KOMMENTAR – Skuespilleren Oliver Bjerrehuus oplevede, at ADHD-medicin gav ham ro og klarhed i hovedet – men han vil ikke tage receptpligtig medicin. Mange andre har det på samme måde, inklusive Bjarke Larsen, der har fravalgt medicin mod vinterdepression. Alligevel bør man altid give medicin en chance, skriver han.
Det er umuligt ikke at blive dybt berørt at det interview, fotomodellen Oliver Bjerrehuus i sommer gav til Berlingske som led i avisens virkelig gode sommerserie om ”min største fortrydelse”.
Her fortæller den 42-årige fraskilte familiefar om sit kaotiske liv med masser af fuld-fart-fremad, masser af vilde fester, kvinder, sprut og stoffer – og en hjerne, der fungerer på en måde, som gør det hele endnu sværere for ham. Han fortæller om, hvor umuligt det er for ham at få forholdet til børnenes mor til at fungere, hvor meget det smerter ham at se sine børn så lidt, og hvor meget han gerne vil have, at det er anderledes. Og så fortæller han:
”En af mine venner har fået konstateret ADHD, og en dag prøvede jeg at tage en af hans ritalinpiller. Det var, som om alle brikkerne i mit hoved faldt på plads som i et puslespil, knuden i hjernen løsnede sig, og pludselig kunne jeg se det for mig… Det var den mest sindssyge fornemmelse. For første gang kunne jeg overskue at planlægge. Det var vildt fedt, at alt det, som strammer i kroppen og presser fra oven, forsvandt. Det gav funktionalitet!”
Vejen til at løse mange af Oliver Bjerrehuus’ problemer lå lige for hånden: At opsøge en læge
Dermed skulle man tro, at vejen til at løse mange af Oliver Bjerrehuus’ problemer lå lige for hånden: At opsøge en læge og tale med vedkommende om, hvorvidt medicin ville kunne give ro og klarhed i hovedet og dermed overskud til at skabe sig et bedre liv.
Men nej, for han fortsætter:
”Men jeg har ikke lyst til receptpligtig medicin. Så vil jeg hellere lære at leve med mig selv. Prisen er, at jeg vågner om morgenen og har så mange ting i hovedet og så meget dårlig samvittighed og pres, at jeg bare har lyst til at løbe ud, ud, ud. Det er den måde, jeg plejer at løse ting.”
Den store modvilje mod medicin
Jeg ved ikke, hvilke oplevelser Oliver Bjerrehuus har haft i sit liv, som gør, at han så kategorisk siger, at han ”ikke har lyst til receptpligtig medicin”.
På den ene side forstår jeg ham et stykke hen ad vejen, hvis det sker ud fra en grundholdning om, at det gælder om at holde sig så sund og rask, at man i videst mulig omfang kan undgå at bruge medicin – receptpligtig eller ej.
På den anden side er receptpligtig medicin et vidt begreb, der dækker over en meget lang række medikamenter lige fra nogle meget milde, som langt de fleste ikke oplever bivirkninger ved til meget kraftige sager, der kun gives som absolut sidste udvej for at lindre smerter eller bremse en dødelig sygdoms fremmarch, og som har omfattende bivirkninger hos de fleste, der tager medicinen.
Jeg kender mennesker, der hellere gennemlever en hel dag med ondt i hovedet eller livmoderen frem for at tage et par smertestillende piller
Så ”receptpligtig medicin” er et vidt begreb.
Og virkningen kan for nogle medikamenters vedkommende være meget forskellig fra person til person. For nogle virker et bestemt præparat fantastisk, for andre virker det ikke – eller bivirkningerne er så store, at de overgår de positive virkninger, så folk siger stop. Så er der som regel et lignende præparat at afprøve. Det tager tid, og det kan være besværligt – men giv det dog en chance, tænker jeg, hver gang jeg hører folk fravælge medicin, de ikke har prøvet.
