FREMTIDENS FØDEVARER #3 – I søgen efter alternative fødevarekilder har forskere peget på havet som en rig og uudnyttet ressource. Her er idéen, at man skal kunne opdrætte fisk, og på den måde ikke tære på naturens allerede belastede reserver. Men, fortæller miljøbiolog Mette Cristine Schou Frandsen, akvakultur kommer med sine helt egne udfordringer, og spørgsmålet er, om vi i virkeligheden er naive i vores forestilling om at kunne finde en alternativ fødevarekilde, som ikke vil skade vores natur.
I 2000 læste jeg en artikel, der fuldstændig tog pusten fra mig. Jeg kan stadig huske, hvordan jeg, efter at have læst den, bare sad og kiggede ud i luften med kæben hvilende i skødet.
Det var en af de der situationer, hvor det står helt tydeligt frem, at vi mennesker ofte er helt ude af stand til at træffe langsigtede rationelle beslutninger. Eller i hvert fald at vores ageren her på jorden er styret af mange andre ting end det rationelle.
Artiklen hed ”Effect of aquaculture on world fish supplies” og var skrevet af den yderst fremragende forsker Rosamond L. Naylor.
I artiklen viser Naylor en af de mest gakkede ting, man næsten kan forstille sig, når det kommer til produktion af mad. Hun havde undersøgt, hvilken indvirkning opdrættede fisk (altså fisk fra akvakulturer) havde for de vildtlevende fisk.
Umiddelbart vil man nok formode, at det måtte have en positiv effekt på bestandene af vildtlevende fisk, at vi i stedet for at fiske dem op af havet, producerede vores egne fisk. Lidt ligesom det landbaserede landbrug aflaster den vilde natur, ved at vi ikke driver rovdrift på de vildtlevende pattedyr.
Men sådan var det desværre ikke. Faktisk viste Naylor, at det ligefrem var en belastning for bestandene af vildtlevende fisk. Hvorfor? Fordi vi fodrede disse opdrætsfisk med … fisk. Vildtlevende fisk.
Men det er ikke en gang det, der tog pusten fra mig dengang i 2000. Det, der for alvor var forrykt, er nemlig endnu værre. I artiklen beregner Naylor den såkaldte FiFo-faktor. FiFo står for Fish-in/Fish-out og er et direkte mål for, hvor mange kilo fisk man bruger for at fremstille et andet kilo fisk. Altså hvor mange kilo vilde fisk, der går til at lave et kilo opdrætsfisk.
I de tilfælde, hvor man brugte færrest vildlevende fisk til af fodre med, endte man op med at få præcis det samme fiskeoutput, som man puttede ind. Man fodrede med et kilo fisk i den ene ende og fik et kilo fisk ud i den anden ende
Alle værdier under 1 betyder, at man laver flere kilo fisk, end man bruger, og som en fortsættelse af mine naive forventninger dengang regnede jeg da også med, at FiFo for opdrætsfisk nok lå på omkring 0.1-0.2.
Men nej. Den lå på 1-3. Tænk lige over det. I de tilfælde, hvor man brugte færrest vildlevende fisk til af fodre med, endte man op med at få præcis det samme fiskeoutput, som man puttede ind. Man fodrede med et kilo fisk i den ene ende og fik et kilo fisk ud i den anden ende. Hertil brugte man jo så også en svimlende mængde energi, andet foder og antibiotika, for ikke at snakke om den væsentligste forurening, der også lukkes ud fra et sådant havbrug.
Og for hvad? For præcis ingenting. Eller jo, penge. For der er gode penge i at lave sardiner om til laks. Nulsums-outputtet var i den gode ende af spektret. I den anden ende lå så de farme, der havde fiskeoutput, der var 2-3 gange mindre end inputtet. Tre kilo vildtlevende fisk, der blev til et enkelt kilo opdrætsfisk.
