Efter fyring på New York Times: Skal avisers debatsektioner publicere løgne?

i Medier/USA af
MEDIER // KOMMENTAR – Danske avischefer og kommentatorer fordømmer en prominent debatredaktørs afgang fra New York Times. Det er politisk korrekt krænkelsesfundamentalisme og ”ødelæggende for demokratiet”, hedder det. Men er det ikke også ødelæggende for den demokratiske samtale, hvis løgne får lov at passere, hvis de blot forklædes som ”debat”?

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


WASHINGTON D.C. – Forleden var der ballade i USA’s medieverden. Det sker tit – men denne gang påkaldte hændelserne sig en sjældent set vrede fra danske medier.

Det skete – aftrædelsen af debatredaktør James Bennett fra ”verdens bedste avis”, nemlig New York Times, grundet publiceringen af et debatindlæg med titlen ”Send in the Troops” fra en af Trumps stærkeste støtter, senator Tom Cotton – blev bl.a. kaldt ”ødelæggende for friheden, debatten og demokratiet” i en leder i Berlingske.

Vanvittig krænkelseskultur

Chefredaktør Tom Jensen skrev her, at danske medier aldrig måtte lade sig ”intimidere ned ad den vej, New York Times nu betræder”. Redaktørens afsked er et eksempel på en ”identitetspolitisk krænkelseskultur”, hvor angsten for andres meninger og ønsket om at leve i ”safe spaces”, hvor man aldrig bliver modsagt, har vundet. Det er slemt, forstår man, og redaktøren kalder også episoden for intet mindre end ”vanvid”.

For at vurdere, om de fire herrer har entydigt fat i den lange ende eller ej, er det imidlertid nødvendigt at grave et spadestik dybere

I Jyllands-Posten går lederskribenten også til makronerne. Her hedder det bl.a., at ”tiden hærges af politiserede ekkokamre, hvor man kun lytter til stemmer, man er enig med”. De mennesker, som protesterede mod debatredaktøren, kaldes for ”krænkelsesfundamentalister” på ”fremmarch”, der ødelægger mediebranchen, og fyringen er intet mindre end en ”publicistisk falliterklæring”. For som lederskribenten minder om: ”Et medie, der bare én gang undlader at vende mønten om for at se, om der skulle være en anden sandhed på den anden side, mister ikke alene sin uskyld, men svigter også sin demokratiske forpligtelse.”

I Politiken skriver chefredaktør Christian Jensen, at ”The New York Times har taget et opgør med USA’s tradition for overordentlig udstrakt ytringsfrihed. Det er både farligt og bedrøveligt”.

Polariseringens dybe skygger

I Dagbladet Information skrev en af den danske presses nestorer, Lasse Jensen – der har en fortid både som chef for TV-Avisen og en karriere i det amerikanske som hhv. USA-korrespondent og EBU-chef – også om sagen. Sprogbrugen var mere afdæmpet end i Berlingske og JP, men også han var entydigt kritisk overfor avisen:

”Polariseringen i USA er nu så dyb, at den kaster mørke skygger over landets førende dagblad. En fri og uafhængig presse bygger blandt andet på, at selv de mest rabiate synspunkter skal op til overfladen,” slog han fast og sluttede:

”Cotton tilhører Trumps inderkreds. Hans militante og hadefulde argumentation er – desværre – magtens stemme. Derfor skal den høres. Selv om ønsket om at kvæle den er forståeligt fristende.”

Ønskede journalisterne censur?

Men for at vurdere, om de fire herrer har entydigt fat i den lange ende eller ej, er det imidlertid nødvendigt at grave et spadestik dybere.

For var det nu sådan, at en bunke venstreorienterede journalister fra New York Times (800 skrev under på en protestskrivelse) anført af avisens sorte medarbejdere, der protesterede på Twitter under sloganet Running this puts Black @nytimes staff in danger blot ønskede at indføre censur på ”The Gray Lady”?

Var journalisternes mål at forhindre Trumps støtter i at komme til orde i en hæderkronet avis, hvis værdier og såkaldte mission statement ellers er ”to help people understand the world” (missionen), og som bygger på seks kerneværdier, nemlig ”Independence, Integrity, Curiosity, Respect, Collaboration and Excellence” . Og helmede de ikke, før udgiveren havde fyret debatredaktøren?

