Anne Haubek og Thomas Ubbesen: Rejsebreve fra Udkantseuropa #3

i Europa/Kulturhistorie/Politik & Samfund af

BAG DET GAMLE JERNTÆPPE – Anne Haubek og Thomas Ubbesen er taget ud på 2. klasse ud i den tidligere kommunistiske verden og fortæller om oplevelser i 15 lande bag det gamle jerntæppe og møder mennesker, der har oplevet og gennemlevet det største drama på vores kontinent i nyere tid. De to vil sammen rejse gennem hele efteråret og vinteren og fortælle historierne om Historien i POV. I dag har de besøgt mindestedet Gedenkstätte Seelower Höhen, hvor stormen mod Berlin udgik fra under Anden Verdenskrig. Over 10.000 lig ligger begravet i området, og der graves fortsat lig op. De aktive på stedet fatter intet af, hvad de ser som Europas had overfor Rusland.

MED ZHUKOV PÅ SEELOW HØJDERNE

GEDENKSTÄTTE – Slaget var så stort, at russerne allerede et halvt år efter kampene, og længe før nogen form for genopbygning af de tyske ruinbyer kunne gå i gang – rejste et enormt monument i udkanten af Seelow, her på toppen af højdedraget:

en gigantisk sovjet-soldat af bronze, der knuser en nazi-tank under sin støvle, mens han stålsat skuer ned over den brede floddal, der hvor de kæmpede.

For her ofrede soldaterne liv og lemmer for hjemstavn, fædreland eller socialisme, som det hævdes i indskriften

Omkring 100 lig om måneden, hver eneste måned. Det er både tyskere og russere. Og det er ikke nogen koordineret, planlagt eftersøgning – det er bare private, der stikker en spade i jorden, og så rammer de en rusten hjelm eller nogle knogler

“De graver stadig lig op dernede,” fortæller muséets daglige leder Gustav og peger 180 grader ud over det 15 kilometer brede, flade forland ud mod Oder.

“Omkring 100 lig om måneden, hver eneste måned. Det er både tyskere og russere. Og det er ikke nogen koordineret, planlagt eftersøgning – det er bare private, der stikker en spade i jorden, og så rammer de en rusten hjelm eller nogle knogler.”

Vi står højt kan overskue hele kamppladsen. Dernede lå den russiske gardearmé, heroppe den tyske SS-panzerdivision Müncheberg. 16. april ’45 brød den sovjetiske offensiv løs nede fra flodsletten.

Granater og bomber regnede ned over området, titusinder blev dræbt.

Det varede fire døgn, før det tyske forsvar brød endegyldigt sammen – så kunne russerne under marskal Zhukov rulle igennem, der var kun 68 kilometer til førerbunkeren i Berlins centrum, hvor Hitler dybt nede under jorden hylede og skreg i afmægtigt raseri og forlangte, at for længst nedkæmpede, ikke længere eksisterende arméer skulle komme ham og Berlin til undsætning og vinde krigen for Nazityskland to minutter over midnat.

Vi her i DDR forstår det bedre

Gustav er opvokset i DDR, og nu går han dag efter dag her mellem gravstene over Den Røde Hærs faldne.

Han ærer mindet om de døde, og deler mening med monumentet: de faldt for friheden, fædrelandet og socialismen, mener han. Alle tyskere burde være tvangsindlagt til at komme her, især vesttyskerne der åbenbart ikke har forstået lektionen fra hitlerismen og krigens rædsler.

“Vi her i DDR forstår det bedre. Vi fastholder mindet om det, der skete dengang. Vi graver de døde op, giver dem en anstændig begravelse og passer gravene. Og vi har faktisk levet med russerne i mange årtier, vi kender dem og ved, at man sagtens kan leve sammen med dem. De er ikke uhyrer, men ganske almindelige mennesker, der mest af alt ønsker fred i verden”, siger han.

Vi vandrer lidt rundt i stilheden mellem gravene. Jeg prikker uset til Anne.

”Putin-versteher”, hvisker jeg.

“Præcis”, bekræfter hun lavt.

Jeg har selv oplevet besættelsen af Krim og ødelæggelsen af Ukraine, men jeg går ikke i diskussion med denne mand, Gustav, der passer gravene, som elsker fred og kun vil det gode.

Der er næsten tomt i hans museum, som heller ikke har så meget at byde på: En enkelt sal med fotostater, sort-grå billeder af rædslerne i Oder-dalen i et bittert forår for over 70 år siden. T-34 panservogne på pontonbroer over floden. Udmattede sovjetsoldater i mudder og pløre. Tyske soldater med store hjelme, i sammenstykkede uniformer og pjalter.

