Man lærer ingenting – Rejsebreve fra Udkantseuropa #2

i Liv & Mennesker/Politik & Samfund/Rejse af

BAG DET GAMLE JERNTÆPPE – På deres rejse i den tidligere kommunistiske verden møder journalisterne Anne Haubek og Thomas Ubbesen Frau Jahnke og Frau Bader på den gamle Stalinallée til en snak om livet, som det var i Østberlin, og om gamle spøgelser, der ikke vil dø: “Vi har gjort mange uhyggelige erfaringer her i landet, erfaringer som resten af Europa burde og kunne drage nytte af. Men der er vist ikke rigtigt nogen, der er interesseret”.

Frau Jahnke bor i en sidegade ikke langt fra den enorme pragtakse, der gennemskærer Østberlin, DDRs enorme stolthed, skuepladsen for militærparader, parti-manifestationer og jublende menneskemasser på march ind i et kommunistiske tusindårsrige bygget på fællesskab, samarbejde, internationalt venskab, fredsvilje og lighed. Blandt andet.

Her på den gamle Stalinallée, senere Karl Marxallée, fra Alexander Platz i vest til Frankfurter Tor i øst, kunne indbyggerne i arbejder- og bondestaten (1948-1989) i samlet opstilling hylde det fælles projekt, socialismen, og bese partiledelsen déroppe på tribunerne, stålmænd, der tegnede staten og garanterede, at socialismen på tysk grund ikke bare ville overleve, men også i det lange løb sejre i kraft af dens politiske, økonomiske og menneskelige overlegenhed overfor kapitalismen, jungleloven og nådesløsheden hinsides Die Mauer.

Alléen er af Albert Speerske dimensioner, men de endeløse, syvetagers marmorsarkofager, der flankerer den, er ikke at betragte som nazi-arkitektur men som ”socialistisk ny-klassicisme”.

Vi har også mistet meget. Sikkerheden dengang. Man behøvede ikke frygte tasketyve. Man kunne helt trygt gå ud om aftenen. Og man havde absolut sikkerhed i jobbet, og der var ingen arbejdsløshed

Vi drejer om hjørnet, ned i smågaderne. Der er en vietnamesisk veganerrestaurant, mange über-cool caféer og graffitibesudlede tyrkiske kiosker med sprut, cigaretter og livsfornødenheder. Runder endnu et hjørne, finder nummer 89. Ringer på. Bzzzzzzzt!

“HALLO! Waltraut Jahnke hier! Herein, bitte”.

Hun er en af Annes gamle kilder. De mødtes engang først i 90’erne, kort efter Die Wende og genforeningen, og lavede et radioindslag om den nye verden, der var ved at vokse frem.

”Jeg har aldrig rigtigt glemt det der møde,” siger Anne.

”Hun var sådan en pæn, retlinet og ordentlig dame. Lærerinde. Så faldt muren, og hele den verden og det undervisningssystem, hun havde levet med og under, var væk fra den ene dag til den næste. Hun fortalte, at eleverne pludselig begyndte at sidde med benene oppe på bordet, mens de drak cola og svarede igen. Og så var den Historie, hun havde undervist i, pludselig ikke længere brugbar. De kom fra vesten, ganske unge kolleger, og gav hende formaninger om, at det hun underviste i overhovedet ikke duede.”

Frihed

Der er graffiti hele vejen op ad den mørke trappeopgang til tredje sal, på engelsk. Lejligheden er også lidt skummel og mørkebrun, men Waltraut lyser op med et begejstret smil. Hun har inviteret sin veninde og kollega Frau Bader over, og de ler og ler. Synes vores rejse lyder ”abendteurlich”, de elsker selv begge at rejse, de har suset rundt over hele kloden i årene efter ”die Mauerfall”. Frihed er at kunne rejse, mener de.

Sæt jer her i sofaarrangementet, inviterer de, og vi synker dybt ned i det sorte kunstlæder, nu skal vi høre det hele.

”Ja, det er jo fantastisk at leve i ét land,” begynder Waltraut. ”Men ha, ha, ha – ved I hvad? Jeg sov, da muren faldt. Min mand og jeg havde haft en lang dag og var trætte og gik tidligt i seng. Næste morgen hørte vi det i radioen. Det var ubegribeligt. Men vi tog ikke derover lige med det samme. Vi købte bare en flaske sekt og gik ned på Alexanderplatz her i øst og skålede stille på … på det ubegribelige”.

”Joh, måske nok ubegribeligt”, indskyder Frau Bader. ”Men vi har også mistet meget. Sikkerheden dengang. Man behøvede ikke frygte tasketyve. Man kunne helt trygt gå ud om aftenen. Og man havde absolut sikkerhed i jobbet, og der var ingen arbejdsløshed”.

”Det er rigtigt”, siger Waltraut. ”Sikkerheden. Efter genforeningen kom der unge folk med store titler vestfra og instruerede os i, hvordan vi skulle undervise. Ha, jeg havde undervist i 25 år og havde masser af ledelseserfaring! Jeg var viceinspektør på skolen. Kan I forestille jer det?”

”Det gode var – men det skulle man lige vænne sig til – det gode var, at man fik frihed i undervisningen. Pludselig kunne man vælge at se tingene fra forskellige vinkler, ikke kun fra partiets, pludselig var historie ikke kun klassekamp og Sovjetunionens sejr over fascismen. Man kunne anlægge utallige vinkler. I det gamle var alt politiseret, alt kom fra partiet”.

