MIDTVESTLIV / KLUMME – Når man ikke har det forjættede green card, er visumforlængelse er en uundgåelig del af livet som udlandsdansker i USA. For Julie Bendtsen og familien er det en tid, der trækker veksler – og tænder ud.
CHICAGO – Så er vi der igen. Det er tiden – tiden til visumfornyelse. Og lad mig bare sige det, som det er: Det er en mareridtstid. Et helvede af stress og usikkerhed og nedslidte nerver, en udsigt til måneders ventetid for at få at vide, om vi er købt eller solgt. Det er drænende. For nu at sige det mildt.
Inden vi flyttede til Chicago, og inden min mand fik et nyt job med et nyt visum, var vi i North Carolina på et såkaldt investorvisum. Det er kendt som et af de “nemmeste” visa at få (jeg hælder gåseøjne i en lind strøm ud over ordet, for der er absolut ingen amerikanske visumtyper, der er nemme) – så længe man har penge nok.
I otte år har vi levet et liv, der er uden for vores kontrol. Det sætter sine spor
Det kræver groft sagt, at du kan bevise, at du investerer i det amerikanske samfund (med et vist beløb, forstås – medmindre dit efternavn er Kirk Kristiansen eller Dyne-Larsen, kommer du nok ikke særlig langt med dine konfirmationspenge), skaber arbejdspladser, bidrager økonomisk. Det er en god og relativt enkel vej til at starte et firma – og liv – i USA.
Invasiv visumproces
Der gælder imidlertid den samme regel for investorvisummet som for alle de andre: Det skal fornyes – eller forlænges – på et tidspunkt. Og den proces kan være mere eller mindre invasiv, afhængig af hvilken type man er på. Forlængelsesprocessen var en af grundene til, at vi ønskede os over på et andet visum så hurtigt som muligt.
Den foregår nemlig således, at man skal bevise over for immigrationsmyndighederne, at man stadig lever op til de krav, der blev fremsat i første omgang.
Fornyelsen skal derudover foregå samme sted, som visummet er udstedt – for vores vedkommende den amerikanske ambassade i København – og hvis de på ambassaden beslutter, at kravene ikke er opfyldt, bliver visummet ikke fornyet, og man kan ikke rejse tilbage til det land, man har brugt de seneste år på at opbygge en tilværelse og hverdag i.
For os var det en nærmest ubegribelig stressfaktor. Det er fuldstændig umuligt at forudsige, hvad den pågældende ambassademedarbejder vil godtage af bevis, og vi vidste, at hvis vi blev vejet og fundet for lette, ville vi være strandet i Danmark uden mulighed for at rejse hjem til det hus, vi ejede, den hund, der ventede, den skole, hvorfra børnenes fravær voksede.
Alle vores ting, hele vores liv, uden for rækkevidde – uden for vores kontrol.
I otte år har vi levet et liv, der er uden for vores kontrol. Det sætter sine spor. Det er svært at forklare, hvor lange skygger dét ikke at have bestemmelsesret over sin egen tilværelse, kaster. Især, når det udefra ser så legende let ud, som vores liv gør. For det gør det, og det er vi bevidste om. Ligesom vi er bevidste om at få det til at føles let, så normaliteten det meste af tiden overskygger nervøsiteten.
Vi har opbygget en tilværelse, som vi er både glade for, komfortable og ikke mindst priviligerede i, og når det lykkes os at glemme – eller fortrænge er nok et bedre ord – at et utal af andre mennesker end os selv kan rive tæppet væk under os i et snuptag, ser det hele ganske rigtigt nemt ud.
Ventetid med krydsede fingre
Men så er der de perioder, hvor det ikke er muligt at fortrænge det. Som nu, hvor vores visum endnu en gang står til fornyelse. Det er ikke længere et investorvisum, og vi behøver ikke tage til København for at gøre det i denne omgang, men ellers ligner processen noget, vi har prøvet før: Giv de formueopkrævende immigrationsadvokater, hvad de har brug for, lad dem indsende ansøgningen om forlængelse, sid og vent på, at den forhåbentlig bliver godkendt.