Halvstore drenge bevæbnet med panzer-faust eller tunge maskingeværer. Tomt stirrende mod fotografen. Trætte til døden. Uvidende om hvad der skal komme 16. april klokken fire om morgenen. Fotos af marskal Zhukov, bred, mægtig og selvsikker på sin kommandopost, klar til slaget og klar til at erobre Berlin og vinde krigen.

Zhukovs sønnesøn på besøg

“I er heldige”, siger Gustav. “Zhukov kommer på besøg her i eftermiddag for at nedlægge en krans lige her på stedet. Ved vores monument. Men hold jer lidt i baggrunden. Det er sådan en slags privat mindehøjtidelighed. Han ønsker nok ikke opmærksomhed omkring sit besøg”.

Det er sandt, det er Zhukov, han ankommer faktisk et øjeblik efter. I en stor, sort officiøs bil. Med chauffør, tolk, fotograf, et mindre hof og en stor krans.  Bred og mægtig, med tungt åsyn i et jakkesæt behængt med så mange medaljer, som det tilkommer en sejrherre i en verdenskrig.

Men marskallen fra Moskva, Stalingrad, Kursk og slagene om Seelow højderne og Berlin er det selvfølgelig ikke, han døde i 1974; dette er hans sønnesøn, der gerne besøger de gamle killing fields, repræsenterende moder Rusland, når faldne i Den Store Fædrelandskrig skal mindes og æres.

Det er umuligt at forstå Europas had mod Rusland. Og Tyskland fører an i det felttog. Som om de intet har lært. Intet som helst

Gustav viser Zhukov vej op ad trinnene til monumentet. Tungt vandrer den gamle mand til bronze-soldatens fod, anbringer sin krans, træder tilbage og gør honnør. Tavshed. Andagt i nogle minutter. Så går man rundt mellem gravene. Gustav fortæller ivrigt, den gamle nikker og brummer tankefuldt.

“Det er os her selv i Seelow, der finder ud af, hvem de døde egentlig er,” oplyser den tilsynsførende for slagmark og kirkegård. “Myndighederne viser ringe interesse, men vi bruger moderne metoder til at prøve at fastslå deres identitet – det er derfor de soldater, der ligger her har fået navne. Nu ved man, hvem de er, og vi har kunnet underrette mange efterkommere”.

“Deres kampvilje var begrænset, der i april 45,” siger den gamle russer. “De vidste, at der kun var 70 kilometer til Berlin, og at krigen ville være slut om få dage”.

Zhukov nikker tavst og ser et øjeblik på den enkelte grav. Unge mænd, de her. Den yngste er 17, resten er næsten alle først i tyverne.

“Deres kampvilje var begrænset, der i april 45,” siger den gamle russer. “De vidste, at der kun var 70 kilometer til Berlin, og at krigen ville være slut om få dage. Hvem har lyst til at dø i en krig, som praktisk taget er overstået?”

Tavshed.

Skyggerne bliver længere, aftenmørket sænker sig over floddalen, vinrøde blade drysser stille ned over grave og den lille gruppe besøgende.

Hvorfor dette had mod Rusland?

Gustav genoptager sin beretning:

“Vi har faktisk besøgende fra hele verden her. Folk fra USA, Frankrig, Australien og New Zealand – og de er alle enige om, at det bedste ville være at samarbejde med russerne. De mener alle, at man skal undgå konfrontation og i stedet føre dialog. Ha, Herr Zhukov, det er som om de eneste, der ikke forstår det, er vores egen regering”.

“Åh, den tyske regering. De er ikke andet end marionetter for amerikanerne. USA hetzer til krig. Det, de ikke forstår”,- Zhukov peger på gravene “er, at konfrontation vil ende i atomkrig. Og så udrydder vi os selv”.

Man fatter det ikke. Europa, EU, gør alt for at forgifte klimaet. De hidser deres befolkninger op mod Rusland. Hvorfor? Det er som om, der intet konstruktivt kommer fra den kant

“Det er helt rigtigt”. Gustav bliver ivrig, “absolut sandt. Det er Angela Merkel. Det er vores egen forsvarsminister. De planlægger at sende tyske NATO-forstærkninger dybt ind i Polen. Hvordan skal Rusland kunne opfatte det som andet end en provokation? Det er som om de ingenting har lært i vesten. Som om at de vil krigen!” siger han med eftertryk.

