MIDTVESTLIV // KLUMME – Som flerårig udlandsdansker med to børn, der har tilbragt en større del af deres liv i USA end i Danmark, tænker Julie Bendtsen tit over de mange fordele ved at vende hjem igen, når børnenes uddannelse skal påbegyndes, og fremtiden vælges. For verden ligger åben, og valget er frit – næsten da.
CHICAGO – Der er mange fordele ved at lade sine børn vokse op i USA (der er også en masse ulemper, men lad os tage dem i en klumme for sig).
Det er nemt at tage dem med på restauranter, der er en kæmpe variation inden for både pasning og skoletyper, de får en unik chance for både at blive tosprogede og kulturelt berigede. Kæmpe win.
En advarsel til den eller dem, der måtte mene det, for det her vil være vand på netop den mølle: Jeg brokker mig jævnligt, intenst og helhjertet til venner og familie over influencerbranchen i Danmark, og nu gør jeg det her
Men en anden og måske mindre åbenlys fordel, som jeg bliver bekræftet i, hver gang jeg befinder mig i Danmark eller bare tjekker ind på et hvilket som helst dansk medie – socialt såvel som statsfinansieret – er, at mine børn (og dermed jeg) helt og aldeles slipper for at forholde sig til den socialt konstruerede lidelse, som er dansk influencerkultur.
AliExpress til ågerpriser
Jeg ved ikke, hvad der er værst:
De influencere, der i en alder af 15 får deres jævnaldrende følgere overbevist om, at en sixpack og otte hyldemeter designertasker er #life; dem, der propper hjemmestrikkede teorier, om at stress, angst og diverse sygdomme kan danses væk, ned i halsen på deres mange tusind følgere; dem, der i deres konstante jagt på ussel mammon og fuldstændig uden situationsfornemmelse laver penge på andres ulykke; dem, der fastmonterer deres kamera helt oppe i ansigtet på deres mindreårige og intetanende børn i døgndrift, fordi de tror, børneindhold sælger – eller en helt syvende, niende eller toogtyvende kategori.
For guderne skal vide, der er utallige kategorier, og den eneste markante fællesnævner er, at de alle sammen i bedste fald er mere eller mindre overflødige eller amoralske (som når influencere køber billige smykker på AliExpress og sælger dem videre i deres webshop som eget eksklusivt design til lige så eksklusive priser, for nu at tage et oplagt eksempel) og i værste fald decideret skadelige (som når de deler og spreder fuldstændig hovedløs og konspiratorisk misinformation eller gennem skamredigering af deres billeder er med til at skabe, dyrke og opretholde et fortvivlende urealistisk skønhedsideal).
Kunne man mon friste med en rabatkode?
Jeg blev engang kritiseret for at være et brokkehoved i mine klummer.
Lad mig, for at forebygge potentielt tidsspilde, allerede nu bringe en advarsel til den eller dem, der måtte mene det, for det her vil være vand på netop den mølle: Jeg brokker mig jævnligt, intenst og helhjertet til venner og familie over influencerbranchen i Danmark, og nu gør jeg det her. Stop med at læse, mens du stadig kan.
Jeg overlever nok at blive blokeret fra endnu en bad-ass boss lady mommy bloggers farve- og rabatkodekoordinerede online-univers
Eller læs videre. Og opbyg sammen med mig en undren over, hvad der får tusindvis af danskere til at tro, at det er en oplagt ide at tage imod råd om alt fra mode over ketokostplaner og børneopdragelse til måltidskasser fra en tidligere realitydeltager med en næse for gode selfievinkler.
Jeg har kæmpet med at finde koblingen – det er endnu ikke lykkes mig.
Ikke desto mindre kan jeg dagligt klikke ind på diverse avis-websider og finde ud af, at noget, der føles som en alt for stor del af alle artikler, handler om en mere eller mindre kendt influencer, vedkommendes seneste opdagelser, sårede følelser, parforholdskvaler, coachingforløb – hvad som helst vi som mennesker kan hoste op.
Alt sammen naturligvis krydret med et barnenumseglat filter og en rabatkode til en omgang hjemme-fodpeeling.
Glem de gamle
I de gode gamle dage var der flere bloggere. Jeg fulgte en masse af dem, og fordi de virkede som relaterbare cyber-bekendtskaber med noget (til tider ganske brugbart) på hjerte, var jeg faktisk også helt okay med, at de opbyggede det, der skulle vise sig at være starten på deres imperium på mig og alle de andre, der læste med, kiggede på deres reklamer og klikkede os videre på deres såkaldte affiliate links.
