Hvis vi skal hjælpe mennesker med stress, bliver vi nødt til at ændre præmissen for måden, vi snakker om det på. Vi knækker ikke stresskurven i Danmark, hvis ikke vi også anerkender, at individet og vilkårene ikke er hinandens modsætninger. Hvis vi postulerer, at stress enten er individets egen skyld eller bunder i arbejdsvilkårene alene, er vi for unuanceret i analysen, skriver Thomas Milsted.
I udviklingen af alvorlige stressproblematikker er det altså sjældent vilkåret eller individet alene, der bærer ansvaret, men som oftest en kombination. I nogle tilfælde med overvægt på individet, i andre vilkåret. Hvis vilkåret og individet hele tiden opfattes som i opposition til hinanden, gør vi de medarbejdere, der er ramt af alvorlig stress, en kæmpe bjørnetjeneste.
Det betyder også, at vi ikke kan tage de nødvendige hensyn, som er afgørende for, at den stressramte kan få stabiliteten og balancen tilbage i sit liv. Vi kan ikke sige, at stress er samfundets skyld, og vi kan ikke sige, at stress er individets skyld. Sandheden ligger i nuancen. Og væsentligt – der skal sættes ind begge steder. Stress er altså en dynamisk proces, hvor flere faktorer spiller ind i en konkret kontekst.
Jeg er helt med på, at det kan opfattes som en farlig tankegang, og jeg er i særdeleshed også opmærksom på, at det kan udnyttes af de arbejdspladser, der ikke vil erkende deres fulde ansvar i forhold til udviklingen af et godt socialt og organisatorisk arbejdsmiljø.
Her kan man i sagens natur være alvorligt bekymret for at være med til at pege nogen ud på en måde, der virker usolidarisk. Det er jeg også, for jeg bryder mig ikke om, at mange af mine medmennesker bliver prikket ud som særligt sårbare. På den måde bliver dem med problemer skilt meget klart ud fra fællesskabet, og det giver dem nemt en stor følelse af skyld og skam. Det er ikke en anstændig måde at behandle andre mennesker på.
Størstedelen af arvemassens byggesten er identisk fra menneske til menneske, men de kan være forskelligt sat sammen, så der opstår varianter i arvematerialet. Her må man desværre bare forsigtigt konstatere, at nogle varianter kunne øge risikoen for bestemte psykiske lidelser, adfærdsforstyrrelser og i denne her sammenhæng en særlig form for genetisk betinget sensitivitet over for ens sociale miljø
Stress opstår altid i en konkret kontekst, det være sig en social, kulturel, kognitiv eller strukturel. Vi får med andre ord altid stress af noget, men hvordan det “noget” rammer den enkelte, er til gengæld meget forskelligt.
At få stress er en kombination af de belastninger, vi udsættes for og de træk som kunne udtrykke vores personlighed. At det i dag er politisk ukorrekt at inddrage individet i stressproblematikker er derfor lidt absurd, men fuldt forståligt, da det samtidig må erkendes, at arbejdsvilkårene er accelereret i form af konstante belastende reformer og omstruktureringer. Men hvis personligheden trækkes helt ud af stressligningen, risikerer man at gøre individet stor skade. Samtidig skal opmærksomheden dog henledes på, at jo voldsommere en belastning er, og jo længere den varer, jo mindre spiller ens personligstræk ind.
Der er altså forskel på folk
Uden at vide det med sikkerhed, er der noget, der kunne tyde på, at man kan være mere eller mindre genetisk sensitiv over for sit miljø. Generne ser ud til at kunne have en betydning for, hvordan mennesker reagerer på det sociale miljø, men, og det er vigtigt, det sociale miljø kunne også tænkes at påvirke, hvilken funktion generne kommer til at spille.
Så miljø og gener kunne se ud til at påvirke hinanden gensidigt. Det har ellers været en udbredt holdning, at social ulighed fungerede sådan, at jo flere belastende hændelser man udsættes for, jo dårligere vil det også gå en. Men sådan er det ikke nødvendigvis. Nogle bliver mere påvirket af deres miljø og bliver i sagens natur dermed også ramt hårdere.
