Er kunstigt kød vejen frem?

i Bæredygtighed/Danmark/Featured/Viden af

FREMTIDENS FØDEVARER #2 – Det er naturligt, at vi som led i at løse de enorme problemer, der er knyttet til vores nuværende proteinproduktion, kigger på alternative metoder til at fremstille det på. En af disse metoder er laboratoriefremstillet kød, også kaldet In Vitro-kød. Ideen bag denne fremstilling af kød er, at man kan udskifte de store forurenende pattedyr i landbrugene med moderne laboratorier eller kødfabrikker, hvor man kan lave proteinerne uden for dyrene selv. Men er dette virkelig vejen frem, eller står vi nærmere over for endnu en miljøetisk blindgyde, spørger miljøbiolog Mette Cristine Schou Frandsen i opfølgeren til det første afsnit i serien om fremtidens fødevareproduktion.

Selve grundlaget for alt liv på jorden er planterne. Det er planterne og planterne alene, der muliggør, at andet liv kan eksistere. Planterne er dem, der henter energi ind i systemet, da de med deres grønkorn kan omsætte solenergi til den energi, der driver deres vækst og stofskifte. Det organiske stof, de danner, er samtlige arter på jorden på den ene eller den anden måde afhængige af.

Planterne står derfor nederst i fødekæden. For hvert ekstra led, der indsættes, rykker vi et trin op i fødekæden og samtidig automatisk et trin ned ad energidiagrammet. Hvis vi spiser organisk stof fra en plante, koster det mindre energi, end hvis vi spiser organisk stof fra en plante, efter det er indbygget i for eksempel en ko.

Til enhver tid og på ethvert sted eksisterer de arter, der har været i stand til at tilpasse sig deres miljø og udnytte adgangen til det organiske stof, der er tilgængeligt, til at drive deres respirationsprocesser. Arterne opstår i nicher, der hvor der er plads, som vand, der udfylder rummet mellem stenene i bækken. Nogle kan trække vejret under vand, andre kan kun leve af bestemte blade.

Nicherne muliggør, at arter lever side om side, på hinanden, af hinanden og med hinanden. Diversiteten fungerer som den en styrende faktor i recirkuleringen af det organiske stof. Intet går til spilde, og stoffet holdes i cirkulation, og den cirkulation er nødvendig, for at livet kan opretholdes. Arterne er indbyrdes afhængige af hinanden og skaber plads for hinanden i naturen.

Selve økosystemet knager under vores vægt. Jo mere vi fylder, jo mindre må noget andet fylde. Ligevægten skal bestå, så noget må dø. Vi har ”spist” os gennem utallige arter. Og vores affaldsproduktion, i bred forstand, siver ud i den vilde natur og påvirker nu selv de helt store spillere

Gazellen muliggør, at løven kan leve, og løven muliggør, at gazellen kan leve. Naturen har en orden. En art får ikke lov til at vokse sig for stor, for så vil den ødelægge sit eget fødegrundlag.

Vi mennesker adskiller os helt fundamentalt og grundlæggende fra de andre arter, da vi har været i stand til at omgå naturens orden. Da vores fødekilder slap op, regulerede det ikke vores antal, men fik os til at lave vores egne fødekilder. Da vores miljø blev for hårdt at overleve i, opfandt vi tøj og huse og elektricitet. Da sygdomme ramte os, opfandt vi medicin.

Vi er succesfulde. Vi er tilpasningsdygtige. Vi er anderledes. Og vi er intelligente nok til at opdage, at vi på nuværende tidspunkt påvirker kloden i så væsentlig forstand, at vi måske er ved at ødelægge den balance, der skal være, for at vi kan fortsætte med at leve her på planeten.

Selve økosystemet knager under vores vægt. Jo mere vi fylder, jo mindre må noget andet fylde. Ligevægten skal bestå, så noget må dø. Vi har ”spist” os gennem utallige arter. Og vores affaldsproduktion, i bred forstand, siver ud i den vilde natur og påvirker nu selv de helt store spillere, som selve atmosfæren, havstrømmene og tykkelsen på polernes isbelægninger. Og skæbnen for de andre arter.

