JULERESTER // MADKLUMME – Hvad gør man, når man virkelig er færdig med julen i både hjertet og munden, men køleskabet stadig bugner af resterne? Theils Cantina kommer til hjælp.
Hvad skal man spise i januar? Der er dem, der fortsætter julens overdrivelser, men langt de fleste lægger den fede andesteg og de smørmættede småkager bag sig, når vi når årsskiftet. Det samme med nytårsaftens champagne og fisk i en eller anden form for flødesauce. Sådan er det også her i Theils Cantina.
Smagsløgene vil noget helt andet nu, og i de første uger af året hælder de mod næsten hvad som helst, der ikke smager af jul. Problemet er, at man ofte ligger inde med rester fra julens overflod, og i stedet for at smide det hele væk handler det om at tænke lidt anderledes.
Mine anderester blev forvandlet til en slags meget løs efterligning af peking duck. Jeg kunne ganske vist ikke opstøve de helt rigtige kinesiske rispandekager nogen steder. Til gengæld er det let nok at få fingrene i de fine vietnamesiske rispandekager af typen, man ellers bruger til sommerruller. Hoisin-sauce kan man også købe de fleste steder, og så er det bare at skære forårsløg og agurker i små tynde strimler.
Det føles på én gang en lille smule sundt og meget ikke-julet
Jeg plejer gerne at skære agurken midt over på langs og skrabe det meste af den våde kerne ud med en teske, så undgår man, at det hele bliver for snasket. Så strimler man de anderester, man har, og steger dem ret hårdt i lidt andefedt og kinesisk femkrydderi (der består af kanel, stjerneanis, fennikelfrø, nelikker og peberkorn, hvis man skulle have lyst til at blande selv). Andestykkerne må godt blive lidt crunchy. Mens man steger dem, sætter man en elkedel over med kogende vand og hælder i en stor skål og lægger et viskestykke over.
Når man er klar til at spise, dypper man en rispapirpandekage ned i vandet, til man kan mærke, den er blevet blød (ca. 10-15 sekunder), hiver den op på tallerkenen og samler pandekagen med agurk, forårsløg og and. Den herlige lille rulle dunker man i en lille skål hoisin-sauce og bider en god stor vellystig bid af. Det føles på én gang en lille smule sundt og meget ikke-julet.
Rosenkålens genkomst med julerester
I Storbritannien er det med rosenkål et must omkring jul. Der er ikke mange briter, der ligefrem siger, at de elsker de små søde kålhoveder, men de skal nu engang være på julebordet på samme måde, som det er utænkeligt for mange danskere at sætte flæskesteg på bordet uden rødkål.
Jeg havde fået en lille pose i min madspildskasse og havde haft lidt svært ved at få den brugt, men et opslag fra en veninde, der også er et madøre, inspirererede mig til at lave mig en frisk salat. Det er lidt bøvlet at snitte de små kål, men det er umagen værd.
Når man har skåret dem i tynde skiver, blander man dem med andre potentielle julerester: en håndfuld groft hakkede valnødder, en håndfuld hakkede dadler og et æble i tern. Som dressing snupper man lidt creme fraiche og river et stykke blåskimmel ned i. For at balancere sødmen i dadlerne og gøre dressingen lidt mere lind, tilsætter man en skefuld god balsamico. Og så har man en ganske hæderlig vintersalat, der mætter nok til at udgøre det for frokost.
Og når man har tømt hylderne for julerester, så er det tid til at lave ny mad til det nye år. For mit vedkommende blev det til en slags vinterstuvning med masser af gode ting og lidt bid i. Man kan spise det som en stuvning med ris eller bare som en god, tyk nærende suppe.
Så hælder man i en stor skål og lader de røde farver og de varme smage lyse op indefra. Skefuld for skefuld
Man kan gøre det til sin egen ved at udelade eller tilsætte ingredienser. Det vigtigste er, at man kan folde hænderne om skålen og mærke livslysten komme tilbage skefuld for skefuld her i vintermørket.
En skål vintervarme
I en gryde svitser man et løg i olivenolie sammen med et par stave selleri i små tern. Hvis du har fennikel så skær en halv i små tern og tilsæt den nu (kan udelades). Når tingene har taget farve, tilsætter man en chili i små tern (med eller uden kerner, alt efter hvor stærk retten skal være) og et par fed hvidløg med. Herefter en halv chorizo-pølse i tynde skiver. Lad den stege sig halvsprød og smide noget af sit fedt. Tilsæt 1-2 tsk. røget paprika.
Lad det arbejde sig ind i grøntsagerne og give dem smag sammen med chorizo-fedtet. Tilsæt hvad du har af gamle, trætte tomater i tern. Når de er smattet ud, tilsætter man en dåse flåede tomater og en dåse kikærter og vand, til gryden er næsten fuld. Så lidt kyllingefond for resten af pengene, og til sidst en pose babyspinat. Så lader man tiden gøre resten. 20-25 minutter er rigeligt. Så hælder man i en stor skål og lader de røde farver og de varme smage lyse op indefra. Skefuld for skefuld.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her