SYDSTATSLIV // KLUMME: NFL, NBA, NHL, MLB. Entusiasme har mange forkortelser i USA, og alle “har” et hold. Også Julie Bendtsen, som efter et halvt voksenliv som absolut idrætsligeglad med pænt mange fordomme har måttet erkende, at sport i USA ikke er til at komme udenom. Så hun er gået ‘all in’.
RALEIGH, NORTH CAROLINA – En af de største løgne, mange af os fortæller os selv og andre, er, at vi ikke er fordomsfulde. Jeg ved, at det er et af den slags sympatiske karaktertræk, jeg ofte og fuldstændig skamløst selv har prydet mig med, og jeg ved også, at det overhovedet ikke passer. Jeg er både fordomsfuld og fordømmende.
Hvor er det dog ufeminint, har jeg tænkt. Det er jo kun noget, Belinda fra Brøndby gør, har jeg tænkt. (jeg sagde jo, at jeg er fordomsfuld)
There, I said it. Det er blandt (utrolig meget) andet kommet til udtryk i min holdning til kvinder og sport, eller rettere: kvindelige sportsfans. Sådan ægte fans af den type, der gør en indsats for at tage til samtlige af et specifikt holds hjemmekampe, mens de hujer og jubler og synger slagsange og laver Bølgen.
Fnys, har jeg tænkt. Hvor er det dog ufeminint, har jeg tænkt. Det er jo kun noget, Belinda fra Brøndby gør, har jeg tænkt. (jeg sagde jo, at jeg er fordomsfuld).
Så skete der det forunderlige, at jeg selv blev én. For på seriøst overrumplende bagholdsangrebsagtig vis sneg der sig i 2019 en side af mig selv ind på mig, som jeg ved gud aldrig havde set komme, og som nu betyder, at der oven i rejser, familiegensyn, børns skolegang og middage med venner er én særlig coronafrarøvet ting, jeg savner helt vanvittigt:
Det er ishockey. Hvilket jo simpelthen ikke giver mening. Jeg kunne forstå, hvis det var amerikansk football eller basketball, som er to sportsgrene, det er fuldstændig umuligt at komme uden om her. Men ishockey? Who would have thunk it?
Fra den ene uge til den anden så jeg mig selv sidde på tilskuerpladserne til alle de hjemmekampe, jeg kunne komme i nærheden af, slagsangsskrålende, fadølsdrikkende og iført flere lag Canes merchandise
Ikke desto mindre skete der dét i foråret 2019, at Carolina Hurricanes pludselig og for første gang i ti år stod over for en slutrunde i NHL, og med udsigten til at de lokale skøjtedarlings rent faktisk stod med et Stanley Cup-trofæ inden for rækkevidde, bredte hockeyfeberen sig.
Således også til mig. Som fra den ene uge til den anden så mig selv sidde på tilskuerpladserne til alle de hjemmekampe, jeg kunne komme i nærheden af, slagsangsskrålende, fadølsdrikkende og iført flere lag Canes merchandise.
Det greb om sig. Vores på dét tidspunkt femårige blev meldt til et begynderforløb under Hurricanes’ ungdomsprogram, og jeg blev til et fanmonster, der ikke kunne deltage i en middag eller en fest uden løbende at tjekke min NHL-app og resultater, hvis det faldt sammen med en Hurricanes-kamp. Hvilket det, set i lyset af, at der er 80 kampe på en sæson, altid gjorde.
Jeg meddelte min mand, at det eneste jeg ønskede mig til min fødselsdag var sæsonkort til Hurricanes’ hjemmekampe
Jeg sad på tilskuerpladserne flere gange om måneden, og når jeg ikke sad dér, sad jeg foran fjernsynet. Jeg talte om powerplay-scoringer, icing, cross-checking og spillerhandler.
Jeg meddelte min mand, at det eneste jeg ønskede mig til min fødselsdag var sæsonkort til Hurricanes’ hjemmekampe. Jeg fik furer i panden og fnysende mundvige, når talen faldt på Boston Bruins eller, endnu værre, ærkerivalerne Washington Capitals. Vores venner begyndte at omtale min nye interesse som værende “a little extreme”.
Det kom så vidt, at jeg den forgangne vinter søgte et job hos NHL. “Live Social Contributor” hed stillingen, som bestod i at være til stede ved samtlige af Carolina Hurricanes’ hjemmekampe og spotte god stemning blandt tilskuerne, fange det på videoklip og sende dem til holdenes respektive social media-folk. DRØMMEJOB.
Jeg blev endda indkaldt til jobsamtale, som foregik over zoom. Nu forholder det sig imidlertid sådan, at det herovre ikke er tilladt at spørge til ansøgeres alder eller andre private forhold, og jeg mistænker den lige omkring 22-årige interviewer for at blive en anelse overrasket, da mit 40+-agtige ansigt tonede frem på skærmen. Ja, måske var det et lige lovlig ungt job, jeg havde søgt.
Nej, jeg fik det ikke.
Hvilket endte med at være godt det samme, for få uger efter lukkede covid-19 ikke bare grænserne og skolerne ned, men også sportsbegivenheder og dermed arbejdspladser og både nye og eksisterende jobs. Der var ikke længere nogen kampe at filme fra, og der var ikke længere nogen kampe at se.
Der er mange ting, jeg savner, og de fleste var forventelige, ja ligefrem forudsigelige. Men aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg ville fælde en tåre over ikke længere at kunne råbe “LETSGOHURRICANES!!!!!” i en iskold stadionhal.
Belinda har måske hele tiden haft fat i den lange ende derude i Brøndby
Eller længes så meget efter at høre lyden af et mål-horn. Men here we are, som man siger her til lands.
Og mens det for nogen formodentlig kan være svært at få øje på relevansen i min dugfriske fanatisme i disse tider, har det i hvert fald medført én lærerig øjenåbner for mig: at fordomme er til for at blive gjort til skamme, og at sport er svært at komme uden om, når man bor i USA. Og at Belinda måske hele tiden har haft fat i den lange ende derude i Brøndby.
LÆS FLERE SYDSTATSKLUMMER OG ARTIKLER AF JULIE BENDTSEN HER
Topillustration: Carolina Hurricanes fik øgenavnet “A Bunch of Jerks” af en sur kommentator og tog det efterfølgende til sig. Det samme gjorde fansene. Alle fotos tilhører Julie Bendtsen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