Der er tilsyneladende ikke penge – nok – i gamle, trofaste blogfølgere
Jeg var til gengæld ikke særlig okay med, hvordan mange af dem en efter en valgte at droppe deres åbenbart nu håbløst outdatede blog for at dedikere sig til deres nye, eksklusive og ikke mindst indbringende liv på the ‘Gram.
Mens de ignorerede alle de gamle følgere – dem, der gav dem et afsæt – som sødt, men håbløst gammeldags, spurgte, om bloggen mon var lukket. Trofaste følgere, som fik – og stadig får – vindhekse som svar. Der er tilsyneladende ikke penge – nok – i gamle, trofaste blogfølgere.
Hvordan det er så nemt at glemme, at netop de gamle blogfølgere var en gigantisk byggesten i det imperium, som nu gør det muligt for diverse influencere at købe millionvillaer i Nordsjælland og bringe den ene Chanel-espadrille efter den anden ind i det nyindrettede walk-in closet (med de helt rigtige douce vægge og lammeskylignende sofaer), kan man undre sig over.
Jeg gør i hvert fald, men det virker ikke som om, nogen af influencerne gør.
Photoshoppede mikro-influencers
Selvfølgelig findes influencere, deres følge og deres problematik herovre i USA. Ligesom de findes alle andre steder i den vestlige verden.
Men måske lægger jeg mere mærke til det, fordi det er i Danmark, og fordi de får lov til at fylde uforholdsmæssigt meget i vores medier, og vi er en lille nation. For lille til det voksende antal influencere, der allerede er, og ikke mindst for lille til noget så helt igennem komisk som mikro-influencere. Come nu on.
Måske lægger jeg mærke til det, fordi jeg håber, at mine børn en dag får lyst til at tage deres uddannelse og finde et job i Danmark, men bliver inderligt desillusioneret, når jeg ser, hvordan reklamer for måltidskasser, kollagenpulver og mildt sagt tvivlsom selvhjælp fra mennesker, der har skabt en stor del af deres eksistensgrundlag på at photoshoppe sig selv til ukendelighed, er dem, der får spalteplads. Er vi danskere virkelig så ukritiske?
Jeg har selv arbejdet inden for underholdningsbranchen, og lad mig med det samme sige, at jeg elskede det. Helt ind til benet. Mine syv år i den tabloide branche var formentlig de foreløbig bedste i hele min karriere, og jeg håber den branche ikke bare består, men stortrives, så længe folk kan læse. Jeg har absolut ikke det fjerneste imod hverken let underholdning, sladder eller flødeskum.
Alt for mange influencere blokerer kritik, saglige spørgsmål og simple bekymringer fra deres profil, fordi de “ikke gider haters”. Det må være en regulær våd drøm for alle andre virksomheder, der er nødt til at bygge deres forretning på kundeoplevelser, at kunne lave en Kim Jong-un af den kaliber
Jeg har derimod virkelig meget imod den situation, der opstår, når mennesker med et stort talerør ikke bare får lov at skabe deres egen narrativ, men samtidig holde kritiske røster ude fra den.
Jeg ved også godt, at jeg nu sikkert risikerer at brænde broer. Det går an. Jeg overlever nok at blive blokeret fra endnu en bad-ass boss lady mommy bloggers farve- og rabatkodekoordinerede online-univers.
Lad “unfollow”-knappen tale
For nogle måneder siden valgte jeg at trykke “unfollow” til stort set alle de influencere, jeg lidt for ukritisk fulgte før. Det skete, efter en af de influencere, jeg ellers identificerede mig med, tilsyneladende så Christian Eriksens hjertestop som en oplagt mulighed for at skaffe lidt trafik til sit nyeste annoncesamarbejde.
Det var åbenbart der, min grænse gik, og det krævede kort proces. Nu har jeg under en håndfuld tilbage, jeg følger.
De gode bidrag findes, men der er langt mellem snapsene
Jeg prøver at finde frem til dem, der rent faktisk bruger deres platform konstruktivt. Til at rette fokus mod celleskrab, bloddonation, bæredygtighed, rummelighed … Perspektiver, vores verden har brug for. Og de gode bidrag findes, men der er langt mellem snapsene, og det føles ærligt talt som den famøse nål i høstakken.
Ikke mindst når man til sin store skuffelse – men måske knap så store overraskelse – opdager, hvordan endnu en selvproklameret miljøbevidst influencer glemmer sine egne grønne værdier, når det nye sommerhus skal indrettes, eller øser ud af sin rummelighed om selvkærlighed og kropsaccept, men alligevel har gjort sine lår mindre, læber større og røv rundere.
