MIDTVESTLIV // KLUMME – “Hvordan kan I holde ud at bo der med alt det, der foregår?” Det er et spørgsmål, Julie Bendtsen ofte møder om sin USA-tilværelse fra danskere – i Danmark. Men der er forskel på det nære og det fjerne perspektiv, og de trækker i to vidt forskellige retninger.
CHICAGO – Sidste år var vi hjemme i Danmark til en familiebegivenhed, og som altid gav det anledning til at fortælle mange af de mennesker, vi normalt ikke ser så tit, om vores liv på den anden side af Atlanten (og naturligvis høre om deres derhjemme).
En af gæsterne blev ved med at sige til mig, at “nu må I altså også se at komme væk fra det forfærdelige land”. Selv om jeg høfligt smilede og prøvede at forklare, at så slemt er det jo heller ikke, kan jeg godt forstå, hvor holdningen kommer fra.
USA kan se ret forfærdeligt ud udefra og fra et større perspektiv. Alene det faktum, at der i år har været flere masseskyderier end dage – i lørdags alene var der 10, det største antal på en enkelt dag i 2023 – burde få ethvert fornuftigt tænkende menneske til at holde sig langt væk.
USA er meget langt fra idealet, vi kalder “den amerikanske drøm”. Men det betyder ikke, at det gode liv ikke stadig kan findes her
Dertil kommer den konstant stigende og alvorlige trussel mod kvinders rettigheder og helbred og den ekstreme konservatisme og konspirationsteoriforkærlighed, der har forvandlet Florida til et endnu større shitshow, end det allerede var – og nok skal formå at vinde indpas andre steder også. For nu bare at nævne et par ganske få eksempler på galskaben i Guds eget land.
Jeg kan selv blive virkelig mismodig og desillusioneret og få en ubændig trang til at skride fra det, der mest af alt ligner en synkende skude, når jeg gang på gang bliver konfronteret med alt det, USA kæmper med og ikke formår at rette op på.
Hver gang, jeg læser om et nyt skoleskyderi (og det er tit). Hver gang, jeg hører om en ny hadforbrydelse. Hver gang, jeg kommer i tanke om, at der er en reel risiko for at se Donald Trump i Det Hvide Hus. Igen. Eller DeSantis som alternativet.
Alligevel er vi her stadig, og jeg tror – efterhånden som hverdagen etableres, og vi føler os mere og mere som en del af vores lille forstadssamfund – at jeg ved hvorfor. Det handler helt grundlæggende om, at der er en kæmpestor forskel på det store og det lille – eller nære – perspektiv. Og ikke mindst en kæmpestor forskel på, hvad de to perspektiver betyder for vores lyst – eller mangel på samme – til at blive.
Helt kort kan det nok ret skarpt siges, at det store perspektiv er det, der gør det svært for os at blive. Det mindre – det nære – er det, der gør det svært at tage af sted.
Splittelse og skuddrab
Helt personligt mener jeg, at USA befinder sig i en af sine mørkeste perioder nogensinde, og måske den mørkeste i nyere tid. Splittelsen har overtaget befolkningen. Tilliden til regeringen, medierne og hinanden er på et absolut nulpunkt, og det er, som om skuddrabene og volden bare har sat turboen på og accelererer derudaf i et fuldstændig uoverskueligt og tragisk kaos.
Samtidig skyller flere og flere middelalderlige værdier ind over landet og vinder stadigt flere støtter. Det er deprimerende at være vidne til, og ja, indimellem så deprimerende, at det er meget svært at få øje på noget som helst lys.
Men vender man – eller vi – blikket mod hverdagen, er der nærmest ikke andet end lys. For hvis vi ser bort fra de evindelige visumkvaler, som ganske vist er en konstant pine i røven, så er der ikke ret meget at være utilfredse med på det nære plan.
Vi lever et priviligeret, relativt stessfrit liv med rolige morgener og eftermiddage, tid til at spise aftensmad sammen, tid til at sende børnene i skole og køre dem til de aktiviteter, der efterhånden hober sig op.
Vi bor i en af USA’s mest spændende byer, som vi udforsker og glædes over, når vi har lyst og tid, og vi har mødt vidunderlige, kærlige venner både i North Carolina og Midtvesten – helt uden skydevåben og en skrupskør samfundstilgang.
Jeg kan godt forstå, at det virker skørt at ville bo her – og blive her
Jeg har fået muligheden for at genfinde en gammel kærlighed, som jeg – fordi jeg ikke arbejder – helt uden dårlig samvittighed kan bruge alle ugens dage på og med. Jeg kan endda dele den med min datter.
Og vigtigst af alt: Vores børn er glade. De har en barndom, som på mange måder ligner den, vi selv havde, og som vi ønskede for dem. En barndom, hvor de selv kan gå og cykle til skole, tage downtown med vennerne (vores egen lille downtown, ikke Chicagos …) og hænge på Starbucks, cykle til legeaftaler, og sideløbende nyde godt af en imponerende god, offentlig skolegang med dedikerede, kærlige lærere og ro og respekt i undervisningen.
Glem DeSantis – lidt endnu
I dag – altså dagen, hvor denne klumme rammer domænet her – bliver min datter teenager. Med det skifte bliver hun også sværere og sværere bare at flytte rundt på, som det passer os, og det bliver sværere og sværere for os at retfærdiggøre hvorfor, når de presserende grunde ikke umiddelbart er til at få øje på.
Hun har alt, hvad hun skal bruge lige her, og livet er godt. DeSantis’ Florida er ikke hendes problem. Ikke endnu, i hvert fald.
Den yngste var så lille, da vi flyttede hertil, at han ikke engang ved, hvad det vil sige at bo i Danmark.
Hormonelt set ville chokket muligvis ikke være så stort som hos teenageren, men kulturelt ville det. Og på samme måde svært at forstå hvorfor.
Han har sine venner, sin ishockey og alt det, der gør ham tryg, lige her. Og for hele familiens vedkommende gælder det, at selv om savnet til dem derhjemme er stort og vedvarende, kan vi holde det, om ikke nede, så nogenlunde i ave med masser af besøg begge veje.
Den amerikanske drøm eller det gode liv
Jeg ved godt, at tilgangen er naiv, og endnu vigtigere ved jeg godt, at den kan ændre sig på et splitsekund, dét øjeblik, det større perspektiv skulle blive det mindre og nære.
Der er ingen, der ved, hvor det næste masseskyderi rammer, og sidste år kom det alt, alt for tæt på.
Chicago danner rammerne for drab hver evig eneste dag, og vi kan heller ikke regne med, at de konservative kræfter går uden om vores lille boble, hvis tendensen fortsætter ad den sti, den er startet på.
Jeg kan godt forstå, at det virker skørt at ville bo her – og blive her.
Når man ikke står eller lever midt i det, er det ret oplagt kun at se det, der er galt, når man er så langt fra det, der er godt.
USA er meget langt fra idealet, vi kalder “den amerikanske drøm”. Men det betyder ikke, at det gode liv ikke stadig kan findes her. Vi er ret tilfredse med vores.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
