DISSIDENTER I BELARUS // SERIE – I Belarus er der snart gået et år siden præsidentvalget, hvor Aleksander Lukashenko lod sig udråbe til sejrherre med over 80 procent af stemmerne. Valget udløste et folkeligt oprør, som regimet har forsøgt at nedkæmpe med uhørt brutalitet og terror. Grænserne er nu lukket, journalister er arresteret eller smidt ud – men oprøret ulmer fortsat. Vi taler i en serie artikler med dissidenter bag det nye jerntæppe.
Z. er igennem fra Minsk på Messenger. Vi ved, at han er i store personlige vanskeligheder, efter at Aleksander Lukashenkos regime for nogle uger siden slog til mod hans arbejdsplads og anholdt de fleste af hans kolleger.
I ved vel, hvad der foregår? Firmaerne rykker ud af landet i tusindvis, og folk følger med, i hvert tilfælde dem, der har mulighed for det. Vi hører, at over 300.000 har forladt landet nu
Selv var han ikke på arbejde den dag, og efterfølgende er han gået under jorden et par uger. Z. er i midten af 40’erne, har arbejdet indenfor kommunikation, taler perfekt engelsk – han er en moderne, kosmopolitisk, velorienteret europæer. Han lyder skarp og kontant, ikke frygtsom eller kuet; vi taler, trods alt det der er sket i det sidste års tid, ikke med en slået mand. Han er taknemmelig for denne kontakt til et publikum i vesten:
Z.: ”Jeg har været nødt til at komme frem i lyset igen efter at have gemt mig. Det er lejligheden, mit hjem, den skal jo trods alt passes. Regninger skal betales, og jeg har jo også familie. I ved, hvordan det er!”
Spm.: ”Men så ved politiet jo, hvor de kan finde dig?”
Z.: ”Hæ, hæ, ja – men jeg er her altså endnu. Måske er de ikke så interesserede i mig – man har jo lov at håbe – men sagen er jo bare, at man ikke kan rende rundt og gemme sig i al evighed”.
Spm.: ”Hvordan er dine muligheder for at tjene penge nu?”
Z.: ”Ingen chancer her i landet, det er klart. I ved vel, hvad der foregår? Firmaerne rykker ud af landet i tusindvis, og folk følger med, i hvert tilfælde dem, der har mulighed for det. Vi hører, at over 300.000 har forladt landet nu. De fleste tager til Polen og Litauen. Jeg skal også selv væk snart, der er ikke rigtigt noget valg længere”.
Vi er jo faktisk spærret inde nu, det er præcis som under kommunismen
Spm.: ”Hvor vil du tage hen, Z.?”
Z.: ”Godt spørgsmål. Vi er jo faktisk spærret inde nu, det er præcis som under kommunismen. Landegrænserne er lukket undtagen til Rusland. Og efter kapringen af flyet med Roman Protasevic er det blevet noget nær umuligt at flyve ud – man kan kun få billet til Moskva eller Istanbul, og de koster en formue. Selv vil jeg nok prøve at slippe over grænsen til Ukraine på en eller anden måde – men jeg aner sådan set ikke, hvad jeg skal leve af der”.
Spm.: ”Hvad ved du om dine kolleger?”
Z.: ”De er i fængsel alle sammen nu. Omkring 50 kolleger. Og enhver ved jo, hvordan det er – det er et absolut helvede derinde. Men vi får af og til breve fra dem – censurerede selvfølgelig – så det handler mest om, at vejret er dejligt, og at alt er godt. Det er kun livstegn. De fortæller bare, at de er i live, og at de forsøger at holde modet oppe. Det er alt, hvad vi kan få at vide.”
Folk er helt terroriseret, de er bange. VI er bange. Det er slut med protesterne og den slags nu, jeg tror ikke længere på det. Byen er død og tom
Spm.: ”Hvordan er stemningen i Minsk i denne tid?”
Z.: ”Kollektiv depression, vil jeg sige. Folk er helt terroriseret, de er bange. VI er bange. Det er slut med protesterne og den slags nu, jeg tror ikke længere på det. Byen er død og tom, især om aftenen og i weekenderne. Man går ikke på gaden, man kan blive anholdt for ingenting, og straffene for ingenting er hårde. Selv hvis man går sig en tur alene, kan man blive anholdt og sigtet for at have demonstreret. Det her er blevet en spøgelsesby.”
Spm.: ”Er der så noget håb? Kan du få øje på noget?”
Z.: ”Åh …. hver dag bringer sit nederlag. Nu havde vi f.eks. store forventninger til det der topmøde den anden dag mellem Putin og Biden, helt overdrevne forventninger. Vi forestillede os, at Belarus måtte stå højt på dagsordenen, og at der måske kunne komme en løsning ad den vej. En afslutning på det her, eller bare et eller andet, der peger fremad – og så skete der ingenting!”
Vi er bare et lille stykke legetøj i et enormt politisk spil styret af fremmede magter. Betydningsløse. Kan I forestille jer, hvordan det føles?
“Der var en positiv tone i samtalerne, sagde de i slutkommunikéet. Ha, de havde nærmest ikke talt om os, nærmest ikke et ord om Belarus, om os! Jo, Putin meddelte, at ”han har et andet syn på situationen her end Biden”, og det var det. Det betyder jo bare, at Putin har tænkt sig at kontrollere det her land, så længe det passer ham, og at USA ikke har til hensigt at blande sig i det. Vores skæbne afgøres altså i Moskva, af Putin. Det bliver der ikke ændret ved. Vi er bare et lille stykke legetøj i et enormt politisk spil styret af fremmede magter. Betydningsløse. Kan I forestille jer, hvordan det føles?”.
Spm.: ”Hvad ellers? Hvad kan omverdenen gøre? Hvad siger folk om det?”
Z.: ”Vi tror stadig på, at sanktioner kan gøre en forskel. EU’s sanktioner har været alt for bløde indtil nu. I ved, at vores økonomi bl.a. er baseret på salg af kunstgødning herfra og videresalg af russisk benzin til Vesteuropa. Den slags er med til at holde regimet i live. Luk for det, så skal I bare se! Så bliver det alvor, så bryder økonomien nemlig sammen – det er sådan noget, der skal til. ”
Spm.: ”Men det vil jo ramme jer selv?”
Z.: ”Ja. Det ved jeg godt. Det ved VI godt – men det er nødvendigt. Vi kan ikke gøre mere selv. Hårde økonomiske sanktioner. Og jeres støtte er meget vigtig for os. I må bare ikke glemme os. Husk Belarus”.
Anne Haubek og Thomas Ubbesen, journalister og forfattere, har gennem mange år rejst og dækket Østeuropa for DR og andre medier. De har sammen besøgt Belarus flere gange, senest to gange under det igangværende oprør mod Aleksander Lukashenkos regime.
Haubek og Ubbesen er i løbende kontakt med en række kilder blandt systemkritikere i hovedstaden Minsk. De vil i den kommende tid rapportere om deres samtaler med kilderne her i POV.
LÆS ALLE ANNE HAUBEK OG THOMAS UBBESENS REPORTAGER
FRA BELARUS HER
Topillustration: I hjertet af Minsk ligger en filial af KFC, tynget under et af utallige sovjetiske monumenter for den sejrende kommunisme. Foto: Anne Haubek og Thomas Ubbesen
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her