Havet: En uudnyttet ressource
I dag, 18 år efter denne artikel kom ud, er forholdende blevet en del bedre. FiFo for de fleste af de produkter, vi spiser, ligger på den rigtige side af 1. Produktion af laks, ørred og ål er dog stadig udfordret af høje FiFo-faktorer, der i mange tilfælde ligger på den forkerte side af 1.
Og selvom vi ligger på den rigtige side af 1, er det stadig dybt problematisk, at vi bruger så store mængder vildtlevende fisk som foder. Så hvad er fremtiden for fiskeopdræt? Kan opdrætsfisk indgå i en bæredygtig fremtidig fødevareproduktion?
Havet er interessant at kigge på, når vi snakker om, hvor fremtidens mad skal komme fra. Og det er denne og næste artikel dedikeret til at gøre.
75 procent af vores jordoverflade er dækket af vand, og selvom primærproduktionen på land og i vand er sammenlignelige i størrelse, henter vi kun ca. to procent af vores samlede fødevarer op af havene. Mens udviklingen af kontrolleret madproduktion på land er ekspanderet voldsomt, nærmest eksplosivt, har vi slet ikke taget havet i brug endnu, og udviklingen på det område er flere årtusinder bagefter.
Vi har 75 procent af vores areale overflade skvulpende næsten ubrugt omkring os. Vi har dér en næsten ubegrænset plads og en ubegrænset mængde vand til rådighed. Foto: Pixabay
Derfor er det også en hurtigt voksende industri. Med masser af økonomiske interesser.
Men lad os begynde ved havet. Vi har altså 75 procent af vores areale overflade skvulpende næsten ubrugt omkring os. Vi har dér en næsten ubegrænset plads og en ubegrænset mængde vand til rådighed. Situationen på land er stort set den modsatte, vi er hastigt ved at løbe tør for plads til vores madproduktion, og vi mangler vand til at køre produktionen, der hvor vi har pladsen.
Af alt vand på jorden er kun tre procent ferskvand, og 75 procent af disse tre procent ligger bundet som permanente iskapper på polerne. Vi har 9.000-14.000 km3 tilgængeligt ferskvand om året, vi kan bruge af. For at dække vores fødevarebehov bruger vi for indeværende 900 kubikmeter vand (900.000 liter) pr. person pr. år.
Et simpelt regnestykke viser derfor, at vi maksimalt kan lave mad til mellem 10.000-15.500 millioner mennesker, der i gennemsnit spiser det, vi spiser i dag.
Vi bliver federe, mens ressourcerne bliver færre
Så ferskvand er en mangelvare, og efterhånden som vi skal lave mere og mere mad, jo flere vi bliver, jo større en mangelvare vil det blive, og på et tidspunkt vil vi simpelthen ikke have nok. Og vi bliver flere og flere, som jeg har beskrevet i den første artikel i denne serie.
Og udover at vi bliver flere og flere, spiser vi også mere og mere. Det globale BMI for menneskedyret er stigende. Vi bliver større og …. federe. Det forventes, at den mængde mad, der indtages pr. person vil stige med 10 procent over de næste 20 år. Hertil forventes det, at vores kødforbrug i den samme periode vil stige med 25 procent.
Et øget kalorieforbrug vil betyde ret meget, når det akkumuleres over hele klodens befolkning. Vi lever godt, og mens vi bliver runde i kinderne, udhules naturen omkring os. Men det mest relevante i forhold til denne artikel er det øgede vandforbrug, som dette øgede madindtag fra et stigende antal mennesker vil medføre.
Særligt vores kødforbrug bruger meget vand (det koster ti gange så meget vand at lave kød sammenlignet med for eksempel korn).
Erodering af jorden på grund af tørke vil give os færre og færre dyrkbare arealer. Og landområder til dyrkning er allerede noget, vi er i mangel af. Foto: U.S. Department of Agriculture
Vores vandmangel vil på et tidspunkt blive et globalt problem, mens det lige nu mest er et lokalt problem.