Haters og ekkokamre
Jeg ville sikkert være mindre udmattet indstillet, hvis der var tale om en branche, hvor konstruktiv dialog var muligt. Hvor man kunne give udtryk for spørgsmål og skepsis og få noget igen. Men de danske influencere har, i et anfald af forkælelse og misforstået selvtilstrækkelighed, skabt deres helt eget ekkokammer, hvor de kun vil have ros.
I modsætning til traditionelle virksomheder er der ingen trustpilot eller Facebookside til at afsløre utilfredse kunder.
Alt for mange influencere blokerer kritik, saglige spørgsmål og simple bekymringer fra deres profil, fordi de “ikke gider haters”. Det må være en regulær våd drøm for alle andre virksomheder, der er nødt til at bygge deres forretning på kundeoplevelser, at kunne lave en Kim Jong-un af den kaliber.
Men der er ingen andre brancher, som i samme grad som influencerne ser ud til at brede sig som guldet for enden af regnbuen
Der findes utallige karriereveje – eller måske snarere indkomstveje – der ikke ligefrem er ønskværdige, og som de fleste af os nok ville forsøge at tale vores børn fra. I det billede virker influencerbranchen relativt harmløs. Men der er ingen andre brancher, som i samme grad som influencerne ser ud til at brede sig som guldet for enden af regnbuen for en stadigt voksende del af Danmarks børn og unge, som af griske profiler er blevet hjernevasket til at se det som ikke bare en mulig, men den mest farbare vej.
Udsigten til at kunne tjene op mod 100.000 kroner på et enkelt instagram-opslag kan sikkert virke besnærende på mange, og så er det måske lidt ligegyldigt, om den taske, man opfordrer sine følgere til at kaste deres hårdt tjente penge efter, er noget, man ikke selv i sin vildeste fantasi ville ses med. Så længe det kan ses på kontoen.
Lyder jeg fordømmende? Det kan du bande på, at jeg er i det her tilfælde. Lyder jeg som en, der hidser mig lige vel rigeligt op over noget, jeg i bund og grund bare kan lade være med at følge? Problemet er, at det ikke handler om mig, og hvem jeg følger. Jeg er alligevel alt for gammel til at være en brugbar faktor i nogen influencermålgruppe-ligning.
Det handler om alle dem, der er yngre end mig, lige i målgruppen og ikke bare kan lade være med at følge, fordi ikke alle ser det, for hvad det er, men som stadig bliver bombarderet med det.
Sælg ud og skovl ind
Jeg synes, at problemet – ud over mildt sagt problematiske reklamer og en katastrofal mangel på klare regler på området – er det falske billede, der bliver tegnet af, hvordan man skal være, hvordan succes ser ud, hvilke sider af sig selv det er ok at sælge ud af, så længe annoncørerne lader dig grine hele vejen til banken og sommerhuset på Nordkysten.
Og kritikere er mere end velkomne til at affærdige min kritik med, at jeg er gammel, ikke forstår mig på nye forretningsmetoder, og ikke har fattet, at måderne, man kan drive virksomhed og tjene penge på, er udvidet, flydende og endeløse, men det vil være forfejlet.
Jeg skal nok støtte mine børn i den vej fremad, der giver dem mening. Så længe de ikke bliver influencere
Jeg har al respekt i verden for opfindsomhed, entreprenører, innovatører, ildsjæle og eventyrere. Jeg håber, de brænder igennem, jeg håber, de tjener boxen og lever fedt på og for det, de nu engang har kreeret af værdi. Men hvis jeg skal se én mere falleret realitydeltager tigge sig til et sponsoreret spa-ophold i København eller en brostensbelagt indkørsel i Aalborg, vil jeg tillade mig at håbe på, at Danmarks fremtid finder et bedre filter.
Vi prøver alle at sende vores børn ud i verden med den bedst tænkelige ballast og de mest fordelagtige kort på hånden. Det er en overvældende og enormt svær opgave, og som forælder kommer jeg indiskutabelt til kort igen og igen.
Jeg ved godt, der er utallige ting, jeg ikke gør rigtigt eller kunne gøre bedre. I sidste ende håber jeg bare, de finder den vej fremad, der giver dem mening, og jeg skal nok støtte dem i det. Så længe de ikke bliver influencere.
LÆS FLERE KLUMMER AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Ende- og formålsløs scrolling gennem feeds af kvadratiske idealer og snedige salgsstrategier er, hvad influencerkulturen i Danmark har bragt med sig. Foto: Julie Bendtsen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her