Retorisk vold: Sproget kan misbruges og blive et våben til at tavsgøre en modstander

Louise Juhl Dalsgaard 13.10.2025

DEBAT // KOMMENTAR – Sproget kan misbruges og blive et våben til at tavsgøre en modstander. Jeg kalder det et sprogligt overgreb. Det er at bruge sin ytringsfrihed voldeligt, til at slå med og begrænse andres frihed, skriver forfatter Louise Juhl Dalsgaard. Det vækker gerne morskab og giver opmærksomhed. Men det gør ikke nogen klogere, tværtimod lukker det ned i stedet for at åbne op.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg synes at have bemærket, at en særlig retorisk disciplin har vundet terræn på det sidste. Det handler om mennesker, gerne debattører, der bevæger sig så tæt på ytringsfrihedens grænse, at det hele tiden er lige ved at tippe over.

Men kun lige ved, for de nævnte debattører er sig svært bevidste om, hvad de gør, hvordan de gør det, og hvorfor. Formålet synes alene at være at provokere, nogle gange endda at såre. Det kan fx være ateister, der føler en stærk trang til at håne folk med en religiøs praksis, enten ved at kalde deres verdensopfattelse forskruet, forkvaklet eller, som Rasmus Paludan, der finder en sær tilfredsstillelse ved at brænde koraner af i offentligheden og for rullende kameraer.

Ytringsfriheden har vide rammer, det er godt, jeg bakker fuldt op om den. Jeg ved, at ytringsfrihed inkluderer, at også mennesker, jeg helst ville lukke munden på, har krav på at sige, hvad de mener.

For mig at se er det dog med ytringsfrihed som med alle andre friheder. Det kræver ansvarlighed at forvalte den. Selvom man har lov at gå rundt på gaden og råbe obskøne ord og udtryk, så er det ikke noget, man bør benytte sig af, ganske enkelt fordi man intet opnår ud over at forarge og skabe uro.

Det gælder Rasmus Paludan og hans i mine øjne barnligt grænsesøgende adfærd. Den tjener ikke andet formål end at vække opmærksomhed og harme.

Det tjener alene til at grave grøfter dybere

Lige nu er der så en meget ophedet diskussion i gang om køn: oplevet køn, juridisk køn og biologisk køn.

Forleden blev en parterapeut, der var anklaget for ærekrænkelse for vedholdende at have omtalt en transkvinde som han/ham, delvist frifundet. Man må gerne kalde en kvinde for han/ham, uanset hvordan denne definerer sig selv. Terapeuten blev dog dømt for at have tillagt fodboldspillerens transformation karrierefremmende motiver.

Jeg er enig i dommen. Man må kalde en transkvinde for han, sådan som man må kalde kunst for fup, uden at blive dømt for det. Det er dog ikke det samme som, at det er særligt begavet, hensyntagende eller civiliseret.

Hvis jeg blev mødt med en beskrivelse af mit sind som ”skrupforkert”, ville jeg ikke ligefrem føle mig respekteret

Og det leder mig tilbage til den retoriske disciplin, jeg omtalte indledningsvist. Den, der har som sit primære mål at provokere eller udgrænse mennesker med en anden holdning eller et andet livssyn. En disciplin, som alene synes at have til formål at såre og/eller latterliggøre.

Når jeg læser en debattør, der på Facebook finder det nødvendigt at beskrive en transkønnet som en, der ”er født i en biologisk korrekt krop med et skrupforkert sind indeni”, så er det lovmæssigt inden for rammerne af, hvad man kan og må sige. Spørgsmålet er, om ordvalget falder, som det gør, for bevidst at støde den gruppe, der omtales.

Lad mig sige det sådan her: Hvis jeg blev mødt med en beskrivelse af mit sind som ”skrupforkert”, ville jeg ikke ligefrem føle mig respekteret.

Det er det, jeg mener med overskriften ”Retorisk vold”: at sproget kan misbruges og blive et våben til at tavsgøre en modstander. Jeg kalder det et sprogligt overgreb. Det er at bruge sin ytringsfrihed voldeligt, til at slå med og begrænse andres frihed.