Manglen på ferskvand vil starte det, man kalder en kaskadeeffekt. Afgrøderne vil modtage for lidt vand, og afkastet vil blive dårligere. Det betyder, at vi skal opdyrke mere land for at lave samme mængde mad. Erodering af jorden på grund af tørke vil give os færre og færre dyrkbare arealer. Og landområder til dyrkning er allerede noget, vi er i mangel af (for tal se artikel 1 i denne serie).
Herudover vil der være en lang række andre afledte negative effekter af vandmangel, som yderligere vil indskrænke, hvor store arealer vi kan opdyrke, og hvad det vil være muligt at dyrke. Nogle mener, at vi kun har ti år tilbage, inden disse kaskader, der bunder i vandmangel, vil sætte i kraft.
Et stort, men meget tomt hav
Og her bliver havet interessant. Madproduktion i havet kræver nemlig hverken landarealer eller ferskvand. Det er genialt! Hvis vi kunne flytte vores fødevareproduktion fra land til vand, ville vi således løse et par af de helt store problemer på en gang.
Herudover er fisk rigtig gode for os. De er ofte fulde af højkvalitetsproteiner og essentielle fedtsyrer, som højner folkesundheden. Hvert år fisker vi 167,2 millioner tons fisk op af vandet fra enten akvakulturerne eller havet.
Mens vi som sagt henter omkring to procent af vores samlede fødevarer op af havet, dækker det allerede nu omkring 16 procent af vores proteinbehov. Så marine produkter er en god proteinkilde, og protein er humlen, når vi snakker om fødevarer.
Så ideen er som udgangspunkt fuld af muligheder.
Men allerede med den første helt simple beregning manes storhedstankerne til ro igen.
Vi rovfisker, og fortsætter vi med det, vil vi miste arter og ødelægge økosystemerne i havet. Havet er stort, men havet er også meget tomt
Indledningsvist kan vi slå fast, at havet ikke indeholder noget nær nok fisk til at sikre vores adgang til mad. Overhovedet. Selvom vi for indeværende kun henter de omtalte to procent af vores samlede mad op af havet, estimeres det, at vi til trods for dette allerede tager mere end det dobbelte af hvad, der betragtes som bæredygtigt for havets økosystemer.
Vi rovfisker, og fortsætter vi med det, vil vi miste arter og ødelægge økosystemerne i havet. Havet er stort, men havet er også meget tomt. Lidt ligesom at universet, der umiddelbart er spækket med stjerner, faktisk mest bare består af et næsten uendeligt helt tomt rum. Sådan er det også med havet. De helt store og dybe vandmasser er næsten øde. Fiskene trives nær land, hvor der vaskes næring ud fra landområderne, der holder økosystemerne i gang.
Så løsningen er ikke, at vi skal spise flere fisk fra de frie vandmasser. Som konklusionen også har været i de to foregående artikler, må vi, også i tilfældet med havet, indse, at vi ikke kan hente vores fødevarer på naturlig vis længere.
Vi er for mange. Vi må lave vores egen mad, og for at beskytte naturen må vi afkoble denne produktion fra naturen. Vi er ved at fiske havet tomt, og det skal man lige holde i sine tanker, når man af sundhedsmæssige årsager vælger at spise vildfisk frem for opdrætsfisk.
En problematisk vej frem
Så hvis vi fortsat vil spise gode mængder fisk, er akvakulturer i den ene eller den anden form vejen frem. Gennem de sidste 50 år har fisk fra akvakulturer udgjort en større og større del af de fisk, vi spiser, og udgør på nuværende tidspunkt omkring 40 procent af den mængde marine produkter, vi spiser.
Det er en sektor, der har vokset meget hurtigt, og sektoren har fordoblet sin størrelse hvert tiende år siden starten, og den vokser fortsat med omkring syv procent om året, hvilket er hurtige end befolkningstilvæksten, der ligger på fem procent (til sammenligning er væksten i landbrugssektoren på omkring to procent).
Det betyder, at mad fra akvakulturer udgør en større og større del af vores fødevarer.
