
INTERVIEW – “Han har lige ekspederet et indisk filmhold og sidder et øjeblik koncentreret og scanner Facebook, da vi marcherer ind. Hvidt maskinklippet hår. Overskægget er stort og kridhvidt. Arbejdsskjorte og termovest. Han er godt i stand, livremmen er spændt et godt stykke over bæltestedet. Tillykke med dagen, må vi smilende og strålende udbryde”. Lech Walesa – manden, der stod i centrum, da Polen gjorde op med kommunismen i 1980-81 – havde fødselsdag forleden. Anne Haubek og Thomas Ubbesen mødte ham som en del af deres tur gennem landene bag det gamle jerntæppe. I Walesas hjemland forbigik man fødselsdagen i tavshed. Folk har fået at vide, at han er kommunist og regeringen ønsker at skrive ham ud af historien. Selv ønsker Walesa sig en ny revolution mod ulighed og ureguleret kapitalisme.
GDANSK – Dér er den – porten!
Vi har aldrig været her før, men genkender den øjeblikkeligt, det er jo selve Porten, den som alle, der var ved bevidsthed dengang – i august 1980 – og som stadig er det, bærer rundt på inde i hjernebarkens historiske lagerrum.
I sandhed et ikonisk sted, hvis der nogensinde var et: Gdansk Skibsværftet, bag den hvidmalede stålport, portvagtens bygning til højre, og i baggrunden – som enorme ståluhyrer – kranerne med deres rustne muler pegende ned mod flydedokkerne og Weichel-flodens brune vand.
Netop her, ved denne port, brugte byens skibsværftsarbejdere, proletariatets spydspids, deres egne kroppe som rambuk og kæmpede sig vej ind på deres egen arbejdsplads den varme sommer for længe siden, midt under den kolde krig, tiltvang sig adgang og anbragt aldeles uden respekt elektrikeren, arbejdskammeraten Lech med det enorme overskæg og den evige smøg i mundvigen, ved bordet direkte foran de kommunistiske herskere.
Se en lille bid af historien her:
Det påtvungne møde kunne kommunismen ikke overleve, men det kunne Lech Walesa, han befinder sig i dag ved sit skrivebord på 5. sal i Europas Hus inde på værftsområder, ved vi. Vi skal møde ham om lidt. Først går vi en runde på arealet.
Lenins navn er væk sammen med det kommunistiske spøgelse, der regerede dette land i alle de årtier
Dokkerne er der stadig og også maskinhallerne, men her er næsten tomt nu, det er blevet en lille arbejdsplads med en masse tunge, rustne maskiner fra fortiden. Tilgroede jernbanespor. Knuste ruder i kantinen fra dengang – det var derinde, de holdt deres faglige møder og formulerede krav mod magten. Tårnhøje kraner mod en skyfri sommerhimmel i oktober. Et par rustrøde, ramponerede skibsskrog er fortøjet langs de mennesketomme kajer.
Enkelte mænd i blå kedeldragter og hvide arbejdshjelme står og ryger, bag dem, inde i værftshallerne, ligger deres produkter: Glasfiber-nybygninger, der skal slibes, males, luksus-apteres og sælges som super-lystyachter til playboys fra den eneste verden, der eksisterer i dag: den kapitalistiske.
Lenins navn er væk sammen med det kommunistiske spøgelse, der regerede dette land i alle de årtier.
Lech Walesa har for få dage siden fejret sin 75 fødselsdag. Hans landsmand, EU-præsidenten Donald Tusk, fløj ind fra Bruxelles for at holde tale og overrække et hyldestdokument underskrevet af 26 europæiske stats- og regeringsledere – kun to kunne ikke finde det i deres hjerte at hylde manden, der dengang, på dette sted, mere end nogen anden enkeltperson, skubbede det kommunistiske system på historiens mødding.
Der var heller ikke noget i den polske TV-avis om dagens fødselar.
Jeg havde en stor familie, og vi var fattige, men vi elskede hinanden, det var det vigtigste. Vi måtte klare os, som vi kunne … Men vi havde det faktisk sjovt dengang. Der var noget at kæmpe imod. Man havde drømme
Folk derude foran skærmene har fået at vide, at han er kommunist. Regeringen ønsker så vidt muligt at skrive ham ud af historien.
