Anne Haubek og Thomas Ubbesen: Rejsebreve fra Udkantseuropa

i Historie/Liv & Mennesker/Rejse af

BAG DET GAMLE JERNTÆPPE – De to journalister Anne Haubek og Thomas Ubbesen tager på 2. klasse ud i den tidligere kommunistiske verden og fortæller om oplevelser i 15 lande bag det gamle jerntæppe og møder mennesker, der har oplevet og gennemlevet det største drama på vores kontinent i nyere tid. De to vil sammen rejse gennem hele efteråret og vinteren og fortælle historierne om Historien i POV. I dag handler det om kommunismens spøgelser og ‘Socialismus’. 

KOMMUNISMENS SPØGELSER

Vi skal altså til Østeuropa. 30-året for kommunismens sidste krampetrækninger og sammenbrud og alt det, vi skal møde mennesker derovrefra, som har gennemlevet det hele. Men Østeuropa kommer helt uventet til os, endnu før vi har krydset nogen grænse endsige rustflagerne fra noget jerntæppe:

Nemlig på Ingerslevsgade overfor DGI-byen og hovedbanegårdens rangerterræn i København. Vi har købt den billigst mulige billet til Berlin, og den allerbilligste forbindelse viser sig at gå netop fra Ingerslevgade til Timisoara i Rumænien via ZOB Berlin. Bussen er allerede fuld af små mørke mennesker, da vi kravler ind klokken fem minutter i otte.

Rumænere derinde. Romaer. Det koster 99 euro herfra til Rumænien, og vi er de eneste danskere.

Så sætter de en film på, hvor enorme mænd i ærmeløse T-shirts og tatoveringer gennembanker hinanden, smadrer biler og skyder i alle retninger, mens purunge internationale duller i stramme-hotpants og med blodrøde trutmunde hviner og klæber sig til de førende hanner – så er vi ude på Køgebugtmotorvejen i grå dis med udsigt til JYSK, Jem & Fix, Ilva, Burger King og titusinder af nordgående biler, sydpå ad E45 gennem det rige, lykkelige land, som det her kaldes.

På færgen fra Udkantsdanmarks sydligste udkant til Rostock æder en af vore medpassagerer en hel dåse Jaka-bov med lommekniv, mens han glor tomt på det stormpiskede hav. Fire minimale romaer deler en pakke med 30 ukogte knækpølser fra Gjøl, plirrende mistænksomt mod glitteret, tax free markederne og reklamerne på det flydende indkøbscenter.

Østeuropæerne, vore rumænske medrejsende, den europæiske underklasse, er ganske små, måske 10-15 cm lavere end os andre og bærer slidt, sort-gråt tøj af syntetiske materialer.

Havarerede ansigter. Brækkede næser. Ar. Løse kampbukser. De er produkter af Ceausescu og et ubrugeligt system, der gik ned for 30 år siden – blandt ufatteligt meget andet – og afslørede iskolde børnehjem med mishandlede, beskidte småbørn. Måske er ham med Jaka-boven en af dem, der på en måde er blevet voksen?

Et par muskelmænd bag os begynder at råbe, først ad hinanden, senere af billetkonduktøren. Den ene forlanger respekt – og går til angreb på konduktøren. Et kort håndgemæng, så er han trods sine muskler banket på plads og pacificeret

Det styrter ned i det nordlige eks-DDR, og vi fortsætter i svindende lys gennem dryppende fyrskove mod syd. Et par muskelmænd bag os begynder at råbe, først ad hinanden, senere af billetkonduktøren. Den ene brøler truende noget om ”respekt”. Han forlanger respekt – og går til angreb på konduktøren.

Et kort håndgemæng, så er han trods sine muskler banket på plads og pacificeret.

Endelig efter 11 timer er det Berlin. Vi triller fra Ost til West, ind i byen, ind på ZOB, Zentral Omnibus Bahnhof. OK, her står vi så ud til en måske repræsentativ del af de mennesker, vi er rejst ud for at møde. Her, mellem langdistancebusser og betonpiller, står de fattige fra øst, dem der er født under kommunismen og skal overleve under røverkapitalisme og gangsteroligarki. Beskidte, storrygende, grå mænd med store arbejdsvante hænder og deres kvinder og børn og baggage.

Billigbusser ruller ud til destinationer på Balkan, Ukraine, Moldova, Transdniestr og Hviderusland. Sprutflasker. Glasskår. Råb og skrig. Kommunismens spøgelse går gennem Europa her. I bus.

OM SOCIALISMUS

Elfriede Stauss, 67 år. Tidligere præst. Har levet hele sit liv frem til 9. november 1989 i et lille land bag jerntæppet. I DDR, under ”den reelt eksisterende socialisme”. Gennem alle de år i åbenlys opposition til den enorme løgn – som hun kalder det – den totale illusion som var fundamentet for den der såkaldt socialistiske og demokratiske tyske republik.

Hun er præst. Var kristen som barn, ung og voksen i et land, der hyldede et ateistisk, marxistisk verdensbillede. Og hun er vel … en slags socialist, siger hun stille denne aften, hvor vi mødes i hendes splinternye andelslejlighed i Kreutzberg, hendes første bolig i Vest. ”Ja, man vel sige, at DDR gjorde mig til socialist”, tilføjer hun uden det mindste smil.

