Theils Cantina: Mine tænder løber i vand over alle de spiselige ting, jeg kan finde i min have lige nu

i Liv & Mennesker/Mad af
HAVELIV // MADKLUMME – En af de allerbedste ting ved at være haveejer kommer i de her uger: Høsten. Jeg er glad nok for de fine blomster, jeg har plantet i forhaven og alt det kønne til at se på. Men det, der virkelig løfter mit hjerte og giver mig mundvand, er alle de spiselige ting, jeg kan finde i min have.

Jeg har fire højbede, og i dem har jeg i år haft rabarber, spinat, lathyrus (kun til pynt), fennikel, merian, rosmarin, oregano, selleriknolde og en fin sort af små, lækre, gule squash.

De små squashfrugter smager ganske fornemt som tilbehør, hvis man lige skærer dem i tynde skiver, pensler dem med lidt hvidløgsolie og steger dem på en grill – eller en grillpande, hvis man ikke har tid eller vejr til at stå og fifle med kul.

Hvad angår fyldet, bruger jeg altid Mascarpone i udgangspunktet, men man kan fint erstatte med Ricotta, hvis man bedre kan lide det

Men i virkeligheden er jeg ikke så interesseret i selve frugterne, som det, der kommer før. Jeg dyrker mine squash for at hive de fine orangegule blomster med flæsekant af planten. Det er en vidunderlig spise, og jeg forstår personligt ikke, hvorfor i alverden det skal være så besværligt og dyrt at få fingre i de små mirakler.

Hvis man overhovedet kan opstøve dem, koster de alt for meget. Sidste gang jeg var i Torvehallerne i København, så jeg tre squashblomster til salg for 75 kroner. Logisk set burde de jo være billigere end squasherne selv, for de høstes tidligere, vejer og fylder mindre, så transporten burde koste næsten ingenting. Men sådan er virkeligheden desværre ikke, så jeg dyrker mine egne squashblomster.

Blomsterbørn 

Forleden havde jeg besøg af en veninde, der var trådt til med en stor tjeneste, så hun skulle forkæles med en god middag. Så jeg plukkede, hvad der måske kan vise sig at være sæsonens sidste seks blomster i haven.

Hvad angår fyldet, bruger jeg altid Mascarpone i udgangspunktet, men man kan fint erstatte med Ricotta, hvis man bedre kan lide det. Og så river jeg mindst to andre oste ned i blandingen. Her var det en humpel Vesterhavsost jeg havde haft liggende et stykke tid og et stykke af en ost med trøfler i, som jeg havde gemt en smule for længe.

I haven hentede jeg 2-3 velvoksne kviste merian, som jeg hakkede fint og puttede ned i blandingen sammen med salt, peber og en smule olie for at give blandingen en god konsistens. Blød og alligevel fast nok til at kunne proppe ned i de lidt skrøbelige blomster.

 

Det tager lidt fingerfærdighed og tålmodighed, men det er besværet værd. Man kunne sagtens erstatte merian med oregano, men jeg holder personligt en lille bitte smule mere af denne lidt oversete krydderurt, som man aldrig kan få i supermarkedet, men som man til gengæld kan plante og få til at gro i en potte. Smagen er mere delikat og diskret end oregano. Mere poetisk, hvis jeg skal svinge mig helt op på de sproglige tinder.

Dej på japansk

Når man har fyldt blomsterne, skal de steges i tempura-dej. Den er superlet at lave af mel og danskvand. Man hælder en smule mel i en skål og fylder op med danskvand som man pisker sammen med melet.

Det skummer godt, men det er præcis, hvad der gør dejen let og luftig. Hvor meget man skal bruge, afhænger af antallet af blomster, men en god tommelfingerregel er, at dejen skal have cirka samme konsistens som pandekagedej.

Det bedste, jeg ved, er at lave er brombærmarmelade med lakrids. Der er et eller andet ved det mørke bær, der inviterer til et lille skvæt lakridssirup for lige at forstærke den der dybe farve og løfte smagen op

Man kan tilsætte krydderier igen. Salt og peber naturligvis, og hvis man eksempelvis bruger dejen til lidt mere robuste grøntager, så kan man også liste lidt røget paprika eller knust chili i. Det vil jeg ikke anbefale til blomsterne, for det ville overdøve den fine sprøde smag.

