THEILS CANTINA // KLUMME – Det er tid til at lægge den langsigtede kalender væk og i stedet at forsøge at leve lidt mere i nuet, skriver Lone Theils, der laver spontan hverdagsmiddag i to fine retter. ”Jeg fik både set min ven, spist god mad og ryddet lidt ud i alle resterne. Så kan man vel nærmest ikke forlange mere af sådan en hverdagsaften.”
Jeg har en kær veninde, som jeg nærmest så mere dengang, jeg boede i London og hun i København. For da overnattede jeg tit, og så brugte vi tid sammen. Nu, hvor vi bor i samme by, sker der det, som desværre sker for ret mange: Der kommer kalendermylder.
Hendes korkoncerter, forældremøder, kæreste, sommerhus og almindelige arbejde skal have huller, der passer med mine deadlines, badeaftaler, rejser og bogreceptioner. Det er sådan noget med at aftale bare det med at spise middag sammen flere uger i forvejen.
Med den risiko, at når man så endelig kommer frem til den aftalte dato, har man måske bare lyst til noget helt andet. Vi var begge egentlig ret kede af, at vi fik set hinanden så lidt, men nu har vi opfundet en god løsning: Den spontane aftale.
Min veninde spurgte, om jeg gav kaffe, og jeg udvidede tilbuddet til aftensmad. På en almindelig hverdag uden en middag, jeg havde købt ind til og forberedt menuen til
Det er jo ikke den dybe tallerken på den måde, men vi har aftalt, at vi, når vi har tid, lyst og hul i kalenderen på en dag, lige spørger den anden, om det kan lade sig gøre at ses lige om lidt. I det ligger selvfølgelig, at man risikerer et nej. Men det er det intet personligt i, og man får faktisk set lidt mere til hinanden, når man aftaler på dagen og kan mærke efter, om man har tid, overskud og lyst.
I går var sådan en dag. Min veninde spurgte, om jeg gav kaffe, og jeg udvidede tilbuddet til aftensmad. På en almindelig hverdag uden en middag, jeg havde købt ind til og forberedt menuen til. Bare sådan et måltid, der kommer relativt hurtigt på bordet og ikke gør det store væsen af sig.
Jordskokker og trøfler elsker hinanden
Jeg havde nogle jordskokker liggende, der gerne ville spises, så da jeg alligevel holdt frokostpause fra den krimi, jeg er ved at skrive, så skar jeg dem i kvarter, dryppede med olivenolie og trøffelsalt (trøffel og jordskok gør fine ting i hinandens selskab) og smed dem i ovnen, mens jeg spiste mine rugbrødsmadder.
Da de var møre, kom de ud igen, og så lavede jeg lige en hurtig suppe på rester fra grøntsagsskuffen og køleskabet.
Et halvt løg blev svitset i olie sammen med en fintsnitttet porre, så en håndfuld champignon sammen med nogle blade salvie, jeg havde til overs fra et festmåltid i sidste uge. Jeg havde et kvart blomkålshoved til at ligge sammen med en halv broccoli. Begge dele blev skåret i tern og røg ned i gryden (inklusive stilk, for den er fin til suppe). Efter dem kom jordskokkerne, og så var det bare at fylde gryden op med varmt vand fra elkedlen, lidt kyllingefond og en sjat fløde, der alligevel snart skulle bruges.
Da grøntsagerne var møre, fik de lige en tur med stavblenderen, til jeg kunne lide konsistensen.
Smuk er sådan en skål brun suppe måske ikke, men så er det let at pimpe den op med lækkert tilbehør. I det her tilfælde flere stegte champignoner og et drys af små bacontern.
Gnocci og salsiccia
Det lagde en god bund, men der var også hovedret. Rester af min middag fra dagen før. Når man bor alene, får man ofte det samme i hvert tilfælde to dage i træk, fordi det sjældent giver mening kun at lave en portion af noget, når man nu er i gang. Jeg havde været på rov i fryseren og fandt en pakke salsiccia, jeg havde købt på tilbud, og på den nederste hylde en pakke frossen gnocci, der længe havde ligget der og optaget alt for meget plads.
Saucen var enkel: Jeg svitsede et løg, tilsatte en gulerod i små tern, lidt finthakket frisk salvie (det var et stort bundt, jeg fik med mig i sidste uge) og til sidst hvidløg. Man skal altid tilsætte hvidløg sidst, for den er oftest i helt små stykker og brænder hurtigt på.
Sammen med den kom en lille rød chili, der var træt og rynket og befriet for de fleste kerner, bare lige til at give lidt kick, men ikke for meget.
Så slagtede jeg de italienske pølser ved at befri dem for skindet og hælde kødet ned i gryden. Jeg kan godt lide det i lidt store klumper, der bliver stegt, så de har en skorpe.
Efter det var det bare at tilsætte et par hakkede friske tomater og tomatpassata og igen en lillebitte slat fløde for at runde det hele af. Så var saucen klar, og tilbage var at koge mine gnocci.
Det er let nok. Man tager en stor gryde med letsaltet vand og bringer den i kog, hælder gnoccierne i. Efter lidt tid stiger de til overfladen, og der skal man lade dem ligge i et minuts tid, inden man dræner dem fra vandet. Og så skal man handle hurtigt, for de klistrer sammen på næsten igen tid, hvis de får lov. Jeg hældte dem direkte i gryden med sauce, men man kan også bare vende dem i olie.
For at gøre serveringen lidt mere indbydende rev jeg en humpel parmesan over og tog en god håndfuld ruccola og hakkede groft og brugte som drys i rigelig mængder. Den bitre smag klæder tomaterne og de lidt melede gnocci godt.
Sådan. Spontan hverdagsmiddag i to fine retter. Jeg fik både set min ven, spist god mad og ryddet lidt ud i alle resterne. Så kan man vel nærmest ikke forlange mere af sådan en hverdagsaften.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