Størstedelen af arvemassens byggesten er identisk fra menneske til menneske, men de kan være forskelligt sat sammen, så der opstår varianter i arvematerialet. Her må man desværre bare forsigtigt konstatere, at nogle varianter kunne øge risikoen for bestemte psykiske lidelser, adfærdsforstyrrelser og i denne her sammenhæng en særlig form for genetisk betinget sensitivitet over for ens sociale miljø. Nogle kan altså være mere sårbare overfor stresspåvirkninger end andre. Der er stadig sparsom forskning på dette område, så vi må se, hvad forskningen viser, men intuitivt giver det god mening.
Dog er det værd at understrege at det er veldokumenteret, at ydre faktorer, så som at moderens mentale og fysiologiske stress, kan ændre, hvordan og hvilke gener, som kommer til udtryk eller ikke udvikles optimalt i barnets celler. Det har så igen betydning for fosterets funktionelle udvikling og kan være en væsentlig faktor når det komme til udviklingen af senere neuro-psykiatriske lidelser.
Vi har også mistet vores stabile perioder. Der er aldrig tid til ro, fordybelse, eftertænksomhed og refleksion
Nogle kan komme af med deres stress ved hjælp af tip i damebladene, andre skal i et langvarigt psykologisk forløb. Andre igen lærer det simpelthen bare aldrig helt. Men mon ikke de fleste af os ligger et sted midtimellem? Debatten om den enkeltes ansvar har desværre været ophedet og alt for unuanceret de senere år. Den har også været grotesk, for holdninger og ideologi har erstattet videnskab og saglighed. Vi er blevet opfordret til at sige nej eller gå ”all in”, stå fast, sige pyt eller spise rosiner og bruge en time på det.
Det er også samfundets skyld
Som jeg ser det, er der overordnet fire problemstillinger, som har genereret stress i det danske samfund, og som vedvarende vil gøre det, hvis man ikke flytter fokus fra den meget overfladiske, men belejlige, individfokusering, som ikke handler om at udvise specielle hensyn, men som samfund eller organisation at fralægge sig ansvar. Der er nemlig store problemer i strukturerne, som skal løses, før individet kan pålægges et rimeligt ansvar.
Udviklingen mod et stadig mere vidensbetonet og socialt organiseret arbejde stiller nye krav til ledelse og arbejdets organisering. Og det skaber problemer, når der samtidig skal spares massivt.
Det ses blandt andet ved et stigende fokus på kvantitet frem for kvalitet i vores samfund. Eller sagt på en anden måde: Det hele går for hurtigt, og vi oplever en stigende og til tider ukontrollabel acceleration på væsentlige områder i samfundet.
Det er paradoksalt, for i takt med at vi bliver mere begavede, oplever vi, at vi ikke har tid til at gøre vores arbejde på en højt kvalificeret måde, så vi kan være os selv fagligt bekendt. Hvis man konstant svækker det fagprofessionelle og erstatter det med standardiserede økonomiske styringsmekanismer, kompromitterer man også det, som skaber det gode arbejdsliv: mening, tillid, stolthed og værdighed.
Vi har for vane at sidde klistret foran vores skærme og hoppe ind og ud af fremmede rum med en hastighed hurtigere end lyden. Men vi bliver der aldrig længere tid end til at være besøgende. Vi når aldrig at føle os hjemme
Vi har også mistet vores stabile perioder. Der er aldrig tid til ro, fordybelse, eftertænksomhed og refleksion. Det er forandringer på forandringer uden mulighed for at bearbejde dem psykologisk. Vi har altså færre og færre strukturer, som vi føler os trygge i, og hvor der er tid til bare at være til stede.
Den nyligt afdøde sociolog Zygmunt Bauman påpegede om nogen faren ved det moderne. Vi er hele tiden på farten. Vi skifter konstant opholdssted, flytter eller rejser til og fra steder, som ikke er vores hjem. Bauman understreger yderligere, at mange af os ikke engang behøver at flytte os mere for at rejse. Vi kan bare klikke eller zappe på nettet, finde og mikse meddelelser opstået i de fjerneste egne af kloden.
Hans pointe er, at de fleste af os er i bevægelse, selvom vi fysisk og kropsligt bliver, hvor vi er. Vi har for vane at sidde klistret foran vores skærme og hoppe ind og ud af fremmede rum med en hastighed hurtigere end lyden. Men vi bliver der aldrig længere tid end til at være besøgende. Vi når aldrig at føle os hjemme.
