KOMMENTAR – Feministen og samfundsdebattøren Khaterah Parwani, der er en af kvinderne bag organisationen Exitcirklen, er de sidste uger blevet hvirvlet ind i en absurd proces præget af personangreb, inkvisitoriske spørgsmål og gentagne grundløse anklager fra flere folketingsmedlemmer med konservative Naser Khader i spidsen. Formålet har været at få frataget Exitcirklen de statslige støttemidler, der er blevet bevilget til at hjælpe kvindelige ofre for vold og social kontrol. Steffen Groth kortlægger processen mod Parwani – og øjeblikket hvor Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen afslørede Naser Khader og Martin Henriksens skam.
”Nogen måtte have bagtalt Josef K., thi uden at han vidste af at have gjort noget ondt, blev han en morgen arresteret”.
Sådan indleder Kafka romanen Processen, en litteraturhistorisk milepæl i det 20. århundrede, der blandt andet er blevet tolket som en allegori over det totalitære samfund. Netop denne ildevarslende indledning rungede i mit baghoved, da jeg overværede Khaterah Parwanis diskussion med Dansk Folkepartis Søren Espersen i programmet Vi ses hos Clement i søndags.
Parwani er de sidste uger blevet hvirvlet ind i en absurd proces præget af personangreb, mistænkeliggørelse, inkvisitoriske spørgsmål og gentagne grundløse anklager. Beskyldningerne har spændt fra en påstået sympati for sharialovgivning over “hun har forsvaret Hizb ut-Tahrir” til påstande om “en nedladende holdning til samfundet”. Hos Kafka er ”de høje dommere” en usynlig mægtig magt, som vi aldrig møder; i processen mod Parwani føres sagen ved folkedomstolen og juryen er i en vis forstand de usynlige mængder af mennesker ude i stuerne, foran computere og fladskærme.
”Vi stoler fuldt og fast på Naser Khader… vi stoler på, at det han siger er rigtigt… Naser er den autoritet, som vi stoler på…. jeg stoler på Naser Khader…”
Parwani er ikke troende, hun lever på niende år i et forhold med en mand med ahmadiyya-baggrund og jødiske rødder, og hun har længe været en markant stemme i kampen mod patriarkalske mønstre uanset hvilke former, de antager. De fakta har Parwani måttet gentage i adskillige medier gennem de sidste uger.
Hun har gjort det med præcision, skarphed og forståelig indignation. Søren Espersen burde for længst have opfanget, at trioen Knuth, Khader og Henriksens forsøg på karaktermord hvilede på et smuldrende fundament af fiktion og manipulation. Men hvis den garvede politiker har opfanget sandheden, abstraherer han hos Clement fuldstændig fra den. I stedet gentager han som et mantra, at DF har fuld tillid til Naser Khader:
”Vi stoler fuldt og fast på Naser Khader… vi stoler på, at det han siger er rigtigt… Naser er den autoritet, som vi stoler på…. jeg stoler på Naser Khader…”.
Khader er eksperten
Man kunne måske tro, at Espersen på den måde ville placere aben hos Khader, foretage en slags taktisk tilbagetog og uddelegere ansvaret, men det er ikke hensigten. Tværtimod forsøger Søren Espersen systematisk gennem udsendelsen at tilskrive Khader så stor troværdighed som muligt.
Espersen taler om sit mangeårige venskab og tillidsforhold med Khader, og udnævner ham til ekspert på indvandrermiljøer. Khader er ifølge Espersen: ”en ærlig og god mand. Han er ekspert på det her område. Han kan koranen forfra og bagfra og kender miljøerne indefra… han er eksperTEN”.
Og så informerer Espersen ellers om, hvad denne bundhæderlige ekspertkilde kan fortælle om kvinderne bag Exitcirklen:
”Man kan ikke stole på de to kvinder, jeg stoler ikke på dem over en dørtærskel… De ændrer holdninger efter forgodtbefindende og taler med to tunger… I skal ikke tage dem højtideligt. De er fulde af fup. De lyver.”
Espersen forklarer direkte henvendt til Parwani, at DF har brug for: ”Én, der kan gennemskue, at I taler med to tunger”.
I det sidste udsagn er der sket en glidning fra en gengivelse af Khaders anklager til, at det forudsættes som et faktum, at de to kvinder taler med to tunger. Tvetungetheden er præsupponeret, som det hedder; mekanismen er den samme som i udsagnet: ”Er du holdt op med at voldtage din kone?”
Da Parwani punkt for punkt tilbageviser anklagerne, sker der et skift i Espersens strategi. Han taler tilsyneladende til Parwani, men i virkeligheden til den store folkelige jury ude ved skærmene
Da Parwani punkt for punkt tilbageviser anklagerne, sker der et skift i Espersens strategi. Han taler tilsyneladende til Parwani, men i virkeligheden til den store folkelige jury ude ved skærmene. Som en erfaren advokat, der procederer sin sag for folket, formulerer Espersen nu retoriske spørgsmål om den Khader, hvis ærlighed, troværdighed og ekspertise han har betonet gennem hele udsendelsen:
”Hvorfor tror du så, han [Khader] siger det? Tror du, han er lystløgner? Hvis han ser på en kvinde, som er ved at blive sekulær, komme væk fra islamistens klør? Hvorfor skulle han gøre det? Er det bare for sjov?”
Og samme strategi gentager sig:
”Jeg undrer mig over, hvad forklaringen skulle være på, at han pludselig ud af det blå finder en, som du selv beskriver dig selv, en der nu er blevet moderat og sekulær, og så tænker han, hende vil jeg angribe.”
