MIDTVESTLIV // KLUMME – Der er mange ting, Julie Bendtsen som hjemmegående i udlandet har måttet give afkald på: en selvstændig indkomst, dagligt samvær med kollegaer og muligheden for at gøre mere ud af karrieren. Til gengæld er der mindst lige så mange ting, hun med en anderledes hverdag får lov at opleve – og genleve. Som gammel kærlighed uden det mindste rust og muler så bløde som velour.
CHICAGO – Om det var den jævnligt tilbagevendende hjemve, der fik min mand og mig til at begynde et 24-aftener langt gensyn med Matador, ved jeg ikke helt. Men der sad vi altså, en augustaften for nogle uger siden – jeg frisk hjemvendt fra et sommerbesøg i Danmark – og lod os endnu engang indfange og opsluge af Korsbæks konger, koner og kumpaner.
I begyndelsen følte jeg mig helt komisk malplaceret. Jeg var den eneste på holdet over 12 (og måske ikke så overraskende også den eneste, der ikke havde min mor med som tilskuer)
Et sted henimod slutningen af serien, spurgte min mand mig, hvem jeg ville være fra det farverige persongalleri, og uden så meget tøven landede jeg på Iben Skjern, tidligere Skjold-Hansen. I ved, hende den lidt vilde, der i ren desperation og kedsomhed gifter sig med Mads Skjerns bror, Kristen, (for næsen af pæne frøken Friis) og derefter tilbringer de næste mange år fanget i et klaustrofobisk og frygteligt ulykkeligt ægteskab.
Det var selvfølgelig ikke derfor, jeg valgte Iben (så ville resten af aftenen i sofaen nok også have været præget af relativ dårlig stemning). Jeg valgte hende af en helt anden grund: hestene. For ud over at være lidt af en rebel og med lidt for meget krudt til rigtig at føle sig tilpas i en lille provinsby, er Iben hestepige ind til benet. Med ridning som sin store passion.
Fjols til hest
Jeg var seks år gammel, da jeg første gang blev hjulpet op på ryggen af en pony på Jagtgården i Orup – og 42, da jeg genoptog den kærlighed, der optog det meste af min tid og tankevirksomhed gennem min barndom.
Dengang foregik det med al den frygtløshed og selvsikkerhed, der karakteriserer en endnu ikke frontallapudviklet barnehjerne, men da jeg dette forår satte fødderne tilbage i stigbøjlerne, var det med en helt anden mentalitet. Jeg var nervøs. Ikke så meget for om jeg ville falde af, men for om jeg ville falde igennem. Om jeg ville ligne et komplet fjols som voksen på hesteryg.
Det har altid været min helt klare overbevisning, at ridning er en af de bedste sportsgrene, børn kan vælge. Ikke kun fordi det er sjovt – det er der så meget, der er – men fordi det er en af de eneste sportsgrene med et levende væsen som hovedelement.
Jeg tror fuldt og fast på, at ridning og alt, hvad der følger med af pleje, kontakt og klap, er med til at udvikle et ekstra niveau af omsorg, empati og kærlighed hos børn, der rider og omgås heste. Der er en grund til, at hesteterapi er udbredt og anerkendt som behandlingsform, for slet ikke at tale om de utallige fysiske fordele, som følger med en motionsform, der træner hele kroppen.
Jeg under dem det og tager imod alle deres velmente råd med et smil
Så da den nu 11-årige herhjemme for lang tid siden bad os om at finde en rideskole til hende, var hendes mor fyr og flamme, hendes far mere tøvende (“er det ikke nærmest den farligste og dyreste fritidsaktivitet, der findes?”), men det var først, da vi flyttede til Chicago, at vi fandt den rigtige. Hun begyndte at tage ridetimer, og så gjorde jeg det også. Igen.
Seniorrytter på seniorhest
Så nu bliver vi undervist sammen. Hver tirsdag sætter vi os i bilen sammen, og mens vi kører de knap 40 minutter mod rideskolen, snakker vi heste, inden vi strigler sammen, rider sammen, sadler af sammen og kører hjem sammen. Høje på hestekærlighed sammen.
Helt ærligt, ikke? I begyndelsen følte jeg mig helt komisk malplaceret. Jeg var den eneste på holdet over 12 (og måske ikke så overraskende også den eneste, der ikke havde min mor med som tilskuer).
I den første time blev jeg tildelt en rolig og rar hoppe på 20+ år, men da læreren konstaterede, at jeg trods alt havde en smule muskelhukommelse fra mine dage som fuldblodshestepige, fik jeg i de efterfølgende uger lov at prøve andre heste med lidt mere energi. Nu galoperer og springer både min datter og jeg – stadig på samme hold. Jeg har fået en pensioneret væddeløbshest at boltre mig med. Og ja, jeg er stadig den eneste over 12.
Hvad nu hvis jeg gjorde det helt forkert?
I stalden bliver jeg venligt, men bestemt, irettesat af ni-årige piger, der fortæller mig, at jeg nok lige skal holde tøjlerne på en anden måde, mens de med bedårende og dybtfølt myndighed lærer mig om alle de forskellige personlighedstræk ved min faste hest, som jeg ellers kender godt efterhånden. Men jeg ved, hvor meget glæde det giver dem at øse ud af deres viden, så jeg under dem det og tager imod alle deres velmente råd med et smil, mens jeg opstemt konstaterer, at alt det, jeg fik lov at føle og opleve i den alder, er helt, som det skal være i nye, unge hjerter.
