SOMMERSJOV // MADGUIDE – Sjælland Rundt Sailing Week er en af årets store sejlsportsbegivenheder og finder sted i Helsingør Nordhavn fra den 14.-18. juni 2023. Gør en tur ud af oplevelsen, som kan kombineres med både velsmagende og åndelig føde. Racet skydes i gang den 15. juni og er også for landkrabber. Vi deler en lille guide til oplevelserne.
Trænger du til et skud saltvand i årerne, sol i håret og kig til spektakulære både, som skal dyste mod hinanden i et race? Og må oplevelsen gerne blive kombineret med dejlige smagsoplevelser?
Så bør du ikke gå glip af årets største sejlsportsbegivenhed, Sjælland Rundt Sailing Week.
Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke, og heldigvis er der masser af gode spisesteder på havnen
Kært barn har mange navne, og den store sejlsportsbegivenhed i Helsingør, Sjælland Rundt Sailing Week, der i den grad er et kæmpe trækplaster for byen, kaldes også Havets Marathon.
Og marathonform skal man næsten også være i, hvis man vil nå at opleve alt, hvad Helsingør og omegn har at byde på, og hvis man gerne vil tage afstikkere fra Sjælland Rundt, som eventen kaldes i folkemunde.
Foredrag og festmusik
Ud over det store telt på Nordhavnen, Race Village, hvor man kan høre foredrag af fx Midé Erichsen om “Erfaringer fra sejlads Jorden rundt, herunder besætning og skipperansvar” og Jesper Radich om “Hvordan forbereder man en god og sportslig deltagelse i Sjælland Rundt?”, kan man svinge (træ)benene til livemusik om aftenen.
Musik er der også med Veteransupport Musikfestival, og lørdag den 18. juni afsluttes den maritime uge med en kæmpe fest med livemusik i teltet, som gennem ugen er åbent for alle. På programmet ses fx Chief One & Rockers By Choice og Danseorkesteret samt Tatoo med Søværnets Tambourkorps.
Den 18. juni afsluttes ugen kl. 15.30 med grillpølser og hygge for frivillige og sejlere på Jollepladsen, hvor også præmieoverrækkelsen finder sted
Deltager man som sejler, kan man møde op til morgenmad, smør-selv-morgenmad, skippermøde og naturligvis feste sammen med vinderne, som fejres ved Sailors Dinner and Award Ceremony på Madmarkedet.
Den 18. juni afsluttes ugen kl. 15.30 med grillpølser og hygge for frivillige og sejlere på Jollepladsen, hvor også præmieoverrækkelsen finder sted, et arrangement, som er åbent for publikum.
Masser af havfriske madoplevelser
Uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke, og heldigvis er der masser af gode spisesteder på havnen. Restaurant Kaj på strandpromenaden med sin fænomenale udsigt til molerne, fyldt med både, byder på mad lavet fra bunden af høj kvalitet og af årstidens råvarer.
Nordhavnen har også sit eget lille røgeri, der ligger i en fin gammel gulpudset bygning. Så man behøver ikke tage til Bornholm for at få denne type røgede madoplevelser, når fisk eller skaldyr skal på menuen. Røgeriet blev etableret i 1943 og er for nylig genåbnet med fire nye ejere efter en lukkeperiode. Café Kronborg er et lille spisested, som laver klassikere som ølpaneret Fish & Chips, stjerneskud, kold- eller varmrøget laks eller fiskefrikadeller af torskefars.
Skråt over for Helsingør Røgeri kan man indtage kaffen hos Frøken Marina, som serverer alt fra frappucino, cortado, iced latte til americano og espresso m.m.
Is og street food
Er det i stedet en vaffelis, som trækker efter den havfriske frokost, kan man ligeledes konsultere Fru Marina, som også er leveringsdygtig i iskolde søde sager. Den berømte is- og chokolade-”pusher” Peter Beier har i øvrigt netop åbnet en filial i Helsingør Bycenter, som ligger i kort gåafstand fra havnen.
Som en sjov visuel attraktion står der en tankevækkende skulptur lavet af plastikaffald fra havet, som forestiller en stor (pirat)fisk
Er man ikke til fisk og ‘alt godt fra havet’, kan man gå hen på samme side af havnen som Kronborg, hvor det store street food-inspirerede madmarked i Kulturværftets Madmarked ligger. Her finder man fx Tacos Mexico, The Black Olive (græsk mad), Pandekage Hus, Böff Burger, Arabi Food (syrisk tapas), Yoomii Sushi, The Moroccan Recipe, Suki Ramen osv. Kulturværftets Spisehus er en klassisk café i moderne omgivelser – en prisbelønnet arkitektonisk perle af AART Architects.
Påmindelse om havplastic
Som en sjov visuel attraktion står der en tankevækkende skulptur lavet af plastikaffald fra havet, som forestiller en stor (pirat)fisk. Den hedder Garbage Fish og er skabt af den japanske kunstner Hideaki Shibata i 2014.
Det mindre gode fra havet er samlet op og stillet op til skue for publikum som en reminder om, at havet netop ikke er en skraldespand.
Læs flere artikler af Astrid Ellemo i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her