ROLLEMODELLER FOR ALLE & ERHVERV // KAMPAGNE #1 – Behovet for rollemodeller og kvinder i ledelse er omdrejningspunktet i ny kampagne, som møder bred opbakning blandt erhvervsledere. KvindeKompagniet og Female Leadership Academy, der står bag kampagnen, skyder en interview-stafet i gang, hvor en række toneangivende erhvervsledere fortæller om deres syn på diversitet. Den første topleder i stolen er administrerende direktør for alle danskeres pensionsselskab (ATP), Bo Foged, der ifølge ham selv har et særligt ansvar for kulturændringen i ATP, hvor der arbejdes med diversitetsstrategi på flere planer, og 51% af lederne er kvinder. Men først har 7-årige Anna-Sofia ordet.
”Når jeg bliver stor, vil jeg også i avisen – selv om jeg er en pige.”
Sådan siger 7-årige Anna-Sofia i en ny kampagnefilm, mens hun forgæves bladrer i avisen i jagten på billeder af kvinder, hun kan spejle sig i.
Anna-Sofia kigger nemlig ind i en problematisk statistik: I det private erhvervsliv sidder der kvinder på 15 procent af direktørposterne. Andelen af kvinder i erhvervslivets bestyrelser er på 20 procent. Kvinder udgør 25 procent af iværksættere med nystiftet virksomhed. Og den ubalance smitter af på eksponeringen af kvinder i ikke kun de danske erhvervsmedier, men i mediebilledet generelt. Her er 35 procent af nyhedskilderne kvinder.
Bag ”Rollemodeller for alle” står Foreningen KvindeKompagniet og Female Leadership Academy, der giver deres indspark til debatten om diversitet og kvinder i ledelse. Statistikkerne har nemlig ikke ændret sig nævneværdigt de senere år, og det er nødvendigt med et vedvarende fokus på problemstillingen.
Rollemodeller som en del af løsningen
“Piger og drenge skal have mulighed for at drømme lige stort og nå lige langt, og det er trist, at kvinder er så underrepræsenterede, som det stadig er tilfældet. Der er endnu lang vej til reel ligestilling i erhvervslivet og iværksættermiljøet, men vi tror, at rollemodeller er en vigtig del af løsningen”, siger bestyrelsesformand i Foreningen KvindeKompagniet, Josefine Volqvartz, og suppleres af founder Maria Anker Andersen fra Female Leadership Academy:
“Unge kvinder har brug for nogen at spejle sig i, så det handler om at synliggøre de kvinder, der trods alt er. De kan inspirere næste generation til at søge mod erhvervslivets top, hvorfra de igen kan inspirere endnu flere kvinder. Vi ønsker med kampagnen at skubbe til en positiv dominoeffekt, som kan bane vejen for en fremtid med rollemodeller for alle”.
ATP-direktør Bo Foged: “Ja, jeg er feminist”
Mød Bo Foged, administrerende direktør for ATP. Han interviewes af Josefine Volqvartz fra KvindeKompagniet.
Bo Foged mener, at han som administrerende direktør for alle danskeres pensionsselskab har et særligt ansvar for at bidrage til den kulturændring, der skal sikre, at fremtidens kvindelige rollemodeller ansættes. Det er vigtigt, fordi flere kvindelige ledere giver bedre beslutninger og i sidste ende bedre resultater. Der skal forskellige syn på problemstillinger, og hvordan man løser dem – det er bl.a. sådan, man bliver ved med at være innovative og komme op med de bedste løsninger. Det går udover bundlinjen og sidste ende samfundsværdien, hvis løsninger på problemer altid defineres og besvares af de samme logikker, uddyber han.
Bo Foged fortæller, at i ATP er 51% af lederne kvinder. Men, forklarer han, der er stadig et stykke vej at gå, hvad angår det øverste ledelseslag og på investeringssiden. Der arbejdes fortsat med diversitet inden for køn, men også inden for f.eks. etnicitet og alder. Et eksempel er, at man stemmer imod bestyrelser uden nogen kvindelig repræsentation.
Bo Foged mener, det er vigtigt, at pensionskasserne går sammen og sætter konkrete fælles ambitioner for diversitet.
Podcast med Bo Foged
Lyt til det fulde interview af Bo Foged her.
Rollemodeller for alle
I kampagnens interview-stafet deltager bl.a.:
- Bo Foged fra ATP
- André Rogaczewski fra Netcompany
- Deborah Dunsire fra Lundbeck
- Tue Mantoni fra Vækstfonden
- Nina Smith fra Forenet Kredit
Nominer en kvindelig rollemodel her.
Kampagnen “Rollemodeller for alle” bringes i POV i samarbejde med KvindeKompagniet og Female Leadership Academy, som POV har en mediesamarbejdsaftale med.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her