LIGESTILLING // KOMMENTAR – WorldPride 2021 er i fuld gang. Hovedstaden er klædt i alle regnbuens farver, og et hav af virksomheder og butikker markerer deres støtte til LGBTQ+-miljøet – bl.a. med annoncer der opfordrer til rummelighed, tolerance og godt dansk frisind. Initiativerne er gode og vigtige, men Fanden er løs i Ørstedsparken.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På de sociale medier har flere spurgt, om der overhovedet er brug for Priden mere? ”Er vi ikke kommet så langt i forhold til tolerance og frisind, at den har overflødiggjort sig selv”, lyder det retoriske spørgsmål. Eksempelvis peger en undersøgelse fra 2019 foretaget af Københavns kommune på en stigende tolerance i forhold til seksuelle minoriteter blandt de 18-29-årige – også blandt unge med ikke-vestlig oprindelse.
Den positive nyhed til trods er de seksuelle minoriteter fortsat under et betydeligt pres. Ikke i form af åbenlys diskrimination eller et massivt antal hate-crimes, som man bl.a. ser det i Rusland, men i form af det interesseorganisationen, Sex og Samfund, kalder hverdagshomofobi bl.a. ude på arbejdspladserne.
Hvis butikker og virksomheder bare siger “Ses næste år”, når den sidste paradevogn er stoppet og pressens kameraer er lagt væk, kunne man let få den kætterske tanke, at støtten alene bliver givet med profit og branding for øje
I en kampagnefilm fra 2019 fortæller en kvinde, at hun blev spurgt, om hun ville give en mandlig kollega et blowjob, fordi “hun jo aldrig havde prøvet det før som lesbisk.” Et tilbud hun ikke overraskende valgte at sige pænt nej tak til.
Homojokes er god stadionhumor
Eksemplet er langt fra enestående. I 2019 blev FCK-spilleren Viktor Fischer mødt med smædesangen ”Fischer han er gay, allez allez” i en Superliga-kamp. Det skete, efter at han havde udtalt, at de danske fodboldklubber var nødt til at gøre noget ved homofobien blandt deres fans. Ikke alle fans, selvsagt, kun den gruppe fans hvor dresscode er lændeklæde og knortekæp, og som synes, det er god stadionhumor at råbe bøsserøv efter modstanderholdets spillere.
Det er formentlig også i denne gruppe, man finder de personer, som på de sociale medier synes, det er forkert, at FCK i denne uge spiller i en særlig regnbuetrøje.
Et andet nedslående eksempel fik vi da TV2’s populære program, Vild med Dans, fik den nytænkende ide at lade Silas Holst og Jakob Fauerby danse sammen. Dét var for meget for Hr. og Fru Hjørnesofa, som udspyede gavmilde mængder galde i Facebook-opslag og Nationen-indlæg og bekendtgjorde, at de var færdige med at se programmet (meeeen lur mig om ikke de så med alligevel, så de kunne få motioneret forargelsesmusklerne).
Hygge-homofobien trives med andre ord i bedste velgående i frisindets eget land. Derfor giver det rigtig god mening for virksomheder og butikker at markere deres støtte til de seksuelle minoriteter. Hermed signalerer de nemlig, at de er socialt ansvarlige og rummelige og har et højere formål end blot at sælge produkter og ydelser for ussel mammon.
Fuld knald på minoritetsmøllen
Og jeg skal ellers lige love for, at marketingfolkene har sat fuld knald på minoritetsmøllen. De kreative påfund er talrige som glimmerkjoler i Pride-paraden. Der trykkes Limited Edition Pride-T-shirts, fremstilles Pride-smykker og bages Pride-kager, og hos byens cafeer og spisesteder har facaden, dugene, servietterne fået en ordentlig tur med regnbuefarverne.
Er det ikke bare positivt, at så mange viser, at de støtter de seksuelle minoriteter?
Men er det ikke bare positivt, at så mange viser, at de støtter de seksuelle minoriteter? Det er positivt, forstået sådan, at jo flere der går i brechen for tolerance og for rettigheden til at elske den, man vil, jo bedre.
Der er brug for konkrete LGTBQ+-initiativer hele året
Men holdningsbearbejdning er ofte et langt sejt træk. Så hvis virksomheder, butikker m.m. mener noget med deres engagement i forhold til de seksuelle minoriteter, er det altså ikke nok at bygge en paradevogn og få medarbejdere i regnbueuniformer til at synge ”I Am What I Am” firstemmigt i den uge, Priden foregår. Man skal være med i resten af årets 51 uger med konkrete initiativer.
Det kunne for eksempel være donationer til minoritetsorganisationer, aktiviteter der sætter fokus på de seksuelle minoriteters situation eller offentlige udmeldinger om, at virksomheden er rummelig og ønsker at fremme mangfoldighed. Hvis der er handling bag ordene – og det er der heldigvis mange steder – så er de ekstra kroner i kassen og de lunende point på karmakontoen velfortjente.
Men hvis butikker og virksomheder bare siger “Ses næste år”, når den sidste paradevogn er stoppet og pressens kameraer er lagt væk, kunne man let få den kætterske tanke, at støtten alene bliver givet med profit og branding for øje.
Det er at smykke sig med lånte fjerboaer – også kaldet pinkwashing – og udover, at det aldrig har klædt nogen, så har forbrugerne det med at straffe virksomheder, som siger ét og gør noget andet.
LÆS ALLE MORTEN HOLM-NIELSENS INDLÆG HER.
Foto: Creative Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