Hvis vi skal lave en bæredygtig produktion af fisk, må vi først og fremmest dette problem til livs. Vi må simpelthen finde andre fødekilder til fiskene
Men som med landbug på land er der også meget store problemer med akvakulturer i vand.
I begyndelsen af artiklen nævner jeg den vigtigste. Nemlig at vi fodrer fiskene med fisk og i mængder, der betyder, at nettoudbyttet af fiskekød er svimlende lavt. Nogle gange negativt.
Og her lander vi igen i proteinproblemet. Animalske proteiner er voldsomt dyre at lave. Og det gælder selvfølgelig også i havet. Vores opdrætsfisk har brug for gode proteiner for at kunne give et fornuftigt output i form af proteiner til os mennesker.
Og på samme måde har de brug for gode fedtstoffer for at kunne trives og vokse. Alt dette findes i rigelige mængder i fiskene selv, så hvis man vil tjene penge på at sælge opdrætsfisk, er det rigtigt smart, økonomisk set, at fodre med fisk. Altså de fisk vi ikke selv vil spise. Og fiskemelsindustrien er stor. Vi laver omkring 15,8 millioner ton af det om året. En stor del af dette bruger som husdyrfoder, både på land og i vand.
Hvis vi skal lave en bæredygtig produktion af fisk, må vi først og fremmest dette problem til livs. Vi må simpelthen finde andre fødekilder til fiskene, der muliggør en bedre FiFo-faktor.
Vidunderplanten med begrænsede egenskaber
Der er særligt tre alternativer, der bruges i dag, og som der forskes intensivt i: Soja, insekter og alger. Vil en af disse kunne løse problemerne med de helt skæve energiregnskab for fiskeproduktionen?
Soja er en tropisk landplante, der er intet mindre end fantastisk. Man kalder den planterigets kød, fordi den indeholder store mængder proteiner af så god kvalitet, at de er sammenlignelige med de proteiner, vi finder i for eksempel æg og mælk. Herudover indeholder planten gode fedtsyrer, mange vitaminer og antioxidanter. En lille vidunderplante.
Soja er et oplagt alternativ som foderkilde for opdrætsfisk, og det bruges da også allerede i stor stil i mange akvakulturer. Foto: Pixabay
Så soja er et rigtig godt alternativ til animalsk protein og er derfor også en vigtig del af mange vegetarer og veganeres kost. Men faktisk findes soja også i vores almindelige mad i store mængder. I USA estimeres det, at omkring ti procent af det totale antal kalorier, der konsumeres, kommer fra soja.
Soja er et oplagt alternativ som foderkilde for opdrætsfisk, og det bruges da også allerede i stor stil i mange akvakulturer. Men fisk er nogle krævende små bæster, og for indeværende er det ikke muligt at udskifte mere end højst 50-60 procent af fiskemelet med sojamel, uden det har konsekvenser for både vækst og helbred for fiskene.
Der forskes aktivt i, hvorfor det ikke er muligt at give fiskene en ren vegetarisk diæt med brug af soja, og meget tyder på, at de simpelthen mangler visse aminosyrer og fedtsyrer eller ikke får nok af disse. Herudover indeholder soja nogle problematiske stoffer, der muligvis påvirker fiskenes metabolismer og reproduktionsevner.
Man bliver, hvad man spiser
Ikke alle fisk er lige følsomme over for en kost bestående af store mængder soja. En meget populær fisk, som kaldes tilapia (en art ciklide), er en af de fisk, der bedst klarer sig på vegetarisk kost, herunder soja.
Faktisk kan de klare sig stort set uden animalsk protein, og samtidig vokser de hurtigt, er meget velvillige til at formere sig, smager mildt og godt og virker idet hele taget som en oplagt produktionsfisk. Man kalder dem ”havets kyllinger”, og de spises allerede i stor stil i blandt andet USA.
Og så er vi næsten tilbage ved 0. Man bliver hvad man spiser, og hvis det, man spiser, er af ringe kvalitet, er det, man bliver, ikke meget bedre
Men, og der er altid et men, når vi snakker om animalske proteiner. Fisken, der ligner et lille vidundervæsen, er faktisk ikke meget mere værd, end de kedelige fodertabletter de spiser.
