalt mig gennem nu tre årtier. Som høj (167 cm) skandinavisk blondine (kommunefarvet) er det bare et indvandrervilkår, at det tager lang tid at få gode italienske veninder.
Da jeg kom til Via Plana arbejdede rigtigt mange stadig på Alfa Romeo-bilfabrikken i Arese få kilometer nord for mit kvarter. Da den italienske stat i 1986 solgte fabrikken til Fiat, lovede den senere formand for EU-kommissionen og italienske premierminister Romani Prodi, at ingen ville blive fyret efter salget.
I dag er der et museum og et call center på den gamle fabrik, og de fyrede Alfa Romeo arbejdere tilbragte også deres ufrivillige fritid på Vatikanet.
Jeg fandt hurtigt ud af, at min ejerforening ligger i den pæne ende af Zone 8. Her boede ”white collar” arbejderne fra Alfa, mens dem på gulvet i fabrikshallerne boede 300 meter nordligere i det sociale boligbyggeri omkring Piazza Prealpi.
Piero var en af de fyrede i begyndelsen af 1990’erne, og han var glad for de gavmilde aftrædelsesordninger.
Han stod dog fortsat trofast op hver morgen, og gik ud på sin balkon kun iført underbukser.
Så råbte han ned til sine tidligere kolleger, der var på vej hen til fabriksbussen på Piazzale Accursio:
– Hvor skal I hen?
– På arbejde, lød svaret hver dag.
– Fjolser, råbte Piero, og så var hans dag reddet.
I dag er ”general Paolo” én af kvarterets originaler.
– Kald mig bare Paolo, det med general er ikke så godt, så længe ISIS er på banen, betroede han mig på morgenbaren, da konflikten i Syrien var på sit højeste.
Tilbage i midten af 1990’erne endte manden og jeg endog i bestyrelsen på Vatikanet.
Den daværende præsident var overbevist om, at vi var ægte røde. Han havde nemlig en tidlig morgen set min mand med betonkommunisternes avis Il Manifesto under armen.
Hvad han ikke vidste var, at jeg før internet sendte Sergio ud for at købe et bredt udvalg af aviser, når jeg skulle lave tidlige indslag til Radioavisen. Og indenunder Il Manifesto var de borgerlige dagblade La Stampa og Corriere della Sera.
Frøken, det er ganske fint at man morer sig, men vil De ikke nok love mig at lade være med at danse på bordene. Glaspladerne kan knække
– Jeg er sikker på vi har mødt hinanden, dengang i 1970’erne, da der virkelig lige var ved at være revolution, sagde præsidenten engang til min mand.
– Ja, sikkert inde omkring Piazza San Babila i centrum, svarede min mand.
På den plads stødte ”de røde” og ”de sorte” jævnligt sammen dengang.
Min mand fortalte naturligvis aldrig præsidenten, at han var på modsatte side i sin ungdom.
Bare man opfører sig ordentligt, så betyder det politiske ståsted i virkeligheden heller ikke så meget.
”Her er ingen udlænding” lyder ARCI’s motto på døren ind til Vatikanet, men derfor kan den verbale meningsudveksling godt nå stadion-højder. Det var for eksempel først ved nummer to Berlusconi-regering, at nogle af de historiske medlemmer turde erkende, at de faktisk havde stemt på ham. Den dag var der også decibel i luften.
Med ARCI tager vi på udflugter hvert forår og efterår, når der ikke er Covid-19. Vi har blandt andet været i Mantova, ved Gardasøen, i Oltrepo hos vores vinleverandør og også for femten år siden besøgt vores grundlægger, den gamle antifascistiske modstandsmand signor Gelati, i Ligurien.
Inden han som 88-årig flyttede derned, nåede jeg én gang at blive kaldt til orden af ham.
Jeg var blevet inviteret til at spise komave med kokken Valentino og hans gruppe af mandevenner.
Trippa bliver bare aldrig min ting, selv om det er en ægte milanesisk specialitet. Så jeg skyllede hver mundfuld ned med et helt glas Barbera, og kom derefter til at danse på bordene.
Den næste dag bad præsident Gelati mig om at komme med ud i baglokalet.
– Frøken, det er ganske fint at man morer sig, men vil De ikke nok love mig at lade være med at danse på bordene. Glaspladerne kan knække.
Dét lovede jeg.
Det er den eneste gang, jeg for alvor har frygtet at blive bandlyst.
På Vatikanet tilgiver vi på bedste katolske vis hinanden.
Nogle hurtigere end andre, naturligvis.
