MIDTVESTLIV // KLUMME – Diversitet er formentlig kommet for at blive – på godt og ondt – og USA er tit og ofte bannerfører for den. Og hvis man da lige ser bort fra de mest überwoke versioner af fænomenet, er diversiteten faktisk en befrielse for Julie Bendtsen og den familie, hun håber på at sende videre ud i verden – uden diskrimination.
CHICAGO – Da vi flyttede til North Carolina for efterhånden en del år siden, talte vores dengang fire- og etårige børn af gode grunde ikke meget engelsk. Ikke et eneste ord, faktisk. Og selv om det er rigtigt, at børn i den alder suger nye sprog til sig som små nuttede svampe, så gik der altså lige nogle måneder med visse kommunikative udfordringer i den skole, vi fik dem placeret i.
Det var en privat Montessoriskole, og ud over at jeg kunne skrive endeløse klummer om min kærlighed til Montessori, så havde skolen også den fordel, at børnene kunne begynde med pasning helt fra halvandetårs-alderen – win for os, fordi vi dermed kunne aflevere begge børn samme sted hver morgen.
Ikke bare når det handler om hudfarve, men i høj grad også i forhold til kroppe, stilarter og andre ydre personlighedstræk
Nye børn i klassen er som bekendt altid et eksotisk islæt, så vores tavse pige – som de fleste af de nye klassekammerater troede, var stum – havde ikke svært ved at få nye venner, trods de sproglige barrierer. De legede jo bare, og faktisk var “can you push me now?” den første sammenhængende sætning, de andre elever hørte hende sige. Gynger slår aldrig fejl som sammenryster.
Ret hurtigt fik hun dog særligt én god veninde, M, som vi hørte om tit. Vi erfarede ret hurtigt, at M var 80 % døv og jokede lidt med, at det måske var derfor, netop de to havde fundet hinanden. Det var først langt senere, da vi mødte hende, at vi også fandt ud af, at M var sort.
Diversitetens højborg
Ikke én eneste gang, når vores datter beskrev eller talte om sin nye ven til os, blev hendes hudfarve nævnt. Når man er dansker, opvokset i et i den grad hvidt samfund, med under en håndfuld elever med anden etnisk baggrund i 80’ernes folkeskole og en enkelt skolekammerat med afrikansk baggrund i gymnasiet, er andre hudfarver, end dem vi lige er “vant til” noget vi lægger mærke til.
Især som voksne med al den iboende småracisme, fremmedangst og fordomsfuldhed de allerfærreste kan sige sig fri for. Vores datter så det ikke, og i dag, syv år senere, ser hun det stadig ikke. Hun lægger heller ikke mærke til, om folk er tykke eller tynde, går i anderledes tøj eller har vildt hår. Og roden til lige præcis dén fordomsfrihed tillægger jeg USA, som paradoksalt nok på mange måder er en slags diversitetens højborg.
De sidste år, hvor debatter om racisme og fremmedfjendskhed fylder mere og mere i billedet, er det blevet utroligt populært at deklarere, at de altså overhovedet ikke ser hudfarve. Jeg giver ikke en tøddel for det.
De standarder, der bliver lagt ud af de vigtige og rigtige, er dem, vi andre føler, at vi skal følge
Først og fremmest fordi den type “varedeklarationer” foruroligende ofte følges op af et “…men” og dernæst en slet skjult racistisk udgydelse om Black Lives Matter, George Floyd eller unge indvandrere, som ikke bare fuldstændig underminerer den ædle indledning, men også gør den himmelråbende komisk.
Men også fordi dét at påstå, at man ikke “ser farve” i høj grad er med til at skade kampen imod racisme og diskrimination. For slet ikke at tale om, at mennesker med en mørkere hudfarve stadig fortjener at blive set – for og med alt hvad de er, inklusiv deres ydre. At lade som om man ikke ser, at deres hud er mørkere end ens egen, kan for mange føles som et forsøg på at udviske alt, hvad deres kultur betyder og har skullet kæmpe mod.
Men jeg tror på, at børn ikke ser det (der er det måske også en meget god indikator, at børn meget sjældent har et behov for at annoncere deres manglende farvesyn i selvretfærdige facebook-rants), og jeg tror på, at dét at vokse op i den gryderet af kulturer og farver og størrelser og karakterer, som USA er, meget langt hen ad vejen er med til at forme et barns åbne sind.
