TID // KLUMME – “Der er en mening også med kunstpauserne, tænkepauserne, åndehullerne. Pauserne er forudsætningen for kreativitet, de får hjertet med, og de sætter travlheden i perspektiv, når dén er nødvendig,” skriver Kresten Schultz Jørgensen. Du kan med andre ord nå mere, hvis du sænker farten.
I virkeligheden er det Newtons skyld: Vi kan ikke stå i en kø uden at registrere, hvor lang tid vi spilder. Alt skal måles og vejes, effektivitet og spildtid.
Tiden blev med Newton tydet som et objektivt og målbart fænomen, knyttet til bevægelse i rum snarere end alternativet – tiden som noget personligt og situationsafhængigt.
Jeg faldt for nylig over en undersøgelse, der kortlægger, at fodgængeres ganghastighed i byområder er steget med ca. 10 % siden 1990’erne. Bum, ud af metroen, ind på kontoret, møder hele dagen. Tiden som afsluttede øjeblikke på en tidslinje, der helst skal forkortes så meget som muligt.
Man kan løbe hurtigere og hurtigere. Man kan også trække stikket, melde sig ud og flytte på landet i almindelig afmagt
Erindring: Hvor er du egentlig ucharmerende, udbrød min hustru engang i 00’erne, da rastløsheden trods alt må have taget overhånd. Men, svarede jeg, til gengæld når jeg virkelig meget. Ahem altså … Nogle gange skal man jo skynde sig, indrømmet. Noget skal være færdigt, noget skal nås. Men ikke alting – og slet ikke hele tiden.
Der er en mening også med kunstpauserne, tænkepauserne, åndehullerne. Pauserne er forudsætningen for kreativitet, de får hjertet med, og de sætter travlheden i perspektiv, når dén er nødvendig.
Den amerikanske fysiker John Wheeler – en af Niels Bohrs elever – har defineret tiden lidt anderledes end Newton. Tiden, siger Wheeler, er naturens måde at undgå, at alting sker på én gang. Tiden giver os mulighed for også at tage tiden, og at sætte tiden i stå.
Så hvad stiller man op?
Man kan løbe hurtigere og hurtigere. Man kan også trække stikket, melde sig ud, sætte farten ned og flytte på landet i almindelig afmagt.
Man skal kort sagt ikke melde sig ud – medmindre at det netop er dét, man vil. Man kan også melde sig ind
Eller man kan gøre noget tredje, som Wheeler antyder: Forstå accelerationerne, når de kommer. Genkende de tossede effektivitetslogikker, der er på spil i de fleste organisationer og måske også i os selv. Det er en god oplevelse at kunne grine af sig selv.
Næste trin er forsøget på forandring. At fokusere på de vigtige opgaver, ikke de unødvendige accelerationer. At huske pausernes betydning i hverdagen, hvor fremmedgørelsen kan krybe ind ad alle sprækker.
Min egen erfaring er, at det ofte handler om de små ting i hverdagen, hvor fremmedgørelsen jo kan krybe ind ad alle sprækker. Vågner man med mobiltelefonen i hånden? Er man i gang med det rigtige, eller multitasker man planløst? Er der i hverdagen plads til den gode samtale? Stopper man op og markerer det, når noget er gjort godt?
Er der overhovedet tid til at tænke uden at sætte farten ned?
I hverdagens hamsterhjul handler det om forskellen mellem nærvær og fravær. Lægger man overhovedet mærke til kollegaen, der kæmper med tingene og har brug for hjælp? Er der overhovedet tid til at tænke? Og er det virkelig sådan, tingene skal være, givet at jeg kun har ét liv?
Efter 30 år på arbejdsmarkedet og med ansvaret for adskillige virksomheder, som jeg selv har stiftet, er jeg efterhånden kommet til den konklusion, at de tankeløse accelerationer har for store omkostninger.
Accelerationsarbejdet ødelægger nemlig i længden både trivsel og arbejdets kvalitet. Det er endda gået op for mig, at både kunder og medarbejdere bliver langt mere tilfredse, og jeg selv det samme, når vi ved, hvornår vi har travlt, og hvornår det er tid til fordybelse.
Slow down to speed up, siger de på engelsk – sæt farten ned, hvis du vil op i gear.
Man skal kort sagt ikke melde sig ud – medmindre at det netop er dét, man vil.
Man kan også melde sig ind.
Læs mere af Kresten Schultz-Jørgensen her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her