Trylleri med halvslatten blomkål

af i Liv & Mennesker/Mad

MADKLUMME – Forleden stirrede Trine Nygaard Wibrand på et træt blomkålshoved, da hun åbnede køleskabsdøren for at finde inspiration til aftenens måltid. Normalt ville hun have genoplivet blomkålen i et vandbad, men det tager tid. Så det slatne kålhoved blev til blomkålsvafler med salat og tun – og lidt til.

I et hjem, hvor vi bekender os til den grønne linje, kan der ind imellem ligge et blomkål eller en pose spinat eller andet og kede sig i bunden af køleskabet.

Du kender det sikkert. Man har gået og kigget på det i et par dage, måske en uge, og tænkt, at det skal man have brugt. Men med en voksen datter, der sjældent er hjemme, en teenager, der måske, måske ikke er, og et par voksne, der tit arbejder sent, kan der nemt gå lidt kuk i madplanlægningen.

Vi prøver ellers at have det samme i køleskabet hver uge.

Kedeligt, siger du? Slet ikke. Mere praktisk, fordi vi kun indkøber de ting, vi ved, vi får spist. For ud over at spise minimum af kød, er vi også nærmest religiøse omkring madspild.

Det gør simpelthen ondt langt ind i min sjæl at smide mad ud. Alene derfor spiser vi mange gryde- eller panderetter, hvor især slatne grøntsager kan ende tiden som velsmagende soul food. Dhal er også en populær ret her.

I går var det et blomkålshoved, der stirrede træt på mig, da jeg åbnede køleskabsdøren for at blive inspireret til aftenens måltid. Normalt ville jeg forsøge genoplivning ved vandbad og lægge hovedet i en tilpas stor skål i et bad med iskoldt vand et par timer.

Men jeg havde ikke tiden og havde også lyst til at prøve en opskrift jeg tilfældigvis havde set på samvirke.dk, blomkålsvafler med salat og tun.

Den dukkede vist op i mit Facebook-feed, og jeg klikkede på den, fordi billedet var virkelig lækkert, og her var en måde at bruge en slatten grønsag.

Jeg havde heldigvis sendt linket til vores familiegruppe på Messenger, fordi vi er nogle madører, der gerne deler gode opskrifter. Tit uden for meget kød, fordi mine udeboende børn også gerne kokkererer grønt og sundt. Heldigt for mig, at den lå dér i familiens korrespondance.

Når man ikke har til opskriften

Ifølge opskriften skulle jeg bruge 500 g blomkål. Det havde jeg ikke, for vi havde brugt lidt af den. Jeg vil tro, at vores 20-årige havde brugt det til en af de panderetter, hun excellerer i, når hun bliver sulten om eftermiddagen.

Der var omkring 300 gram, så valget stod mellem at prøve at justere opskriften eller finde noget andet at putte i. Og heldigvis lå der også en halvgammel broccolistilk og ventede på at blive revet ned i et eller andet. Den vejede lidt over 100 gram. Og så var der en helt frisk broccoli, som måtte lade stilken, og sådan endte vi med omkring de 500 gram.

Du kender det sikkert. Man har gået og kigget på det i et par dage, måske en uge, og tænkt, at det skal man have brugt

Så var der osten. Opskriften siger, at man skal bruge 100 gram parmesan. Det havde vi ikke mere af. Vi plejer ellers at have et godt stykke liggende. Det giver fantastisk smag, når det drysses alt fra dampede grønsager til simreretter. Til gengæld lå der en god klods cheddar, som den 14-årige bruger, når hun laver ostequesedilla til eftermiddagssnack.

Tørret oregano havde vi ikke, det bruger vi ikke ret tit, så det blev til timian.

Vores æg var imponerende små, så jeg brugte fire i stedet for de to som opskriften foreskrev. Men først da jeg rørte det hele sammen, så jeg var sikker på, at det passede med grønsagsmængden.

De 500 g. blomkål/broccoli kom i foodprocessoren på det fine rivejern. Det bliver til det, der også bliver kaldt blomkålsris og er meget moderne. På grund af broccolistilken var der ikke meget ris over det, men man kunne godt få fornemmelsen af, hvad der menes med den rislignende konsistens, som blomkål får, når den bliver revet.

Hæld blandingen over i en stor skål og dæk med kogende vand. Lad stå i nogle minutter. Dette er også et godt trick, hvis man vil bruge rå broccoli i en salat. Det kogende vand “knækker” den kålede og meget rå smag.

Læg dernæst blandingen i et viskestykke og vrid vandet ud, så grønsagerne bliver helt tørre. Her må jeg komme med en advarsel. Vent lidt med denne del, for vandet er stadig brændende varmt, og det var absolut ikke nogen rar fornøjelse at presse vandet ud.

