MAD // KLUMME – Det behøver hverken være et større projekt eller ligge tungt i maven, når man inviterer til søndagsfrokost på terrassen. Med et par gode råvarer og saucer kommer man langt.
Lige indtil et kvarter før gæsterne skulle komme, havde jeg sat maden frem indenfor, mens jeg debatterede med mig selv, om vejret egentlig var godt nok til at sidde ude.
Solen fik heldigvis overtaget, og det passede perfekt at sidde i duften af de sidste hyldeblomster i baghaven, mens vi nippede til forskellige småretter, som jeg havde lavet i afslappet tempo inden besøget.
Jeg elsker selv at komme til et bord, hvor der er alt muligt forskelligt, man lige kan smage på, og det var den idé, jeg havde brugt, da jeg satte måltidet sammen.
Først det allernemmeste:
Jeg havde købt lidt god laks, skåret i skiver og serveret med citron.
Derefter havde jeg lagt et par skiver parmaskinke med melon på et fad og drysset med lidt friskkværnet peber og frisk basilikum.
Lam var der også. Jeg havde købt et lille stykke filet, brunet det på panden og givet det 20 minutter i ovnen ved 180 grader. Bagefter skal man lade det hvile i 10 minutter (gerne under sølvpapir, så det holder varmen).
Og endelig havde jeg en rest Tonnato-sauce, som jeg serverede med friske grønne (rå) asparges og radiser.
Tonnato-saucen var en lille rest fra dagen før, hvor jeg havde brugt den til en salat med nye kartofler. Men det er jo oprindeligt en italiensk ret, Vitello Tonnato, den virkelig stammer fra.
I Italien serveres saucen med tynde skiver af kalvekød og er en af de smukkeste forretter, jeg kender. Men i en snæver vending er det altså en fremragende måde at pifte en rest kartofler, salat og andre forhåndenværende grøntsager op til en luksuriøs frokost.
Min tonnato laver jeg på følgende måde:
- 1 lille dåse tun i olie (jeg afskyr tun i vand) – hæld ikke al olien med, men du behøver på den anden side heller ikke være superomhyggelig med at fjerne den olie, der hænger naturligt ved tunkødet
- 2 hårdkogte æg
- 3 velvoksne skefulde kapers
- 1-2 ansjoser
- 1 fed hvidløg
- Lidt citronsaft
- Olivenolie efter behov
Hæld det hele i en skål og sæt stavblenderen til at gøre resten af arbejdet. Hæld mere olie ved, hvis saucen bliver for tyk. Den skal cirka have samme konsistens som pandekagedej.
Og nu vi er ved saucerne, så lavede jeg en hurtig salsa verde til at pifte lammet lidt op.
Man tager:
- En håndfuld bredbladet persille
- En håndfuld mynte
- En håndfuld basilikum
- To syltede agurker
- To fed hvidløg
- Tre skefulde kapers
Og lægger på et godt skærebræt. Så finder man sin bedste kniv – eller hvis man er smart, en mezzaluna (en halvmåneformet kniv, man vugger frem og tilbage). Og så går man i gang med at skære det hele i småbitte stykker, mens det bliver lidt snasket ind i hinanden. Til sidst lægger man den grønne pasta i en skål og hælder olivenolie på, til konsistensen er helt, som man gerne vil have den.
Man kan lige smage til med peber, men salt behøver det som regel ikke på grund af kapersene. Det er en fin sauce, der holder et par dage i køleskabet, og som kan være med til at sætte liv i kludene på de fleste fødevarer. Man kan eksempelvis bruge den i en tomatsalat.
Der var rabarber til dessert. Men det er en helt anden historie
På bordet havde jeg også en ret med ovnstegte rødbeder. Jeg havde pakket dem ind i sølvpapir og givet dem cirka 45 minutter ved 200 grader, til de var møre. Det er en god idé at mærke efter med en gaffel, inden man hiver dem ud og slukker for ovnen.
Når man ovnsteger dem i sølvpapir, koncentrerer man den sødlige, jordagtige smag, og det klæder rødbederne rigtigt godt. Når de er varme, kan man næsten gnubbe skindet af, men ellers kan man også bare skrælle og skære sig frem til det ønskede resultat.
Jeg anrettede stykkerne på en bund af creme fraiche, jeg havde rørt op med fire skefulde creamed horseradish, der er en ypperlig spise, som jeg har hjembragt fra Storbritannien, hvor briterne elsker at spise den med roast beef.
Men man kan nok få samme effekt ved at få fingrene i noget frisk peberrod, som man blander op med creme fraichen. Husk at stoppe og smage af og til, for det kan godt rive, hvis man får for meget i. Til det her formål synes jeg, de små bægre med forrevet peberrod smager af for lidt, så i en snæver vending vil jeg næsten hellere anbefale lidt af den grønne japanske peberrodspasta, wasabi. Drys med friskkværnet peber og hakket bredbladet persille.
Den sidste opskrift fra min søndagsfrokost begyndte med et bundt lækre, sprøde sommergulerødder. Jeg skar det meste af toppene af, halverede dem og vendte dem i en blanding af honning, sennep, friskhakket esdragon og olie. Som en eftertanke dryssede jeg lidt sesamfrø over. Så ind i ovnen, hvor jeg alligevel havde gang i lammet. De skal – afhængig af størrelsen – ikke have meget mere end 20-30 minutter. De må gerne have lidt bid i sig stadig.
Så åbnede jeg en flaske bobler.
Mine søde venner havde taget virkelig godt brød med, så vi spiste godt. Og der var rabarber til dessert. Men det er en helt anden historie.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her