Han har lige ekspederet et indisk filmhold og sidder et øjeblik koncentreret og scanner Facebook, da vi marcherer ind. Hvidt maskinklippet hår. Overskægget er stort og kridhvidt. Arbejdsskjorte og termovest. Han er godt i stand, livremmen er spændt et godt stykke over bæltestedet. Tillykke med dagen osv., må vi smilende og strålende udbryde.
“Nå, drop det. Frem med spørgsmålene, kom så”, … kommanderer han, så vi akut må føle, at vi aldrig vil kunne komme op med noget spørgsmål, som netop denne mand ikke har hørt endeløse gange siden 1980.
– Jo … altså … går vi i gang, men han affejer aldeles at bruge et sekund på at høre noget om, at vi er danskere på rejse gennem den postkommunistiske verden for at møde … homo-post-sovjeticus i anledning af …. jo, men så: hvordan var livet som menig elektriker på et polske skibsværft i slut-70erne? Altså sådan …?
Han måler os et sekund gennem gule solbriller, som næppe nogensinde har været moderne. Studs.
“Det kan jeg ikke huske. Mind mig ikke om min alder. Den eneste mandeting, jeg har tilbage efterhånden, er at jeg stadig barberer mig”, lyder det.
– Men … vi har talt med mange på vores tur, som siger, at de selvfølgelig ikke ønsker den tid tilbage, men at mange ting faktisk var bedre dengang. At der var fællesskabsfølelse – og solidaritet. At de måske var lykkeligere dengang trods fattigdom og ufrihed. Hvad mener du?
“Jo, vi er da blevet rigere, nogen er blevet rigere, men … jeg havde en stor familie, og vi var fattige, men vi elskede hinanden, det var det vigtigste. Vi måtte klare os, som vi kunne, og det var selvfølgelig en udfordring. Men vi havde det faktisk sjovt dengang. Der var noget at kæmpe imod. Man havde drømme”, lyder det.
Alle i min familie var katolikker, og de voksne gik altid og snakkede om, at Polen havde lidt en krank skæbne efter krigen, at det var uretfærdigt, at russerne havde påtvunget os kommunismen
Han uddyber, at det drejer sig om at have en velfunderet moral – det vender han tilbage til igen og igen. At have en livsanskuelse baseret på, hvad der er ret og hvad der er uret, og dengang, da Polen var “tvunget ind under et fremmed, gudløst og hjerteløst system, da vidste enhver, hvem der havde retten på deres side. Det havde oprørerne. Det havde dem, der satte sig op mod systemet”.
Han er en simpel mand, det har vi hørt fra mange sider, og det lægger han ikke skjul på. Bondedreng, arbejder, elektriker, troende. Fra landet, først og fremmest.
“Jeg elskede dyrene og naturen. Om vinteren var dyrene spærret inde i deres stalde og indhegninger, om sommeren blev de sluppet løs – de blev frie fra det ene øjeblik til det næste. Og så galoperede de ud i alle retninger og gjorde, hvad der faldt dem ind”, siger han og fortsætter:
“Det er det samme med menneskene, tror jeg. Vi var spærret inde sammen dengang, og var sådan set lykkelige sammen. Alle i min familie var katolikker, og de voksne gik altid og snakkede om, at Polen havde lidt en krank skæbne efter krigen, at det var uretfærdigt, at russerne havde påtvunget os kommunismen”.
“Det var, hvad jeg hørte, og det var, hvad jeg måtte tro. Så jeg fik anti-kommunisme ind med modermælken, må man sige. Jeg vidste fra begyndelsen, at jeg skulle kæmpe for frihed og demokrati – og da vi så fik det, så løb folk ligesom dyrene i alle mulige retninger på jagt efter penge og deres egen individuelle lykke. Og nu står vi her”.
Ti procent ejer 90 procent af værdierne, og uligheden er enorm. Det er, som om der er kommet en ny slags mur i stedet for den, vi væltede. Det er ulighedens mur
– Ja, og man kan jo se, at kapitalismen og demokratiet har ændret det her samfund til uigenkendelighed. Se på Warszawa. Skyskrabere, turister, mærkevarer, luksusbiler, smarte restauranter og caféer – det ligner efterhånden resten af den kapitalistiske verden til forveksling. Var det det, I forestillede jer dengang på Lenin værftet?
