Rejsebreve fra Udkantseuropa #8: “Alt hvad generalerne hørte var løgn”

i Europa/Historie/Politik & Samfund af

BAG DET GAMLE JERNTÆPPE – På deres rejse i den gamle kommunistiske verden ankommer journalisterne Anne Haubek og Thomas Ubbesen til Minsk i Hviderusland. Her møder de Sasha, en tidligere radio-aflytter for Den Røde Hær, som nåede at mærke Sovjetunionens kollaps på egen krop, da “lukketiden” nærmede sig. 

Næste dags polske tog bringer os på en time til en gammeldags grænse, en hård grænse. På den polske side sker der ingenting, men så triller vognstammen i fodgængertempo over en flod – Njemen– og vi ankommer til … en anden verden … men et sted, der på mange måder virker velkendt for folk i vores alder. Os der har været på interrail i Østblokken i 1970’erne. Os der engang havde det privilegium at kunne krydse frem og tilbage over jerntæppet, fordi vi var født på den rigtige side af muren.

En ung, uniformeret, maskinklippet herre med iskolde, lyseblå øjne og en gigantisk kasket stiger ombord og foretager den første, overfladiske inspektion af vore papirer. De er helt i orden, må han modvilligt acceptere: Vi har gjort vores forarbejde, vi har de fornødne tilladelser og stempler og har betalt det, det koster.

Efter endt inspektion tager kasketbæreren opstilling for enden af wagonen, ruller vinduet en anelse ned og stikker et spejl ud på en stang – med det kan han overvåge enhver aktivitet langs togstammen, der efter en time sætter i gang og langsomt begynder at rulle mod Grodno. Der er høje trådhegn på begge sider af grænsehegnet og patruljer med hunde.

Det er hen under aften, og drenge er ude for at genne køerne hjem til malkning i indelukket. Kridhvide gæs vralter samlet flok i samme retning ad næsten tilgroede stier. Ræve lurer nok i skyggerne. Et stykke Europa indtil videre uberørt af tiden

I sandhed en anden verden. Hviderusland regeres af Alexandr Lukasjenko, der har været enevældigt ved magten siden 1994 og som kaldes Europas sidste diktator. I et diktatur skal der være orden på tingene: På en perron i midten af ingenting på vores vej mod hovedstaden, Minsk, ser man for eksempel fem-seks mænd, der klumper sig sammen indenfor en firkant, markeret af en punkteret hvid linje på asfalten. Her må der ryges – og de herrer smøger den pligtskyldigt indenfor de udstukne rammer. Resten af banegården ligger øde hen.

Et stykke Europa uberørt af tiden

Anne har været her før på reportagerejse, mens jeg kun har suset igennem en nat i 1987, mens Sovjetunionen sang på sidste vers, og Belarus (Hviderusland) endnu var en ”republik” under dét system. Så for mig er det helt nyt land, nyt land så tæt på derhjemme! Men set fra togvinduet, på vej mod Minsk, ser det alt sammen så gammelt og ur-russisk ud: De glødende, efterårsklædte skove fortsætter kilometer efter kilometer, kun afbrudt af moser, enge, småmarker og ensomme landsbyer, hvor små sorte eller blåmalede træhuse trykker sig sammen langs et pløret jordspor.

Det er hen under aften, og drenge er ude for at genne køerne hjem til malkning i indelukket. Kridhvide gæs vralter samlet flok i samme retning ad næsten tilgroede stier. Ræve lurer nok i skyggerne. Et stykke Europa indtil videre uberørt af tiden.

Minsk rammer til gengæld som en forhammer. Målløst ser vi massefabrikerede betonblokke opstillet på række, kilometer efter kilometer, før forstæderne bliver til centrum i denne enorme Metropolis. Byen blev jævnet med jorden under Anden Verdenskrig og erstattet af en helt ny og langt større konstruktion i 1940’erne og 50’erne, en cementfarvet millionby med paradeavenuer, vidstrakte pladser, monumentale sovjetiske myndighedsbygninger og absolut rette vinkler både vertikalt og horisontalt.

Millionbyen Minsk fremstår ren og ordentlig – ingen storbyhustlere her

I mørkningen står vi af på en kæmpemæssig, ganske moderne banegård af glas, stål og beton og registrerer øjeblikkeligt den slående ordentlighed, der hersker her – absolut alt er pænt, rent, på plads og i orden, og selvom der ganske vist er både McDonald og Burger King i et fantastisk, stalinistisk højhuspalads ved banegårdspladsen, ser man ikke en eneste happy meal-boks, ikke et ketchup-klistret stykke burgerpapir, ikke så meget som et brugt sugerør flydende på de renskurede fortove.