Det er Annes veninde A., som er nabo til Elfriede, det er på den måde, vi er kommet i kontakt med hende. Den moderne andelsforening, som de begge bor i midt i den enorme metropol, er skabt på principper om samarbejde, fællesskab, økologi, nærhed og den slags, og man har afsat lejligheder til handicappede og lejer ud til flygtninge på favorable betingelser.

Det er derfor, Elfriede Stauss efter mange overvejelser nu har krydset den delvist usynlige delingslinje mellem øst og vest i Berlin. Hun er helt kold over for det vestlige forbrugersamfund.

”Frihed handler ikke om konsum”, er konklusionen efter et langt liv i øst. ”Der er meget vigtigere ting på spil. Frihed til forbrug og rejser er en meget begrænset ting og har intet at gøre med, hvad det virkelig handler om”.

Hendes erfaring fra de mange år under den simulerede socialisme er, at frihed må og skal bruges til at støtte hinanden, hjælpe, vise solidaritet, danne menneskelige fællesskaber i opposition til systemernes materialisme, dumhed og tomhed. Det er derfor hun er her nu. Menneskelighed.

”DDR var forløjet statssocialisme. Jeg søger et system med individuel frihed, men også med forpligtelser over for ens medmennesker og naturen”.

Vi havde vores kirke- og fredsgrupper. Vi vidste, hvor grænserne gik. Vi havde hinanden, tættere og varmere kan man næsten ikke komme på hinanden. Vi kunne stole på hinanden

Hun skænker et lille glas sekt.

”I skal ikke tro, at jeg har haft et dårligt og ulykkeligt liv, selvom jeg kommer fra en kristen baggrund og dermed var helt ved siden af systemet. Slet ikke. Der var ganske vist mange vanskeligheder. Jeg kunne måske ikke få den ønskede studieplads, hvis ikke jeg makkede ret og så videre – sådan var det. Men jeg var faktisk nærmest lykkelig.

Vi havde vores kirke- og fredsgrupper. Vi vidste, hvor grænserne gik. Vi havde hinanden, tættere og varmere kan man næsten ikke komme på hinanden. Vi kunne stole på hinanden. Og vi var besluttet på ikke at forlade landet, vi ville ikke lade vore medborgere i stikken med funktionærerne og karrieremagerne, alene med kommunisterne”.

”Det, det gælder om i ethvert system – og især i et totalitært system som i DDR – er at have en base, et fundament af mennesker, man har absolut tillid til. Jeg havde mine forældre, som ikke ville have noget som helst at gøre med det system – intet. Min far sagde, at det bestemt ikke var godt her i DDR – men det var ikke værre, end at man godt kunne leve der. Der fandtes det, der var værre, vidste han. Og så kunne jeg også trække vejret i en kristen ungdomsgruppe og senere i fredsbevægelsen”.

”Murens fald? Åh, det var så modsætningsfyldt, som det næsten kan blive. Vores familie var samlet den 9. november 1989, min brors søn var død. Begravelse. Alle var selvfølgelig helt knust. Så kom nogle unge stormende: Muren er faldet, muren er faldet, råbte de, kom, vi skal til Berlin … så stod vi der midt i sorgen og græd og omfavnede hinanden. Muren var væk. Den var væk …”

”Nu er der gået så mange år, og vi lever midt i det her sanseløse forbrugssamfund, hvor alle er alene.

Men det er mærkeligt – da jeg flyttede ind her i ejendommen, gik jeg rundt og prøvede at finde bare en enkelt anden ”ossie”, en med DDR-baggrund. For vi har noget sammen, os der har levet under det system. Jeg føler det også, når jeg løber ind i nogen på min egen alder fra f.eks. Polen, Ungarn, Tjekkiet eller Rumænien. Vi kan forstå noget i hinanden. Det er en slags … skæbnefællesskab”.

Fotos: Forfatterne

Thomas Ubbesen, født 1956. Globalist.
Opvokset i Hong Kong. Har fra en ung alder rejst over det meste af kloden. Journalist siden 1982. Fra 1994 udlandsmedarbejder på DR. Har dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Balkan i 90erne, Irak, Libanon, Syrien, Libyen, Mali, Myanmar, Haiti, Pakistan og Afghanistan for bl.a. Radioavisen, TV-avisen, Horisont og Orientering. Modtog i 2011 Krüger-prisen for sin indsats for public service.
Har skrevet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”(Tiderne Skifter 2014), ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016) og ”Gensyn med hippieruten – i egne fodspor 40 år efter” (Gyldendal 2018). Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder.
Kontakt: mail@thomasubbesen.dk, tlf. 5154 1309.


Anne Haubek, født 1962, journalist, tidligere mangeårig redaktør af DR P1 programmet ’Europa lige nu’ og studievært på Orientering i P1, nu freelance journalist (bl.a. for DR) og foredragsholder.
Har rejst og rapporteret fra de fleste europæiske lande og har modtaget flere priser for sin Europadækning – bl.a. DOF-prisen og den danske del af Europaparlamentets journalistpris. Har desuden rapporteret utallige gange fra EU/Bruxelles – ikke mindst i forbindelse med topmøder.
Var i en årrække med i ledelsen af et undersøgende journalistisk netværk i Østeuropa. Fungerer desuden som censor ved journalistuddannelserne og som moderator ved konferencer – især om europæisk og international politik.
Kontakt: anne@haubek.dk – tlf.: 27634383.

Seneste artikler om Historie