VAN OG MIG // ROADTRIP-FØLJETON #8 – I dette afsnit af den musikalske roadtrip-føljeton handler det om “Thanks for the Information”. Mikkel Stolt er på vej gennem tre amerikanske stater med Van Morrisons album No Guru, No Method, No Teacher i bilens afspiller, og nu reflekterer han over begreber som lykkefølelser, kultur, natur og historie – og guddommelighed, alt imens han bevæger sig ud af de enorme skove i det nordlige Californien.
Hvis jeg dengang i 1990 havde haft den information, at jeg indtog mit morgenmåltid små halvtreds kilometer fra verdens største levende organisme, var jeg blevet begejstret. Mens jeg læser om skovbrandene i Californien i 2021, læser jeg tilfældigt på Wikipedia, at nogle forskere i 1998 opdagede, at en svamp af arten Armillaria ostoyae (på dansk kaldes det vist en honningsvamp) er blevet målt til at være næsten ti kvadratkilometer stor.
Jeg må have lommeregneren frem, men den – ja, dna-prøver viser, at den er et og samme individ – er altså over 3 kilometer på hver led. Kilometer, ja. Den “bor” kun en god halv times kørsel fra John Day Sunset Inn, og hvis jeg altså bare havde vidst det, var jeg helt sikkert kørt en omvej for at tjekke den ud, selvom den vist nok befinder oppe på bjergryggen, og jeg nok alligevel ikke ville kunne komme derop.
Dette medlem af fungaen (som er et ord, vi åbenbart skal vænne os til at sige i samme åndedrag som flora og fauna, fordi disse skabninger hverken er det første eller det andet) anses i øvrigt for at være mellem 2½ og 8½ tusinde år gammel, så den var der altså også den gang for enogtredive år siden, da min mave føltes lidt svampet efter al den havregrød og adskillige pandekager.
Og så er den måske ældre end børstekoglefyren, som Danny Hillis ellers fortalte mig om under filmoptagelserne i Nevada i 2010? Nå, det er jo ikke så vigtigt; naturen er ikke en konkurrence.
Van the man – verdens bedste køremusik
Hvad var det, der lød sådan i starten af nummeret? Det lød ikke helt naturligt – så det var vel en synthesizer? Tjah, pladen er jo fra midten af 1980’erne, så det var måske ikke så mærkeligt, men den gled faktisk ubesværet ind i Van’s univers. Snart kom der dog nogle blæsere og korpiger, og begge dele var altså bare gode at køre til.
Jeg vidste ellers godt, at Eagles engang blev kåret til verdens bedste on-the-road-music af nogle mennesker et eller andet sted, og adskillige uger senere – da Thomas, Henrik og jeg forlod WSU igen for good – spillede lokalradioen (og det er altså ikke løgn) ”Heartache Tonight” med bandet i samme øjeblik, vi passerede bygrænsen.
Vi var på vej til endnu et road trip mod The Cascades-bjergene, Vancouver, Seattle og ”Twin Peaks” territory for derefter langsomt at bevæge os ned til Christian igen og videre til San Francisco. I vores selvforståelse efterlod vi selvfølgelig nogle knuste hjerter på campus, hvilket Eagles-sangen altså meget passende beretter om.
Denne karakter siger et sted, at hvis man har en bekymring, som fylder for meget, så skal man bare sætte sig på en varm kogeplade med munden fuld af vand. Når vandet koger, får man andet at tænke på
Men på vej op til Washington State University var det altså stadig Van Morrison og ”Thanks for the Information”, der var verdens bedste køremusik. Jeg skulle bare fremad nu, sangen var blues’et på den fede måde, og heldigvis var teksten fuld af gode one-liners, som var noget af det mest umiddelbart forståelige og appellerende på hele albummet.
Thanks for the information
Never give a sucker an even break
Det var nemlig rigtigt: ”Lad tåberne tabe” er den danske titel på W.C.Fields-filmen af samme navn som den linje i sangen. Hvorfor skulle man lade dem vinde? Der var nok af idioter i verden, men lige nu var det mig, der styrede. Bogstaveligt talt sad jeg højt oppe og kontrollerede en maskine på flere hundrede kilo, og den beskyttede mod udefrakommende … men hey, man, der kunne faktisk stadig ske noget, hvis ikke jeg passede på.
Elge skal man ikke støde ind i, tænkte jeg, men jeg var nu ikke nervøs for at færdes i trafikken, for der var stadig halvandet år til, at mit cykelstyr knækkede under en brandert, og mine fortænder spredtes udover Stefansgade på Nørrebro.
