
MIDTVESTLIV // KLUMME – Oscar-uddelingen i år vil uden tvivl gå over i historien, men desværre ikke grundet de prismodtagere, der rent faktisk var historiske. Optrinnet mellem Will Smith og Chris Rock er blevet delt til hudløshed, men det er den efterfølgende diskussion, der nager Julie Bendtsen.
CHICAGO – Ahhh, Oscarshowet, amirite? En årligt tilbagevendende tv-begivenhed, hvis good old boys’-agtige forstokkethed og mangel på diversitet de seneste år kun har været overskygget af det faktum, at det er blevet mere og mere gudsjammerligt kedelig.
Hold op, nogle dødssejlere vi har været igennem. Alligevel glæder jeg mig hvert eneste år til at sofabænke mig foran dækningen af først den røde løber, siden uddelingen, og det kan meget vel være, at det bunder i sentimentalitet og nostalgi. Ikke desto mindre er det et fast ritual, og jeg elsker det – også selv om det så mange gange ender i en flad fornemmelse og så absolut intet at tale om efterfølgende.
Det var så ikke tilfældet i år. Milde moses. Vi har nok efterhånden alle – også mere end en enkelt gang – set klippet af Will Smith, der langede Chris Rock en syngende lussing, efter at sidstnævnte lavede en joke om Wills kone, Jada, og hendes næsten skaldede isse, der er en bivirkning af den autoimmune lidelse alopecia. Joken var upassende og ikke mindst usjov, alligevel grinede salen af den – også Will selv, lige indtil han så Jadas ansigt. Så tog han affære, og resten er, som vi siger, historie.
Will Smith – frelser eller skurk?
En historie, der bliver ved og ved, og som vi åbenbart ikke kan få nok af at dissekere og debattere. For hvem var det største røvhul? Var det Smith, der tyede til fysisk vold på nationalt tv – og i samme ombæring sørgede for, at banebrydende begivenheder (som for eksempel det faktum, at en film der handler om børn af døve forældre, løb med et imponerende antal priser, eller at den første afro-latina, queer skuespillerinde nogensinde vandt statuetten for bedste kvindelige birolle) på et splitsekund blev frarøvet al velfortjent opmærksomhed?
Eller var det Rock, der – måske, måske ikke vidende om Jadas lidelse – lavede en dårlig joke på bekostning af en kvinde, der før har været genstand for hans mobbende humor? Diskussionens bølger går stadig højt, og alle har en mening. Men det burde alle måske ikke – eller hvad?
Misogyni specifikt rettet mod sorte kvinder er mangeårig og veldokumenteret
En af de mere nicheprægede aspekter af debatten har fyldt mere og mere de seneste dage her i USA, og den går ganske enkelt på, at mennesker som jeg – hvide – skal holde os ude af samtalen. Holde vores meninger for os selv, blande os udenom.
De præcise årsager er mange og indviklede – så indviklede, at jeg ikke engang selv har et fuldt overblik – men kort fortalt går det ud på, at Rocks joke har rod i en klassisk og for afroamerikanske kvinder yderst smertelig historik: andres meninger om sorte kvinders hår. Som alle dage har været kritiseret for ikke at være glat nok, blankt nok, smukt nok – “hvidt” nok. Problematikken er reel, og den bliver kun mere smertefuld, når de sårende kommentarer kommer fra de mennesker, der burde kunne forstå smerten: andre ligesindede minoriteter.
Misogyni i egne rækker
Misogyni specifikt rettet mod sorte kvinder er mangeårig og veldokumenteret, og det har endda et navn: misogynoir. Det er ikke udelukket til retningen hvide mod sorte, det er i høj grad også et problem internt i den afroamerikanske kultur, og søndagens optrin er for mange sorte amerikanere et klassisk eksempel på netop det: En sort mand gør grin med en sort kvindes hår. Uacceptabelt, utilgiveligt – og fandens usolidarisk.
De seneste dage har jeg på sociale medier set utallige eksempler på (især amerikanske) debattører, der prøver at forklare mig, hvorfor jeg ikke bør lufte min mening om, hvad der skete mellem to mennesker på en scene i mit fjernsyn. Teen Vogue har endda publiceret en fnysende klumme om, hvordan hvide mennesker endnu en gang prøver at få alt til at handle om dem ved at udnytte narrativet on Smith og Rock til at frame sorte – men der er noget helt galt her.