Den generelle modvilje mod receptpligtig medicin – eller medicin i det hele taget – står Oliver Bjerrehuus nemlig langt fra alene med.
Jeg kender mennesker, der hellere gennemlever en hel dag med ondt i hovedet eller livmoderen frem for at tage et par smertestillende piller. Det er selvfølgelig deres eget valg, men jeg har svært ved at forstå modviljen mod at tage et ret harmløst medikament en enkelt eller nogle få gange om måneden for til gengæld at få en meget bedre dag.
Jeg fravalgte selv antidepressiv medicin
Jeg har selv fravalgt at bruge medicin mod den vinterdepression, der med usvigelig sikkerhed kommer snigende ind over mig hvert år i november – og som bliver værre og værre år for år.
Jeg prøvede det en enkelt vinter og oplevede, at bivirkningerne var for store. Blandt andet forsvandt mit libido, min sexlyst, næsten fuldstændig i perioden, og jeg gik jævnligt rundt og følte, at min hjerne var pakket ind i en klokke, der dæmpede alle indtryk, følelser og farver.
Det var for stor en pris at betale, og nu bekæmper jeg vinterdepressionen med naturmedicin (bl.a. perikon, der er ganske effektivt), en lyslampe og mindst én tur på 14 dage til et solbeskinnet sted hen over vinteren. Det virker ret godt til sammen.
Min pointe er, at jeg prøvede medicinen, inden jeg sagde nej tak efter at have afvejet fordele og ulemper.
Jeg forstår ikke denne helt principielle, ja nærmest dogmatiske, modstand mod medicin. Giv det dog en chance. Især hvis man har børn, en partner og/eller andre mennesker, der betyder noget for én
Oliver Bjerrehuus og mange andre siger nej på forhånd ud fra principielle, politiske, etiske, religiøse eller hvad-ved-jeg overvejelser. Nogle vil ikke ”forurene” deres krop med medicin, andre har så stor mistro til hele medicinalindustrien, at de ikke tror på de informationer, de får fra fabrikanterne om bivirkninger mv. Andre ”bryder sig bare ikke om tanken”.
Det er her, jeg synes, kæden hopper af. Jeg forstår ikke denne helt principielle, nærmest dogmatiske, modstand mod medicin. Giv det dog en chance. Især hvis man har børn, en partner og/eller andre mennesker, der betyder noget for én, som man selv betyder noget for og som man indgår i en tæt, daglig relation til, synes jeg, at man skylder dem at prøve de muligheder, der findes for at få et lettere og mere velfungerende liv.
”Jeg vil ikke undvære min ADHD/Asperger”
Nogle mennesker med f.eks. ADHD og Asperger (en underdiagnose under autismespektrumforstyrrelse), har fravalgt medicin med den begrundelse, at de ikke vil ”laves om” til en anden end den, de ‘er’. At de ikke vil gå glip af de positive sider af at have f.eks. ADHD, som mange oplever: intensiteten, spontaniteten, energien.
Men igen: Den konklusion træffer de næsten altid på et oplyst og afklaret grundlag efter at have afprøvet forskellige former for ADHD-medicin.
ADHD, autisme, depression er komplekse diagnoser, der trods en række fællestræk ytrer sig meget forskelligt fra person til person.
Jeg ved selvfølgelig heller ikke, om Oliver Bjerrehuus har ADHD. Det er også lige meget, men når Ritalinen virker så effektiv på ham, virker det for mig dumt ikke at ville tage en snak med sin læge om, hvorvidt der findes noget tilsvarende medicin, der kan hjælpe ham til at få et bedre forhold til eks-konen, se mere til børnene og få ro og klarhed i hovedet.
Og så er det vigtigt at understrege, at stemningsændrende medicin mod ADHD eller andre psykiatriske diagnoser aldrig må stå alene.
Det vigtigste er at blive bevidst om, hvilke konkrete udfordringer man har i sit liv og så sætte ind med at lære og træne kompensationsstrategier mv.
Foto: Wikimedia Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