Den bedste af alle proteinkilder er også den mest problematiske

På grund af vores tilstedeværelse forsvinder arter med en rate, der estimeres at være mellem 1.000 og 10.000 gange højere, end den naturlige udryddelsesrate.

Vi fylder for meget, og enten skal vi fylde mindre, og eller også må vi simpelthen trække os fra økosystemet og lade være med at skade det.

Vi har til en vis grad afkoblet vores madproduktion fra den vilde natur. Vi kan ikke jage og skyde nok dyr til at mætte efterspørgslen på kød hos vores artsfæller. Så ville vi udrydde samtlige arter af større pattedyr inden for et meget kort tidsrum. Vi laver vores eget kød, og til det har vi opfundet landbruget, og landbrugene vokser sig større og større.

Lige nu får vi dækket en stor del af vores proteinbehov fra kød. Det betyder, at vi lader store pattedyr opdyrke disse proteiner, hvorefter vi kan indtage dem. Men at lade de store pattedyr lave vores proteiner er den absolut mest omkostningsfulde måde at lave protein på

Den dyreste og mest problematiske ting, vi laver i vores landbrug, er kød. Den bedste af alle proteinkilder. Og protein er livsvigtigt for os. Proteiner består af aminosyrer. Vi kan selv lave en del af de livsnødvendige aminosyrer, vi har brug for, men der er ni af dem, vi ikke kan lave, de såkaldte essentielle aminosyrer.

For at leve må vi indtage disse i færdig form, og det betyder, at vi må spise organismer, der har lavet disse. Udover de ni essentielle aminosyrer er der to essentielle fedtsyrer, 14 essentielle vitaminer og 20 essentielle mineraler, som vi på den ene eller den anden måde skal indtage gennem vores kost.

Lige nu får vi dækket en stor del af vores proteinbehov fra kød. Det betyder, at vi lader store pattedyr opdyrke disse proteiner, hvorefter vi kan indtage dem. Men at lade de store pattedyr lave vores proteiner er den absolut mest omkostningsfulde måde at lave protein på.

Koen må ud

Derfor er det naturligt, at vi som et led i at løse de enorme problemer, der er knyttet til vores proteinproduktion, har kigget på alternative metoder til at lave dem på. Vi har alle hørt om laboratoriefremstillet kød, også kaldet In Vitro-kød. In Vitro betyder ”i glas” og henviser til, at dette kød laves i ”en petriskål” eller mere præcist i store fermenteringstanke.

Ideen bag denne fremstilling af kød er, at man kan udskifte de store forurenende pattedyr i landbrugene med moderne laboratorier eller kødfabrikker, hvor man kan lave proteinerne uden for dyrene selv. Cellular agriculture i stedet for konventionelt landbrug.

Det estimeres, at vores kødproduktion står for 15-20 procent af den samlede udledning af drivhusgasser. Det er svimlende dårligt på bæredygtighedsskalaen. Så dårligt at man kan undre sig over, at det overhovedet er lovligt at spise kød og særligt oksekød

Som udgangspunkt virker det enormt smart at tage koen, grisen, fåret etc. ud af ligningen. Særligt køerne volder os store problemer. For at lave én oksekødsbøf på knap 125 gram koster det tre kilo foder, 2.000 liter vand og 10 kvadratmeter land. Og vi spiser rigtigt meget kød. Et gennemsnitligt voksent menneske spiser 34 kg kød om året. I USA er tallet 90 kg.

Hertil udledes der per kilo kød, der produceres, 15-20 kilo CO2. Og det estimeres, at vores kødproduktion står for 15-20 procent af den samlede udledning af drivhusgasser. Det er svimlende dårligt på bæredygtighedsskalaen. Så dårligt at man kan undre sig over, at det overhovedet er lovligt at spise kød og særligt oksekød.