Frem med vaffeljernet – jeg steger helst i smør

Alle ingredienser samles i en skål og røres til en god og fast dej. Jeg brugte en røremaskine til massen, fordi jeg havde en fornemmelse af, at det skulle gå hurtigt, når nu der skulle æg ned i en meget varm masse. Ud over to ekstra æg røg der også en ekstra spiseskefuld loppefrøskaller i. Og så kunne jeg ikke nære mig for at putte noget, der svarede til en teskefuld løgpulver i.

Frem med vaffeljernet og varm det op. Har man ikke sådan et, kan man snildt bruge en pande og lave tykke pandekager. Man kan sikkert også forme pandekagerne på en bradepande og bage dem i ovnen. Ifølge opskriften skal vaflerne steges i olivenolie. Jeg steger helst i smør.

Mine vafler blev langt fra perfekt vaffelformede, fordi jeg ikke havde tålmodighed til at fordele den noget klistrede dej ud over jernet. Jeg lagde blot en stor klat i midten, lukkede jernet sammen og lod det arbejde de 3-4, måske 5 minutter det tog, til vaflen var gylden og tiltalende. Et meget tilfredsstillende arbejde.

Den portion gav mig seks vafler, der mættede over forventning. Der var således tre tilbage efter at to voksne og en teenager var færdig med at spise.

Mens vaflerne stegte, lavede jeg tilbehør. Opskriften foreslår, at servere vaflerne med tun til. Det skulle prøves. Men vi havde kun en dåse tun, opskriften sagde to, så for at strække portionen lidt blandede jeg tunen med en god stor håndfuld belugalinser, som vi gerne har stående i en bøtte i køleskabet til fyld i eller bund for salater.

Det blev lidt tørt, så jeg bandt det sammen med en stor spiseskefuld mayonnaise, man kunne have valgt creme fraiche eller skyr, og noget citronsaft. Og så kom der også et halvt hakket løg i som lå til overs fra dagen før. Og selvfølgelig flagesalt og masser af friskkværnet peber.

En rest butterbeans røg også i en skål ved siden af, hvis nogen manglede lidt ekstra. Jeg køber tørrede butterbeans og i stedet for at sætte dem i blød natten over, koger jeg dem i tre timer med Herbamare grønsagsbouillon. Det giver en fantastisk smag og konsistens. Bønnerne var måske lidt tørre og kunne have haft gavn af lidt god olie eller andet. Er du til pesto, vil det helt sikkert gøre underværker.

Jeg serverede en spidskålssalat med kerner til, som jeg selv fandt på, inspireret af det pæne kål på billedet fra den oprindelige opskrift: et halvt rødt spidskål fint strimlet og hakket let til mundrette stykker, en lille håndfuld hørfrø, en lille håndfuld sesamfrø, en lille håndfuld solsikkefrø, masser af friskkværnet peber, flagesalt, citronolie og en lille sjat balsamico – ikke for sød. Lad det stå.

Kålen kan godt lide at trække et stykke tid i olien, så går den lidt hårde konsistens af og smagen bliver blød og fin. Top salaten af med en ordentlig omgang hakket persille og en gavmild håndfuld græskarkerner der har været en tur på en varm pande. Køl dem lidt ned, før du smider dem på salaten.

Den oprindelige opskrift, som er udviklet af Ubberup Højskole, finder du på magasinet Samvirkes hjemmeside.

Alle fotos: Trine Nygaard Wibrand

Trine Nygaard Wibrand arbejder med pr-strategi, brandbuilding og forretningsudvikling og som boardmember i advisory boards. Hun bruger sin ekspertise og sit betydelige netværk til at styrke brands, styrke deres WHY og løfte deres synlighed. Hun er uddannet journalist i USA speciale i Magazine Journalism. Sideløbende hermed har hun en næsten færdig grad i sociologi med fokus på social psychology.
Hun har altid skrevet for kvinder og som regel også om kvinder og emnerne har altid været de helt nære inden for sundhed, portrætter, rejser, selvudvikling og ledelse. Hendes grundlæggende nysgerrighed har altid været på menneskers liv, interageren, handlinger, motivationer og erfaringer. Hun har igennem de sidste 20 års tid skrevet for en lang række danske magasiner, en del ugeblade og et par aviser, altid livsstilsstof. De første ti år med egen virksomhed hvor hun ud over at levere til magasiner og ugeblade også lavede pr, branding og forretningsudvikling for små virksomheder. De sidste ti år har hun tilbragt på den anden side af bordet, overvejende i ledende roller bla som forlagsdirektør i Chili Group, redaktionschef på ugebladet SØNDAG, og sidst som chefredaktør for modemagasinet IN hvor hun skabte et modemagasin med stor journalistisk tyngde uden at gå på kompromis med præmissen. Portrætfoto: Stine Heilmann

Seneste artikler om Liv & Mennesker