BAG DET GAMLE JERNTÆPPE – “Angela Merkel schlecht. Bringt islam Leute nach Deutschland. Macht Katastroph. Grosser Katastroph!” Anne Haubek og Thomas Ubbesen er på rundrejse i den gamle kommunistiske verden og er nået til Polen, hvor holdningen overfor muslimer er hård, og hvor prædikatet ‘kommunist’ ikke er en kompliment.
ISLAM LEUTE MACHT GROSSER KATASTROPH!
Tre overnatninger senere skal vi videre mod øst fra Darlowo ved Østersøkysten. Der er bestilt taxa til Slupsk klokken 11, så kan vi fortsætte med tog derfra. Chaufføren taler lidt tysk og er med rette stolt af sin store, moderne bil.
Ganz neu, stråler han og anviser os med en svingende håndbevægelse plads i de cremefarvede, læderbetrukne sæder bag førerpladsen.
Med lav hastighed ruller vi ad hovedgaden med dens lukkede turistattraktioner, forbi de få, endnu eksisterende, aldersstegne feriegæster, der som enorme spindlere stavrer omkring i stilheden, fægtende med deres tynde vandrestænger. Udenfor bygrænsen speeder han op og suser snart med enorm fart gennem det irgrønne, solbeskinnede landskab. 120 km/t. – mindst.
Nu tøffer vi ind i Slubsk med ti kilometer i timen. Foran banegården sidder en flok forhutlede, grå og ubarberede mænd og drikker sprut og Lech Pivo. Bilen går i stå ved stationens indgangsdør, og chaufføren er ude, før vi kan reagere
Judenfriedhof, råber han grinende og peger med begge hænder mod en lille lund, men den begravelsesplads er allerede historie, før vi kan nå at spørge om noget.
En tilsyneladende mennesketom landsby er klistret til med storplakater for PiS-partiet. Der er kommunalvalg om få dage og herude på landet henter det nationalistiske, patriotiske, katolske, konservative, anti-kommunistiske, patriarkalske, homofobiske, populistiske Lov og Retfærdighedsparti under Jaroslaw Kaczynski langt de fleste af sine stemmer. Man fisker målrettet blandt små-folk uden så megen uddannelse eller penge. Folk med mange børn.
Kaczynski guter Mann, lyder det begejstret fra førersædet, mens vi hviner gennem en skrap kurve.
”Drei Kinder. Nix Kommunist. Gibt Geld für Kinder. 500 Zloty aller Kinder.”
’Merkel er kommunist – Lech Walesa er kommunist!’
For Polen ældes, og der bliver stadig færre polakker til at iagttage PiS’ værdier. Landet har EU’s måske laveste fertilitetsrate. Man får nærmest ingen børn, selvom alle er romersk-katolske i alvorlig grad og derfor sådan set ikke burde bruge prævention. Men burde ser ud til at være død.
”Hvad er det der med de 500 Zloty,” mumler jeg til Anne under en pause i den verbale spærreild.
”Noget med at PiS giver 500 Zloty om måneden til alle børn efter det førstefødte. Det bliver til pænt mange penge i de rigtigt store, troende familier.”
Den nykøbte bil begynder at hoste mærkeligt under den imponerende fart, og chaufføren eksperimenterer nu med at sætte farten ned til 90. Det hjælper en anelse. Nu lægger han en CD med tysk schlager-musik på.
Deutsche Musik gut, griner han, trods bilens tiltagende problemer, og giver os thumbs up. Han tror, vi er tyskere.
Men ansigtet skifter pludselig og helt uventet til sur Smiley, mundvigene krænger helt i bund.
“Angela Merkel schlecht. Bringt islam Leute nach Deutschland. Macht Katastroph. GROSSER KATASTROPH!”
Han tænker sig om et øjeblik, mens hastigheden synker under 50 km/t, og motoren begynder at udsende mærkelige, pruttende lyde.
”Merkel Kommunist! Islam leute nix hier. Hier viel besser. Keine islam leute in Polska.”
Han bliver tavs i nogle sekunder og klarer så op og bliver til en kisteglad, gemütlich, storsmilende Smiley. Det er vist rigtigt nok, nu han nævner det. PiS har nægtet at lade Polen modtage en eneste flygtning fra muslimske lande, og der er – vistnok – bred enighed i befolkningen om, at alt må gøres for at forhindre, at det går som i Vesteuropa, hvor muslimer …. ja, hvor man har terror, kriminalitet, bander, voldtægt, kvindeforagt og alt det der.
Og når vi ser tilbage på de sidste dage, hvor vi har rejst rundt her i Udkantspolen, har vi sådan set ikke mødt et eneste mørkt ansigt. Kun hvide ansigter, der som regel ikke smiler. Men vist ingen ”islam Leute”.