Så koen må ud. Men vi er øjensynligt ikke klar til at give afkald på hverken bøffer eller burgers, så der er gode penge i at komme op med et alternativ, og In Vitro-kød er et af den.

Hvorfor lade en ko lave, hvad vi kan lave i en tank?

In Vitro-kød laves i et laboratorium. I stedet for at muskelcellerne laves i en ko, laves de i en tank. Man kan indbygge cellerne i en hurtigt voksende vært (som for eksempel en gærcelle eller en bakterie). Denne vært kultiveres så i en fermenteringstank og producerer muskelceller.

Det hele sker i en væske, der indeholder de stoffer, cellerne har brug for, for at vokse og dele sig – for eksempel hormoner, vitaminer, nødvendige salte, sukker og aminosyrer. Til sidst renses det op, og munkecellerne kan tages fra, og de er identiske med muskelcellerne fra det dyr, prøven er taget fra.

Det er en smuk drøm, at vi med ét kunne fjerne dyrenes lidelser. Det kunne vi selvfølgelig gøre alligevel, ved simpelthen at stoppe med at spise kød. Men med denne metode kan vi få både i pose og i sæk, eller måske rettere i dunk

Der vil stadig være brug for, at vi holder dyr, da vi skal have en kilde til at hente stamceller til produktionen, men mens vi i dag har omkring 1.5 miliarder køer i vores produktion, kan man med kødfremstilling i væksttanke nøjes med et sted mellem 30.00 – 100.000 køer.

En enkelt muskelprøve med stamceller kan ifølge den hollandske professor Mark Post, der forsker i In Vitro kødproduktion, lave op til 10.000 kg kød.

Det er en smuk drøm, at vi med ét kunne fjerne dyrenes lidelser. Det kunne vi selvfølgelig gøre alligevel, ved simpelthen at stoppe med at spise kød. Men med denne metode kan vi få både i pose og i sæk, eller måske rettere i dunk.

Og det er da også netop dyrevelfærden, der er blevet brugt som reklame for en fremtidig omlægning til In Vitro-kød. In Vitro-kødet har også fået kælenavnet Clean Meat, fordi interessenterne (som er kommercielle) på området har markedsført dette kød som værende ”rent” og uden hormonstoffer, giftstoffer, parasitter og andre uønskede ting, vi finder i In Vivo-kød (som betyder “i live”) – det vil sige kød lavet af dyr.

At In Vitro-kødet per definition er ”rent”, er en sandhed med væsentlige forbehold, som jeg vil komme lidt ind på senere.

For godt til at være sandt

Så langt, så godt. Sådan ser denne fagre fremtid altså ud. Rent kød. Ingen lidelser. Nok til alle i al fremtid.

Men den helt store saltvandsindsprøjtning til området kom i 2011, da ph.d. Hanna Tuomisto publicerede artiklen ”Environmental Impacts of Cultured Meat”. Hun havde undersøgt, hvilken effekt In Vitro-kød har på miljøet sammenlignet med konventionelt kød.

Tuomistos studier var finansieret af New Harvest, som kalder sig selv et ”non profit reasearch institute”, men som har den eksplicitte mission at udvikle og opbygge området for cellular agriculture.

Undersøgelsen var som et energiboost til hele området. Hanna Tuomistos viste, ved hjælp af en lang række antagelser, at en omlægning fra konventionel kødproduktion til In Vitro-produktion ville resultere i en forrygende 78-98 procent reduktion i drivhusgasudledningen, en 99 procent reduktion af det areale landforbrug, en 82-96 procent reduktion af vandforbruget og en 45 procent reduktion i energiforbruget.

Hanna Tuomistos artikel er, skulle nogen være i tvivl, meget citeret. Den bruges som det ultimative argument for, at Cellular agriculture er vejen frem mod en ren og dyrevenlig fremtid. Men historien ender ikke helt lykkeligt

In Vitro-kød gik fra at være noget, der kunne redde vores dyr til at blive noget, der kan redde vores jord. Og nye satellitstudier opstod og kunne blandt andet berette om, at det også ville være godt for bevarelsen af klodens arter, da vi ville kunne bevare deres habitater, og helt ude ude yderste afkroge blev det også foreslået, at det kunne være en løsning på problemerne med forbruget af kød fra truede arter.