There always seems to be more
Obstacles in the way
En speciel og inciterende dynamik
Så det kunne jeg da ikke bekymre mig om at bekymre mig om. Jeg var ung og rask (selvom den forbandede aids-bekymring også hele tiden var til stede et sted), og så kom der en slags omkvæd, hvor koret og Van sang lidt forskudt af hinanden, hvilket gav en helt speciel og inciterende dynamik:
And it’s wonderful and it’s marvelous
Oh, baby, that we can make it through
Sometimes I wonder how we can ever
Make it from day to day
Gud ja, tænkte jeg, det er egentlig utroligt, at man orker. Nogle dage er man glad, andre er man lykkelig, og så er der de dage, hvor man ikke kan overskue det. Hvor man ikke ved, hvad man skal gribe og gøre i. Shit, havde jeg været for længe alene her på landevejen, når jeg nu fik disse tanker?
What you gain on the hobby horse you lose on the swing
I like mine over easy, and you can have your’s sunny side up
Der er en karakter i en af mine romaner fra 2019, der siger noget i retning af, at han hellere vil være fri for bekymringer end være lykkelig. Og har jeg måske i virkeligheden haft det sådan altid (for den karakter har vist stjålet enkelte af mine egne karaktertræk)?
Nu kan jeg selvfølgelig ikke lige finde det i bogen, men det, den karakter mente, var nok, at man godt kan opleve det sådan, at lykken under alle omstændigheder er en kortvarig foreteelse, mens bekymringer er mere eller mindre konstante.
Derfor ville han vælge det mest konstant behagelige og ikke bare den korte eufori. Det er jo heldigvis ikke helt rigtigt, at bekymringer er konstante, men så alligevel. For hvis én bekymring forsvinder, enten af sig selv eller ved en eller anden form for indsats, så er der andre problemer, der er klar til at tage over.
Og det er det, man skal leve med … at det kommer igen og igen: Den følelse af at du står i vand til navlen og nyder badeturen på den bløde sandbund i den klare sol, og der så pludselig kommer en understrøm og river grundlaget for lykkefølelsen fra dig og i stedet giver angsten for at drukne overtaget.
A bird in the hand is worth two in the bush
Every time I’m ready for a major breakthrough
I always have to think in terms of better or worse
En anden karakter i en af de bøger, jeg skriver på for tiden (her i 2021), blev opfundet af min farfar, og denne karakter siger et sted, at hvis man har en bekymring, som fylder for meget, så skal man bare sætte sig på en varm kogeplade med munden fuld af vand. Når vandet koger, får man andet at tænke på.
Høje af oplevelsen
Men lykkefølelser er nu værd at opsøge alligevel. Hvor finder man dem? I naturen, i musikken, hos venner, hos kvinder (?). Den største og mest givende oplevelse af (næsten) uforklarlig lykke, jeg havde oplevet som voksen, tænkte jeg på her, hvor Oregon var ved at slippe op, og hvor de mageløse skove langsomt tyndede ud.
Det var, da Christian og jeg fire år tidligere kørte tværs over USA og undervejs kom til Grand Canyon. Vi var ankommet til området sent om aftenen og parkerede bilen lidt på må og få under nogle træer, hvorefter vi lagde os til at sove (det var i en lille Toyota). Vi vågnede ved daggry, stod ud af bilen og opdagede, at vi var parkeret under halvtreds meter fra kanten.
Måske er det bare mig, der ikke forstår hans sange, men det må jeg vel selv om, tænkte jeg, og skruede lidt op.
Vi var totalt overtrætte og overvældede og rendte bare rundt som to tosser og var helt høje af oplevelsen. Men var det af naturen alene – eller var det bare alle omstændighederne slået sammen? Var det en spirituel oplevelse ”in the garden”? Gu’ var det ej, det var bare selvet, der mødte altet … det er der ikke noget hokus-pokus ved.
Og det var de samme, da vi – de to skovbrugsstuderende, Thomas og Henrik, og jeg – så de kæmpestore rødtræer (Sequoia sempervirens) og endnu større mammuttræer (Sequoia giganteum), som voksede henholdsvis i de tågede skove ved kysten og lidt længere inde i landet. Det var også noget, som tog vejret fra én.
Og Van Morrisons sange på dette album var – selvom de også havde mystiske elementer – mere forbundet til virkeligheden, når alt kom til alt; mere forbundet med landskabet, kulturen og historien end til en guddommelighed. Måske er det bare mig, der ikke forstår hans sange, men det må jeg vel selv om, tænkte jeg, og skruede lidt op.
And it’s wonderful and it’s marvelous
How we can ever make it through
Sometimes I wonder how we can ever
Make it from day to day
Næste kapitel: “One Irish Rover”
Roadtrip-føljetonen “Van og mig” (’lang-essay’) er støttet med midler fra Copydan, tildelt af Autorkontoen i Dansk Forfatterforening.
Læs forudgående afsnit af Mikkel Stolts roadtrip-føljeton i 10 afsnit:
- På musikalsk roadtrip i Californien
- Gennem Californiens bjergkæder, skovområder, landbrugsland og, hurra, på asfalt
- Goose Lake – På vej ud i den store mystiske intethed
- Er der overhovedet levende mennesker her?
- Der var vel for fanden bjørne heromkring?
- Havde jeg virkelig malheur, eller var det nu, jeg skulle blive religiøs?
- Her kommer ridderen – og pandekager til morgenmad
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