Jeg har aldrig troet, den lussing handlede om mig, og jeg har heller ikke noget behov for at bruge den som et eller andet racistisk motiveret eksempel. Jeg har derimod behov for at sige, at jeg synes fysisk vold er uacceptabelt. Ifølge en del mennesker – sorte såvel som hvide, ja sågar en London-bosat dansk komiker, der ytrede holdningen i et nu slettet tweet – bør jeg holde min mund med den holdning, fordi jeg er hvid.
Lyt til minoriteterne
Det er ikke første gang, jeg støder på den fjendtligt opsatte mur, der bygges op og forstærkes i diskussioner mellem minoriteter og det modsatte i USA. Ofte er den velbegrundet og yderst forståelig.
Hvis jeg tilhørte en minoritet, gad jeg fandme heller ikke bruge min tid på at sidde og forsvare min ret til fuldstændig basale grundvilkår over for en eller anden nævenyttig Karen, der bare ikke vil forstå, at to kvinder godt kan give et barn en god opvækst, eller at systemisk racisme er et ubestrideligt faktum i USA. Jeg har sågar skrevet en artikel om sidstnævnte, og processen op til var en af de mest lærerige i mit liv. En af de ting, jeg lærte var, at ind imellem skal vi, som ikke tilhører en undertrykt minoritet, simpelthen tie stille og lytte til dem, der gør.
Ofte giver det mening. Andre gange gør det i mine øjne mere skade end gavn og skaber mere splittelse end forståelse. Jeg har set velmenende kvinder forsigtigt spørge til, hvad de kan gøre bedre, og jeg er blevt mødt af harmdirrende svar og spiddende gloser, fordi “det er ikke min opgave at oplyse dig. Find dine informationer selv, hvis du vil være en allieret”.
Hvorvidt fysisk vold nogensinde kan accepteres er en generel problemstilling
Forstå mig ret, frustrationen er reel. Kvinder (og mænd), der har levet i og med årtier efter årtier af diskrimination, undertrykkelse og udnyttelse, og nu skal de oven i hatten fortælle Debbie ovre i hjørnet, hvad hun kan gøre bedre? Give me a break. Jeg forstår godt frustrationen.
Til gengæld forstår jeg ikke, hvorfor det er svært at erkende, at hvis man råber af Debbie, er chancen for, at hun nogensinde får den information, der skal til, for at hun kan blive en aktiv del af en forbedring, tæt på ikkeeksisterende.
Himmelråbende racisme
Jeg tager det ikke personligt, når jeg bliver sat på plads for at stille “for hvide” spørgsmål. Eller når jeg i diskussionen om Smiths udfald mod Rock bliver bedt om at holde mig på min egen (hvide) bane. I modsætning til hvad Teen Vogue-skribenten har af fordomme, bunder hverken mine spørgsmål eller min mening om fysisk vold på nationalt tv nemlig i et behov for at få noget af det til at handle om mig.
Det bunder ganske enkelt i en helt almindelig interesse i samfund, sociale problemstillinger – og i det her tilfælde i et fuldstændig absurd popkulturelt øjeblik i bedste sendetid. En mand stak en anden mand en lussing, fordi førstnævnte lavede en dårlig joke om sidstnævntes hustru. At gøre dét scenarie til noget racerelateret virker i sig selv så himmelråbende racistisk, at det er mig en gåde, at nogen vil tage det til sig som et aktivistisk standpunkt.
At gøre Smiths lussing og den efterfølgende diskussion af den til et racespørgsmål gavner ikke nogen
Selvfølgelig er der interkulturelle diskussioner, jeg hverken kan eller skal være en del af, og som det ville være ganske arrogant af mig at tro, jeg har nogen som helst plads i. Men det er ikke det, vi taler om her. Vi taler derimod om en mand – en i øvrigt stenrig og privilegeret en af slagsen – der udøver fysisk vold ved verdens største prisuddeling.
Det er et kæmpeproblem, hvis specifikke befolkningsgrupper er udelukket fra at have en holdning til generelle problemstillinger – og hvorvidt fysisk vold nogensinde kan forsvares, er en generel problemstilling. Især, når den udspiller sig for øjnene af alle.
Jeg ved godt, at jeg aldrig, aldrig vil kunne forstå den smerte, en sort kvinde – og mand – dagligt tvinges til at bære i et så racistisk land som USA. Og at den smerte kommer til udtryk på utallige, forskellige måder, hvad end det er i trafikken, på jobmarkedet, i banken – eller på Oscar-uddelingens scene. Men at gøre Smiths lussing og den efterfølgende diskussion af den til et racespørgsmål gavner ikke nogen. Hverken de implicerede eller den verden, der i forvejen er alt, alt for adskilt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.