Bennett sagde selv op

For det første er ”fyring” næppe korrekt. Jeg har ingen førstehåndsviden om processen, men såvel min lokale avis, Washington Post, som New York Times selv, skrev i denne uge, at en grådkvalt og ulykkelig Bennett selv sagde op med en besked om, at han havde ”svigtet sine kolleger.” Det samme gjorde i øvrigt hans næstkommanderende, Jim Dao, som havde haft ansvaret for publiceringen:

Men det er en detalje; lad os se nærmere på debatindlægget. Det er som nævnt skrevet af senator Tom Cotton, og overskriften er også konklusionen på artiklen: Det amerikanske militær bør sættes ind overfor protesterende amerikanere, fordi de amerikanske byer er blevet udsat for et uhørt voldsorgie i forbindelse med protesterne mod drabet på den sorte George Floyd og demonstrationerne mod racisme i politiet og i USA generelt.

Kaos og anarki – og forfatningens rolle

Senatoren beskriver en række voldelige episoder og skriver, at disse ”nihilistiske kriminelle” er på nippet til at overtage kontrollen med storbyerne i USA, hvor det almindelige politi og de folkevalgte blot kan se magtesløse til, mens ”kadrer af venstreradikale som Antifa” hærger og plyndrer løs og ødelægger hundredevis af butikker og bringer almindelige lovlydige borgere i fare. Anarkiet råder.

Senatoren bemærker også, at hæren i den grad har en rolle, og at forfatningen ligefrem kræver, at den føderale regering ”beskytter hver stat fra hjemlig opstået vold”.

Her nærmer vi os den egentlige årsag til fyringen: Den interne kontrolprocedure, som avisen normalt bryster sig af, fejlede over for Tom Cottons debatindlæg

Indlægget fungerer som en støtte til præsidenten, der nemlig i dagene før havde opfordret USA’s guvernører til at ”dominere” kampen mod de protesterende og vise ”overwhelming force” i stede for at vise svaghed, som Trump irettesatte dem for. Forsvarsminister Mark Esper havde tilsvarende kaldt de amerikanske gader for en ”kampplads”, der skulle domineres (battlespace), et udsagn, han dog trak tilbage senere.

Et redaktionelt svigt

Indlægget udløste rigtignok en enorm harme blandt staben på avisen og blandt hundredetusindevis af læsere. Men det, som udløste fyringen af James Bennett, der generelt var højtelsket på avisen, og som var en af favoritterne til at overtage pladsen efter den i øvrigt afrikansk-amerikanske chefredaktør, Dean Baquet, var i modsætning til, hvad de danske kritikere er enige om, ikke udelukkende, at synspunktet var upopulært eller blev bedømt som ”farligt” og ”livstruende” for sorte amerikanere.

New York Times er kendt som en avis med en ufattelig grundig redaktionel kontrolprocedure. Jeg har blandt mine egne venner to amerikanske journalister, der tidligere har arbejdet der, og hvad de har fortalt mig, minder ikke om noget, jeg nogensinde har mødt på danske avisredaktioner.

Det skyldes ikke kun, at en sådan kontrol tager oceaner af tid – det er også hamrende dyrt. Og i en tid, hvor medierne mestendels skærer ned, spår jeg, at ingen danske avisredaktioner nogensinde vil komme blot i nærheden af de mange lag af redaktører, som normalt faktatjekker og kontrollerer, hvad der ender i NYT’s spalter.

Og her nærmer vi os den egentlige årsag til fyringen: Den interne kontrolprocedure, som avisen normalt bryster sig af, fejlede over for Tom Cottons debatindlæg. Som avisen selv skriver i en senere tilføjelse til debatindlægget:

 ”The essay fell short of our standards and should not have been published.”

Argumentationen handler ikke om Senator Cottons holdninger, understreger redaktionen, der skriver, at argumentet om at indsætte hæren repræsenterer et synspunkt, der har ”nyhedsrelevans”. Men grundet alvoren i indlæggets indhold – at indsætte den amerikanske hær mod borgerne – skulle selve substansen i artiklen være på et tilsvarende højt niveau – altså dadelfri.