Anne nævner det der med eleverne, der smækkede benene op på bordene. Jo, det kan de begge sagtens genkalde sig.

Ja, fri undervisning uden disciplin er tom, er de enige om.  Men der var nu også en vis frihed dengang, kan de sammen huske. Man lavede sjov med alt det der med at stå ret. Der var egentlig ikke kæft-trit-og-retning på den måde. Man skulle bare sno sig og finde ud af præcis, hvor grænserne gik, præcis hvor langt man kunne gå. Det gjaldt også eleverne, det gjaldt alle borgere. Man skulle forstå, hvor grænsen gik – hvis man gjorde det, kunne man godt have et godt liv i DDR.

Hun frygter racisterne iAlternative für Deutschland og højreekstremisterne i Pegida. Den slags ville partiet aldrig have tilladt. Hun har undervist i historie, men er begyndt at tvivle på, hvor meget det egentlig er værd

Men – det vender de tilbage til igen og igen – det er meget bedre nu, det må man altså indrømme.

”Ja, vi rejser alle steder nu, glem ikke det. Cuba, Afrika, Peru, Indien, Kina, åh, det at kunne rejse, hvorhen det passer én. Selvom … vi følte os vel ikke spærret inde dengang, eller gjorde vi, Waltraut?”

”Næh, det var bare, som det var, det tænkte man ikke på. Man var jo født ind i det og forestillede sig ikke, at det kunne være meget anderledes. Vi kunne jo faktisk også rejse til Østersøkysten eller til Polen. Som russisklærer var jeg også i Sovjet flere gange. Hvem tænkte på Afrika og Kina dengang?”

De ler ad næsten alle hinandens udtalelser. Ingen bitterhed over fortiden, er de enige om. Jeg levede sådan set slet ikke i Staten, siger Frau Bader.

”Jeg er fra landet, og man levede i sin familie og landsby. Det var ens liv. Politik spillede i virkeligheden ingen rolle. Man viste ganske vist, at telefonen blev aflyttet, og at nogen havde læst ens post, men det var jo bare hverdag, ikke noget man tænkte nærmere over”.

”Vi fortrængte det”, siger Waltraut nu uden at le. ”Jeg vidste jo godt, at jeg blev overvåget, men jeg valgte at se det … nærmest som noget komisk. Det var latterligt. At man ikke stolede på ens egne medborgere”.

Hun ser tegn på, at det genforenede Tyskland måske bevæger sig i en katastrofal retning nu. I retninger, der ville have været utænkeligt under ufriheden i DDR. Hun frygter racisterne i Alliance für Deutschland og højreekstremisterne i Pegida. Den slags ville partiet aldrig have tilladt. Hun har undervist i historie, men er begyndt at tvivle på, hvor meget det egentlig er værd.

”For vi lærer jo ingenting af fortiden”, mumler hun. ”Vi gentager bare fejlene fra … dengang. Det kan man se”.

Hun tænker sig om. Der er stille i den mørke stue.

”Man lærer altså ingenting. Og det er ikke kun et tysk problem, det er et europæisk problem. Vi har haft nazisme, kommunisme, deling og genforening og det hele, og vi er blevet europæere næsten mere end tyskere. Vi har gjort mange uhyggelige erfaringer her i landet, erfaringer som resten af Europa burde og kunne drage nytte af. Men der er vist ikke rigtigt nogen, der er interesseret”.

Så ler de igen begge to. Så stopper de.

Verden er blevet så problemfyldt, enes de om på falderebet. Al den globalisering, havene er fyldt med plastic, rovdrift på naturen, ingen tænker på andre end sig selv. Nu ler de igen, og understreger, at de skam er glade for livet. Lykkelige nok. ”Trotz allerdem”.

Thomas Ubbesen, født 1956. Globalist.
Opvokset i Hong Kong. Har fra en ung alder rejst over det meste af kloden. Journalist siden 1982. Fra 1994 udlandsmedarbejder på DR. Har dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Balkan i 90erne, Irak, Libanon, Syrien, Libyen, Mali, Myanmar, Haiti, Pakistan og Afghanistan for bl.a. Radioavisen, TV-avisen, Horisont og Orientering. Modtog i 2011 Krüger-prisen for sin indsats for public service.
Har skrevet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”(Tiderne Skifter 2014), ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016) og ”Gensyn med hippieruten – i egne fodspor 40 år efter” (Gyldendal 2018). Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder.
Kontakt: mail@thomasubbesen.dk, tlf. 5154 1309.


Anne Haubek, født 1962, journalist, tidligere mangeårig redaktør af DR P1 programmet ’Europa lige nu’ og studievært på Orientering i P1, nu freelance journalist (bl.a. for DR) og foredragsholder.
Har rejst og rapporteret fra de fleste europæiske lande og har modtaget flere priser for sin Europadækning – bl.a. DOF-prisen og den danske del af Europaparlamentets journalistpris. Har desuden rapporteret utallige gange fra EU/Bruxelles – ikke mindst i forbindelse med topmøder.
Var i en årrække med i ledelsen af et undersøgende journalistisk netværk i Østeuropa. Fungerer desuden som censor ved journalistuddannelserne og som moderator ved konferencer – især om europæisk og international politik.
Kontakt: anne@haubek.dk – tlf.: 27634383.

Seneste artikler om Liv & Mennesker