JAZZ // ANMELDELSE – Selvom Dave Holland bestemt stadig kan flytte fingrene, er det aldrig ekvilibrisme for ekvilibrismens skyld. Hans spil bygger sig langsomt op med en overlegen rytmisk forståelse, og koncerten i Jazzhus Montmartre var som velafstemt musikalsk ret, som hele tiden overraskede og smagte af mere.
Fotograf: Eddie Michel
Legenden om Dave Holland er, at Miles Davis i juni 1968 spotter den unge engelske bassist på Ronnie Scotts i London. Miles hyrer Holland og katapulterer dermed musikeren op i den absolutte elite. Og det er jo heller ikke dårligt at kunne indlede sit CV med optrædener på Miles Davis-pladerne In A Silent Way og Bitches Brew.
Da Dave Holland Trio starter sit halvanden time lange sæt på Montmartre i København, tænker jeg, at den nu 77-årige bassist i den grad har bevaret den friskhed og innovation, som i sin tid betog Miles Davis.
Selvom Dave Holland bestemt stadig kan flytte fingrene, er det aldrig ekvilibrisme for ekvilibrismens skyld. Hans spil bygger sig langsomt op med en overlegen rytmisk forståelse. Og heri ligger han på linje med den ligeledes sofistikerede trommeslager Eric Harland, som i øvrigt betjente sig af to styks hi-hat.
Altsaxofonisten Jaleel Shaw udgjorde trioens tredje hjul og var – hvis man skal udpege en svaghed – en musiker, der havde lyttet rigtig meget til John Coltrane og kunne forfalde til lidt rutineprægede tonevandringer. Men det var i koncertens start – senere lynede også Jaleel Shaw sammen med de to andre.
Harmoniinstrumenter var der ingen af, så dermed var der ingen tonale snærende bånd – men samtidig heller ingen hjælp at hente. Alt efter hvordan man har det.
På trods af en aldersforskel på cirka 30 år var man her vidne til kommunikation på et højt plan: Gensidige musikalske drillerier med sofistikerede rytmiske variationer
Især samspillet mellem Eric Harland og Dave Holland var eksemplarisk. På trods af en aldersforskel på cirka 30 år var man her vidne til kommunikation på et højt plan: Gensidige musikalske drillerier med sofistikerede rytmiske variationer. Koncertens soli blev aldrig forudsigelige eller var magtdemonstrationer. Det er faktisk sjældent, at man oplever en så afdæmpet trommeslager som Eric Harland. Respekt for det.
Selvom Dave Holland har spillet med et utal af amerikanske musikere, har han bevaret sin korrekte britiske diktion og bød velkommen med at fortælle, at de ville spille ud i en køre uden snak. Dermed fik man heller ikke præsenteret musikken, som udelukkende var egenkompositioner. Dog var der anerkendende tilkendegivelser fra det tætpakkede publikum, så nogle kunne genkende noget.
Trioens koncert var som en veltilberedt ret – meget varieret, med mange detaljer og smagsindtryk. Ikke for meget og ikke for lidt. Man gik derfra med en behagelig musikalsk mæthedsfølelse.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