De proteiner, de er bygget af, er af dårlig kvalitet. De indeholder stort set ingen af de gode fedtsyrer, som andre fisk indeholder, og værst af alt – deres store evne til at leve af hvad som helst og deres hurtige formeringsevne gør dem til en ekstremt invasiv art, hvilket må ses som en trussel for de naturlige økosystemer.
Tilapia vil helt sikkert fortsat udgøre en større og større del af vores fødevarer, men de bidrager ikke med de vigtige højkvalitetsproteiner, som vi har brug for. Foto: Wikipedia
Og så er vi næsten tilbage ved 0. Man bliver hvad man spiser, og hvis det, man spiser, er af ringe kvalitet, er det, man bliver, ikke meget bedre.
Tilapia vil helt sikkert fortsat udgøre en større og større del af vores fødevarer, men de bidrager ikke med de vigtige højkvalitetsproteiner, som vi har brug for. Men de er trods alt gode og hurtige kalorier, hvilket også er værdifuldt, og vi vil følge tilapiaproduktionen nært i fremtiden.
De ”gode” fisk, eller for at sige det, som det er, de gode proteiner, kan vi ikke for indeværende lave med soja som primær fødekilde. Men at kunne udskifte op til 60 procent er også et stykke på vejen, og hvis vi kunne komme ned på et niveau, hvor FiFo-faktoren fordrer et bæredygtigt tilskud af vildtfanget fisk, kunne Soja stadig være et vigtigt element i en fremtidig produktion.
En dyr og frygtelig pris for soja
Men der er flere men’er, når vi snakker om soja. Selv hvis vi med brug af soja kan komme ned på et fornuftigt FiFo-nivau, er der en lang række andre dybt problematiske ting ved vores samproduktion, som man må tage med i sine overvejelser.
For sojaproduktionen er ALT andet end bæredygtig. Den er faktisk blandt de mest skadelige af alle vores produktioner inden for fødevaresektoren.
Selve produktionen af soja sker primært i Latinamerika i lande som Argentina, Bolivia, Brasilien, Paraguay og Uruguay. For at skabe plads til dyrkning fældes regnskoven i Amazonas, som er en af verdens ”lunger”, og uden hvilken livet på jorden, som vi kender det, ville ændre sig voldsomt.
Rydning af denne regnskov til landbrug er ret alvorlig. Allerede nu estimeres det, at skovrydning står for 15 procent af den samlede udledning af drivhusgasser. Skove holder på kvælstoffet, og når den fældes, slippes dette kvælstof ud i kredsløbet og ender i atmosfæren.
Amazonas indeholder et sted mellem 90 og 140 milliarder tons carbon, og det svarer til den samlede globale udledning af drivhusgasser for 9-14 år. Alt dette samlet ét sted. Uden Amazonas ville det gå meget galt.
Udover dette forurener selve produktion af soja meget voldsomt. Som med alt andet konventionelt landbrug sprøjtes der med pesticider og tilføres gødning, der udvaskes i miljøet. I disse lande er reguleringen meget dårlig, og de miljøødelæggelser, der sker der, kan få tårerne frem i en biologs øjne.
Så produktionen af soja skal omlægges og relokaliseres, hvis vi skal kunne satse på dette i fremtiden. Det ligger bestemt inden for det, der er teknisk muligt, men der er flere problemer.
Når der fodres med soja eller andre terrestriske vegetabilske produkter i akvakulturerne udledes spildprodukter fra disse til havet som spildevand fra havbrugene. På denne måde linkes landbruget på land og havbruget til vands, og de skadelige stoffer, der er i produkterne fra land spredes til havet.
