Naturens Christiania

af i Bæredygtighed/Danmark/Liv & Mennesker

De færreste kender stedet, men Sydhavnstippen er et anarkistisk selvgroet og selvbygget fristed en god cykeltur fra Rådhuspladsen. Her er højt til loftet på flere måder.

….

Sådan en solskinsdag i den sene vinter med håb om lærkesang drages jeg som så ofte før af mit foretrukne fristed, Sydhavnstippen.

Jeg elsker Vestamagers store vidder, og jeg glæder mig over Dyrehavens fornemmelse af guldalder, men Sydhavnstippen, eller Tippen, er noget helt andet. Det er en slags naturens Christiania, hvor tjørn, birk, pil, kirsebær, tagrør og andre vækster selv har besat området og forvandlet Københavns gamle losseplads til noget af det tætteste, vi kommer på vild natur i Danmark 20 minutters cykeltur fra Rådhuspladsen.

Her skal vild forstås som utæmmet – der er meget langt fra klassisk bøgeplantage til det selvgroede kaos, hvor byggeaffaldet stikker næsen frem som en overraskende kontrast til alt det levende. Nogle steder er mursten og gamle betonrør brugt til improviserede bålsteder – her bruger man, hvad der er for hånden.

Hvis naturen helt kunne passe sig selv, ville her af sig selv komme dyr, som kunne græsse og holde træer og buske nede. Det kan der ikke, så de lokale beboere har sørget for får til naturpleje
Hvis naturen helt kunne få lov at passe sig selv på egne betingelser, ville her indvandre dyr, som kunne græsse og holde træer og buske nede. I en by sker det ikke, så de lokale beboere har sørget for får til naturplejen.

Pænt? Nej, her er ikke pænt. Der er alt for meget dansk natur, som er anlagt efter, at det skal være pænt. Ægte natur kræver plads og fred til at udvikle sig selv, og det foregår ikke i snorlige rækker eller nydelige grupperinger. Det er kaos, formering, overlevelse, tilfælde og ubarmhjertig erobringskamp, som midt i anarkiet efterhånden finder sin egen harmoni, som mennesket højst kan efterligne, men aldrig skabe.

Hvad Sydhavnstippen har, er lys og luft og fornemmelse af frihed. Kommer man fra den velordnede by, trækker man vejret lettere herude, hvor kontrol og orden føles langt væk.

Slaget om Tippen

Sydhavnstippens historie rummer træk af samme anarki. Som sagt var stedet oprindeligt en losseplads for overskudsjord og byggeaffald. Læs efter læs blev hældt ud på det lave vand, og efterhånden flyttede de mange læs byggeaffald kystlinjen længere ud.

I 1973 var det slut, og stedet groede langsomt til. Kommunen havde på et tidspunkt planer om at bygge en motorvej hen over hele herligheden, men det blev aldrig til noget. I 1990 blev den yderste del af Tippen fredet, til gengæld havde Københavns Kommune planer om at plastre resten af området til med alt fra boliger til industri, golføvebane, modelflyvebane og giftjorddepot.

Sydhavnstippen er afgrænset af Lorterenden (officielt Enghave Kanal), Sluseløbet og det fredede Kalveboderne. Her er nogle gange spættet sæl
Sydhavnstippen er afgrænset af Lorterenden (officielt Enghave Kanal), Sluseløbet og det fredede Kalveboderne. Her ses nogle gange spættet sæl

Det medførte årtiers kamp om Tippen. De lokale beboere ønskede naturen bevaret og kastede sig med massivt engagement ind i at skabe en naturplejeplan, som skulle give naturen de bedste muligheder for at udvikle sig. Slaget om Tippen bølgede længe, og til sidst vandt beboerne. En stor del af Tippen blev udlagt som rekreativt område.