Årtiers usikkerhed
En glæde, der er næsten lige så stor, som når jeg ser min datter ramme alle de sjove, store og mavekildrende milepæle: Den første galop. Det første spring. Den første afsmidning. Og jeg er så tæt på at fælde en tåre. Af stolthed og kærlighed, men i høj grad også af minder. Jeg kan godt huske, hvordan det føles.
Langsomt men sikkert kommer evnerne til hest tilbage. Som om de aldrig rigtig nåede at fordufte, men har ligget stille og skal støves af. Men det, der er så skørt ved at genoptage en gammel passion senere i livet, er, at det ikke kun er musklernes hukommelse, der bliver aktiveret. Det samme gør usikkerhederne og alle de dårlige vaner, der har haft nogle årtier til at udvikle sig.
Sindets dårlige vaner skal udryddes og omkodes
Så da jeg i forbindelse med en prøvetur på en hest, som jeg overvejede at tage en halvpart på, for første gang fik lov at ride ovre i det private ridehus sammen med alle de andre voksne – alle de dygtige og erfarne med egne heste – kunne jeg mærke selvbevidstheden skylle ind over mig som de første ubehagelige stråler, der rammer, inden vandet i bruseren bliver varmt:
Hvad nu hvis jeg gjorde det helt forkert? Hvad nu hvis de synes, jeg red dårligt? Hvad nu hvis de alle sammen kunne se, at jeg ikke havde redet i årevis – og troede, at jeg selv troede, jeg gjorde det godt?
Kritik og komplekser
Det viste sig, at hvor mine rideegenskabers udvikling var gået i stå, da jeg stoppede som 14-årig, var det ikke helt tilfældet med det tag-selv-bord af småkomplekser, jeg har haft rig mulighed for at udvikle gennem årene, der er gået siden. Ikke bare begrænset til ridningens kunst, men i talrige af livets forhold. De komplekser og småneurotiske selvkritiktanker, som så mange kvinder desværre lærer at mestre gennem ungdoms- og voksenårene, meldte øjeblikkeligt deres aldeles uvelkomne ankomst.
Faktisk kom de ræsende med formel 1-fart og inficerede både min hjerne og umiddelbare nyfundne rideglæde med deres medbragte tankemylder og ubrugelige forfængelighed. Alt imens min 11-årige trissede rundt andetsteds på sporet, aldeles upåvirket, ukritisk og bare ivrig efter at lære mere. Helt som det skal være.
Hvis jeg havde haft et fuldtidsarbejde, ville jeg aldrig så meget som kunne overveje at bruge tre eller fire dage om ugen i en hestestald
Jo ældre en hund, man bliver, jo sværere er det at lære nye kunster, og det gælder ikke kun de fysiske af dem. Sindets dårlige vaner skal udryddes og omkodes og skubbes i den retning, hvor alt det, omverdenen måtte tænke om én (hvilket, når det kommer til stykket, jo i virkeligheden er så uendelig lidt), betyder intet og dét at være til stede i det, man gør, alt.
Til det formål er ridning ideelt og nærmest skræddersyet til at dyrke det altid populære mindfulness. Jeg er der ikke helt endnu, men jeg er på rette vej, og heldigvis har alle de mentale forhindringer ikke mindsket min kærlighed til ridningen det mindste. Den er helt intakt og klar til at blive videreudviklet. Og jeg har al tid i verden til det.
Tid til grundglæde
Et af de hyppigste spørgsmål fra danske venner og familiemedlemmer gennem min tid som udlandshusmor har været, om – eller snarere hvordan – jeg kan få tiden til at gå, når jeg nu ikke længere arbejder. Og det er her, både Matador-Iben og min kommende halvpart kommer ind i billedet. Hvis jeg havde haft et fuldtidsarbejde, ville jeg aldrig så meget som kunne overveje at bruge tre eller fire dage om ugen i en hestestald.
Det kan jeg nu, og det gør jeg. Når børnene er cyklet i skole, kører jeg af sted og kan bruge så mange timer, jeg orker, på noget, der gør mig helt grundglad. Det er ikke et ønskværdigt scenarie for alle, men for mig ligger der et kæmpemæssigt privilegium i at kunne vælge næsten alt til uden at skulle tænke på, hvad der så skal tages fra. Tidsmæssigt, altså.
Det er livsbekræftende, det er lærerigt, og det er helt igennem vidunderligt
Der er så mange elementer i livet, som fortjener et genbesøg, en genoplevelse. “Matador” er en af dem. Og for mig personligt er det ridning med alt, hvad det bringer med sig.
Hvis man er så heldig at have chancen for at genoptage en gammel kærlighed, at genfinde en passion, man troede, man havde glemt, eller et talent, man troede man havde mistet følingen med, kan jeg ikke sige det eftertrykkeligt nok: Gør det. Det er livsbekræftende, det er lærerigt, og det er helt igennem vidunderligt. Hep! Eller måske snarere… hyp!
LÆS FLERE KLUMMER AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Som gammel fuldblodshestepige er Julie Bendtsen stadig ret sikker på, at alt ser lidt bedre ud fra en hesteryg. Foto: Julie Bendtsen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