Det vækker gerne morskab og giver opmærksomhed. Men det gør ikke nogen klogere, tværtimod lukker det ned i stedet for at åbne op.

At beskrive en transkønnet som et menneske ”født i en biologisk korrekt krop med et skrupforkert sind indeni” er en affærdigelse af dette menneske, for hvem gider lytte til pointer fremført af et menneske med et skrupforkert sind?

Den slags brug af sproget er ikke ytringsfrihed. Det tjener alene til at grave grøfter dybere. Det er sandt nok ikke ulovligt, men det er højst uhensigtsmæssigt, hvis ikke ligefrem ondskabsfuldt.

Et sprogligt magtmisbrug

Og det findes i et utal af former. For nylig genså jeg så Ditte og Louises filmatisering af Tine Høegs roman Sult.

Særligt én scene bed sig fast: Ida og Emil, som de to hovedkarakterer hedder, sidder ved lægen efter et af deres efterhånden mange mislykkede forsøg på at opnå graviditet, og lægen mener, at det nu er tid til at intensivere behandlingen. Han vil, forklarer han, nulstille Idas hormonproduktion, så den ikke ”spænder ben” for den kunstige stimulation. Det svarer til, forklarer han, at komme i overgangsalderen. Han ser på hende, mens han taler: ”Du vil opleve hedeture, mundtørhed og kløe.”

Ida, der er skræmt fra vid og sans ved tanken om at ramme overgangsalderen allerede som 30-årig, reagerer med vrede. Hun er træt af, råber hun ad lægen, at denne alene henvender sig til hende og ikke til hendes partner, Emil. De er trods alt to om at ønske sig et barn og dermed også to, der skal bære de byrder og bivirkninger, der følger med.

Det, der på overfladen ligner en konstatering, indeholder langt mere: en subtil latterliggørelse af den barnløse kvindes afmagt og vrede.

”Tal dog også til ham,” insisterer hun. Og så gør lægen faktisk, hvad hun beder ham om. Han drejer stolen, så han får øjenkontakt med Emil, og siger: ”Jamen så henvender jeg mig da til dig, Emil. Og dét for at sige, at Idas humørsvingninger næppe bliver mindre med den nye behandling.”

Det er sjovt, jeg grinede i hvert fald højlydt, for det er jo åbenlyst, at selvom lægen på overfladen efterkommer Idas ønske, ja, så gør han det med slet skjult ringeagt. Han latterliggør mere eller mindre direkte hendes reaktion og bruger de små fyldord jamen og da for at understrege, hvor banalt og håbløst Idas ”hysteriske optræden” i hans øjne fremstår: ”Idas humørsvingninger bliver næppe mindre.”

Tøhø.

Igen møder vi her det, jeg vil kalde et retorisk overgreb. Det, der på overfladen ligner en konstatering – nemlig at den behandling, Ida vil blive underlagt, vil forstærke hendes humørsvingninger – indeholder langt mere: En subtil latterliggørelse af den barnløse kvindes afmagt og vrede.

Han kunne lige så godt have sagt, at Emil i den kommende tid vil blive udsat for en tsunami af kvindeligt hysteri. Men det siger han klogeligt nok ikke. Nej, han dækker sig ind under en tilsyneladende klinisk kølig facon og undgår dermed behændigt at tage ansvar for sine udsagn.

Det er sprogligt magtmisbrug. Det, at retorisk stærke mennesker bevidst udnytter deres kompetencer til at ydmyge eller udstille andre, sprogligt mindre stærke.

Nu var der i tilfældet med filmen Sult heldigvis tale om fiktion. Men de transkønnede, der på Facebook så sig omtalt som individer med et ”skrupforkert sind”, er ikke fiktive. De er helt, helt virkelige.

Louise Juhl Dalsgaard er forfatter til ni bøger såvel digte, noveller som romaner. Hun er til daglig leder af Forfatterlinjen på Dansk Talentakademi og arbejder desuden som projektmedarbejder ved Aarhus Litteraturcenter.