Helt slut er kampen ikke. Danmarks Naturfredningsforening har ønsket at frede hele Tippen, men det er foreløbig mislykkedes. Der er stadig en risiko for, at kommunen fristes til at lade luksusbyggerierne fra den nye del af Sluseholmen brede sig herud.

Ingenmandsland

Personligt håber jeg, at det aldrig bliver til noget. Der er få ægte fristeder i København, og Sydhavnstippen er et af dem. Alt for meget velordnet luksus, og det er slut med det.

Og så er der lige det med Lorterenden. Officielt hedder vandløbet Enghave Kanal, men i gamle dage blev det brugt som kloak, ligesom de opankrede både tømte klosetterne direkte i vandet. I dag er renden så ren, at her jævnligt er isfugle om vinteren. De er et tegn på rent vand, for de bruger øjnene, når de skal fange fisk, så vandet skal være klart, hvis de ikke skal krepere af sult.

Men Lorterenden er også en slags juridisk ingenmandsland, hvor nogle håndfulde københavnere selv har smækket huse og skure op på en måde, som er lige så lydige over for de officielle bygningsregulativer som Sydhavnstippens natur er det over for anlægsgartneres tegninger. Som Tippen er et fristed for naturen, er naboen Lorterenden et fristed for nogle af de mennesker, som ville have svært ved at bo under mere ordnede rammer.

Husene langs Lorterenden er selvbyggede og også juridisk i et ingenmandsland
Husene langs Lorterenden er selvbyggede og også juridisk i et ingenmandsland

Ved den yderste del af renden bliver husene mere nydeligt sommerhusagtige. Guldkysten, kalder de lokale selv den del. Men i den inderste del er der på én gang slum og idyl, jeg kommer altid til at tænke på Mississippi, når jeg færdes der og ser de små bådebroer og joller. Der mangler bare en gammel mand med fiskestang i hånden og en slidt porkpie-hat på hovedet.

Forhåbentlig får det hele lov at være i fred, så der stadig er steder i byen, hvor orden og planer føles meget langt væk.

710152919254545890
Ved den nærliggende bådehavn fortsætter det lystige anarki
310152919254410890
Sluseløbet giver kig ud mod Amager. En kyssti fører fra Sydhavnstippen ud til Vestamager – eller den anden vej forbi Valbyparken og Kystagerparken i Hvidovre.

 

Alle fotos er taget af forfatteren. Du er velkommen til at dele historier fra POV International. Kan du lide, hvad du læser, modtages alle bidrag med glæde på Mobilepay   +45 40 99 49 36  – men det er helt frivilligt.

Susanne Sayers er selvstændig journalist og forfatter med 25 års erfaring og underviser bl.a. på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i kritisk og udredende journalistik og interviewteknik.

Senest har hun sammen med professor og digital vismand Jan Damsgaard udgivet bogen ‘Den digitale omstilling’ og arbejder lige nu blandt andet på en bog om aktieinvestering foruden det store Kulturby 2017-projekt ‘Habitat: Aarhus’. Desuden er hun hyppig gæst i debatter om journalistik og journalistisk etik.

Susanne Sayers har tidligere bl.a. været chefredaktør på 24timer, redaktionschef på metroXpress, klimakorrespondent for Metroaviserne internationalt samt nyhedsredaktør på Børsen. Hun er af sine to voksne børn blevet kaldt ‘verdens mest nørdede mor’, og sandt er det, at de naturvidenskabelige områder har en særlig dragning på hende, ikke mindst i relation til den menneskelige trivsel.

Som Dame Edna ville have sagt: ‘She loves nature in spite of what nature has done to her’.

Susanne Sayers er netop flyttet til Lissabon, som hun tror på bliver en af Europas mest dynamiske byer de kommende år og vil også bidrage med indlæg fra Europas sydvestligste hjørne.

Skulle du have lyst til at donere til Susannes skriblerier, er nummeret til Mobilepay +45 40 99 49 36

Seneste artikler om Bæredygtighed