BELARUS ÅR 0 // REPORTAGE – Pigtrådshegnet langs Litauens grænse mod Belarus holder ikke bare mellemøstlige migranter ude. Det spærrer også hviderusserne inde. Hegnet har på kort tid gjort det noget nær umuligt for dissidenter at flygte fra Lukashenkos regime. Grænsekontrollen er strammet. Kun ganske få får nu tilladelse til at forlade landet på legal vis. Med andre ord: Hviderusserne er spærret inde i deres land i selskab med en stadig mere utilregnelig hersker.
Anne Haubek og Thomas Ubbesen har i Litauen mødt nogle af de hviderussere, der nåede at flygte, inden grænsehegnet helt var på plads. De medvirkende i artiklen er anonyme. Der er vedvarende rygter om, at hviderussiske KGB-agenter arbejder udenfor Belarus’ grænser i jagten på støtter af oppositionen.
VILNIUS – Vi kalder dem Sergei og Vladimir, men de hedder i virkeligheden noget andet – for selv ikke udenfor Belarus grænse kan de føle sig sikre. Også her i Vilnius, en europæisk hovedstad, en by i EU, kører der nemlig biler rundt med hviderussiske nummerplader – og man ved jo aldrig. Lukashenkos folk har allerede demonstreret, at de ikke går ad vejen for at myrde politiske modstandere også i udlandet. Man skal ikke føle sig for sikker.
Et Nordkorea midt i Europa
Sergei og Vladimir er undsluppet Lukashenkos regime, der mere og mere får Hviderusland til at ligne en udgave af Nordkorea midt i Europa. De har måttet efterlade hustruer og børn derhjemme, og de har ingen anelse om, hvad der nu skal ske.
De to veluddannede mænd omkring de 40 år kender egentlig ikke hinanden sådan rigtigt. De mødte hinanden første gang for få uger siden, en mørk nat, i en bil dybt inde i de hviderussiske skove. ’Nogen’ havde arrangeret en køretur for dem denne nat ud til grænsen mellem Belarus og Litauen.
-Vi blev sat af nogle hundrede meter fra grænsen. Vi famlede os frem i mørke og regn gennem vådt græs over en stor eng, indtil vi nåede ned til floden. Vi svømmede over i det iskolde vand.
De kan begge fortælle historier fra torturkamre i overfyldte arresthuse i Minsk, hvis effektivitet de har mærker af på egen krop. Vladimir har en dom for at ”fornærme” Lukashenko, Sergej er dømt for at have arbejdet for en af oppositionskandidaterne. Det gav 3 år i arbejdslejr.
Lukashenkos patruljer kommer nu til vores børns børnehaver og opsøger vores koner og spørger efter os
Sergej
-De gav mig håndjern på og tvang hænderne op over hovedet, fortæller Sergei. Jeg skulle stå med spredte ben, og så slog de mig på indersiden af mine lår, mens de råbte ind i mit øre, at jeg skulle elske præsidenten og vores fædreland. På et tidspunkt skubbede de mig ned på knæ, rev mine bukser ned og truede mig med voldtægt. Det fortsatte i 5 timer, så skrev jeg under på en tilståelse. Jeg ville bare ud i live.
Eftersøgt
Vladimir fortæller tilsvarende om hårde slag, i hans tilfælde i nyreregionerne, som er specielt sårbare og smertefulde.
-Man får et højt adrenalin-niveau, når man bliver slået så hårdt, og til sidst kunne jeg slet ikke mærke smerten. Mine hænder var helt følelsesløse, fordi de havde bundet strips stramt om dem.
Resultatet er nu, at han har ødelagte nyrer og et dårligt hjerte.
Fælles for dem er også, at de midlertidigt blev sat på fri fod efter deres dom, fordi de begge appellerede – den særlige del af loven bliver nemlig overholdt. Det var det lille vindue, de udnyttede til at stikke af, så de nu er eftersøgt.
Selvom både Sergej og Vladimir nåede over floden uden at blive opdaget af de hviderussiske grænsepatruljer, og selvom de er blevet vel modtaget i Litauen, er deres situation uholdbar.
-Lukashenkos patruljer kommer nu til vores børns børnehaver og opsøger vores koner og spørger efter os, fortæller Sergej. Og de truer med at tage børnene fra deres mødre og anbringe dem på et statsligt asyl.
-Hvad tænker I om jeres egne landsmænd, der har tortureret jer?
Vladimir er arkitekt, han tøver lidt med svaret, som om det næsten er for meget – og så alligevel ikke:
-Jeg bruger de fleste af mine vågne timer på – inde i hovedet – at konstruere en avanceret torturmaskine til dem.
