VENEZUELA // ANALYSE – De, der håbede på demokratiske reformer og retfærdighed, da USA fjernede præsident Maduro, må være skuffede. Men amerikanerne kan være tilfredse, for den nye præsident har lukket dem ind, hvor der bestemmes over oliereserverne. Det er dog ikke så nemt som ventet at få olien til at flyde.
I begyndelsen af januar greb USA direkte militært ind i Venezuela, fjernede præsident Nicolás Maduro og hans kone Cilia Flores og fløj dem til USA. De sidder nu fængslet i New York anklaget for narkohandel. Der blev ikke dræbt amerikanske soldater, men over 100 soldater og sikkerhedsfolk fra Venezuela og Cuba blev dræbt.
Maduros vicepræsident gennem mange år, Delcy Rodríguez, blev indsat som præsident – vel at mærke under stærk overvågning fra USA. I denne artikel ser jeg på, hvad der er sket i de seneste fire måneder i Venezuela.
Var det et regimeskifte?
Der er foretaget visse omstruktureringer i landets politiske top. Blandt andet er en af de mest magtfulde figurer i Maduros tidligere regering, Vladimir Padrino, forsvarsminister gennem 11 år, blevet udskiftet.
Padrino var en af hovedfigurerne i det undertrykkende statsapparat under Maduro. Ligeledes er den tidligere industriminister Alex Saab, der gennem mange år var Maduros økonomiske operatør, blevet udskiftet.
Ifølge Amnesty International er det undertrykkende apparat stadig intakt i Venezuela.
Disse udskiftninger skal nok i vid udstrækning forstås som Rodríguez’ forsøg på at konsolidere sin egen magt (blandt andet sammen med broderen, der er formand for parlamentet) og neutralisere nøglefigurer i det tidligere regime.
Men der er i bund og grund tale om det samme magtapparat og den samme ledelse af militær og politi, som i årevis har været ansvarlig for undertrykkelse af befolkningen.
Præsident Delcy Rodríguez var vicepræsident for Maduro i ikke mindre end otte år. Efter at hun overtog præsidentposten, er alle USA’s restriktioner mod hende blevet ophævet.
Hun betragtes af Trump som en terrific person (en fantastisk person), der har forstået at leve op til USA’s forventninger, hvilket indtil videre mest ser ud til at dreje sig om at facilitere adgang til landets store naturreserver.
Den demokratiske udvikling synes ikke at være et punkt på dagsordenen. Og reformer, der kan forbedre forholdene for den brede befolkning, hvoraf 80 procent lever i fattigdom (det højeste i Sydamerika), synes heller ikke at optræde på dagsordenen. Og der er stadig mange politiske fanger, skønt nogle er blevet løsladt.
Samtidig er der et overmåde stort antal venezuelanske flygtninge og migranter. Man regner med, at over otte millioner – en tredjedel af befolkningen – befinder sig i andre lande i regionen. Omkring halvdelen af dem er i nabolandet Colombia.
USA’s største interesse er olie
Olien er det vigtigste for Donald Trump og USA. Venezuela har verdens største forekomster af olie. Det er en speciel tung olie, der kan bruges på flere olieraffinaderier i USA.
Men produktionen har været voldsomt faldende fra midten af 1970’erne og frem til i dag.
Efter fjernelsen af Maduro har det været USA, der har stået for at koordinere genopbygning af kapaciteten til udvinding af olien. Det gør amerikanerne ved at opmuntre de amerikanske firmaer, først og fremmest Chevron, til at investere.
Men det har ikke været så nemt at tiltrække oliegiganterne til at investere i udvinding i Venezuela, som man måske forventede fra USA’s side. Det kan skyldes usikkerheden om den politiske udvikling.
For USA’s regering er det særlig vigtigt at få gang i olieproduktionen og leverancerne til USA for at holde priserne nede i denne tid med stærkt pres på oliepriserne på grund af blandt andet krigen med Iran.
Den venezuelanske regering har også åbnet døren for USA til andre mineraler, først og fremmest guld, som der er store forekomster af især i den sydlige del af landet. USA har allerede modtaget den første store forsendelse af guld fra Venezuela.
Det er vigtigt for USA, at Kina og Rusland ikke får del i Venezuelas mange naturressourcer.
Trump har sagt, at han betragter operationen i Venezuela som en stor succes. Det har givet ham blod på tanden – ja, han havde nok troet, at det var med samme lethed, han kunne ”ordne” Iran sammen med Israel. Men det er som bekendt langtfra gået, som han håbede. Og samtidig er det blevet langt dyrere end forventet.
Stadig mange politiske fanger
I midten af februar vedtog regeringen en amnestilov, og fra præsidenten lyder det, at alle politiske fanger nu er blevet frigivet.
Amnestiloven udløb i slutningen af april, hvilket ifølge flere menneskerettighedsorganisationer var alt for tidligt. Ifølge dem er der stadig mange politiske fanger tilbage i fængslerne.
En del er blevet løsladt, men det er uklart hvor mange. Ja, og så er der faktisk blevet fængslet en del nye – i alt 87 er i de sidste måneder blevet fængslet.
Ifølge Amnesty International er det undertrykkende apparat stadig intakt i Venezuela.
Få demokratiske åbninger
Økonomisk udvikling er uden tvivl Rodríguez-regimets førsteprioritet. Det kan kun ske gennem genopretning af oliesektoren. Og det vil uden tvivl tage længere tid, end man oprindeligt havde regnet med – det er ikke fra den ene dag til den anden, man genopliver de mange oliekilder.
Det skyldes især, at der ikke er så stor villighed blandt de internationale olieselskaber til at investere, som man måske havde regnet med i starten.
Rodríguez og kredsen omkring hende har som prioritet fortsat at kontrollere magten i landet. Derfor er der heller ikke planlagt noget valg. Og udsigterne er måske lange.
Af samme grund ligger det heller ikke i kortene, at oppositionslederen María Corina Machado vender tilbage til landet lige foreløbigt. Hendes repræsentant Edmundo González vandt klart valget i juli 2024, men Maduro fratog hende sejren.
Senere modtog hun Nobelprisen for fred, men har siden Maduros tilfangetagelse ikke sat sin fod i Venezuela. Uden tvivl en beslutning, som USA står bag.
Det er vanskeligt at sige, hvor Venezuela bevæger sig hen, men givet er det, at demokratisk udvikling ikke står øverst på dagsordenen.
Det så man for eksempel i begyndelsen af april, hvor der var en folkelig demonstration i Caracas, hvor deltagerne krævede større frihed, men den blev hårdt slået ned af politiet.
Bliver Cuba næste stop?
Turen kommer til Cuba, når Trump ”har ordnet Iran”, som han udtrykte det for snart en måned siden.
Men Iran har ikke været så nemt at ”ordne”, så det har trukket noget ud med konkrete amerikanske handlinger i forhold til Cuba. Dog fortsætter USA’s forbud mod import af brændstof til Cuba, hvilket har vidtgående følger for landet, der befinder sig i en dyb krise med store negative menneskelige konsekvenser.
Hvad USA har til hensigt at gøre i Cuba, er uvist. En direkte militær intervention, som i tilfældet Venezuela, forekommer ganske usandsynligt og ville i givet fald også skabe voldsom modstand i Cuba.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af Globalnyt og bringes her efter aftale med Globalnyt og skribenten. Globalnyt er Danmarks førende nyhedstjeneste om verden i udvikling og Danmarks internationale engagement.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og