Feist – indiescenens dronning
Finurlige elektroniske sange
Mit andet canadiske kort i denne måned er Toronto-bandet Bernice, der ledes af sanger og sangskriver Robin Dann. Der er ikke meget elektronik baseret musik i mine anbefalinger her, men jeg faldt pladask for Bernice bl.a. på grund af den legesyge og hittepåsomhed, der gennemsyrer hele projektet.
Det betyder, at man sidder og smiler af de finurlige detaljer. En anden ting, jeg rigtig godt kan lide, er, at musikken er ret enkel, og at der er plads til at trække vejret mellem elementerne, plads til at høre de ideer, der er i spil, fordi der ikke er læsset for meget på.
Den video, der oprindeligt ”solgte” projektet til mig, var deres 2021 signaturvideo. Når jeg kalder den signaturvideo, er det jo på grund af titlen ”It’s Me, Robin” – og ikke mindst teksten ”It’s me, it’s me, it’s me, Robin / What can I say? / You don’t really know me”. Videoen er lige så sjov og finurlig som musikken og på den måde en rigtig god visualisering af, hvad det drejer sig om.
Lyt til Bernice: ”It’s Me, Robin” her:
Der er ikke lagt videoer ud for det kommende album, men lydsiden tegner rigtig godt.
Lyt til Bernice: “No Effort To Exist” her:
Dyster indie fra øverste hylde
Nu skrev jeg, at Feist er indiescenens dronning. The National er vel så kongerne. Jeg vil dog godt indrømme, at det ikke er alle deres album, jeg har elsket lige højt, men det har anmelderne så til gengæld, og der er ingen tvivl om, at kvaliteten er høj over hele linjen.
Blandt de fem herrer i bandet er de to allestedsnærværende Dessner-brødre. Aaron Dessner er fx en af tidens allermest efterspurgte producere, der bl.a. har været med til at producere Taylor Swifts to seneste folk album, Folklore og Evermore.
I front ligger altid Matt Berningers lige dele karismatiske og enerverende stemme, der giver The National sin særlige let dystre indie signaturlyd.
De singler, der er kommet fra det nye album, tegner rigtig godt. Den første single, ”Tropic Morning News”, fangede min opmærksomhed bl.a. på grund af teksten, der handler om det, der på engelsk kaldes ”doom scrolling” – I ved, man ligger i sengen, principielt i højt humør, men vælger så lige at scrolle gennem nyhederne, hvorefter den dårlige stemning er lagt for resten af dagen.
Jeg har kunnet læse mig til, at både Taylor Swift, Phoebe Bridgers og Sufjan Stevens – vi taler altså nogle af tidens hotteste navne – gæsteoptræder på dette The Nationals syvende studiealbum, og da musikken altid er ekstremt velspillet, velskrevet og velproduceret, vil jeg tro, at man roligt kan gå i krig med dette album.
I skal da ikke snydes for…
Således er vi nået til ”I-skal-da-ikke-snydes-for……”-kategorien, som altid indeholder et album, en video eller en sang, der overraskede mig i den forløbne måned, fordi jeg ikke på forhånd kendte kunstneren eller ikke var opmærksom på udgivelsen.
Faktisk udkom dette skønne album tilbage i februar, men da jeg ikke normalt er så opsøgende på det klassiske felt, har det taget lidt tid, før det nåede frem til mine høretelefoner. At denne udgivelse overhovedet nåede frem til mig, handler om komponisten Ellis Ludwig-Leone, der også er en del af det ret elektroniske SON LUX New Yorker kollektiv, der hører til inden for det rytmiske område, selvom det også er en slags kunstmusik.
False We Hope – Ellis Ludwig-Leones eget projekt udenfor Son Lux regi – er så også et album, der ligger på grænsen mellem såkaldt ny musik og rytmisk musik. Jeg synes, det lyder helt unikt med den drømmende lette vokal, elektronik og klaver fra Leone selv og så denne helt fantastiske strygekvartet Attacca quartet, som jeg i øvrigt er stødt på i andre sammenhænge, fordi de ofte udfordrer grænserne mellem rytmisk og klassisk musik i deres samarbejder.
Dette album balancerer mellem det stille og det dramatiske. Det fortættede og det spatiøse. Jeg kan virkelig anbefale det til en sen nattetime.
Lyt til “How to Resurrect a Loved One’s Voice (Live)” her:
Flere album på vej
Andre kunstnere med nye album på vej ud i denne måned.
Caitlyn Smith har bl.a. tidligere rørt mig med denne perle:
Lyt til Caitlyn Smith – “Cheap Date” her:
Denne unge svenske kollega, Vilma Flood, har siden sit gennembrud i 2019 givet et rigtig godt, melankolsk, intenst og personligt bud på skandinavisk americana, som jo med ”nordicana” her de senere år har fået sin egen genrebetegnelse.
Lyt til Vilma Flood – “All Nighter” her:
Appetit på mere musik fra denne signatur?
Hvis I har mere appetit på musik, kurrateret af denne skribent: Følg min Spotify playliste “Trinelise Vaering: What I Listen to”. Den indeholder til enhver tid 500 sange fra det seneste års tid – sange, jeg stadig er optaget af at lytte til. Ca. hver mandag lægger jeg mit bud på ugens bedste udgivelser i toppen af listen.
Efter nogle uger glider sangene lidt ned i listen og ender, hvis de er rigtig gode, nede i den alfabetiske del af listen (alfabetisk efter kunstner), således fungerer min liste også perfekt på shuffle.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