Velklædte, travle hviderussere småløber til og fra i aftenmørket, unge passer deres Mac-computere og smartphones på globalsmarte kæde-cafeer, men ude i de forblæste, sekssporede gader ser vi ikke en eneste hjemløs, der er ingen tiggende, mørke mennesker, ikke en ærlig dranker eller en uærlig storbyhustler. Her hersker absolut, 100 procent orden.

”Det ligner… jeg ved sgu ikke hvad”, oplyser jeg Anne om, mens vi i taxa kører de ni kilometer ud til Hotel Zvezda – Hotel Stjerne – som nogen har anbefalet os. ”Det ligner Pyongyang i Nordkorea eller sådan noget. Jeg har virkelig aldrig set noget lignende.”

Sasha og jeg har noget til fælles, viser det sig hurtigt:  Vi har begge spillet en slags militær rolle i Den Kolde Krigs slutfase

Ad brede boulevarder passerer vi igen hundreder af boligblokke, kilometer efter kilometer. Alle nærmest ens, de fleste renoveret og i god stand, nogle står krakelerende som grå og misligholdte kommunistiske betonvrag. Og der er tomt, livløst og forblæst i de mørke gader. Biltrafikken tynder ud, som vi fjerner os fra centrum, der bliver mørkt og mennesketomt, endelig stopper vognen foran Zvezda, der tårner sig 12 etager op mod nattehimlen.

Over en anonym dør i det dunkle kompleks anes ordet ”reception”. Der er her, vi skal være. Chaufføren taler kun russisk, det samme gælder kvinden i receptionen, og alle skilte er skrevet med for os næsten ulæselige kyrilliske bogstaver.

En stålgrå herre i jakkesæt sidder bag en skranke og holder mistroisk øje med os, foruden de videobilleder af gange, trapper, skakter, døre og fortove og veje udenfor, han også har kørende foran sig. På ottende sal overvåger en kvinde i kittel og med brintoveriltefarvet hår os nøje, da vi stiger ud af elevatoren og låser os ind på 819.

I Den Kolde Krigs tjeneste

Sasha og jeg har noget til fælles, viser det sig hurtigt: Vi har begge spillet en slags militær rolle i Den Kolde Krigs slutfase. Vi har næsten samtidig siddet på lytteposter på hver sin side af fronten i 1980’erne og holdt øje med modpartens bevægelser og dispositioner. Sasha blev som engelsktalende specialist indkaldt til Den Røde Hær og placeret på en stol i et mørkt rum på en base et sted ved Østersøens østkyst, fik smækket hovedtelefoner på og blev fodret med seks-syv Nato-frekvenser i hvert øre.

Thomas Ubbesen på Thulebasen tilbage i 1980’erne

Opgaven bestod i at lytte med på de vestlige kampflys kommunikation – piloterne sagde ting til hinanden og til basen, Sasha lyttede tavst med i mørket. Selv sad jeg på en vippestol i et mørklagt og aflåst rum 1200 kilometer fra Nordpolen, på Thule Air Base i Nordgrønland, og stillede amerikanernes telefonopkald igennem fra radarstationen dér til de hovedkvarterer og baser i USA, der øjeblikkeligt skulle svare igen og udløse verdens undergang, hvis man oppe i Grønland registrerede grønne prikker på radarskærmene, små blip der måtte tolkes som sovjetiske missil-byger på vej over Polhavet med kurs mod Conus, Continental USA.

Telefoniske underretninger af den art og på det niveau skulle – lød instruksen – uopholdeligt stilles igennem til North American Aerospace Command, Norad, i Cheyenne Mountain i Colorado, på topprioriteten ”FLASH OVERRIDE”. Så ville den elskelige filmskuespiller og præsident Ronald Reagan få nogle minutter til at beslutte, om det hele skulle få en ende for os alle.

Nogle af mine vagter foregik på ensomme 12-timers skift, så når jeg forlod mit apparatur et øjeblik for f.eks. at gå på toilettet – og det kan jeg huske, at jeg nogle gange var nødt til – ville det afgørende opkald ikke kunne gå videre i situationen. Så ville Nordamerika formentlig gå op i atomflammer ganske alene, og Sovjetunionens pensionistledere ville triumferende meget snart kunne proklamere kommunismens verdensomspændende sejr.

“Vi begyndte at lytte til Pink Floyd”

Sasha er Annes ven, fra sidst hun var her. Han skal være vores tolk et par dage i Lukashenkos underlige rige. Over en kop kaffe fortæller han, at han blev indkaldt, lige da det hele for alvor begyndte at falde fra hinanden i slutningen af 80’erne. Den kommunistiske økonomi, ja, hele samfundsmodellen, havde tydeligvis overskredet sidste salgsdag, hylderne var tomme, ingen var længere dumme nok til at tro på flosklerne om socialismens overlegenhed og kapitalismens snarlige kollaps.

