Socialdemokraternes største kursændring i nyere tid er kommet haltende i gang og mangler en positiv fortælling.
”Hvor længe mon Thorrning skal være væk, før venstrefløjen omtaler hende som eksemplet på den sidste rigtige, folkelige socialdemokrat?”
Spørgsmålet blev stillet ironisk af David Troels Garby, der er redaktør på det socialdemokratiske netmedie Pio. Det skete på Facebook den 14. januar i kølvandet på meddelelsen om, at Helle Thorning Schmidt forlader Folketinget for at blive direktør for Red Barnets internationale organisation.
31. januar besvarede Politiken indirekte spørgsmålet, da de bragte en lang artikel om uro i det socialdemokratiske bagland med den manende overskrift ”Farvel til humanismen”: Den proces er allerede godt i gang, ikke bare hos venstrefløjen men også i dele af Socialdemokraternes bagland,
Baggrunden er naturligvis den nye kurs omkring indvandrere, integration og flygtninge (økonomiske såvel som krigsflygtninge), som partitoppen har lagt, og som må betegnes som den største kursændring, partiet har foretaget i nyere tid. Både fordi den omfatter så store og centrale politik-områder, og fordi der er tale om et emne, der kalder meget store og ofte uforsonlige følelser frem hos alle, der deltager i debatten (en påstand, der vist ikke behøver at dokumenteres ved hjælp af citater og links J). Kursændringen (løftebruddet) omkring efterlønsreformen i 1999 kan vise sig at være det rene vand i forhold til de dramatiske optrin, partiet nu skal igennem i forhold til sit eget bagland og de partier, der skal støtte en S-ledet regering, den dag der måtte blive flertal for det igen.
”De sidste 24 timer er vi blevet overhalet af virkeligheden,” sagde Lars Løkke Rasmussen i starten af september, da flygtningene begyndte at vandre på de danske motorveje, og det europæiske samarbejde om flygtninge og grænsebevogtning sank i grus. På samme måde er den socialdemokratiske ledelse nået til den erkendelse, at den hidtidige kurs ikke var langtidsholdbar.
Derfor har man ikke bare klinet sig op af Venstre og Dansk Folkeparti i de forhandlinger om asylstramninger, der bl.a. udmøntede sig i den forkætrede lov L87 (”smykkeloven”), der gør det muligt at inddrage værdier over en vis størrelse hos flygtninge, forlænger perioden inden der kan ske familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelsesstatus til 3 år, nedsætter ydelserne til asylansøgere med 10 pct. og flere tilsvarende ting. Man har oven i købet overhalet Venstre ved sammen med Dansk Folkeparti og De Konservative at sikre et flertal for oprettelsen af regulære flygtningelandsbyer.
Det er ikke nogen tilfældig hovsa-ændring, partitoppen har iværksat. Kursændringen blev for alvor italesat af Peter Hummelgaard, tidligere DSU-formand og medlem af Folketinget, Kasper Fogh, der var spindoktor for Ritt Bjerregaaard, da hun var overborgmester i København, samt Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen. De tre skrev sammen kronikken ”Nej vi socialdemokrater er ikke Dansk Folkeparti light”, der 6. januar blev offentliggjort i Politiken. Senere fulgte Mette Frederiksen trop ved at sige undskyld til de borgmestre fra den københavnske vestegn, der i 80’erne blev skældt voldsomt ud for at gøre opmærksom på integrationsproblemerne, og Henrik Sass tog sammen med Jyllands-Posten på en sentimental tur down memory lane til ghettoen Taastrupgaard, hvor han er vokset op, hvilket gav ham mulighed for at tale længe og følsomt om baggrunden for partiets nye kurs. Det skete under overskriften ”Jeg prioriterer danskerne og danskernes velfærd og velstand højere, end jeg prioriterer flygtningene”. På samme måde skrev de tre Politiken-kronikører, at ”vores partis humanistiske tradition er udfordret af en ny virkelighed.”