Kunne man forestille sig, at det kinesiske marked for hajfinner kunne mættes med In Vitro-haj?

Hanna Tuomistos artikel er, skulle nogen være i tvivl, meget citeret. Den bruges som det ultimative argument for, at Cellular agriculture er vejen frem mod en ren og dyrevenlig fremtid.

Men historien ender ikke helt lykkeligt. Der kom kritik af hendes studier, og kritikken havde tyngde og var rationel. Kritikken gik i særlig grad på tre af hendes antagelser, og det var i høj grad de tre faktorer, som miljødelen hang på.

Den ene var, at man kunne bruge Cyanobakterier (en særlig alge, der blandt andet kan optage kvælstof fra atmosfæren) som basis for det næringsmedie, kødet skulle vokse i. Den anden var antagelsen om, at den varme, der produceres af cellerne selv, når de vokser, ville være tilstrækkelig, hvorfor det ikke ville være nødvendigt med en ekstern varmekilde til vækstreaktorerne.

Vi ingen viden har om, hvorvidt brugen af Cyanobakterier overhovedet er mulig. Vi ved simpelthen ikke, om kød kan vokse på dette medie, da det ikke er prøvet før. Det er rent gætværk – eller ren utopi alt, efter hvem man spørger.

Og den tredje var, at hun ikke behøvede at medregne omkostninger (eller metode) for tilsætning af vitaminer og vækstfaktorer, da disse vægtmæssigt udgør en meget lille fraktion af produktet.

Problemet med den første antagelse er, at vi ingen viden har om, hvorvidt brugen af Cyanobakterier overhovedet er mulig. Vi ved simpelthen ikke, om kød kan vokse på dette medie, da det ikke er prøvet før. Det er rent gætværk – eller ren utopi alt, efter hvem man spørger.

I forhold til den anden antagelse blev det af eksperterne på det område anset som ”usandsynligt”, at processerne ville danne varme nok til, at der ikke skulle tilføres varmeenergi til tankene.

Og problemet med den tredje antagelse er, at selvom vitaminerne vægtmæssigt udgør en lille del, er de stadig enormt svære at syntetisere eller isolere, og de er helt essentielle for, at cellerne kan vokse. Det er både dyre og energikrævende processer, og det skal indgå i en samlet vurdering af omkostningerne (både økonomisk og i forhold til miljøomkostningerne) for produktionen. Denne antagelse er derfor i høj grad forkert.

Ikke en garant for sundere fødevareproduktion

Kritikken førte til, at Hanna Tuomisto lavede nogle nye studier, denne gang ikke finansieret af New Harvest.

Hun allierede sig med fagfolk inden for de fag-grene, hun ikke selv var ekspert i. I 2014 publicerede hun så en artikel sammen med Marianne Ellis, som er kemiingeniør, og i denne artikel havde de brugt en mere realistisk fødekilde til cellevæksten, ligesom de havde indberegnet omkostningerne til at varme vækstmediet og en række andre præciseringer, der er mere realistiske.

Deres konklusioner var slående anderledes end New Harvest studiet, og denne gang var resultatet, at In Vitro-kød bruger langt mere energi, end det koster at lave konventionelt kød. Herudover viste den nye model, at vandforbruget ligeledes var meget større end først antaget, og at det faktisk overstiger vandforbruget for for eksempel fjerkræ.

Denne nye rækker studier har ikke haft særlig stor gennemslagskraft. Terningerne er kastet, og der er investeret store milliardbeløb i virksomheder, der laver In Vitro-kød

Efterfølgende kom en anden gruppe forskere ud med et lignende studie, der viste, at In Vitro-kødet har et langt højere globalt opvarmningspotentiale sammenlignet med al konventionel kødproduktion, selv oksekød.