Sojaen bliver produceret af mennesker, der lever som slaver. Slaveri finde mange steder på jorden og betyder, at vi i vesten kan få billig mad og billigt tøj og meget af begge dele. Men det er klart, at disse forhold hverken kan eller bør støttes
Derudover ved vi på nuværende tidspunkt ikke, hvad det betyder, at de teoretiske produkter på denne måde kommer til at udgøre en større og større del af havet. Men det vil bestemt ændre på noget, og det betyder ofte, at der sker noget, der ikke er så godt for det, der er der i forvejen.
Og så skal det nævnes, at produktionsforholdene for soja pt. kan få de helt små og fine humanistiske hår på armene til at rejse sig i frygt.
Sojaen bliver produceret af mennesker, der lever som slaver. Slaveri finde mange steder på jorden og betyder, at vi i vesten kan få billig mad og billigt tøj og meget af begge dele. Men det er klart, at disse forhold hverken kan eller bør støttes.
Arbejdsforholdene er fuldstædigt uregulerede, og det samme gælder forureningen fra sojaproduktionen, der må betragtes som helt ude af proportioner. Og så er der som sagt også skovfældningen, der sker i en næsten svimlende hastighed.
Sojaproduktionen er ikke rigtigt et foretagende, man på nogen måde har lyst til at støtte, som det ser ud lige nu
Alger kan være et alternativ
Vi kunne nedsætte produktionen med hele 90 procent, hvis vi stoppede med at spise kød, for hele 90 procent af sojaproduktionen går nemlig til husdyrfoder, herunder foder til fiskene i akvakulturerne.
Vi kunne nedsætte den globale forurening og alt anden ondskab så let så let, at man igen kan tænke tanken: Hvorfor spiser det oplyste menneske dog så meget kød?
Men det er en anden problematik og soja er under alle omstændigheder en vigtig spiller i fremtidens fødevareudbud, og hvis vores akvakulturer skal bestå, vil soja nok indgå som en vigtig del af den kost, fiskene skal have.
Vegetabilsk kost er ellers en energimæssig rigtig vej at gå ned af. Men mens terrestriske vegetabilske produkter kan være problematiske i det marine miljø, er havet jo sådan set fuld at dets egne vegetabilske produkter, nemlig algerne. Her er det smart, at vi bliver i vandet, hvor vi har plads og ikke slider på vores terrestriske økosystemer.
Mens soja har en række tunge problematikker knyttet til sig, og algeproduktionen er meget dyr, spekuleres der i, om man måske kan bruge insekter til at fordre med
Måske kunne man fodre fiskene med plantebaseret kost fra havet selv?
Alger er i bunden af fødekæden, og det betyder, at det er en af de organismer, der er billig at lave i forhold til miljøet. Mange af makroalgerne (det vi kalder tang) er udmærkede kilder til både aminosyrer og fedtsyrer, herunder de essentielle fedtsyrer som omega 3 og 6.
Foreløbige forsøg viser, at tilsætning af alger til foderet har positive effekter på fiskene vækst og trivsel. Problemet er, desværre, at det for indeværende er mere omkostningsfyldt at dyrke algerne, og det betyder, at algebaseret foder er dyrere end fiskebaseret foder.
Men alger står pt. øverst på listen over lovende alternativer til fiskemel, og det er et emne, vi vil vende tilbage til i de kommende år. Hvis jeg personligt skulle investere i noget, kunne det meget vel blive i en virksomhed, der forsker i algeproduktion. Hele algeeventyret kan du læse mere om i den næste artikel i denne serie.
Vi må opgive naturromantiske forestillinger
Mens soja har en række tunge problematikker knyttet til sig, og algeproduktionen er meget dyr, spekuleres der i, om man måske kan bruge insekter til at fordre med.
Studier viser, at man kan substituere op til 36 procent af fiskemelet med insekter og opnå samme vækstrater og samme fedtsammensætning i fiskekødet, herunder særligt det vigtige omega 3 fedt.
Det er ret nyt, og derfor er det ikke muligt at lave en egentlig analyse af fremtidsperspektiverne i dette. Men, som jeg vil komme ind på i seriens femte afsnit, der handler om insekter, er brugen af insekter i mad heller ikke uden store udfordringer.