Det er et smart perspektivskift. Pludselig tvinges Parwani og seeren til at sandsynliggøre, at Khader har slette motiver. Vi tvinges til at overveje om Khader, dette dybt troværdige og venlige menneske virkelig kan finde på at mistænkeliggøre to kvinder, hvis de ikke reelt er islamister i demokratiklæder.
Retorisk er det samtidig en afledningsmanøvre: Sagen handler ikke om, hvilke motiver Khader måtte have – ingen kender dem, ikke engang Khader selv – sagen handler om, at der ikke er substans og sandhedsværdi i de anklager, Khader, Knuth og Henriksen har fremført.
Løgne og bortforklaringer
Mod slutningen af samtalen går Clement Søren Espersen på klingen omkring anklagen om løgnagtighed:
Clement: ”Så siger du vel også, at Parwani har løjet?”
Espersen: ”Ja, jeg stoler på Naser Khader”.
Clement: ”Så siger du, at Parwani har løjet eller, at hun ikke har løjet?”
Espersen: ”Jeg stoler på Naser Khader”
Clement: ”Han siger, hun har løjet”.
Espersen: ”Ja, så må jeg lægge det til grund”.
Espersen mener tilsyneladende, at han skal underbygge sit synspunkt lidt mere, og derfor følger en let ophidset retfærdiggørelse:
”Jamen, jeg siger bare. Hvordan skal vi gennemskue det morads af løgne og bortforklaringer og fup og fiduser, der kommer fra de muslimske øh øh koranskoler og alle mulige andre institutioner”.
Et karaktermord risikerer at omgærde den angrebne i årevis. Som et forbehold. Som et ekko af noget kontroversielt. Var det ikke hende, der samarbejdede med en imam? Var der ikke noget med, at de var tvetungede? Havde hun noget at gøre med den koranskole med islamisterne? Hukommelsen er en upålidelig størrelse, ikke mindst hos dem, der i forvejen var modtagelige for budskaberne fra de politikere, der plantede mistankerne
Espersen skaber her sit eget morads af bortforklaringer af sit manglende belæg, af kvantespring fra Exitcirklen til koranskoler og af generel mistænkeliggørelse af alle muslimer. Men det sammensurium af mistanker, tankespring, fordomme og fornemmelser er desværre nok ikke uden effekt. På tryk virker det måske gennemskueligt, men i den hastige direkte talestrøm, er det sværere at fange de logiske spring i flugten. Og lur mig om ikke en del af Espersens meningsfæller, efter endt udsendelse, stadig er fuldstændig enige med ham – også hvad angår Parwani.
Hos Kafka hedder det et sted: ”At have en sådan proces er ensbetydende med allerede at have tabt den”. Til trods for Parwanis exceptionelle indsats for at demonstrere anklagernes absurditet og modbevise mistankerne, er der ingen sikkerhed for, at hun bliver fuldstændig renset.
Et karaktermord risikerer at omgærde den angrebne i årevis. Som et forbehold. Som et ekko af noget kontroversielt. Var det ikke hende, der samarbejdede med en imam? Var der ikke noget med, at de var tvetungede? Havde hun noget at gøre med den koranskole med islamisterne? Hukommelsen er en upålidelig størrelse, ikke mindst hos dem, der i forvejen var modtagelige for budskaberne fra de politikere, der plantede mistankerne.
Schmidt-Nielsen og skammen
I Debatten i torsdags stod Johanne Schmidt-Nielsen over for Naser Khader og Martin Henriksen. Efter en lang diskussion om burka, kvindeundertrykkelse, ligestilling og integration tog Schmidt-Nielsen for alvor bladet fra munden og satte fingeren på det centrale i sagen om Exitcirklen:
”Jeg må sige, at jeg synes, det klinger ualmindelig hult, når både du Khader, og du Henriksen og Knuth, som ikke ville komme i dag, påstår at interessere jer for muslimske kvinders frigørelse. Når I for kun to uger siden var ude i et voldsomt og løgnagtigt angreb på to stærke danske kvinder med muslimsk baggrund, som har stillet sig frem og i den grad kæmpet mod reaktionære imamer, gammeldags familiestrukturer, retten til at man må gifte sig og være kæreste med, dem man vil, retten til at være homoseksuel. Jeg tænker på Sherin Khankan og Khaterah Parwani. Jeg synes, det er dybt usmageligt faktisk, at I som folkevalgte misbruger jeres magt til at gå til angreb på dem.”
”Som en hund”, sagde han, og det var som om, skammen skulle overleve ham”, lyder de sidste ord i Kafkas Processen. Skam er også det, der bør stå tilbage efter denne sag
Ordene var knivskarpe og blev fremført med Schmidt-Nielsens vanlige overbevisning iblandet en dirrende vrede i tonefaldet. Iagttog man Khader og Henriksen, mens den kritiske salve blev sendt afsted, var man vidne til noget påfaldende. Et øjeblik lignede de to folketingspolitikere et par store skoledrenge. Henriksen kiggede ned, og da han så op fortrak ansigtet sig i et pludseligt ryk. Naser pillede sig umotiveret ved næsen og foldede hænderne foran sig.
For mig lignede det skam, der i et glimt stod afmalet i de to store drenges blottede træk. Henriksen afværgede det værste ansigtstab – afsløring af skammen – med et mindre ansigtstab: en afsporing af debatten med et meningsløst modangreb på Enhedslisten.
Der kom intet verbalt svar på Schmidt-Nielsens kritik; kun de momentant åbne ansigter.
Men for mig ligger der et håb i at fortolke den glimtvise forlegenhed i Henriksens og Khaders mimik som skam.
”Som en hund”, sagde han, og det var som om skammen skulle overleve ham”, lyder de sidste ord i Kafkas Processen. Skam er også det, der bør stå tilbage efter denne sag.
Topillustration: Khaterah Parwanis profilbillede fra Twitter.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