Man hælder olie i en større pande (jeg brugte en wok). Det skal ikke være husets bedste olivenolie. En god vindruekerneolie, majsolie eller solsikke er fint til stegning. Varm det op til en lille krumme syder når den bliver kastet ned. Så steger man blomsterne. Måske tre af gangen, men lad være med at overfylde panden. Hold øje med dem og tag dem op, når de er lysebrune og server med det samme. 

Overfladen er sprød, inden i er smeltet ost og den der fine delikate smag af blomster. Det er en fin forret, der godt kan se lidt blæret ud på tallerkenen, hvilket alle retter jo er velkomne til, bare de husker at smage godt.

Når blommehøsten slår fejl 

Mit blommetræ i forhaven gav så mange blommer sidste år, at jeg inviterede næsten alle, jeg kendte, til at komme og plukke, for jeg kunne slet ikke gøre det færdigt selv. Alligevel endte jeg med at skulle skovle nedfaldne blommer op fra jorden i store mængder. I år tager træet sig en slapper. Ikke så meget som én lille solgul blomme er der blevet sat. Så i stedet må jeg forlade mig på min brombærhøst. Det er heller ikke noget problem, for i år er den enorm.

Det bedste, jeg ved, er at lave er brombærmarmelade med lakrids. Der er et eller andet ved det mørke bær, der inviterer til et lille skvæt lakridssirup for lige at forstærke den der dybe farve og løfte smagen op. Jeg bruger en superlet opskrift, hvor jeg vejer bærrene og bruger en tilsvarende mængde sukker.

Det spiser jeg til morgenmad, mens jeg sidder med et drømmende udtryk og tænker på næste års blommehøst. Og glæder mig over, at jeg lige har plantet hindbær og stikkelsbær

Så 300 gram bær til 300 gram sukker. Man kan argumentere for at bruge rørsukker her, for at få lidt mere mørke ind, men for at være helt ærlig har jeg lavet det med almindelig sukker også og jeg kan ikke smage forskel, så gør, hvad du synes. Kog det op og tilsæt lidt citronskal eller saft for at justere smagen og 1-2 teskefulde melatin hvis du gerne vil tykne marmeladen lidt. Kog op i ca. 20 minutter og hæld på skoldede glas.

Jeg elsker at spise min i store skefulde oven på italiensk kaffeyoghurt med groft hakkede mandler på toppen. Men det er også en forrygende måde at pifte en neutral god græsk yoghurt op.

Det spiser jeg til morgenmad, mens jeg sidder med et drømmende udtryk og tænker på næste års blommehøst. Og glæder mig over, at jeg lige har plantet hindbær og stikkelsbær.


LÆS FLERE ARTIKLER AF LONE THEILS HER


Alle fotos af skribenten.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Forfatter, journalist, gastronørd. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole 1996 og har tilbragt 16 år af karrieren som London-korrespondent for Berlingske Tidende og senere Politiken. Har desuden arbejdet for Danmarks Radio, TV2, Radio 24Syv og en række magasiner og blade. Underviser på bl.a. DJMX og kursusleder på DjE.
Debuterede som forfatter i 2015 med Pigerne fra Englandsbåden, der er solgt til oversættelse i 16 lande. Forfatter til biografen Globetrotter sammen med Jens Bjerre, der også udkom i 2015. Andet bind i serien om Nora Sand "Den blå digters kone" udkom i juli 2016. I 2017 kom radiokrimiromanen 87 Sekunder i samarbejde med DRs P1. Samme år blev Lone Theils nomineret til Martha-prisen som danskernes yndlingsforfatter. Tredje bog i Nora Sand-serien Heksedrengen udkommer i februar 2018.
Har desuden bidraget til rejsebøger om London og Dublin i serien Vide Verden. Kickbokser og uforfærdet amatørkok.
Hvis man vil bidrage til Lones skriverier på POV kan man donere direkte til hende på hendes Mobile Pay: 23 61 24 00

Seneste artikler om Liv & Mennesker