Med det mener Bauman, at vi ikke længere har nogen naturlige grænser eller steder at slå os ned. Uanset hvor vi tilfældigt befinder os, er vi samtidig bevidst om, at vi også kunne være andre steder. Bauman mener derfor, at vi lever i en individualiseret og privatiseret version af moderniteten, hvor individet selv må væve sine egne mønstre og bære det fulde ansvar for en eventuel fiasko.
Så er der den del af udviklingen, der har afstedkommet, at vi i for høj grad er alt for psykologisk forbundet til vores arbejde. De uformelle psykologiske kontrakter er for svære at gennemskue konsekvenserne af. Arbejde er blevet en magtfuld medskaber af vores identitet.
Lykkes vi ikke som medarbejder, lykkes vi ikke som menneske. Man kan diskutere, om det grænseløse arbejde er et grundvilkår eller et dilemma, vi skal lære at leve med. Hovedpointen er dog at få adskilt sit selv fra den jobfunktion, man udfører. Ellers risikerer man voldsomme identitetskriser, medfølgende stress, depression eller angstanfald.
Vores opfattelse af os selv er baseret på en mangfoldighed af varierende måder at stå frem på. Afhængig af situationen, relationen, troen på os selv, eller mangel på samme, under den ene eller anden specifikke omstændighed, kan vi tackle eller leve med en situation på forskellige måder. Sådan kan mængden af de træk, en person besidder, have betydning for, om man bliver stresset eller ej.
Et personlighedstræk er altså̊ en tendens hos et menneske, og det kunne f.eks. være nervøsitet, der ligger på et nogenlunde stabilt niveau over en længere periode.
Endelig er trivsel og stress blevet vores eget ansvar. Ord som robusthed og resiliens bruges til at gøre belastende vilkår til et problem for den enkelte i stedet for at betragte dem som et kollektivt problem. Vi må konstatere, at psykisk nedslidning bliver betragtet som et individuelt problem og opfattes ikke i tilstrækkelig grad som en konsekvens af udviklingen i samfundet og dets organisationer. Det indebærer, at vi trækker samfundet og institutionerne ud af stressligningen, og det går i sagens natur heller ikke.
Personlighed og stress
Der findes mange teorier om personlighed og om, hvordan den skal defineres. Uenigheden er nok størst inden for spørgsmålene om, hvorvidt personligheden skabes, hvordan den udvikler sig, og hvordan den muligvis forandres. Forenklet kunne man forsigtig mene, at der er nogenlunde enighed om opfattelsen af personligheden som et udtryk for det enkelte individs forskellige måder at positionere sig på i forskellige kontekster.
Altså om måden, den enkelte oplever verden, tilværelsen, omstændighederne, andre mennesker og sig selv på. Videre handler det om, hvordan man finder frem til de handlinger, der former ens tilværelse. Begrebet personlighed er altså temmelig diffust, men det, man kalder personlighedstræk, er så nok mere præcist. Disse træk beskriver ret stabile individuelle forskelle mellem hvor meget – eller lidt – der skal til, før de psykiske mekanismer, som er designet til at reagere på bestemte typer af situationer, f.eks. stress, aggression og angst, bliver aktiveret. Et personlighedstræk er altså en tendens hos et menneske, og det kunne f.eks. være nervøsitet, der ligger på et nogenlunde stabilt niveau over en længere periode.
Personligheden eller personlighedstrækket udvikles gennem:
- Arvelige faktorer
- Miljøpåvirkninger forbundet med opvækst i en bestemt ”familie”
- Miljøpåvirkninger, der er specifikke for det enkelte individ
Nogle teoretikere og forskere mener, at personligheden kommer indefra, og at personligheden altså handler om det, vi indeholder i form af gener og vores neurofysiologiske såvel som vores biologiske udrustning. Baseret på vores genetiske sammensætning, vores erfaringer og vores robusthed, udvikler vi altid nogle præferencer af værdier, som opleves mere stabile end andre, og intervallerne af stabilitet vil være afgørende for vores evne til at opretholde et liv i balance. Her handler det ikke om påvirkninger udefra, såsom kultur eller normer i samfundet, for det, vi har med os i form af gener, evner og behov, bliver det styrende for vores liv. Vi er alle født med en kerne.
Over for dem står så de teoretikere, som mener, at det hele er styret udefra. At det netop er ydre faktorer som kultur og normer, der er bestemmende for udviklingen af vores personlighed. Her mener man, at det er det omkringliggende – de samfundsnormer, kultur og værdier, som er det, der skaber personligheden. Og ikke mindst de relationer, vi indgår i.