Denne nye rækker studier har ikke haft særlig stor gennemslagskraft. Terningerne er kastet, og der er investeret store milliardbeløb i virksomheder, der laver In Vitro-kød.

Udover de nedslående resultater i forhold til miljøvenligheden af In Vitro-kødet er der også en lang række skræmmende, men ret ugennemskuelige problematikker.

Selvom In Vitro-kød ”sælges” som ”Clean Meat”, er det ikke nødvendigvis rent. Det er meget svært gennemskueligt, hvad der tilsættes af vækstfaktorer, hvordan disse anskaffes, og hvordan de reagerer i et medie, der består af hjælpsomme bakterier. Slutprodukterne er simpelthen ukendte.

I sidste ende er In Vitro-produceret kød ikke en garant for sundere fødevareproduktion, og måske vil produktionen lede til helt nye miljøproblematikker, som ikke er meget bedre end dem, vi har med vores husdyrhold. Det må tiden vise

Muskelcellerne, man dyrker, har intet immunforsvar, og derfor er der brug for store mængder antibiotika, for at cellerne kan overleve. Dette er også et væsentligt problem ved In Vitro-produktionen, som den ser ud nu. Nogle mener, at man kan nedbringe eller helt undvære tilsætningen af antibiotika i fremtidens In Vitro-produktion, hvis man dyrker i lukkede og sterile systemer, så det er muligt, at der vil opstå en løsning på dette problem.

Derudover er mediet, kødet vokser i, fyldt med blandt andet hormonstoffer og andre vækstfaktorer, og hvis produktionen opskaleres til at dække klodens kødbehov, vil vi have nogle store udfordringer med spildevand fra disse fabrikker.

Og hvordan regulerer man sådan et område, når der er så sparsom viden om disse processer? Hvad må man tilsætte? Hvad med spildevandet fra vækstreaktorerne?

I sidste ende er In Vitro-produceret kød ikke en garant for sundere fødevareproduktion, og måske vil produktionen lede til helt nye miljøproblematikker, som ikke er meget bedre end dem, vi har med vores husdyrhold. Det må tiden vise.

Et marked styret af forretningsmænd

Udover problemerne i forhold til miljøet og energiforbruget er der også nogle andre udfordringer. Kødet, der produceres, består af rent protein. Det er endnu ikke vist, at det har samme næringsværdi og sundhedspotentiale som konventionelt kød. Der er intet blod, ingen blodårer, intet bindevæv m.m., og derfor er det på den måde helt anderledes i sin energisammensætning end konventionelt kød.

På samme måde er det intet fedt i kødet, og det skal tilsættes bagefter. Hvor skal dette fedt komme fra? Man kan meget let forestille sig, at en kommerciel kødfabrik vil bruge billigt og ikke så sundt fedt til deres produkter.

Og hvem kommer så i sidste ende så til at styre, hvad vi indtager?

Det bliver interessant at følge udviklingen, men det bliver også med en vis skepticisme og en let tilbageholdt uro. Man skal i hvert fald være klar over, at området i øjeblikket drives af økonomiske interesser mere end noget andet

Måske nogle store innovative madvirksomheder med fabrikker placeret i de billige produktionslande. Og måske vil markedsføring komme til at styre, hvad vi vælger at tro på som sundt og godt. Måske vil der komme discount In Vitro-kød, som i virkeligheden er skidt for både miljø og og mennesker, men som er tilsvarende billigere og derfor finder sin plads i køledisken.

Det kan man let forestille sig. I dag bugner vores kølemontrer af energiforkerte produkter, der skader vores miljø, men der er trods dette godt salg i dem. I sidste ende vil penge være en faktor, og selvom nye regulativer fra regeringer vil opstå for at følge med denne udvikling i et forsøg på at regulere markedet, vil vi måske ikke have nærmet os en mere bæredygtig måde at være her på.

Det bliver interessant at følge udviklingen, men det bliver også med en vis skepticisme og en let tilbageholdt uro.