“Vi forestillede os nok ikke særligt præcis, hvad der skulle komme efter omvæltningen – vi havde for travlt med oprøret selv. Da kommunismen så brød sammen, var det, som om vi ikke havde nogen valgmuligheder – der var kun kapitalisme, det var det, “indleder Walesa og forklarer:
“Der fandtes ikke nogen tredje vej, så vi fik kapitalismen ind med hud og hår. I dag er det lige som alle andre steder her: Ti procent ejer 90 procent af værdierne, og uligheden er enorm. Det er, som om der er kommet en ny slags mur i stedet for den, vi væltede. Det er ulighedens mur.”
– Og hvad skal vi gøre ved det?
Han svarer ikke umiddelbart, men det står klart, at det på ingen måde en slagen mand, vi sidder overfor. Han siger ganske vist, at hans oprør på mange måder er slået fejl og har udviklet sig til noget helt andet, end man muligvis forestillede sig blandt arbejderne på værftet. Men oprøret var retfærdigt, oprør er retfærdigt overfor åbenbar amoral og ufrihed.
Den 75-årige fagforeningsleder har rejst rundt i hele verden for at tale og modtage priser … nu burde han måske sådan set levere de priser tilbage, reflekterer han, nu hvor det hele har udviklet sig som man kan se.
Men han har også talt med folk derude i verden, de strejkende, de undertrykte, de arbejdende med lige så barkede næver som han selv, og han har dannet sig visse forestillinger om, hvad der kan og bør afløse kapitalismen, som han og vi kender den siger han: en tredje vej, med flere men mindre produktionsenheder, et produktionsapparat, hvor ejerskabet til virksomheder skal fordeles ligeligt mellem chef og ansatte, et samfund hvor byerne skal genopbygges fra grunden med nye teknologi og moderne infrastruktur.
De eksisterende politiske partier opløses og erstattes af partier styret af principper med hvert deres klare moralske ståsted. På den måde vil folk, vælgere, kunne genkende sig selv i det politiske system. Man ville dele sig efter holdninger og udvikle et demokrati, der fortjener navnet. Noget andet end vor tids populisme og ureguleret kapitalisme
Det vil sikre fuld beskæftigelse det næste par hundrede år, mener han. Nå, ja, og så skal de eksisterende politiske partier opløses og erstattes af partier styret af principper med hvert deres klare moralske ståsted. På den måde vil folk, vælgere, kunne genkende sig selv i det politiske system. Man ville dele sig efter holdninger og udvikle et demokrati, der fortjener navnet. Noget andet end vor tids populisme og ureguleret kapitalisme. Han taler om en ny revolution
– Med dig selv i spidsen?
“Ja, hvorfor ikke? Nu er det jo faktisk værre, end dengang vi gjorde oprør i 80erne. Det er blevet en meget farligere verden nu. Jeg troede egentlig, at vi skulle vælte kommunismen, og så skulle jeg på en måde måske være den sidste revolutionære … men sådan bliver det ikke. Der kommer flere revolutioner. Det er nødvendigt,” svarer han.
“Ikke flere spørgsmål? Kom, kom, kom” … han fører os hen bag det store konferencebord med polsk flag og billedet af den gamle, den polske pave.
“Kom så, tag billederne! Smil! OK?”
“Skynd dig at lægge det på Facebook”, kommanderer han til en tavs sekretær.
Vi når lige at trykke hånd, men øjeblikket efter er han tilbage bag sit skrivebord, bøjer sig frem mod skærmen, peger:
“Kom og se”, klukker han. “Det ligger der allerede”.
Se med nedenfor, hvis du har brug for at genopfriske, hvad der skete i Polen i 1980’erne og hvad Solidarnosc – fagforeningen, som Lech Walesa stod i spidsen for, betød:
Alle fotos: Forfatterne. Topillustration: Wikimedia Commons – Undertegnelse af augustaftalerne i Gdańsk, i BHP-rummet – et vægmaleri i Gdańsk, på viadukten i ul. Trench. Mennesker i første række fra venstre: Mieczysław Jagielski, Lech Wałęsa, Tadeusz Fiszbach, august, 1980. Kunstner: Artur Andrzej.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her