Når det handler om egen indflydelse på udviklingen af ens personlighed, ser man også opfattelser, der står i total modsætning. Nogle mener, at vi stort set ingen indflydelse eller kontrol har over vores personlighed, mens andre mener, at man har det til en vis grad. Og andre igen mener, at vi i høj grad kan ændre og arbejde med vores personlighed.
Med bagrund i min research kan jeg forsigtigt konkludere, at visse personlighedstræk ser ud til at øge risikoen for stress. Her blot nogle eksempler:
- Ængstelighed, emotionel ustabilitet, fysiologisk hyperreaktivitet, lavere tærskel for negative følelser, fx angst, depressivitet og irritabilitet. Kendetegnende for dem, der slås med neuroticisme, er, at de skaber negative reaktioner hos andre, udvælger sig situationer, der skaber konflikter, og har en lav tærskel for ubehag. Ydermere er de kendetegnet ved at have mere kortisol i blodet end folk med lav neuroticisme.
- Skyldbegrebet er centralt, fordi mennesker med attribueringsstil typisk lægger skyld på andre eller på sig selv. Livet ses i sort og hvidt, således at alt, som sker, enten opfattes som noget udefrakommende, man ikke selv har andel i, eller også som noget, man selv er skyld i. Man kunne aldrig finde på at klandre forholdene omkring begivenhederne, der udløser krisen.
- Modsætningen til optimisme. Når man forventer, at alting går galt – man udfører sikkert ikke sine opgaver godt nok, man når sikkert ikke sin deadline – betyder det, at man hele tiden er på vagt og ser sig over skulderen.
- Manglende åbenhed. Nogle mennesker er som en lukket bog, når det handler om, hvordan de har det. Her ser vi risiko for at gå ned med stress, og det ses ofte, at det kommer bag på kollegaerne eller familien. Ingen havde set det komme, fordi den stressede gjorde alt for at benægte og skjule stressen.
- Manglende oplevelse af kontrol. Gælder for dem, der aldrig føler, at de har mulighed for indflydelse på deres situation. Det giver en følelse af at blive drevet rundt i manegen, selvom det ikke nødvendigvis er det, der sker. Stor indre kontrol hænger sammen med oplevelsen af at kunne tage ansvar for egne handlinger og have tiltro til at kunne bestemme over sit eget liv. Stor ydre kontrol hænger sammen med oplevelsen af ikke at have indflydelse på succes og fiasko i sit liv. Det er en problemstilling, der ser ud til at blive udformet tidligt i spædbarnets samspil med sine voksne.
- Ringe selvagtelse. Disse personer står tit med en følelse af manglende kompetencer. Lidt fordømmende udtrykkes det ofte også ved tillært hjælpeløshed.
- Her er det vigtig at forstå, at perfektionisme både kan være konstruktivt og destruktivt. Men der, hvor perfektionisme skal kompensere for et lavt selvværd, kan det være destruktivt, enten ved at man hele tiden vil gøre andre tilpas eller ved at man skal vise omverden, at man er supermand.
Nogle forskere ville her protestere og påstå, at disse personlighedstræk netop er et symptom på et belastende vilkår over en periode. Nogle ville altså hævde, at vi ikke får stress, fordi vi er perfektionister, men vi er blevet perfektioniser, fordi vi er udsat for store belastninger.
Jeg ser faktisk ikke selv nogen modsætning. Uanset om man snakker høne eller ægget, er det en væsentlig diskussion som ikke må tage sit udgangspunkt i holdninger, der er basseret på ens egne oplevelser eller erfaringer.
Det er vigtigt, at arbejdsopgaven med at komme af med stress fordeles som den skal og ingen af parterne sidder tilbagelænet.
Det er vigtigt samtidig også at anerkende, at når jeg nævner forskelle hos individet, er det ikke for at placere skyld, men for udelukkende at kunne tage specielle hensyn. Ved at behandle folk forskelligt, får de det ens. Jeg er fuldstændigt overbevist om, at uanset hvordan vi vender og drejer den, vil nogen skulle have mere hjælp og støtte end andre til det med stressen. Både når det kommer til at kunne forebygge, komme sig over det og undgå tilbagefald.
Thomas Milsteds nye bog “Stresset – Hvornår har du selv et ansvar?” udkommer 31. marts.
Foto: Nik Shuliahin on Unsplash
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her