Selvom det fjerner de helt væsentlige problemer, vi har med manglede dyrevelfærd, virker det som om In Vitro-kød for indeværende ikke rigtigt møder de andre krav, vi bør have for vores fødevareproduktion i fremtiden. Man kan få tanken, at vi er enormt dårlige til at standse op og træffe nogle velinformerede valg, inden vi kaster os nysgerrigt (og potentielt pengefikseret) ud i vores nye projekter.

Man skal i hvert fald være klar over, at området i øjeblikket drives af økonomiske interesser mere end noget andet.

En af de store spillere på dette post-biofarmingmarked er Memphis Meats, og de har modtaget op mod 17 millioner dollars (111.000.000 DKK) fra blandt andet landbrugsgiganten Cargill, Incorporated og fra milliardærer som Richard Branson og Bill Gates.

Herudover har de modtaget penge fra Jack Welch (CEO for General Electric) og en række andre millionærer og milliardærer.

Det er forretningsmænd og ikke miljøforkæmpere, der sidder tungt på markedet og derfor på udviklingen. Måske ser vi her foden til en fremtidig Big Farma-industri, hvor profit styrer udviklingen, og markedsføring styrer forbruget, og så er vi måske lige vidt med at beskytte vores planet fra os selv.

Skal fremtiden virkelig baseres på kød?

Så hvad er konklusionen?

Den er uvis. Som det ser ud nu, er det ikke muligt at give In Vitro-kødproduktion et grønt stempel som fremtidsbærende produktionsmetode. Ikke endnu i hvert fald. Men det er et område, der er værd at følge nøje de kommende år, og som man kan håbe på vil lykkes med sine bestræbelser.

Det er også værd at overveje, hvor langt vi egentlig er villige til at gå for ikke at undvære kød, selvom vi slet ikke har brug for det. Og når nu man alligevel er ude i at lave noget, man lidt frækt kunne kalde syntetisk, hvorfor skal det så absolut være med rigtige muskelceller?

I min lokale Irma kan man købe plantefars, der ligner hakket kød, hvis man slører blikket en lille smule. Måske kunne produkttyper som disse forfines?

Måske ville der være mere logik, miljø og dyrevelfærd i at udvikle plantebaseret kost, der har de egenskaber, kødet har.

I min lokale Irma kan man købe plantefars, der ligner hakket kød, hvis man slører blikket en lille smule. Måske kunne produkttyper som disse forfines? Det ville for alvor kunne rykke ved noget. Plantebaseret kost ville med et enkelt lille hop bringe os et helt trin ned af energistigen.

Svaret må jeg finde blandt andet ved at kigge mig selv i spejlet som den kødspiser, jeg nu er.

Det ”ægte” In Vitro-kød kunne så være sådan noget, man i fremtiden kunne smage på en fin restaurant med en medfølgende historie om, at ”engang spiste mennesker simpelthen ægte kød og havde sådan nogle kæmpe farme, hvor de holdt disse dyr fanget for derefter at spise dem”.

Folk ville uden tvivl finde det helt skørt, men også lidt spændende at smage kød – når nu det ikke var fra en “rigtig ko”.

Topfoto: Flickr

Mette Cristine Schou Frandsen (1976) er cand.scient. i biologi med en ph.d.-grad i miljøbiologi. Hun har som ung arbejdet og uddannet sig i landbruget og er stifter af den nye innovationsplatform ”Fremtidens Fødevarer - ”Future Foods” - der arbejder innovativt med at definere, hvordan fremtidens fødevareproduktion kan se ud, hvis den skal være bæredygtig i et langt tidsperspektiv. Herudover vil Fremtidens fødevarer åbne en bredere folkelig og akademisk debat om, hvad en fremtidssikret bæredygtig fødevareproduktion egentlig indbefatter og ud fra dette udstikke en retning for udviklingen mod et fremtidssikret dansk erhverv på et internationalt marked.
Privat er hun mor til en 2-årig toddler med krudt i røven og bor sammen med barnets far, Thomas Duus Henriksen, i en gammel villa i Kastrup.
Foto: Søren Bjørn-Andersen

Seneste artikler om Bæredygtighed