SKRIVE- OG LÆSEGUIDE – Hvilken luksus at sige goddag til første januar og de efterfølgende dage i 2018. Et rent år med knitrende blanke sider, pæne uberørte linjer. At vælge den helt rigtige kuglepen, når årets første noter skal skrives. Valget er næsten umuligt, og jeg bliver da også oftest bekræftet i, at jeg skulle være begyndt med blyant. For jeg skal kunne viske ud. Redigere mig selv, skriver Sine Gerstenberg, der planlægger sit nye år som en dannelsesrejse. Hun minder også om, at for at kunne skrive, skal man også kunne læse. Og om hvor vigtigt det er at turde springe ud og handle selv.
I år startede jeg omvendt og på forskud med forsætterne. Jeg har overgivet min livsplanlægning til Google Docs og Outlook, idet jeg med tårer i øjnene og har måttet acceptere, at den analoge kalender ikke længere er nødvendig. Jer har også måttet ændre et forsæt, der var for rigidt eller for ligegyldig her og der samt tilføje en indskudt sætning, der gør alle ambitionerne for det nye år forståelige, appetitlige, handlingsanvisende.
Men herefter kunne så også på passende vis begynde den dannelsesrejse, jeg har tænkt mig 2018 skal være -allerede i 2017. For selvom jeg er mere midaldrende end ung, har ansvar for børn, familieliv, job og den ugentlige madplan, er jeg blevet stadig mere bevidst om, at ingen hverken beder mig, hylder mig for eller ansporer mig til en fortsat åndelig opdragelse.
Den opgave tilfalder helt og aldeles mig selv. Og jeg nyder at bringe den på listeform og sætte flueben ved punkterne hen ad vejen.
Her kommer min uredigerede liste til fri afbenyttelse og med supplerende undervisningsmateriale:
Skriv 500 ord om dagen
Det er nemt at gøre sig munter over selvhjælpsbøger. De er ofte et pompøst galleri af buddhistisk arvegods, eksistentialistisk go-getter-ånd og tossegode opfordringer i bedste Oprah Winfrey-jargon ‘If I can, so can you’.
Men der er også noget charmerende over den genre, hvis man tør læse den åbenhjertigt og fordomsfrit – og kan sortere det værste spirituelle mumbo-jumbo fra.
Hvis dit ønske for 2018 er at skrive mere, bedre og måske endda få en bog i skabet, skuffen eller udgivet, vil jeg opfordre dig til at læse Elizabeth Gilberts Big Magic. Det er en omsorgfuld guide til den kreative proces, der er langt mere præcis og hjertevarm end den er docerende og Deepak Chopra-tunet.
Hvis du er skribent, må du skrive. Jeg har taget min redaktørs råd til mig, og starter det nye år med 500 ord om dagen. Ikke researchnoter, ikke artikler, ikke bestillingsarbejde. 500 ords ren fiktion
Jeg genlæste den i december efter et møde med min nye redaktør, og blevet mindet om det enkle, gode råd: Hvis du er skribent, må du skrive. Jeg har taget rådet til mig, og starter det nye år med 500 ord om dagen. Ikke researchnoter, ikke artikler, ikke bestillingsarbejde. 500 ords ren fiktion.
Skal der kæles yderligere for din kreative muskel, før du kommer i gang, så se eller gense Elizabeth Gilberts Ted Talk fra 2009 “Your Elusive Creative Genius”. Writers block, frygten for det hvide papir, præstationsangst og imposter-syndrome.
De onde følgesvende til den kreative proces er lige så mangfoldige, som de er grusomme. Men med velmente, opmuntrende råd fra en bestsellerforfatter, der er på fornavn med dem alle, er du godt på vej til et år med ordet i din magt.
Elizabeth Gilbert Big Magic 2015 Riverhead Books.
Elizabeth Gilberts, Ted Talk 2009: Your Elusive Creative Genius
Hvis du skal skrive godt, skal du læse bedre
Jeg har haft svært ved at skjule min litterære forbilleder. Altid. Tidligt i mit liv (jeg var vel fulde 11 år) forklarede jeg højlydt, at jeg fremadrettet ville være ‘reporter i marken’, og man måtte som familiemedlem give plads til og vise rummelighed for min drift mod dokumentation.
