DEMOKRATI // BAGGRUND – Den spanske diktator Francisco Franco døde for 50 år siden i dag, og det banede vej for en helt ny tidsalder. Spanien er i dag et konsolideret demokrati og et anerkendt medlem af det internationale samfund. Men generalen efterlod spanierne med opgaven at etablere en ny styreform og en vanskelig helingsproces, som stadig byder på store udfordringer og trækker lange skygger.
PAMPLONA – I starten af nullerne havde POV’s mand i Spanien sin daglige gang i Madrid, og sporadiske besøg i den spanske hovedstad vækker minder fra dengang til live. Under et af disse besøg for et par år siden satte jeg mig i en taxa og bad om at blive kørt til Calle General Yagüe, hvor Juan på den lille lokale taverna ved utallige lejligheder havde serveret mig ”el menú del día”. Simpel og særdeles spiselig dagens ret.
Den unge mand bag rattet plottede adressen ind og meldte tilbage, at gaden ikke var at finde på hans app. Vi blev enige om at sætte mig af foran det emblematiske Estadio Santiago Bernabéu, og så måtte jeg selv gå de sidste 500 meter. Da jeg nåede frem, kunne jeg konstatere, at gaden havde fået et nyt navn: General Yagüe var blevet til San Germán.
Det nye navn var en konsekvens af La Ley de Memoria Histórica, der bedst kan beskrives som en lov om den kollektive erindring. Parlamentet stemte den igennem i 2007.
Med loven, som blandt andet tilstræber at anerkende dem, som blev forfulgt eller straffet af politiske eller ideologiske årsager og endvidere slette de fleste synlige spor af Francos diktatur, ændrede man navnene på en lang række gader, stræder og pladser, som hyldede regimets patrioter.
General Yagüe var en Franco-loyal militærmand og tilmed kendt som ”Slagteren fra Badajoz”.
Ikke noget selvskrevet udfald
I dag, den 20. november, markerer spanierne 50-årsdagen for Francos død. Selvom datoen ikke er markeret i den officielle kalender, er det en mærkedag for mange.
For nogle er det dagen, hvor det spanske diktatur drog sit sidste suk. For andre markerede det en tilbagevenden til monarkiet – selv om kongen først officielt blev indsat den 22. november – og for atter andre var dagen en ny begyndelse for Spanien.
Franquismen forsvandt ikke automatisk med Francos død, ligesom en nyvunden frihed heller ikke kunne tages for givet. Franco havde efterladt det til spanierne selv at definere den ny æra.
Spanierne kan se tilbage på en tid, hvor landet efter at have gennemlevet en periode i isolation igen er blevet en anerkendt del af det internationale samfund. Åbningen har været befordrende for økonomisk vækst, som har betydet en højere levestandard. Demokratiet og dets principper er i dag fast forankret i det spanske samfund.
Men det var ikke et selvskrevet udfald i 1975. Da Franco døde, var det op til spanierne at fylde det tomrum, han efterlod. Det eneste, som Franco havde gjort klart, var et ønske om en genetablering af monarkiet.
Spanien var frem til 1931 ledet af kong Alfonso den 13., som efter et valg forlod Spanien. Det banede vejen for en republik, der aldrig fik fodfæste, før borgerkrigen brød ud i sommeren 1936 og endegyldigt bragte El generalísimo – som Franco også var kendt som – til magten i 1939. Franco traf allerede i 1947 beslutningen om, at Spanien ved hans afgang igen skulle ledes af en monark, og i 1969 udpegede han officielt Juan Carlos, Alfonso den 13.’s. barnebarn, som Spaniens næste statsoverhoved.
De fleste spaniere havde aldrig kendt en anden styreform end franquismen, og det autoritære styre var derfor blevet den gængse og accepterede norm. Politiske partier var bandlyste, og der var derfor ingen officiel opposition. Og måske netop derfor affødte diktatorens død ingen sporadiske reaktioner i det spanske samfund. Ingen jubelscener eller fest i gaderne.
Som Javier Cercas for nylig berettede i El País, efterlod Francos død en fornemmelse af nervøsitet og spændt rastløshed. Franquismen forsvandt ikke automatisk med Francos død, ligesom en nyvunden frihed heller ikke kunne tages for givet. Franco havde efterladt det til spanierne selv at definere den ny æra.
”La transición”
Tiden efter Francos død er i Spanien kendt som La transición eller Overgangsperioden. Det var en tid præget af spændinger og stor uvished.
Kongens indsættelse markerede den endegyldige afslutning på et militært regime. Politiske partier så dagens lys, fagforeninger og sociale bevægelser blev brikker i et komplekst puslespil, hvor også en dybt forankret regionalisme, som havde haft trange kår under Franco, fik en fremtrædende rolle.
Resultatet blev en ny forfatning, som blev vedtaget ved en folkeafstemning den 6. december 1978. Den blev udarbejdet i en spændt tid, hvor mange, der i årtier havde levet en kuet tilværelse på diktaturets præmisser, kom til orde. Samtidig stod det også klart, at militæret, som hidtil havde siddet tungt på magten, ikke var indstillet på at blive kørt ud på et sidespor.
Det var en balancegang, hvor parterne bevidst undlod et direkte opgør med en svunden tid og i stedet for valgte at se fremad. Grundloven er på mange måder et kludetæppe, som tilstræber at tilgodese en bred vifte af interesser, og hvor ønsket om demokrati, frihed og sameksistens er grundlæggende principper.