Det er disse og andre, tilsvarende, udtalelser, der fik Politiken til at kondensere utilfredsheden i baglandet under overskriften ”Farvel til humanismen”. Og lige præcis den overskrift sætter fingeren på partiets dilemma og ømme punkt: På den ene side viser den ene analyse efter den anden, at Dansk Folkeparti har hentet en væsentlig del af sine vælgere hos Socialdemokraterne, og at det er debatten om flygtninge, indvandrere og integration, der har skaffet de borgerlige sejren i ved alle valgene i 00’erne og igen i 2015. Derfor er man nødt til at stramme kursen – især i lyset af de dramatiske begivenheder på europæisk plan gennem hele efteråret og i erkendelse af, at antallet af økonomiske flygtninge bare vil fortsætte med at vokse, selv om det skulle lykkes at stoppe strømmen af krigsflygtninge fra Syrien, Irak og Afghanistan.
Samtidig blev det, som Bo Lidegaard skrev i Politiken, mere og mere afgørende for paritet at hindre Kristian Thulesen Dahl i at komme til at fremstå som den, der både er garant for en stram flygtningekurs og garant for at bevare velfærdsstaten. Det kan godt være, at Bjarne Corydons begejstring for konkurrencestaten, og Helle Thornings glæde over en regering, der gik ”reform-amok”, bundede i et ønske om at langtidssikre velfærdsstaten, men der var mange, der ikke opfattede det sådan – så der var tydeligvis brug for at sætte mere direkte fokus på velfærdsstaten.
På den anden side identificerer store dele af Socialdemokraterne sig netop med den humanistiske tilgang til problemerne, hvor man kun strammer det allermest nødvendige og kun efter, at det er blevet uundgåeligt. Det samme gør i endnu højere grad støttepartierne De Radikale, Alternativet, SF og Enhedslisten.
Det er kort sagt socialdemokratisk (og centrum/venstre-) hjerteblod, man er i gang med at udskifte med det, partitoppen selv vil kalde en mere realistisk, og ikke mindst mere salg- og valgbar aftapning, men som støttepartierne og de interne kritikere vil kalde en langt mere kynisk aftapning.
Det er ikke en blodtransfusion, der bare gennemføres over night, hvorpå patienten rejser sig fra sygesengen og vandrer glad og styrket videre i livet. Tværtimod er det en vej, der er tæt pakket med snubletråde, vejsidebomber og bagholdsangreb. Partiledelsen er på vej ud i en krig på tre fronter – store dele af sit eget bagland, støttepartierne og Dansk Folkeparti. Det kan næsten ikke undgå at blive ondt og beskidt.
Hvordan er det så gået? Bedre end partitoppen formodentlig havde frygtet – men der er stadig lang vej igen.
Det gode først: Det er lykkedes at holde sammen på partiet. Hvor Venstre med EU-parlamentariker Jens Rohde i spidsen har mistet flere fremtrædende medlemmer, der enten er gået til De Radikale eller bare har meldt sig ud, og hvor partiet er martret af interne fløjkampe og lækkede referater fra fortrolige møder, har Socialdemokraterne ”kun” mistet medlemmer på et langt lavere/menigt niveau: Et enkelt byrådsmedlem på Fyn er den mest fremtrædende, medierne hidtil har rapporteret om.
Det er også lykkedes at håndtere de interne konflikter i partitoppen nogenlunde. I tiden op til den afgørende afstemning talte omkring 10 af folketingsmedlemmerne på et ophidset gruppemøde imod dele af smykkeloven, og tre partimedlemmer endte med at stemme imod den. Men ingen af oprørerne er på vej ud af partiet, og de betragtes som loyale medlemmer, der ikke taler konflikten op i offentligheden, så partitoppen har valgt ikke at straffe de tre ved at fratage dem ordførerskaber eller lignende. Analysen er sandsynligvis, at det er bedst at signalere, at partiet stadig er rummeligt og har plads til disse holdninger.