Alt i alt udgør dette et faktisk journalistisk svigt, der ikke kan bortforklares med, at ”alle skal kunne komme til orde”. Alle kommer i forvejen til orde på de sociale medier, hvilket i USA har ført til en tsunami af konspirationsteorier og usandheder om George Floyds død

Men det var ikke tilfældet. Den redigerende proces var, skriver avisen ”rushed and flawed, and senior editors were not sufficiently involved”. Det kom også frem, at Bennett end ikke selv havde læst indlægget, før det blev publiceret.

Som eksempler på direkte fejlagtige oplysninger nævner avisen, at Cotton skriver om den fremtrædende rolle for “cadres of left-wing radicals like antifa”. Men den påstand er blevet bredt tilbagevist i en lang række medier.

Organiseret ”venstreradikal vold” spillede en særdeles beskeden, tæt på ikke-eksisterende rolle, ligesom en anden påstand om, at ”politibetjente udgjorde hovedparten af ofrene for volden”, heller ikke var sandfærdig.

Sluttelig – og måske mest alvorlig som fejl – findes der ikke nogen passus i den amerikanske forfatning, som siger, at staten har en ”forfatningsmæssig pligt” til at komme nationalstaterne til hjælp. Citationstegnene skulle have været fjernet, så det havde stået klart, at det er senatorens egen fortolkning af forfatningen. Og for at føje spot til skade var artiklens ”unødigt opflammende overskrift” i øvrigt tilmed udarbejdet af avisen selv.

Alle skal ikke kunne lyve frit

Alt i alt udgør dette et faktisk journalistisk svigt, der ikke kan bortforklares med, at ”alle skal kunne komme til orde”. Alle kommer i forvejen til orde på de sociale medier, hvilket i USA har ført til en tsunami af konspirationsteorier og usandheder om George Floyds død.

Og normalt kommer ”alle” heller ikke til orde i debatindlæg i øvrigt, i hverken Information, Politiken, Berlingske eller Jyllands-Posten, der ikke, så vidt jeg ved, lægger spalter til påstande om, at vacciner fører til autisme, at Bill Gates står bag Covid-19, eller at en koalition af rige jødiske finansfolk med George Soros i spidsen finansierer hvad-som-helst.

Som Washington Posts faste medieanalytiker Margaret Sullivan skriver, kan argumentet om, at alle skal trykkes, affærdiges på et nanosekund. Hun skriver: Should the denialist views of, say, Alex Jones of Infowars on the Sandy Hook massacre be given a prestigious platform, too? But Cotton is a prominent political figure, you say? By that logic, the lies of White House adviser Kellyanne Conway should be welcomed on news-discussion shows daily because she’s close to the president.”

Med andre ord: Hvis en politiker lyver, skal man ikke bare trykke hans holdninger. Så skal man faktatjekke dem, tilbyde en anden formulering eller diskutere med vedkommende. Man skal ikke bare bevidstløst trykke alt.

Hermed siger jeg ikke, at journalistik skal være ”objektivt sand”; der er altid en vinkel, især i et debatindlæg. Men fakta skal være i orden, og hvis man ønsker at beholde prædikatet om at være ”verdens bedste avis”, er det en god idé ikke at excellere i alternative facts. Som New York Times’ egen ombudsmand, the public editor, selv sagde det: ”Sen. Cotton’s op-ed was dishonest, not only reprehensible”.

Ikke bare fordømmelsesværdig – men uærlig. Det er det sidste ord, man bør hæfte sig ved. De bedste aviser i verden må forsøge at undgå at trykke usandheder, også i debatindlæg.

Denne kommentar har tidligere været bragt i fagbladet Journalisten


LÆS FLERE ARTKLER AF ANNEGRETHE RASMUSSEN HER


Foto: The New York Times 

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV. Hun er også USA-korrespondent og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 sprang hun ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012, 2016 og 2020). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid læser hun bøger og bistår danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er noget af en nørd, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på nu 18. år som udlandsdansker. Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen. Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail til annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Medier