Vi har lavet fester med politiske debatter døgnet rundt henne på Piazzale Accursio, demonstreret for mere rengøring i parken Campo dei Fiori, delt mad ud til arbejdsløse under covid-19, og for nogle år siden var vi en gruppe medlemmer, der skiftedes til at stå i baren og holde åbent hele august måned, hvor vi ellers er hjemløse.
For at det ikke skal være løgn, så fejrede vi i 1996 også vores bryllup i ARCI’s festsal længere nede ad via Bodoni. Huslejen var 50.000 lire, 200 kroner, og maden blev lavet af Marco, der dengang havde en anden bar i gaden.
Sergio og jeg har også altid fundet håndværkere, revisorer, læger og så videre via vores stambarer.
Luca, som kun var 14 år, da jeg ankom, stod for eksempel for totalrenoveringen af vores lejlighed i 2013, og sidste år installerede sicilianeren Salvo fra Vatikanet omsider aircondition i lejligheden.
Lorenzo, der oprindeligt er fra Eritrea, er hundenes faste dogsitter, når jeg er på rejse, og naturligvis også en ven, jeg har mødt på Vatikanet.
Selv min mands begravelse i 2014 blev holdt på Vatikanet. Sådan ville han have det. Komave-kokken Valentino tog også ordet og mindedes ham, inden vil holdte den våde begravelsesfest alle taler om, men som få i virkeligheden får.
Da manden døde i 2014 tog alle fra ejendommens portner til fremmede mennesker, som kun min mand kendte, sig af mig med praktisk hjælp, pæne ord og lyttende ører. Jeg bliver stadig rørt ved tanken og anbefaler altid danske tilflyttere i Italien straks at få en stambar
Da man i 1990’erne talte voldsomt meget om at ”netværke” i Danmark gik det op for mig, at italienere simpelthen opdrages til networking, også uden at kunne et ord engelsk.
Min mand var fantastisk til det og glemte for eksempel aldrig et navn.
Jeg øver mig stadig og glæder mig over, at jeg trods alt har lært så meget, at jeg ér blevet en del af mit kvarter i Milano.
Da manden døde i 2014 tog alle fra ejendommens portner til fremmede mennesker, som kun min mand kendte, sig af mig med praktisk hjælp, pæne ord og lyttende ører. Jeg bliver stadig rørt ved tanken, og anbefaler altid danske tilflyttere i Italien straks at få en stambar, og helst to.
Vatikanet, og mine andre stambarer i Cagnola-kvarteret har igennem alle årene også været min journalistiske jordforbindelse.
Min værste frygt har altid været kun at omgås mediefolk og dermed tro, at den verden er virkeligheden.
Man er simpelthen nødt til både at omgås og holde af Berlusconi-fans, nostalgiske betonkommunister, og alt derimellem, hvis man skal forsøge at rapportere sobert fra et andet land.
Nu er jeg så selv én af de ”historiske” i mit kvarter, i ejerforeningen, på stambarerne og også på Vatikanet. Der var generalforsamling i går. Min tid som revisor afsluttes med et negativt regnskab for første gang på grund af Covid-19. Min tid som ”militante” – foreningsaktiv – er også slut, har jeg besluttet.
Jeg holdt en lille tale til bestyrelsen i går – mennesker i 30’erne.
For ti år siden skete der nemlig en revolution på vores Vatikan.
En gruppe meget aktive unge fra kvarteret begyndte at arrangere koncerter, diskoteksaftener og teater efter den normale lukketid klokken 20.00. Før Covid-19 havde ”Indsatsen” over 1.000 medlemmer takket være de unges aktiviteter. Nu er stafetten deres.
For man skal kende sin besøgstid. Og min er fremover mellem klokken 17 og klokken 20 og nogle gange et kig forbi mellem 10 og 13.
Nu, hvor verden åbner efter Corona, forhåbentlig, er det nemlig tid til et spil Pinacola.
Og ingen skal tage min hårdt tilkæmpede plads.
Det tog mig over syv års kiggeri på kortspillerne, inden jeg blev inviteret indenfor, da fjerdemanden en dag var forsinket.
For nok er ingen fremmed i mit kvarter, men man skal gøre sig fortjent til tillid.
Og nu skal jeg gå. En nyslået enke kommer i dag forbi med mandens bibliotek, så bøgerne kan få et nyt liv. Sådan er mit Milano nemlig også.
LÆS MERE AF CHARLOTTE SYLVESTERSEN HER
Topillustration: Porta Venezia i Milano. Foto: Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her