Der har samtidig været aktiv og synlig opbakning til den nye linje fra store dele af partiet på både de sociale medier og i de traditionelle papiraviser. Når f.eks. forfatteren Merete Pryds Helle i et langt debatindlæg i Politiken efterlyser ”et arbejderparti, der både er for brune og hvide danskere”, får hun straks svar –ikke i form af et indlæg forfattet af partitoppens spindoktoerer, men af et menigt medlem, der giver udtryk for, at Mette Frederiksen med sin ny kurs ”har vendt venstrefløjens synkende skude”.
Det er også værd at bemærke, at enigheden om den nye linje går på tværs af de traditionelle fraktioner: Hvor Henrik Sass tilhører partiets højrefløj, tilhører de tre kronikører, der italesatte kursændringen i Politiken, den del af partiet, der forholdt sig kritisk til Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydons ledelse i regeringstiden.
På den negative konto tæller ikke mindst, at Mette Frederiksen ikke virker overbevisende, når hun skal argumentere for den nye kurs. Bølgerne gik højt i det herostratisk berømte interview hos Clement Kjærsgaard, og uanset hvad man i øvrigt måtte mene om hans interviewstil var det tydeligt, at der var en lang række spørgsmål den socialdemokratiske partilder ikke brød sig om at svare på – eller ikke havde nogenlunde entydige svar på.
Det er åbenlyst heller ikke nogen vinderstrategi i sig selv at kline sig op ad Dansk Folkeparti. Partiet kan altid stramme en tand mere end S er parat til, og de har en fantastisk evne til at komme først med nye forslag til stramninger, som andre efterfølgende bliver nødt til først at forholde sig til – og derpå ofte implementere. Man skal heller ikke glemme den meningsmåling, der viste, at næsten 13 pct. af vælgerne ønsker ”et nationalkonservativt parti til højre for Dansk Folkeparti med stop for indvandring som hovedemne”.
Der er således masser af plads for Dansk Folkeparti at spille på, uden at partiet mister stemmer. Snarere tværtimod. Derimod skal Socialdemokraterne gennem interne debatter og slagsmål med støttepartierne, hver gang man lufter et forslag til en ny stramning.
Oven i mangler partiet at konkretisere de mange områder, hvor man ”ikke bare er DF light”. De tre førnævnte kronikører forsøgte sig ved at opremse en række punkter, DF ikke vil kunne skrive under på, og partiets nye integrationsudspil adskiller sig på afgørende punktre fra Dansk Folkepartis holdninger: F.eks. skal flygtninge kunne komme i arbejde fra dag 1, og de førnævnte flygtningelandsbyer skal være åbne og interagere med lokalsamfundet. Disse holdninger bliver bare ikke opfanget i tilstrækkelig grad af baglandet og støttepartierne.
I det hele taget mangler partiet en positiv fortælling at knytte kursændringen op på. Er hensynet til velfærdsstatens fremtid tilstrækkelig argumentation til at overbevise skeptikerne? Det er i hvert fald op ad bakke så længe f.eks. feministen Emma Holten kan blive strøget med hårene hos Clement Kjærsgaard efter af at have skrevet en opdatering på Facebook om, at vi sagtens har råd til at tage os af de mange nye beboere i landet, for hun havde lige spist en brunch til 175 kr.
Kort sagt: Kursændringen går bedre end partitoppen kunne frygte – men det er stadig svært at se, om det bliver en vinderstrategi. Der er således lagt op til et langt, sejt træk, hvor partiets eget bagland og støttepartierne skal bearbejdes i de tre år, inden næste valgkamp går i gang. Og S-toppen ved, at støttepartierne til den tid ikke har noget alternativ til at pege på en S-ledet regering.
For god ordens skyld skal det nævnes, at jeg er passivt medlem af Socialdemokraterne.
Hvis du kunne lide at læse denne artikel, er du velkommen til at donere et lille beløb via MobilePay eller Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.
Foto: Flygtninge i Ungarn på vej mod Tyskland og Østrig. Foto taget af Joachim-Seidler. Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og