Studier viser, at man kan substituere op til 36 procent af fiskemelet med insekter og opnå samme vækstrater og samme fedtsammensætning i fiskekødet, herunder særligt det vigtige omega 3 fedt. Foto: Wikipedia
Selvom vores viden om havbrug og insekternes samlede påvirkning af miljøet stadig er dårligt undersøgt, kan vi slå en ting fast: De forurener ekstremt meget, og det har store konsekvenser for de vildtlevende fisk i havet, da denne forurening ender der. Så hvis vi ekstrapolerer vores erfaringer fra land, kan vi nok godt antage, at så længe vi vil spise animalske proteiner i store mængder, vil vi have disse udfordringer.
Så hvor lander vi henne med denne artikel?
Vi må acceptere, at med det antal, vi er på Jorden i dag, skal vores fødevareproduktion afkobles fra naturen og ikke dyrkes i en håbløst romantisk og for længst forbipasseret drøm om at drive den i harmoni med naturen
Vi kan ikke leve af den vilde natur, heller ikke hvis vi inddrager havet som kilde til vores fødevarer.
Vi kan ikke i den fjernere fremtid leve af hverken de produkter, vi selv producerer på land eller i vand, da vores produktionsmetoder er alt for ringe og ødelægger økosystemerne og herved vores eget livsgrundlag.
Så den konklusion, der står stærkest på basis af disse tre første artikler, er, at vi må acceptere, at med det antal, vi er på Jorden i dag, skal vores fødevareproduktion afkobles fra naturen og ikke dyrkes i en håbløst romantisk og for længst forbipasseret drøm om at drive den i harmoni med naturen.
Vi skal trække os.
Problemet er kødet
Den nye produktion skal være 100 procent bæredygtig, og i havet kræver dette først og fremmest, at vi finder alternative fødekilder til fiskene, der placerer dem bedre på bæredygtighedsskalaen.
Men det store spørgsmål er, om det overhovedet kan blive rigtig bæredygtigt. Det er dyrt at spise protein og rigtig dyrt at spise gode proteiner.
Vores største synder er kødet. Proteinet.
Og det åbner et helt overordnet spørgsmål: Hvor meget animalsk protein kan vi i teorien lave her på Jorden, hvis det skal være 100 procent bæredygtigt? Det er et af de helt store spørgsmål, som vi arbejder med på innovationsplatformen Fremtidens Fødevarer.
Selvom det mest er noget, vi snakkede om i 1980’erne, er overbefolkning måske i virkeligheden vores og klodens største udfordring
Det er et overordentligt komplekst spørgsmål, da man ikke kan bruge data, der findes, men små opstille realistiske scenarier for alle led i processen, da beregningerne skal laves på basis af fremtidens forhåbentligt bæredygtige produktion af de vegetabilske produkter, energiforbrug, vandforbrug osv.
Men det er et vigtigt tal, som skal hjælpe os med at gå i den rigtige retning og ikke bare skal lade os føre af sted af udviklingen, som jo i høj grad er styret af økonomiske faktorer og ikke fremtidssikret madproduktion.
Man kunne også vende spørgsmålet lidt om. Hvor meget animalsk protein skal der optimalt set være i vores kost, og hvor mange mennesker er der så plads til? Selvom det mest er noget, vi snakkede om i 1980’erne, er overbefolkning måske i virkeligheden vores og klodens største udfordring.
Og uanset hvad svaret er på proteinspørgsmålet, kan vi være ret sikre på, at vi i fremtiden skal hente proteiner fra andre steder end dyreriget. I min næste artikel vil jeg kigge specifikt på, hvilke muligheder der er for at udnytte alger i vores kost. Algeeventyret. Nogle tror, at algerne vil frelse os, men som vi vil se, er heller ikke det helt så simpelt.
Topillustration: Pexels
Læs de to første afsnit i serien her: “Er fremtidens landbrug økologisk?” og “Er kunstigt kød vejen frem?“
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