”Hier viel besser, hier keine islam Leute”, gentager han eftertænksomt og nikker.
Bilen hoster og hakker og efterlader et spor af sort røg, men der er kun et par kilometer til Slupsk nu. For at lette stemningen nævner jeg, at vi er på vej til Gdansk, og at vi skal møde ingen ringere end Lech Walesa.
”LECH WALESA!!!!!”, der lyder et brøl fra forsædet. ”WALESA SEHR SCHLECHT! Walesa Spion und KOMMUNIST! Alle Kommunist schlecht!”
1000 kr. for hvert barn
Nu tøffer vi ind i Slubsk med ti kilometer i timen. Foran banegården sidder en flok forhutlede, grå og ubarberede mænd og drikker sprut og Lech Pivo. Bilen går i stå ved stationens indgangsdør, og chaufføren er ude, før vi kan reagere. Han åbner belevent Annes dør, derefter min, derefter bagklappen, hjælper os med rygsækkene og vil på ingen måde modtage drikkepenge.
”Auf wiedersehn, gnädige Frau, sehr geerhte Herr. Gute Reise. Tschüss!”
Drankerne kigger tomt på os, men de tigger ikke. Et par af dem er bare store drenge. Billetterne til Gdansk koster næsten ingenting. Det post-kommunistiske Polen er en billig fornøjelse for sådan nogle som os.
PiS fortæller i reklamer, at pengene for eksempel kan bruges til dagligvarer, biografture, ferierejser – og til i det hele taget at realisere almindelige menneskers drømme. I maj steg omsætningen i polske indkøbscentre med 13 procent. De påstår også, at Lech Walesa er kommunist. Lech Walesa? Kommunist?
Senere sidder vi i toget og kigger på de gyldne skove, engene, åerne og de slumrende småbyer med deres PiS-plakater. Indimellem er der mobildækning, og undervejs tjekker vi det med de 500 Zloty pr. barn – jo, det findes, konstateres vi. Det er noget Kacsynski har fundet penge til i en slunken, polsk statskasse, ”Rodzina 500 Plus”, kalder de det – 1000 kr. om måneden for hvert barn ud over det første. 1000 kr. oven i, hvad der i øvrigt findes af boligsikring og tilskud fattige og børnerige familier. Skattefrit.
”Det kan man da kalde et behjertet forsøg på at styrke social velfærd og udligning,” siger jeg, sådan for at få en diskussion i gang, da vi er blevet trætte af at læse. ”Det kan da kalde lidt … kommunisme.”
”Det kan man kalde at købe stemmer for statens penge,” lyder det uden tøven fra Anne. ”Ham chaufføren – hvad var det han sagde? Han havde 3-4 børn. Det er altså 2-3000 skattefri kroner lige ned i foret hver måned ud over andre tilskud og løn. Jeg tror nok, jeg tør gætte, hvor han sætter sit kryds ved kommunalvalget.”
”Ved Kacsynski?”
”Kryds ved pis.”
”Det er ikke sjovt.”
”Nå.”
Gdansk i sigte
Vi læser videre på små skærme. Regeringen skriver, at 500 Plus er et tiltag for at ”forbedre den demografiske situation”. Og at man allerede har registreret en målbar succes: polakkerne får flere børn nu. Folk bruger flere penge. PiS fortæller i reklamer, at pengene for eksempel kan bruges til dagligvarer, biografture, ferierejser – og til i det hele taget at realisere almindelige menneskers drømme. I maj steg omsætningen i polske indkøbscentre med 13 procent. De påstår også, at Lech Walesa er kommunist. Lech Walesa? Kommunist?
Den vidunderlige, næsten uberørte natur viger efter nogle timer for tiltagende bebyggelse. Forstædernes præfabrikerede indkøbsinstitutioner, modernistiske forbrugstempler vibrerende under den stegende eftermiddagssol. Kædeforretningerne og ”familierestauranter”, endeløse asfaltørkener, halvfyldte parkeringspladser, de væltede indkøbsvogne.
Hele den post-kommunistiske nyordning folder sig ud. Brands. Farten tager af, og vi ruller og skramler gyngende ind i den store by, den hvor så store ting begyndte. Ser de store kraner. Det må være det gamle Lenin Skibsværft. Gdansk. Toget kører ikke længere.
Læs de tidligere breve her:1# Kommunismens Spøgelser, 2# Man lærer ingenting, 3# Med Zhukov på Seelow højderne, 4# DDR: Trygt, gennemsnitligt, forudsigeligt – og slet ikke så dårligt, 5# Hostel Billige Zimmer
Alles fotos skribenterne
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