Jeg skulle ikke bare være med på vores ferier til Frankrig eller indgå i vores familietraditioner. De skulle registreres. A la Hemingway og Isabel Allende. Komplet med reportertaske og tilsat magisk realisme.
Netop fordi mit dannelsesår 2018 er dedikeret til at skrive og til at læse, tyvstartede jeg i juleferien med to indsigtfulde oplevelser, der bliver svære at toppe i 2018.
Faiblen er ikke stoppet. Jeg mener (oprigtigt!) at udstyret ikke bare akkompagnerer indsatsen, den understøtter den. Didion skriver elegant, fordi hendes garderobe og cigaretføring er eminent chic.
Suzanne Brøgger kan gøre skrivningen til dagens første dyd, fordi hun står op til kimono og dramatisk kôhl. Og Zadie Smith kan lade sine ord beboppe gennem Londons kulturhistorie og vores hjerter, fordi hun altid er klædt eklektisk cool komplet med sorte Celine-hinkestensbriller og azteker-printet turban.
Sidstnævnte har ikke bare været min ‘sartorial-muse’, hun har også lært mig noget om skribenten. Skribenten er prisgivet læsningen. Sin egen og sin læsers.
Det er ligeså komplekst at være en formående og formidlende forfatter, som det er at være en opmærksom, respektfuld og analytisk læser. Glem anmeldelser og kritik. Intet forfatterskab uden dets læsere. Og netop fordi mit dannelsesår 2018 er dedikeret til at skrive og til at læse, tyvstartede jeg i juleferien med to indsigtfulde oplevelser, der bliver svære at toppe i 2018.
Hvis du vil lære noget om at skrive, må du læse først
Jeg læste Zadie Smiths farverige, forstemmende, kulturkritiske og kærligt irettesættende roman Swing Time fra 2016, og blev bekræftet i, at stor romankunst oftest føles mest ægte, når den er fyldt med popkultur, slang, momentvis håbløshed, kronologiske forskydninger og fejlbarlige hovedpersoner.
Hvis du vil lære noget om at skrive, må du læse først.
Det mener den anerkendte forfatter og litteraturprofessor naturligvis også. Zadie Smith argumenterer sagligt og med tør britisk humor for sit synspunkt i sin forelæsning ‘How to Fail Better’, som hun gav under The New Yorker Festival i 2006. Den er heldigvis blevet indspillet og omsat til virtuel download på Audible – og du kan lytte, blive oplyst og kreativt tændt på under halvanden time.
Zadie Smith “Swing Time”,2016, Udgivet på dansk af Rosinante. Zadie Smith “How to Fail Better”, 1 t 20 min. Kan købes via Audible.
Vegansk vovemod
I 2015 sprang jeg ud som vegetar – eller mere korrekt flexitar, for jeg spiser fortsat fisk, skaldyr og æg – men som årene er fremskre
det og timerne i køkkenet ikke er blevet færre, har lysten til at eksperimentere med det kødfri udvidet sig til en intern konkurrence med mig selv om at mestre det veganske køkken i stadig større grad. Det hele skal ikke være linser, tofu og rismælk.
Så hvad gør en klog? Hun læser. Og heldigvis er de kogebøger, der trykkes flest af i dag, lige dele dagbogsfortegnelser, insider hemmeligheder og fotogene stillebener af mad, der er ligeså smuk og smagfuld, som den er bæredygtig og dyrevenlig.
Mellem jul og nytår blev min familie således forskånet for rester af spæk, sylte og sovs, og blev i stedet præsenteret for fortolkninger af veganske retter, jeg hentede i Nina Olssons saftspændte Bowls of Goodness.
For ligesom jeg har en forkærlighed for grøn mad, har jeg det også for serveringer, der kan sammenfattes i en enkelt skål, man kan lune hænderne ved eller tage med sig til den plads i hjemmet, hvor stemningen er rigtigst at indtage den.
Grøn mad kan bestemt spille med musklerne, og jeg tror ikke familien vil opdage, hvor politisk korrekte vi er blevet, så længe jeg garnerer sortiment med børneklassikere som Pizza Margherita, Pasta Putanesca og Chilli sin carne
Vi fik både Royal Dahl, en mexicansk stir fry og naturligvis min egen favorit: en ny version af Buddha Bowls med grove ris, syltede løg, kimchi og cashews. Derudover kom min godnatlæsning også til atomfatte en gammel hverdagsfavorit, nemlig Grønt Grundkøkken, som jeg fik i julegave for nogle år tilbage af min mor, og som fortsat holder. Her blev jeg mindet om klassikeresom Jordskokkesuppe med jordskokkechips, Baba ganoush og Græskargnocchi med kantareller.