Sasha var radio-aflytter for Den Røde Hær

Homo Sovjeticus – især kvinder og børn – brugte det meste af deres tid på at stå i kø i timevis, i dagevis, i kø efter hvad som helst: WC-papir. Et halvt kilo sukker. Og hr. Homo Sovjeticus – manden – kunne næsten ikke holde tilværelsen ud længere, efter at den øverste ledelse – generalsekretær Gorbatjov selv – stort set havde lukket for alkoholforsyningerne til menigmand. Vreden og frustrationen var enorm.

“Det var lukketid”, fortæller den nogle-og-50-årige Sasha, dengang russiske, nu hviderussiske statsborger, en mand, der som ganske ung, sammen med 250 millioner andre forbløffede borgere i en kommunistisk verden, oplevede Sovjets kollaps med egne øjne og på egen krop.

”Men det var først i hæren, det blev helt klart for mig, at det var helt forbi”, husker han. ”Kan du forestille dig, når lovløsheden breder sig fra gaderne til militæret? Vi begyndte åbent at lytte til Pink Floyd og Led Zeppelin, og vi eksperimenterede hele tiden med, hvor langt vi kunne gå. Jeg lod være med at gøre honnør, hvis jeg løb ind i en højtstående officer, en general f.eks. Ingen konsekvenser, der skete ingenting. Uhørt!”

Men langt værre: Det viser sig, at russiske værnepligtige, mens amerikanerne og jeg endnu seriøst førte kold krig, snød ikke bare deres egne overordnede – men hele det militære system, at de i al stilhed privatiserede konflikten og ændrede den til en parodi på anstændig international konfrontation.

Sasha fortæller, at han og hans kumpaner hurtigt opdagede, at det gav bonus, hvis man kunne melde om at have lyttet ind på rigtigt mange fjendtlige samtaler, jo flere aflyttede fly, jo større chance for ekstra-orlov og ros. Derfor begyndte rekrutterne at opfinde deres egne fjendtlige fly.

”Man var tit alene med sine hovedtelefoner, ingen kontrollerede, hvad det var, man hørte. Så jeg begyndte at opfinde Nato-kommunikation. F.eks. at to amerikansk F-16-eskadriller skulle overflyttes fra USA til Spanien – jeg påstod, at jeg havde lyttet til deres meldinger på flyvningen over Atlanten og førte det til bogs.

Jeg kunne tilføje realistiske detaljer om f.eks. deres genoptankning i luften og den slags. Det var godt for karrieren. Den slags var der masser af i de sidste år. Ham der afløste mig på vagten overtog i øvrigt overvågningen af de to eskadriller – så han fik også noget ud af det. Alt hvad cheferne hørte fra os var løgn.”


Læs de tidligere breve her: 1# Kommunismens Spøgelser2# Man lærer ingenting3# Med Zhukov på Seelow højderne, 4# DDR: Trygt, gennemsnitligt, forudsigeligt – og slet ikke så dårligt, 5# Hostel Billige Zimmer , 6# Islam Leute macht grosser Katastroph!, 7# Om det nødvendige oprør – interview med Lech Walesa

Alle fotos skribenterne 

Thomas Ubbesen, født 1956. Globalist.
Opvokset i Hong Kong. Har fra en ung alder rejst over det meste af kloden. Journalist siden 1982. Fra 1994 udlandsmedarbejder på DR. Har dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Balkan i 90erne, Irak, Libanon, Syrien, Libyen, Mali, Myanmar, Haiti, Pakistan og Afghanistan for bl.a. Radioavisen, TV-avisen, Horisont og Orientering. Modtog i 2011 Krüger-prisen for sin indsats for public service.
Har skrevet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”(Tiderne Skifter 2014), ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016) og ”Gensyn med hippieruten – i egne fodspor 40 år efter” (Gyldendal 2018). Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder.
Kontakt: mail@thomasubbesen.dk, tlf. 5154 1309.


Anne Haubek, født 1962, journalist, tidligere mangeårig redaktør af DR P1 programmet ’Europa lige nu’ og studievært på Orientering i P1, nu freelance journalist (bl.a. for DR) og foredragsholder.
Har rejst og rapporteret fra de fleste europæiske lande og har modtaget flere priser for sin Europadækning – bl.a. DOF-prisen og den danske del af Europaparlamentets journalistpris. Har desuden rapporteret utallige gange fra EU/Bruxelles – ikke mindst i forbindelse med topmøder.
Var i en årrække med i ledelsen af et undersøgende journalistisk netværk i Østeuropa. Fungerer desuden som censor ved journalistuddannelserne og som moderator ved konferencer – især om europæisk og international politik.
Kontakt: anne@haubek.dk – tlf.: 27634383.

Seneste artikler om Europa