
MADKLUMME // NYTÅRSAFTEN – Nytår handler om glæde, champagne og drømme for det kommende år. For POV’s ukronede dessert-dronning, Julie Marie, har drømmen for 2019 været at udgive sin egen nytårsdessert-bog. Dén drøm er nu gået i opfyldelse, og her deler hun bogen Nytårs Fristelser, kvit og frit, med POV’s læsere, Nyd den med et glas bobler inden for rækkevidde – og måske en af de elegante kransekager fra udgivelsen.
For mig betyder Nytår en ny begyndelse. Ved dette årsskifte runder vi endda et skarpt hjørne og ryger ind i et nyt årti. Mange mål og nytårsforsætter er sat for 2020, og det er også sidste udkald for, at forsætterne fra det snart forgangne år skal indfries.
Et af mine største mål i år har været at udgive en kogebog. Jeg er utrolig stolt over, at det er lykkedes, da jeg i dag udgiver e-bogen Nytårs Fristelser
Nytårstraditionerne er med til at gøre årets sidste aften speciel for mig. Her i huset tager vi gerne vores flotteste tøj på, hører Dronningens nytårstale, laver en lækker middag, hvor der ikke mangler noget – og da slet ikke en lækker dessert – mens Miss Sophie’s nostalgiske 90-års fødselsdag kører i baggrunden, og vi skåler nytåret ind med kransekage og champagne.
At stå i spænding med champagneflasken klar og følge rådhusuret nærme sig tolv, mens man tæller ned 5-4-3-2-1 GODT NYTÅR!, er trods det velkendte ritual, noget helt særligt.
Og mens fyrværkeriet brager løs, og alle ønsker godt nytår til venner og familie, synger DR’s Pigekor året velkommen med smukke stemmer. De rammer tonerne som ingen andre kan, selvom mange sikkert prøver.
Det lykkedes
For mit eget vedkommende når jeg med 2020 og et frisk sæt nytårsforsætter, drømme og forhåbninger i kikkerten, at krydse et af dette års store drømme af, lige før døren lukker for dette årti.
Et af mine største mål i år har nemlig været at udgive en kogebog, og jeg er stolt over, at det er lykkedes, da jeg i dag udgiver e-bogen Nytårs Fristelser.
Jeg håber at den kan give inspiration til en dejlig nytårsaften. Jeg håber også, at I vil nyde den og bruge den til at hoppe ind i det nye år med håb og glæde.
Nytårs Fristelser er lavet med tanke på, hvordan en nytårsaften er opbygget. Til enhver nytårsaften hører både en lækker dessert, kransekage og en god drink. Jeg har derfor lavet 10 forskellige desserter og tre opskrifter op drinks.
Desserterne kan spises til nytårsmiddagen eller som snacks til den efterfølgende fest. Selvfølgelig er der også en en traditionel kransekage, men i en ny fortolkning. Se opskriften længere nede eller find den i e-bogen.
Bordet skal selvfølgelig være smukt dekoreret. Derfor har jeg samarbejdet med Emilie Sofie Nielsen, som står bag @atelierwabisabi. Hendes ekspertise indenfor indretning kan forhåbentlig give jer inspiration til at dække et smukt nytårsbord.
Til sidst i bogen finder du tre cocktails, der kan være en stor glitrende prik over i’et til en fantastisk nytårsaften. Ingen nytårsaften uden gode cocktails og champagne!
Jeg håber denne bog kan bidrage til at give dig et glædelig nytår, og ønsker alt det bedste til dig og dine kære
Find hele e-bogen Nytårs Fristelser her!
Her er en af opskrifterne, du kan finde i bogen:
Kransekage-bites med nougatcreme.
NOUGAT CREME
- 50 g nougat
- 200 g fløde
- 1 blad husblas
- 1 knivspids salt
Udblød husblassen i koldt vand.
Skær nougaten op i små firkanter og placer i en skål med en knivspids salt.
Varm fløden op til lige under kogepunktet. Tag gryden af varmen og tilføj husblassen og rør det sammen. Hæld den varme fløde ud over nougaten.
Lad massen stå i 1 min og rør den derefter sammen, indtil den er homogen. Brug evt. en stavblender.
Placer et stykke husholdningsfilm hen over cremen, så det rører cremen, og placer den i køleskabet i minimum 4 timer eller natten over, så cremen kan sætte sig.
MØRDEJ
- 250 g mel
- 30 g mandelmel
- 90 g puddersukker
- 120 g smør, koldt i tern
- 1 stort æg
I en foodprocessor blandes mel, mandelmel, puddersukker og smør sammen, indtil smørret er blendet sammen med de tørre ingredienser.
Derefter tilføjes ægget og blendes sammen, indtil dejen kun lige har samlet sig. Ikke længere.
Overfør dejen til et stykke husholdningsfilm og lad den hvile i køleskabet i minimum 1-2 timer eller natten over.
Tænd ovnen på 165°C alm. ovn.
Drys en silikonemåtte eller et stykke bagepapir med lidt flormelis, samt kagerullen. Placer halvdelen af dejen på bagepapiret (gem evt. den anden halvdel til en anden tærte). Rul dejen ud, indtil dejen har en tykkelse på 2 mm. Sæt dejen på frys i 5 min.
Med en cookie-cutter med en diameter på 3 cm, udstikkes 20 cirkler, som overføres til en Airmat eller et stykke bagepapir.
Bag kagerne i 12 min eller indtil de er gyldenbrune.
Tip: Airmat fra silikomart giver en jævn bagning samt et fint mønster.
KRANSEKAGE
- 250 g marcipan
- 75 g flormelis
- 35 g æggehvider
Forvarm ovnen på 200ºC alm. ovn.
Rør flormelis og æggehviderne sammen med en ske. Ælt det ind i marcipanen med en dejskraber eller hænderne til det er ensartet.
Gør hænderne meget let våde med koldt vand – det gør det nemmere at arbejde med dejen, og rul 20 kugler, ca. 2 cm i diameter.
Bag kransekagerne i 10-15 min, til gyldenbrune. Lad dem afkøle på en rist.
SAMLING
200 g mørk chokolade, f.eks. Callebaut 811
10 g neutral olie
Start med at placer de afkølede kransekagestykker i fryseren, mens chokoladen til overtræk forberedes.
Smelt chokoladen over et vandbad eller i mikroovnen. Når chokoladen er smeltet, tages den af varmen, den neutrale olie hældes i og det hele røres sammen til det er homogent.
Brug en tandstik eller kødnål og stik den i toppen af kransekagen. Dyp kuglerne en for en i chokoladen, og placer dem på et stykke bagepapir og sæt de små mørdej-kager på med det samme.
Lad dem sætte sig helt et køligt sted.
Pisk nougatcremen godt op til den kan forme stive toppe. Overfør cremen til en sprøjtepose med en stor åben stjernetyl, på fx. 13 mm og sprøjt små stjerner på mørdejen. Pynt evt. med en skovsyre og guldflager.
GODT NYTÅR!
Fotos: Skribenten
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her