Grøn mad kan bestemt spille med musklerne, og jeg tror ikke familien vil opdage, hvor politisk korrekte vi er blevet, så længe jeg garnerer sortiment med børneklassikere som Pizza Margherita, Pasta Putanesca og Chilli sin carne.
Sig tak
Jeg tænker tit – dagligt – over hvor heldig, jeg er. Ikke bare for at leve i et trygt samfund, en rolig verdensdel, en oplyst og rummelig kultur, men også helt konkret: at være gift, have fået de børn jeg ønskede mig, den uddannelse jeg foretrak mere end nogen anden og et arbejdsliv, der ikke bare sikrer, at mine regninger kan blive betalt, men også at jeg dagligt vinder nye indsigter.
Men jeg husker ikke altid at sige tak ofte og ydmygt nok. Det mindede min nye favorit serie, SMILF, mig om. Serien er baseret på Frankie Shaws kortfilm, som vandt juryprisen ved Sundance Film Festival i 2015.
Shaw har skrevet, produceret, instrueret og spiller selv hovedrollen i den semi-biografiske komedieserie, der handler om en ung, singlemor, der lever et liv hvor samtlige odds er vendt imod hende. Hun er ganske vist smuk, kvik og charmerende, men hun er også tynget af en bipolar mor, et forlist forhold til en mand med et stofmisbrug, en ulykkelig barndom og en fuldstændig umulig boligsituation. Men hun forholder sig til sit liv. Hun agerer.
Vi skal være taknemmelig, for det vi har, uanset om det er meget, lidt, formfuldendt eller med skår i kanten og hak i glasuren
Hun læner sig ikke tilbage i mismod eller selvmedlidenhed. Hun gør sin white trash tilværelse håbefuld og hverdagspoetisk. Badesandaler, tarvelige track pants og rodet hår, vinder æstetisk værdi, fordi de bliver båret med en ‘zero fucks given’-attitude, en rank holdning og en eastpack proppet med drømme om basket ball stjernestatus og en bedre fremtid for hendes søn.
Serien omsætter livsvilje og tvangstanker til bittersød hverdags komik. Frankie Shaw viser med sit portræt af den fejlbarlige fighter Bridgette, at ømhed og rummelighed ikke kun er dyder, vi skal udvise overfor for andre men i særdeleshed overfor os selv. Og at vi skal være taknemmelig, for det vi har, uanset om det er meget, lidt, formfuldendt eller med skår i kanten og hak i glasuren.
SMILF, HBO Nordic, nye afsnit hver mandag
https://www.youtube.com/watch?v=bg8lF5n1W7k
Vær modig
2018 skal også være året, hvor hverdagsaktivisme skal omsættes til modig handling, omsving og iværksætteri.
Jeg har lovet mig selv, at være modigere med de ideer, jeg tror på, og være mere ihærdig med at omsætte visioner til virkelighed.
For tænk en gang: ingen gør arbejdet for dig!
Det blev jeg mindet om, da jeg investerede i TIMES lille mesterværk af en publikation “FIRSTS – Women Who Are Changing The World”.
Her bliver 45 bemærkelsesværdige kvinder portrætteret, og det er ikke kun The Usual Suspects som Sheryl Sandberg og Oprah Winfrey.
Her bliver jeg også mindet om, at der fortsat i vore dage er kvinder, der gør noget bemærkelsesværdigt for første gang – ikke fordi det er let, men fordi de ikke kan lade være. Så køb denne smukke bog, læs om entrprenøren Michelle Phan, ingeniøren Geisha Williams, astronauten Mae Jemison og piloten Eileen Collins – og overvej hvor du kan gøre noget for første gang – med mod og bankende hjerte – i 2018.
FIRSTS – Women Who Are Changing The World, Editor-In-Chief Nancy Gibbs, Portraits by Luisa Dörr, 2017 Time Inc. Books
Topfoto: Sine Christiane Gerstenberg
Alle andre foto er fra forlagenes hjemmesider.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