Ikke bare når det handler om hudfarve, men i høj grad også i forhold til kroppe, stilarter og andre ydre personlighedstræk og mere eller mindre fælles nævnere.
Alfe-aura og aftalte outfits
Da jeg var ung og boede i København, følte jeg mig aldrig helt rigtig i byen. For at det ikke skal være løgn, rammer den følelse mig stadig, når jeg er hjemme på besøg – på trods af, at jeg nu er en over 40-årig mor til to, der godt nok burde vide bedre.
Men nogle usikkerheder sidder dybt i nogle af os, og for mig har en af dem været at føle sig malplaceret i vores hovedstad. Jeg har altid haft en virkelig gennemgående følelse af, at der kun var én rigtig måde at se ud på – tynd, med langt glat hår og midterskilning, høje kindben og fyldige læber og en uforklarlig “alfeagtig” aura, som så mange københavnske piger cykler rundt med i deres Gannikjoler, Chanel-espadriller og Céline-solbriller og hvad der nu ellers var aftalt som månedens outfit.
Med mine kurver, underligt bølgede hår fyldt med hvirvler, mit markante hageparti og fødder, der vender lidt andeagtigt ud af, når jeg går, har jeg bare aldrig rigtig følt mig helt cool nok til at indtage sommerdagenes fortovscafeer med selvtillid. Det er noget gevaldigt pjat, for alt det er jo ligegyldigt, og jeg burde skamme mig over overhovedet at skrive noget så stupidt. Men Danmark er så lille et land, København så lille en storby, at de standarder, der bliver lagt ud af de vigtige og rigtige, er dem, vi andre føler, at vi skal følge.
Og jeg kan endda føle mig heldig, fordi jeg ikke var ung i en tid, hvor influencerne er dem, der skal forestille at vise vejen, og som alle sammen ligner hinanden, går i den samme Sæsonens Kjole, reklamerer for det samme collagenpulver (så man tror, at man kan få deres fyldige læber og glatte hud, som i virkeligheden er et produkt af den samme skønhedsklinik og det samme instagramfilter). Der er ingen diversitet at finde – og det sætter sig i vores dømmekraft. Både i forhold til os selv og andre.
Ensfarvet eksklusion
Nu er det selvfølgelig ikke kun København, der sætter standarden i Danmark, men billedet har altid været nogenlunde det samme landet over: Vi ligner hinanden, skal helst ligne hinanden, helst ikke skille os for meget ud, og hvis vi gør, bliver der kigget, snakket og dømt. Det har altid været et vilkår ved at vokse op i så lille og ensfarvet nation, og det er nogle gange trygt og velkendt, andre gange ekskluderende og nedtrykkende.
For mig har det været en befrielse at være omringet af så meget diversitet, som det er tilfældet herovre, ikke fordi mit eget, meget danske (og mere dømmende end jeg bryder mig om at indrømme) mindset er blevet udfordret, åbnet, blødgjort og afrundet.
Balancen kan synes hårfin, og jeg synes, den kan være kompliceret at navigere i
Det er en proces, jeg selv har godt af, men endnu mere er det rammer, som jeg er dybt taknemmelig for, at mine børn får lov at blive formet af. Jeg tror fuldt og fast på, at det hjælper dem til at blive bedre verdensborgere og mere tolerante over for mennesker, der ikke ser ud som os – hverken på den ene eller anden måde.
Ikke en eneste gang har vores børn nævnt, at nogen var tyk. Eller tynd. Eller sort. Eller havde et handicap. Jeg påstår ikke, at de ville have gjort det, havde vi boet i Danmark – men jeg tror, sandsynligheden ville have været større, fordi vores udsyn formes af det, vi ser, og det vi hører.
Bliver det hele en gang imellem lidt for woke og lidt for ekstremt? Absolut. Men det er trods alt muligt at glæde sig over og hylde forskelligheden og respekten for den uden at forfalde til den totale wokeness-bersærkergang.
Balancen kan synes hårfin, og jeg synes, den kan være kompliceret at navigere i. For slet ikke at tale om, at der virkelig er noget dybt underligt og modsætningsfyldt i at hylde den frihed for fordomme, mine børn vokser op med, når USA samtidig er et af de lande i verden, der er allerhårdest ramt af problemer med netop racisme, diskrimination og hadforbrydelser. Men lige nu er grundlaget godt og farverigheden omkring os fantastisk.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