Oven i presset, der følger med tanken om en potentiel afvisning, følger så behandlingstiden, som lige nu kan nærme sig to år, afhængig af hvilket af landets immigrationsmyndighedscentre, der modtager ansøgningen. I den tid må vi ikke forlade landet.
Farvel, jul i Danmark. Desværre, familiemærkedage. Bare ærgerligt, hvis en elsket derhjemme bliver alvorligt syg.
Der er ingen, der bare spankulerer over grænsen for sjov
Hvor meget de end prøver – og i de fleste tilfælde gerne vil – forstår amerikanere ikke situationen.
Nogle af dem reagerer med oprigtig bekymring og overraskelse, fordi de ikke havde nogen anelse om, at vi – som de ser som lige så fuldgyldige medlemmer af samfundet som sig selv – er underlagt så rigid og potentielt livsomstyrtende kontrol. Andre kommer med kække bemærkninger som “Hvorfor går I ikke bare ind over grænsen sydpå som alle de andre? Så er den da klaret, haha.”
Lad mig for god ordens skyld indskyde, at uanset hvor stor trangen er til at anklage nuværende og tidligere præsidenter for at “lade folk vade ind over grænsen”, så er der absolut intet nemt eller ønskværdigt over at komme til USA på den vis.
Og hvis jeg synes, at dét at skulle forlænge et lovligt visum er stressende, tør jeg slet ikke tænke på, hvor stort presset må være, hvis man er i landet ulovligt. Der er ingen, der bare spankulerer over grænsen for sjov.
Stress-søgninger på Boliga
Der er noget paradoksalt i, at situationen bliver sværere og sværere at være i, jo længere vi er her. For mens vi, som årene går, føler os mere og mere hjemme, føler vi os sideløbende mere og mere udsatte.
Risikoen for at blive hældt ud uden ret meget varsel vænner jeg mig aldrig til
Hvor det for fire år siden havde været relativt nemt at forklare børnene, at nu var tiden kommet til at flytte til vores hjemland, er det unægteligt ikke bare sværere, men også uendeligt mere følelsesmæssigt omfattende at skulle gøre det nu, hvor den ene om et øjeblik er teenager, og den anden ikke husker at have boet i Danmark.
Samtidig kommer alle beslutningers tidshorisont til at stå i skyggen af vores situation: Leasing-aftalen på bilen skal fornyes, men hvem ved, hvor længe vi er her … Jeg vil så gerne have en hest, men hvem ved … Søde venner fra Danmark, der gerne vil besøge os næste år, og tusind gange ja tak til det, men hvem ved …
Min mand har efterhånden lært, at når visumstressen rammer, kan han ofte finde mig med iPad’en foran mig, mens jeg søger Boliga tyndt for lovende huse i Danmark.
Jeg har ingen anelse om, hvad jeg kigger efter, eller hvor jeg skal kigge efter det henne, og mine søgninger dækker alt fra Sorø til Sønderborg, nybyggeri og nedlagte landbrug, men det giver mig en lillebitte følelse af at være beredt.
Eller at tage kontrol over et eller andet, når det nu er andre, der har kontrollen over alt det andet.
Andre, der bestemmer, om vi må blive i det hjem og den tilværelse, vi har opbygget. Jeg har lært at leve med ikke at måtte arbejde, ikke at kunne stemme, ikke at have lige vilkår. Men risikoen for at blive hældt ud uden ret meget varsel vænner jeg mig aldrig til.
Når denne klumme udkommer, sidder jeg i et fly på vej mod Danmark og en lille spring break-lyntur. Jeg glæder mig, jeg elsker at være i Danmark, jeg kommer til at nyde det i fulde drag. Det er ikke, fordi vi ikke vil bo i Danmark. Det ville bare være rart at få lov til selv at bestemme, hvornår vi skal det.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