-Jeg var ikke overrasket over, at det kunne komme så vidt, siger Sergej. Lukashenko er et dårligt menneske. Han betragter vores land som sin kone, han kan gøre med det eller hende, som han vil. Og når hun ikke længere adlyder – ja, så…
Sergej og Vladimir håber, at de kan finde en eller anden måde at få deres familier ud på, for der er ikke nogen vej tilbage for dem, men frygten og usikkerheden tærer. Tanken om presset på deres familier derhjemme er ubærlig.
Deltog i revolutionen
Stasia er en spinkel, lyshåret kvinde i begyndelsen af 30’erne med en søn på 6 år. Han klistrer sig tæt op ad sin mor, da hun begynder at fortælle deres historie. Hun taler så hurtigt, at ordene snubler over hinanden.
-Min mand var frivillig for en af oppositionens præsidentkandidater. Han var så begejstret for revolutionen mod Lukashenko, det ramte ham lige i hjertet, og han kunne ikke andet end deltage.
Efter valget i august sidste år – da volden eksploderede i landet – flyttede han på hotel tæt på begivenhedernes centrum, hvor han kunne filme alting fra øverste etage.
-Han havde sagt til mig, at hvis de kom og fandt ham, ville han springe ud ad vinduet, siger Stasia nervøst.
Der gik nogle uger, og de begyndte at føle sig sikre på, at han ikke blev opdaget, så Stasia vovede at besøge hotellet med deres lille søn, som hendes mand så kunne være sammen med, mens hun gik i biografen med en veninde.
-Jeg trængte til et lille pusterum for mig selv, siger hun undskyldende.
Da hun kom ud efter forestillingen, opdagede hun, at hendes mand havde ringet 11 gange! På hotellet blev hun mødt af tre sortklædte, pistolbevæbnede OMON-betjente – Lukashenkos særlige tæskehold. Hendes mand var lænket til en KGB-mand med håndjern. Drengen sad og kiggede på. De var søde nok overfor ham. De havde givet ham en skål mysli.
-Men det er slet ikke på grund af min mand, at vi er flygtet, det er på grund af ham der, siger Stasia og nikker ned mod sin søn. Hun taler engelsk og håber ikke, at han forstår, hvad hun forklarer:
Under en af de store demonstrationer i september 2020, en måneds tid efter valget – dengang oprørsbevægelsen var så stærk i Hviderusland, at mange troede og håbede, at regimet ikke kunne modstå den folkelige kraft meget længere – skete der noget, som de fleste bare ville betragte som et barns uskyldige indfald.
Stasia havde – som så mange andre – taget sin søn med til demonstration. Det var varmt, solen skinnede. Hundredtusinder af mennesker med flag og blomster i fredeligt optog. Stemningen var fantastisk, og den lille dreng blev grebet af begejstring. Omkring han udviklede der sig et lille optrin, hvor han fik rollen som ’opråber’.
’Sejr, sejr’, Lukashenko skal i fængsel’, råbte drengen, hvorefter den glade forsamling bag ham taktfast gentog slagordet.
Stasia blev kaldt til møde i børnehaven og fik at vide, at drengen ville blive taget fra hende. Chokeret tog hun direkte derfra til Litauens ambassade i Minsk, og fik på 30 minutter udstedt visum
Stasia
Nogle dage efter fik Stasia at vide, at der havde været nogen i drengens børnehave og spørge efter ham. Det viste sig, at optoget var blevet filmet og delt flittigt på sociale medier – det var nok til, at regimet nu eftersøgte den seksårige.
Stasia blev kaldt til møde i børnehaven og fik at vide, at drengen ville blive taget fra hende. Chokeret tog hun direkte derfra til Litauens ambassade i Minsk, og fik på 30 minutter udstedt visum. Siden da har hun og drengen levet i eksil.
Det er et år siden nu. Stasias mand blev idømt fem års fængsel. Hendes mor bliver jævnligt opsøgt af regimets agenter og udspurgt om Stasia og hendes søn. Man sender den gamle kvinde breve, hvor hun skal oplyse, hvor datteren og hendes søn befinder sig.
Stasia vender ikke tilbage til Hviderusland, ikke så længe Lukashenko er ved magten. Hun ser frem til, at hendes mand kan slutte sig til dem, når han har afsonet sin straf. Om godt fire år.
Heldigvis ved han, at hun og drengen er i sikkerhed. Det trøster han sig ved, har han skrevet.
Nu skal de fire år bare gå.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