“De hidser folk op mod Rusland” fastslår marskallens barnebarn med sørgmodig autoritet. “Man fatter det ikke. Europa, EU, gør alt for at forgifte klimaet. De hidser deres befolkninger op mod Rusland. Hvorfor? Det er som om, der intet konstruktivt kommer fra den kant”.

Gustav, tolken og den lille gruppe fredsaktivister, der har arrangeret Zhukovs besøg, lytter respektfulde. Alvorlige ansigter, hoveder nikker hele raden rundt. Her hersker enighed. Det er os selv her i vesten, der er årsag til russernes angst og deres politiske og militære reaktioner. Vi skal samarbejde og have dialog. Vi skal lære at forstå hinanden.

“Vi er bare mennesker, de er bare mennesker,” opsummerer Gustav det på alles vegne.

“Ja”, siger den gamle. “Det er umuligt at forstå Europas had mod Rusland. Og Tyskland fører an i det felttog. Som om de intet har lært. Intet som helst.”

Gustav nikker eftertænksomt og viser marskallens sønnesøn vej mellem grave og træer i tusmørket og stilheden. Alle trykker hænder, alle ønsker fred og venskab, Zhukov sætter sig ind i den sorte bil. Den forsvinder ad hovedvej 1 i retning af Berlin. Det er næsten mørkt nu, dyb ro sænker sig over Seelow og flodlandet, blodlandet foran højderne.

Gustav, tolken og den lille gruppe fredsaktivister, der har arrangeret Zhukovs besøg, lytter respektfulde. Alvorlige ansigter, hoveder nikker hele raden rundt. Her hersker enighed. Det er os selv her i vesten, der er årsag til russernes angst og deres politiske og militære reaktioner.

Alle fotos: Forfatterne.

FAKTA – FRA TRIPADVISOR
Gedenkstätte Seelower Höhen ligger på B-1 ved udkørslen af byen i retning mod Kostrzyn (tidligere Küstrin). Mindestedet og dets lille museum handler om slaget ved Seelow Højene i april 1945. Museet er indrettet i et stort rum, hvor der findes forskellige genstande og våben, der blev anvendt under slaget. Mest interessant er den store terrænmodel, hvor man kunne se slagets udvikling. I et tilstødende rum vises en interessant film af ca. 20 minutters varighed om slaget. På pladsen foran museet er der udstillet forskelligt materiel bl.a. en T-34/84 kampvogn, en katusja (Stalinorgel) monteret på en lastbil samt en luftværnssøgeprojektør. Bag museet ligger sovjetiske krigergrave og et stort mindesmærke. Der anslås at være begravet ca. 10.000 sovjetiske soldater på stedet. Selvom museet er for lille i forhold til det, det drejer sig om, bør man besøge stedet alene af den grund, at det var her stormen på Berlin begyndte. Fra mindesmærket er der udsigt over en del af slagmarken.

Thomas Ubbesen, født 1956. Globalist.
Opvokset i Hong Kong. Har fra en ung alder rejst over det meste af kloden. Journalist siden 1982. Fra 1994 udlandsmedarbejder på DR. Har dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Balkan i 90erne, Irak, Libanon, Syrien, Libyen, Mali, Myanmar, Haiti, Pakistan og Afghanistan for bl.a. Radioavisen, TV-avisen, Horisont og Orientering. Modtog i 2011 Krüger-prisen for sin indsats for public service.
Har skrevet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”(Tiderne Skifter 2014), ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016) og ”Gensyn med hippieruten – i egne fodspor 40 år efter” (Gyldendal 2018). Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder.
Kontakt: mail@thomasubbesen.dk, tlf. 5154 1309.


Anne Haubek, født 1962, journalist, tidligere mangeårig redaktør af DR P1 programmet ’Europa lige nu’ og studievært på Orientering i P1, nu freelance journalist (bl.a. for DR) og foredragsholder.
Har rejst og rapporteret fra de fleste europæiske lande og har modtaget flere priser for sin Europadækning – bl.a. DOF-prisen og den danske del af Europaparlamentets journalistpris. Har desuden rapporteret utallige gange fra EU/Bruxelles – ikke mindst i forbindelse med topmøder.
Var i en årrække med i ledelsen af et undersøgende journalistisk netværk i Østeuropa. Fungerer desuden som censor ved journalistuddannelserne og som moderator ved konferencer – især om europæisk og international politik.
Kontakt: anne@haubek.dk – tlf.: 27634383.

Seneste artikler om Europa