Opgøret med franquismen
Grundloven udskød således et – for mange – uundgåeligt opgør med fortiden. Men franquismen efterlod mange og dybe sår, som aldrig var helet. Franco kom til magten efter en blodig borgerkrig, som kostede hundredtusindvis af liv.
Krigen havde efterladt en splittet befolkning, og El generalísimo var ikke just kendt for sin forsonlige tone. Han regerede med hård hånd i en tid, hvor en stor del af befolkningen levede under vanskelige kår.
De mener, at man ved at fjerne alle monumenter og symboler og ændre navne på alle de gader og stræder, som kan føres tilbage til det autoritære regime, netop risikerer at glemme historien
Godt 30 år efter Francos død valgte den spanske regering ledet af Rodríguez Zapatero at lancere La Ley de Memoria Histórica. Mange betragter initiativet som det endegyldige opgør med franquismen.
Ud over anerkendelsen af dem, som var blevet dømt eller havde været udsat for repressalier på grund af politiske, ideologiske eller religiøse overbevisninger, betød loven også, at en lang række massegrave fra borgerkrigen blev afdækket. De efterfølgende DNA-analyser har bidraget til at identificere ofrene. Loven betød også, at man begyndte at fjerne symboler fra borgerkrigen og diktaturets tid.
Den nuværende regering har fortsat arbejdet. Et eksempel herpå er ”De faldnes dal” (El valle de los caídos) kendetegnet af et 150 meter højt kors. Franco gjorde brug af politiske fanger til at rejse det kæmpemæssige monument, som han havde udset til at blive sit sidste hvilested.
Monumentet blev omdøbt i 2022, efter at Franco nogle år forinden under stor mediebevågenhed var blevet flyttet til en kirkegård i udkanten af Madrid.
Som endnu et led i bestræbelserne på at lægge fortiden bag sig annoncerede regeringen i december sidste år, at man i 2025 ville markere 50 års frihed med 100 kulturelle og historiske begivenheder.
Loven, der i store træk tilstræber at fjerne alle synlige levn fra borgerkrigen og Francos regime, har mødt kritik på flere fronter. Mens regeringen mener, at de mennesker, som led, har krav på anerkendelse og closure, siger den politiske opposition, at man har åbnet et sår, som man siden Overgangsperioden har forsøgt at hele.
Spanierne har også skabt et demokrati, som står over for udfordringer, og de vundne friheder er ikke en selvfølge
Fra en intellektuel kant har historikere – såvel spanske som internationale – påpeget det uhensigtsmæssige i at fjerne alle synlige levn. De mener, at man ved at fjerne alle monumenter og symboler og ændre navne på alle de gader og stræder, som kan føres tilbage til det autoritære regime, netop risikerer at glemme historien. Kritikken rettes blandt andet med henvisning til Tyskland, hvor eksempelvis koncentrationslejre består som varige påmindelser om en mørk tid i landets historie.
Hængepartier og udfordringer i sigte
Trods betydelige fremskridt står spanierne stadig over for nogle betydelige udfordringer, der giver mulighed for at teste både grundloven og demokratiet.
Regionalismen – specielt i Baskerlandet og Catalonien – spænder vidt og har mange ansigter.
De regionale ambitioner har sat spanierne på prøve gentagne gange og har i de sidste 50 år været en konstant udfordring for skiftende regeringer i Madrid. Francos centralistiske styre lagde med forbud og afstraffelser låg på de regionale strømninger.
Den baskiske terrorbevægelse ETA opstod under franquismen og var i mere end et halvt århundrede frem til 2011 en af de drivende kræfter i den baskiske nationalisme, som i forskellige varianter ønsker en større grad af selvbestemmelse. Den catalanske nationalisme har også en stabil folkelig opbakning i regionen, og en foreløbig kulmination var afholdelsen af en folkeafstemning og en efterfølgende løsrivelseserklæring i det catalanske parlament i 2017.
Den spanske grundlov er fleksibel og giver rig mulighed for at uddelegere kompetencer til regionerne. Men den sætter også rammerne for spansk enhed, og det rejser spørgsmålet, om de regionale ambitioner på sigt kan rummes af den spanske grundlov.
En anden betragtning, som er blevet fremlagt, er frygten for et skred i nogle grundlæggende demokratiske principper. Et eksempel er udnævnelsen af en forhenværende justitsminister til chef for Anklagemyndigheden. Det er ikke lovstridigt at flytte fra den udøvende til den dømmende magt, men ikke desto mindre bemærkelsesværdigt.
Beslutningen er blevet mødt af bred kritik selv fra regeringens egne rækker. Manglen på politisk opbakning i parlamentet har ført til udstedelsen af et rekordstort antal dekreter. En devaluering af det folkevalgte kammer er et andet punkt, som har givet anledning til bekymring.
Spanien har i de sidste 50 år arbejdet politisk og socialt med at lægge diktaturet bag sig. Man er kommet langt, og resultaterne taler for sig selv. Men spanierne har også skabt et demokrati, som står over for udfordringer, og de vundne friheder er ikke en selvfølge. De aktuelle lederes fornemmeste opgave er derfor fortsat at værne om og forsvare de værdier, som i dag skaber rammen for et moderne og demokratisk spansk samfund.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og